M’Cheyne Bible Reading Plan

15 Siden byggede han sig Huse i Davidsbyen og beredte Guds Ark et Sted, idet han rejste den et Telt ² Ved den Lejlighed sagde David: "Ingen andre end Leviterne må bære Guds Ark, thi dem har Herren udvalgt til at bære Guds Ark og til at gøre Tjeneste for ham til evig Tid." ³ Og David samlede hele Israel i Jerusalem for at føre Herrens Ark op til det Sted, han havde beredt den. ⁴ Og David samlede Arons Sønner og Leviterne: ⁵ Af Kehatiterne Øversten Uriel og hans Brødre, 120; ⁶ af Merariterne Øversten Asaja og hans Brødre, 220; ⁷ af Gersoniterne Øversten Joel og hans Brødre, 130; ⁸ af Elizafans Sønner Øversten Sjemaja og hans Brødre, 200; ⁹ af Hebrons Sønner Øversten Eliel og hans Brødre, 80; ¹⁰ af Uzziels Sønner Øversten Amminadab og hans Brødre, 112.

¹¹ Så lod David Præsterne Zadok og Ebjatar og Leviterne Uriel, Asaja, Joel, Sjemaja, Eliel og Amminadab kalde ¹² og sagde til dem: "I er Overhoveder for Leviternes Fædrenehuse; helliger eder tillige med eders Brødre og før Herrens, Israels Guds, Ark op til det Sted, jeg har beredt den; ¹³ det var jo, fordi I ikke var med første Gang, at Herren vor Gud tilføjede os et Brud; thi vi søgte ham ikke på rette Måde." ¹⁴ Så helligede Præsferne og Leviterne sig for at føre Herrens, Israels Guds, Ark op; ¹⁵ og Levis Sønner løftede med Bærestængerne Guds Ark op på Skuldrene, som Moses havde påbudt efter HerrenS Ord.

¹⁶ Fremdeles bød David Leviternes Øverster at lade deres Brødre Sangerne stille sig op med Musikinstrumenter, Harper, Citre og Cymbler og lade høje Jubeltoner klinge. ¹⁷ Så lod Leviterne Heman, Joels Søn, og af hans Brødre Asaf, Berekjas Søn, og af deres Brødre Merariterne Etan, Husjajas Søn, stille sig op ¹⁸ og ved Siden af dem deres Brødre af anden Rang Zekarja, Uzziel, Sjemiramot, Jehiel, Unni, Eliab, Benaja, Ma'aseja, Mattitja, Elipelehu og Miknejahu og Dørvogterne Obed-Edom og Je'iel; ¹⁹ Sangerne Heman, Asaf og Etan skulde spille på Kobbercymbler, ²⁰ Zekarja, Uzziel, Sjemiramot, Jehiel, Unni, Eliab, Ma'aseja og Benaja på Harper al-alamot; ²¹ Mattitja, Elipelehu, Miknejahu, Obed-Edom og Je'iel skulde lede Sangen med Citre al-hassjeminit; ²² Konanja, Leviternes Øverste over dem, der bar, skulde lede disse, da han forstod sig derpå; ²³ Berekja og Elkana skulde være Dørvogtere ved Arken; ²⁴ Præsterne Sjebanja, Josjafat, Netan'el, Amasaj, Zekarja, Benaja og Eliezer skulde blæse i Trompeterne foran Guds Ark; og Obed-Edom og Jehija skulde være Dørvogtere ved Arken.

²⁵ Derpå drog David, Israels Ældste og Tusindførerne hen for under Festglæde at lade Herrens Pagts Ark bringe op fra Obed-Edoms Hus, ²⁶ og da Gud hjalp Leviterne, der har Herrens Pagts Ark, ofrede man syv Tyre og syv Vædre. ²⁷ David har en fin linned Kappe, ligeledes alle Leviterne, der har Arken, og Sangerne og Konanja, som ledede dem, der bar. Og David var iført en linned Efod. ²⁸ Og hele Israel bragte Herrens Pagts Ark op under Festjubel og til Hornets, Trompeternes og Cymblernes Klang, under Harpe- og Citerspil. ²⁹ Men da Herrens Pagts Ark kom til Davidsbyen, så Sauls Datter Mikal ud af Vinduet, og da hun så Kong David springe og danse, ringeagtede hun ham i sit Hjerte.

2 Mine Brødre! Eders Tro på vor Herre Jesus Kristus, den herliggjorte, være ikke forbunden med Persons Anseelse! ² Når der nemlig kommer en Mand ind i eders Forsamling med Guldring på Fingeren, i prægtig Klædning, men der også kommer en fattig ind i smudsig Klædning, ³ og I fæste Øjet på den, som bærer den prægtige Klædning og sige: Sæt du dig her på den gode Plads, og I sige til den fattige: Stå du der eller sæt dig nede ved min Fodskammel: ⁴ ere I så ikke komne i Strid med eder selv og blevne Dommere med slette Tanker? ⁵ Hører, mine elskede Brødre! Har Gud ikke udvalgt de for Verden fattige til at være rige i Tro og Arvinger til det Rige, som han har forjættet dem, der elske ham? ⁶ Men I have vanæret den fattige! Er det ikke de rige, som underkue eder, og er det ikke dem, som slæbe eder for Domstolene? ⁷ Er det ikke dem, som bespotte det skønne Navn, som er nævnet over eder?

⁸ Ganske vist, dersom I opfylde den kongelige Lov efter Skriften: "Du skal elske din Næste som dig selv", gøre I ret; ⁹ men dersom I anse Personer, gøre I Synd og revses af Loven som Overtrædere. ¹⁰ Thi den, som holder hele Loven, men støder an i eet Stykke, er bleven skyldig i alle. ¹¹ Thi han, som sagde: "Du må ikke bedrive Hor," sagde også: "Du må ikke slå ihjel." Dersom du da ikke bedriver Hor, men slår ihjel, da er du bleven en Lovens Overtræder. ¹² Taler således og gører således, som de, der skulle dømmes efter Frihedens Lov. ¹³ Thi Dommen er ubarmhjertig imod den, som ikke har øvet Barmhjertighed; Barmhjertighed træder frimodigt op imod Dommen.

¹⁴ Hvad gavner det, mine Brødre! om nogen siger, han har Tro, men ikke har Gerninger? mon Troen kan frelse ham? ¹⁵ Dersom en Broder eller Søster er nøgen og fattes den daglige Føde, ¹⁶ og en af eder siger til dem: Går bort i Fred, varmer eder og mætter eder, men I ikke give dem det, som hører til Legemets Nødtørst, hvad gavner det? ¹⁷ Ligeså er også Troen, dersom den ikke har Gerninger, død i sig selv. ¹⁸ Men man vil sige: Du har Tro, og jeg har Gerninger. Vis mig din Tro uden Gerningerne, og jeg vil af mine Gerninger vise dig Troen. ¹⁹ Du tror, at Gud er een; deri gør du ret; også de onde Ånder tro det og skælve. ²⁰ Men vil du vide, du tomme Menneske! at Troen uden Gerninger er unyttig? ²¹ Blev ikke vor Fader Abraham retfærdiggjort af Gerninger, da han ofrede sin Søn Isak på Alteret? ²² Du ser, at Troen virkede sammen med hans Gerninger, og ved Gerningerne blev Troen fuldkommet, ²³ og Skriften blev opfyldt, som siger: "Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed", og han blev kaldet Guds Ven. ²⁴ I se, at et Menneske retfærdiggøres af Gerninger, og ikke af Tro alene. ²⁵ Ligeså Skøgen Rahab, blev ikke også hun retfærdiggjort af Gerninger, da hun tog imod Sendebudene og lod dem slippe bort ad en anden Vej? ²⁶ Thi ligesom Legemet er dødt uden Ånd, således er også Troen død uden Gerninger.

9 Herren så jeg; han stod ved alteret og sagde: Til Søjlehovedet slår jeg, så Dørens Tærskel ryster. Jeg rammer dem alle i Hovedet, de sidste dræber jeg med Sværd; ingen af dem skal undfly, ingen af dem skal reddes. ² Bryder de ind i Dødsriget, min Hånd skal hente dem der; stiger de op til Himlen, jeg styrter dem ned derfra; ³ skjuler de sig på Karmels Top, jeg finder og henter dem der; gemmer de sig for mig på Havsens Bund, jeg byder Slangen bide dem der; ⁴ vandrer de som Fanger for deres Fjender, jeg byder Sværdet dræbe dem der. Jeg fæster mit Øje på dem til Ulykke, ikke til Lykke.

⁵ Herren, Hærskarers Herre, som rører ved Jorden, så den skælver, så alle, som bor på den, sørger, så den stiger overalt som Nilen og synker som Ægyptens Flod, ⁶ han, som bygged sin Højsal i Himlen, som fæstned sit Hvælv på Jorden, kalder ad Havets Vande og gyder dem ud over Jorden, Herren er hans Navn.

⁷ Er I mig ej som Ætiopiens Børn, Israeliter, lyder det fra Herren; har jeg ikke ført Israel op fra Ægyptens Land, Filisterne fra Kaftor, Aram fra Kir?

⁸ Se, den Herre Herrens Øjne er vendt mod det syndige Rige, og jeg udsletter det af Jorden. Dog vil jeg ikke helt udslette Jakobs Hus, lyder det fra Herren; ⁹ thi se, jeg byder, at Israels Hus skal sigtes blandt alle Folkene, som man sigter med Sold, uden at et Korn falder til Jorden. ¹⁰ For Sværdet skal alle Syndere i mit Folk dø, de, som siger: "Os når Ulykken ikke; den kommer ikke over os."

¹¹ På hin dag rejser jeg Davids faldne Hytte; jeg tætter dens Revner, opfører, hvad der sank i Grus, og bygger den som i gamle Dage, ¹² så de tager Edoms Rest i Eje og alle de Folk, over hvilke mit Navn er nævnt, lyder det fra Herren, som fuldbyrder dette.

¹³ Se, Dage skal komme, lyder det fra Herren, da Plovmand følger Høstmand i Hælene og Drueperser Sædemand, da Bjergene drypper med Most og alle Høje flyder. ¹⁴ Da vender jeg mit Folk Israels skæbne, og de skal bygge de ødelagte byer og bo deri, de skal plandte vingåre og drikke vinen, anlægge haver og spise frugten. ¹⁵ Jeg planter dem i deres jord, og de skal aldrig mere rykkes op af deres jord, som jeg gav dem, siger herren din Gud.

4 Men Jesus vendte tilbage fra Jorden fuld af den Helligånd og blev ført af Ånden i Ørkenen ² i fyrretyve Dage, medens han blev fristet af Djævelen. Og han spiste intet i de Dage; og da de havde Ende, blev han hungrig. ³ Og Djævelen sagde til ham: "Dersom du er Guds Søn, da sig til denne Sten, at den skal blive Brød." ⁴ Og Jesus svarede ham: "Der er skrevet: Mennesket skal ikke leve af Brød alene." ⁵ Og han førte ham op og viste ham alle Verdens Riger i et øjeblik. ⁶ Og Djævelen sagde til ham: "Dig vil jeg give hele denne Magt og deres Herlighed; thi den er mig overgiven, og jeg giver den, til hvem jeg vil. ⁷ Dersom du altså vil tilbede mig, skal den helt tilhøre dig." ⁸ Og Jesus svarede ham og sagde: "Der er skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene." ⁹ Og han førte ham til Jerusalem og stillede ham på Helligdommens Tinde og sagde til ham: "Dersom du er Guds Søn, da kast dig ned herfra; ¹⁰ thi der er skrevet: Han skal give sine Engle Befaling om dig, at de skulle bevare dig, ¹¹ og at de skulle bære dig på Hænderne, for at du ikke skal støde din Fod på nogen Sten." ¹² Og Jesus svarede og sagde til ham: "Der er sagt: Du må ikke friste Herren din Gud." ¹³ Og da Djævelen havde endt al Fristelse, veg han fra ham til en Tid.

¹⁴ Og Jesus vendte i Åndens Kraft tilbage til Galilæa, og Rygtet om ham kom ud i hele det omliggende Land. ¹⁵ Og selv lærte han i deres Synagoger og blev prist af alle. ¹⁶ Og han kom til Nazareth, hvor han var opfødt, og gik efter sin Sædvane på Sabbatsdagen ind i Synagogen og stod op for at forelæse. ¹⁷ Og man gav ham Profeten Esajas's Bog, og da han slog Bogen op; fandt han det Sted, hvor der stod skrevet: ¹⁸ "Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde Evangelium for fattige; han har sendt mig for at forkynde fangne, at de skulle lades løs, og blinde, at de skulle få deres Syn, for at sætte plagede i Frihed, ¹⁹ for at forkynde et Herrens Nådeår." ²⁰ Og han lukkede Bogen sammen og gav Tjeneren den igen og satte sig; og alles Øjne i Synagogen stirrede på ham. ²¹ Men han begyndte at sige til dem: "I Dag er dette Skriftord gået i Opfyldelse for eders Øren." ²² Og de berømmede ham alle og undrede sig over de livsalige Ord, som udgik af hans Mund, og de sagde: "Er dette ikke Josefs Søn?" ²³ Og han sagde til dem: "I ville sikkerlig sige mig dette Ordsprog: Læge! læg dig selv; gør også her i din Fædreneby så. store Ting, som vi have hørt ere skete i Kapernaum." ²⁴ Men han sagde: "Sandelig, siger jeg eder, at ingen Profet er anerkendt i sit Fædreland. ²⁵ Men jeg siger eder i Sandhed: Der var mange Enker i Israel i Elias's Dage, da Himmelen var lukket i tre År og seks Måneder, den Gang der var en stor Hunger i hele Landet; ²⁶ og til ingen af dem blev Elias sendt uden til Sarepta ved Sidon til en Enke. ²⁷ Og der var mange spedalske i Israel på Profeten Elisas Tid, og ingen af dem blev renset, uden Syreren Naman." ²⁸ Og alle, som vare i Synagogen, bleve fulde af Harme, da de hørte dette. ²⁹ Og de stode op og stødte ham ud af Byen og førte ham hen til Skrænten af det Bjerg, på hvilket deres By var bygget, for at styrte ham ned. ³⁰ Men han gik igennem, midt imellem dem, og drog bort.

³¹ Og han kom ned til Kapernaum, en By i Galilæa, og lærte dem på Sabbaterne. ³² Og de bleve slagne af Forundring over hans Lære, thi hans Tale var med Myndighed. ³³ Og i Synagogen var der et Menneske, som havde en uren ond Ånd, og han råbte med høj Røst: ³⁴ "Ak! hvad have vi med dig at gøre, Jesus af Nazareth? Er du kommen for at ødelægge os? Jeg kender dig, hvem du er, du Guds hellige." ³⁵ Og Jesus truede ham og sagde: "Ti, og far ud af ham!" Og den onde Ånd kastede ham ind imellem dem og for ud af ham uden at have gjort ham nogen Skade. ³⁶ Og der kom en Rædsel over alle; og de talte med hverandre og sagde "Hvad er dog dette for et Ord; thi han byder over de urene Ånder med Myndighed og Kraft, og de fare ud?" ³⁷ Og Rygtet om ham udbredtes alle Vegne i det omliggende Land.

³⁸ Men han stod op og gik fra Synagogen ind i Simons Hus; og Simons Svigermoder plagedes at en stærk Feber; og de bade ham for hende. ³⁹ Og han stillede sig hen over hende og truede Feberen, og den forlod hende. Men hun stod straks op og vartede dem op. ⁴⁰ Men da Solen gik ned, førte alle de, som havde syge med alle Hånde Svagheder, dem til ham; og han lagde Hænderne på hver enkelt af dem og helbredte dem ⁴¹ Også onde Ånder fore ud al mange, råbte og sagde: "Du er Guds Søn;" og han truede dem og tillod dem ikke at tale, fordi de vidste, at han var Kristus.

⁴² Men da det var blevet Dag, gik han ud og drog til et øde Sted; og Skarerne ledte efter ham; og de kom hen til ham, og de holdt på ham, for at han ikke skulde gå fra dem. ⁴³ Men han sagde til dem: "Også for de andre Byer bør jeg forkynde Evangeliet om Guds Rige; thi dertil blev jeg udsendt." ⁴⁴ Og han prædikede i Galilæas Synagoger.