Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Historical

Read the books of the Bible as they were written historically, according to the estimated date of their writing.
Duration: 365 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Johannes 16-18

16 Jeg siger det, før det sker, for at I ikke skal miste troen. I vil blive smidt ud af synagogen, ja, det vil komme så vidt, at de, der slår jer ihjel, vil mene, at de dermed tjener Gud. Og det vil de gøre, fordi de hverken kender min Far eller mig. Men når forfølgelserne kommer, så husk på, hvad jeg nu har sagt til jer. Jeg har ikke sagt det før, for jeg har hele tiden været hos jer.

Helligåndens opgave

Nu skal jeg snart tilbage til ham, der sendte mig, og ingen af jer spørger mig længere, hvor jeg går hen. I er fyldt af sorg og uro på grund af det, jeg har fortalt jer, men I må tro mig, når jeg siger, at det er bedst for jer, at jeg går bort. Kun hvis jeg går bort, kan Vejlederen komme til jer, og når jeg er gået bort herfra, vil jeg sende ham til jer.

Når Helligånden kommer, vil han afsløre folks forkerte opfattelse af synd, retfærdighed og dom. Deres synd er, at de ikke tror på mig. 10 Det er retfærdigt, at jeg går til Faderen, og I derfor ikke længere kan se mig. 11 Dommen består i, at denne verdens fyrste er dømt.

12 Jeg har stadig meget at sige jer, som I ikke kan forstå endnu. 13 Men når sandhedens Ånd kommer, vil han vejlede jer til hele sandheden. Han vil ikke fremføre sine egne meninger, men det, han hører mig sige, vil han give videre til jer, og han vil åbenbare for jer, hvad fremtiden bringer. 14 Han vil ophøje og ære mig ved at tage imod det, jeg giver ham, og derefter åbenbare det for jer. 15 Alt, hvad Faderen har, er også mit. Det er derfor jeg siger, at Helligånden vil tage imod det, jeg giver ham, og åbenbare det for jer.

Sorg skal vendes til glæde

16 Snart ser I mig ikke mere, men lidt senere vil I se mig igen.” 17 Da spurgte disciplene hinanden: „Hvad mener han med, at vi snart ikke skal se ham mere, men at vi så lidt senere får ham at se igen? Og hvad mener han med, at han skal gå til Faderen, 18 og at det skal ske snart? Vi forstår det ikke.”

19 Jesus var klar over, at de ønskede at spørge ham om det, så han sagde: „I spørger hinanden, hvad jeg mener med det, jeg sagde. 20 Dét siger jeg jer: Denne verden vil glæde sig over det, der skal ske med mig—men I vil sørge og græde. Bagefter vil jeres sorg blive vendt til glæde. 21 En kvinde glæder sig ikke til den smerte, der er forbundet med at føde, men når barnet er født, glemmer hun smerterne af glæde over, at et lille menneskebarn er kommet til verden. 22 Det samme gælder jer. I er ikke glade lige nu, men vi skal ses igen, og da skal I opleve en glæde i hjertet, som ingen kan tage fra jer. 23 Når den tid kommer, skal I ikke længere bede mig om noget, for I kan gå direkte til Faderen. Det siger jeg jer: Han vil give jer, hvad som helst I beder om i mit navn. 24 Endnu har I ikke prøvet at bede om noget i mit navn. Bed i mit navn, og I skal få, så I kan blive fyldt af glæde.

Jesus har sejret over verden

25 Indtil nu har jeg måttet tale til jer i billeder, men den tid kommer, hvor det ikke er nødvendigt længere. Da vil jeg tale klart til jer om Faderen. 26 Når det sker, kan I også gå direkte til ham i mit navn. Det er ikke nødvendigt, at jeg går i forbøn for jer hos Faderen, 27 for han elsker jer, fordi I elsker mig, og fordi I tror, at jeg er kommet fra ham. 28 Da jeg kom til denne verden, kom jeg fra Faderen. Nu forlader jeg så denne verden og er på vej tilbage til Faderen.”

29 Disciplene udbrød: „Nu taler du klart og ikke længere i billeder. 30 Og nu forstår vi, at du ved alt, og at der ikke er grund til at stille spørgsmål ved det, du siger. Derfor tror vi på, at du er kommet fra Gud.”

31 „Mon I nu også tror?” sagde Jesus. 32 „Om ganske kort tid vil I være spredt for alle vinde, og jeg vil stå alene tilbage. Men jeg er ikke alene, for min Far er med mig. 33 Jeg har sagt jer alt det her, for at I skal søge jeres fred hos mig. I denne verden vil I blive forfulgt, men vær ved godt mod, for jeg har sejret over verden!”

Jesus beder til sin Far

17 Derefter så Jesus op mod nattehimlen og sagde: „Far, nu er tiden inde. Ophøj din Søn, så jeg kan ophøje dig. Du har jo givet mig den højeste myndighed over hele menneskeheden, for at jeg kan give evigt liv til alle dem, du har givet mig. Det evige liv er at kende dig, den eneste sande Gud, og den Frelser og Messias, som du har sendt. Jeg har æret dig her på jorden ved at fuldføre den opgave, du har givet mig. Far, ær du nu mig og før mig tilbage til din herlighed—tilbage til den position, jeg havde hos dig, før verden blev skabt.

Jeg har åbenbaret, hvem du er, for de mennesker, som du kaldte ud af verden og gav til mig. De var dine, men du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad jeg har, det har jeg fået fra dig, for de ord, jeg har fået fra dig, har jeg givet videre til dem, og de har taget imod dem. De ved nu, at jeg er kommet fra dig, og at du har sendt mig.

Jeg går i forbøn for dem, Far. Jeg går ikke i forbøn for verden, men for dem, som du har givet mig, for de tilhører dig. 10 Du og jeg har alt tilfælles, og mine disciple har gjort mig ære. 11 Nu kommer jeg til dig, for jeg skal ikke være i verden længere, men de skal leve i denne verden. Hellige Far, hold din hånd over dem, som du har givet mig. Beskyt dem med den mægtige kraft, som du gav mig, for at de må blive ét, ligesom vi er ét! 12 Så længe jeg var hos dem, beskyttede jeg dem med din kraft. Jeg tog hånd om dem, så ikke en eneste af dem gik fortabt—undtagen ham, der måtte gå fortabt, og på den måde blev Skriften opfyldt.

13 Nu er jeg på vej til dig, og jeg siger det her, mens jeg endnu er på denne jord, for at de må blive fyldt med min glæde. 14 Jeg har indviet dem i dit budskab, og nu hader verden dem, fordi de ikke længere er en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af den. 15 Jeg beder dig ikke om at tage dem ud af verden, men om at beskytte dem fra den Ondes angreb. 16 Men de hører ikke til i verden, ligesom jeg ikke hører til i verden. 17 Rens dem gennem dit ord, som er sandheden. 18 Som du sendte mig til verden, sender jeg nu dem til verden. 19 Jeg indvier mig selv til dig, for at også de gennem erkendelsen af sandheden må indvi sig helt til dig.

20 Jeg beder ikke kun for dem, der er her, men også for dem, som i fremtiden kommer til tro på mig gennem deres vidnesbyrd. 21 Jeg beder om, at de alle må blive ét, ligesom du og jeg er ét, så verden kan tro, at du har sendt mig. 22 Den herlighed, du gav mig, har jeg givet videre til dem, for at de kan blive ét, ligesom vi er ét. 23 Når jeg er ét med dem, og du er ét med mig, så er enheden fuldkommen! Så vil verden indse, at du har sendt mig, og at du elsker dem, ligesom du elsker mig.

24 Far, mit ønske er, at de, som du har givet mig, må komme til det sted, hvor jeg tager hen, og at de må se den herlighed, som du har givet mig, fordi du har elsket mig, fra før verden blev til. 25 Retfærdige Far! Selv om verden ikke kender dig, så kender jeg dig, og mine disciple her ved, at du har sendt mig. 26 Jeg har vist dem, hvem du er, og det vil jeg fortsætte med, for at den kærlighed, hvormed du har elsket mig, må være i dem, og jeg må være i dem.”

Jesus pågribes og afslår at forsvare sig(A)

18 Da Jesus var færdig med at bede, gik han videre sammen med disciplene. De krydsede Kedrondalen og kom ind i en olivenplantage. Men også forræderen, Judas, kendte det sted, for Jesus havde ofte været der sammen med sine disciple.

Judas havde af ypperstepræsterne og farisæerne fået rådighed over templets vagtmandskab og en deling romerske soldater, og med brændende fakler, olielamper og våben nærmede de sig nu olivenplantagen.

Jesus vidste på forhånd, hvad der ville ske. Han trådte frem og spurgte: „Hvem søger I efter?”

„Jesus fra Nazaret,” svarede de.

„Det er mig,” sagde Jesus.

Også forræderen, Judas, stod dér mellem de andre.

Da Jesus sagde: „Det er mig,” veg de tilbage og faldt til jorden. Igen spurgte Jesus: „Hvem søger I efter?”

„Jesus fra Nazaret,” svarede de.

„Jeg har jo sagt jer, at det er mig,” sagde Jesus. „Når det altså er mig, I vil have fat i, så lad de andre gå!” Således gik det i opfyldelse, som han tidligere havde sagt om, at ingen af hans disciple skulle gå fortabt.[a]

10 Simon Peter trak sit sværd, slog ud efter en af ypperstepræstens tjenere og huggede hans højre øre af. (Tjeneren hed Malkus.) 11 Men Jesus sagde til Peter: „Stik dit sværd i skeden! Skulle jeg ikke tømme det lidelsens bæger, som min Far har givet mig?”

12 Befalingsmanden gav da ordre til sine soldater og den jødiske tempelvagt om at pågribe Jesus og binde ham. 13 Derefter trak de af sted med ham.

I første omgang førte de ham til Annas, som var svigerfar til Kajfas. Det var Kajfas, der var den officielle ypperstepræst i det år.[b] 14 Det var også Kajfas, der havde sagt til de jødiske ledere, at det var bedre, at én mand døde, end at hele folket gik til grunde.[c]

Peter svigter Jesus første gang(B)

15 Simon Peter fulgte efter Jesus sammen med en af de andre disciple, som kendte ypperstepræsten. Derfor fik den anden discipel tilladelse til at komme indenfor porten i ypperstepræstens gård, 16 mens Peter blev stående udenfor. Den anden discipel talte med den pige, der stod vagt ved porten, og Peter fik så lov til at komme med indenfor. 17 Men da han gik forbi hende, udbrød hun: „Du er da vist en af hans disciple!”

„Nej, det er jeg ikke!” røg det ud af Peter.

18 Vagtmandskabet fra templet og husets tjenestefolk stod og varmede sig omkring nogle trækulsgløder, for det var koldt den nat. Peter stillede sig også derhen for at få varmen.

Ypperstepræsten forhører Jesus

19 Inde i huset begyndte ypperstepræsten at udspørge Jesus om hans disciple og om, hvad hans lære egentlig gik ud på.

20 „Jeg har talt til folk i fuld offentlighed,” svarede Jesus. „Mange gange har jeg undervist i synagogerne og på tempelpladsen, hvor alle har kunnet høre mig. Intet er sket bag lukkede døre. 21 Hvorfor spørger du mig? Hvorfor ikke spørge dem, der har hørt, når jeg har talt? De ved godt, hvad min undervisning går ud på.”

22 En af tempelvagterne gav Jesus et slag i ansigtet. „Er det en måde at svare ypperstepræsten på?” sagde han.

23 „Har jeg sagt noget forkert, så sig hvad det er,” svarede Jesus. „Men hvis det, jeg har sagt, er sandt, hvorfor slår du mig så?”

24 Annas havde nemlig sendt[d] Jesus videre til ypperstepræsten Kajfas med hænderne bundet.

Peter svigter Jesus anden og tredje gang(C)

25 Imens stod Simon Peter ude på gårdspladsen og varmede sig ved gløderne. „Du er da også en af hans disciple!” udbrød en af de omkringstående.

„Nej, det er jeg ikke!” røg det ud af Peter endnu en gang.

26 Men en af ypperstepræstens tjenere, som var i familie med den mand, hvis øre Peter havde hugget af, udbrød: „Jeg så dig selv ude i olivenplantagen sammen med Jesus!”

27 Igen benægtede Peter det, og i samme øjeblik var der en hane, der galede.

Pilatus bliver presset til at lade Jesus korsfæste(D)

28 Meget tidligt om morgenen førte man Jesus videre fra Kajfas’ gård til den romerske guvernørs borg. De jødiske ledere ville ikke gå ind et sted, hvor der boede en ikke-jøde, for det ville gøre dem urene, og så ville de ikke kunne deltage i påskefesten. 29 Derfor gik guvernøren, Pilatus, ud til dem. „Hvad anklager I manden for?” spurgte han. 30 „Vi ville ikke have arresteret ham og bragt ham herhen, hvis han ikke havde overtrådt loven,” svarede de. 31 „Nå, men så tag og døm ham ifølge jeres lov!” „Men vi har ikke ret til at korsfæste[e] nogen,” indvendte de. 32 Dermed opfyldtes Jesu ord om, hvordan han skulle dø.

33 Pilatus gik nu ind i borgen igen og fik også Jesus ført derind. „Er du jødernes konge?” spurgte han. 34 „Har du selv fundet på det spørgsmål, eller har andre omtalt mig på den måde?” sagde Jesus. 35 „Er jeg måske jøde?” svarede Pilatus. „Dit eget folks ypperstepræster har overgivet dig til mig. Hvad har du gjort?”

36 „Mit rige er ikke af denne verden,” svarede Jesus. „Havde jeg ønsket at oprette et jordisk rige, så ville mine disciple have kæmpet for, at jeg ikke skulle blive fanget af de jødiske ledere.” 37 „Så er du altså en konge?” spurgte Pilatus. „På en måde er jeg en konge,” svarede Jesus. „Jeg er kommet til denne verden for at fortælle om sandheden. Det var derfor, jeg blev født, og alle, der hører sandheden til, vil adlyde mig.” 38 „Hvad er sandhed?” afbrød Pilatus.

Derefter gik han igen udenfor til de jødiske ledere og sagde: „Jeg finder ham ikke skyldig. 39 Men nu er der jo tradition for, at jeg giver jer en fange fri hver påske. Ønsker I, at jeg skal løslade ‚jødernes konge’?” 40 „Nej, ikke ham, men Barabbas!” råbte de. Barabbas var en mand, der var fængslet for oprør mod romerne.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.