Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Historical

Read the books of the Bible as they were written historically, according to the estimated date of their writing.
Duration: 365 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Johannes 11-12

Jesus opvækker Lazarus fra de døde

11 1-2 Der var en mand ved navn Lazarus, som boede i landsbyen Betania sammen med sine søstre Maria og Marta. (Det var den Maria, der er kendt for at have hældt kostbar olie ud over Jesu fødder og tørret dem med sit hår). Nu skete der det, at Lazarus blev alvorligt syg. De to søstre sendte derfor bud til Jesus om, at hans gode ven Lazarus var meget syg.

Da Jesus hørte det, sagde han: „Den sygdom ender ikke med døden, men Gud vil blive æret gennem det, der skal ske, og Guds Søn vil også blive æret derved.”

Jesus holdt meget af Marta, Maria og Lazarus. Efter at have fået beskeden, blev han endnu to dage dér, hvor han var, men så sagde han til disciplene: „Kom, lad os gå tilbage til Judæa!” Disciplene protesterede: „Mester! For kort tid siden forsøgte de jødiske ledere at slå dig ihjel. Vil du nu derhen igen?”

Men Jesus sagde: „Har dagen ikke 12 timer, hvor vi må gøre Guds gerninger? De, der vandrer i lyset, falder ikke, for de ser verdens Lys.[a] 10 Men de, der vandrer i mørket, falder, for de har ikke lyset i sig.” 11 Så tilføjede han: „Vores ven Lazarus sover, men jeg vil gå hen og vække ham op.” 12 „Hvis han sover, kommer han sig nok,” sagde disciplene. 13 De troede nemlig, at Jesus havde talt om almindelig søvn, men han havde talt om Lazarus’ død. 14 Så sagde han rent ud: „Lazarus er død, 15 og for jeres skyld er jeg glad for, at jeg ikke var der, for hans død vil hjælpe jer til at tro. Men lad os nu komme af sted!” 16 Thomas, der også blev kaldt „Tvillingen”, sagde til de andre disciple: „Lad os bare gå med Jesus! Så dør vi i det mindste sammen!”

17 Da Jesus nåede frem til Betania, fik han at vide, at Lazarus var blevet begravet tre dage forinden. 18 Betania lå knap tre kilometer fra Jerusalem, 19 og mange venner fra hovedstaden var kommet for at trøste Marta og Maria i sorgen over deres bror.

20 Da nu Marta hørte, at Jesus var på vej, gik hun ham i møde. Maria derimod blev hjemme. 21 Da Marta nåede hen til ham, sagde hun: „Herre, hvis du havde været her, så var min bror ikke død. 22 Men selv nu ved jeg, at hvad du end beder Gud om, det vil han gøre for dig.”

23 „Din bror skal vende tilbage til livet,” sagde Jesus. 24 „Jeg ved, at han skal vende tilbage til livet på opstandelsens morgen,” svarede Marta. 25 Jesus fortsatte: „Jeg er opstandelsen og livet. De, der tror på mig, skal leve, selv om de dør; 26 og de, der lever i troen på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du på det, Marta?” 27 „Ja, Herre,” sagde hun, „jeg tror, at du er Messias, Guds Søn, som vi så længe har ventet skulle komme.”

28 Derefter løb Marta hjem til Maria og hviskede til hende: „Mesteren er kommet, og han vil gerne tale med dig.” 29 Maria rejste sig med det samme og gik ud for at møde ham.

30 Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig på det sted, hvor Marta havde mødt ham. 31 Da de, der var i huset for at trøste Maria, lagde mærke til, at hun pludselig rejste sig og gik, troede de, hun ville ud til Lazarus’ grav for at græde. Derfor fulgte de efter hende.

32 Maria kom nu ud til det sted, hvor Jesus var, og hun faldt ned for hans fødder og udbrød: „Herre, hvis du havde været her, var min bror ikke død.” 33 Da Jesus så hende græde og hørte de andres gråd, blev han heftigt oprørt i sin ånd og spurgte: 34 „Hvor har I lagt ham?” „Herre, kom og se!” lød svaret. 35 Jesus brast i gråd. 36 „Se, hvor meget han holdt af Lazarus,” var der nogle, der sagde. 37 Men andre sagde: „Når han kunne helbrede en blind, kunne han så ikke også have forhindret denne mands død?”

38 Da blev Jesus igen oprørt i sit indre, og han gik hen mod gravstedet, som var en klippehule med en stor sten rullet for indgangen. 39 „Tag stenen bort!” beordrede han. „Herre,” sagde Marta, „det lugter ikke godt, for det er nu den fjerde dag, han ligger der.” 40 Jesus svarede: „Har jeg ikke sagt til dig, at hvis du tror, vil du få Guds forunderlige magt at se?” 41 Så fjernede de stenen fra indgangen.

Jesus så op mod himlen og sagde: „Jeg takker dig, Far, fordi du har bønhørt mig. 42 Jeg ved godt, at du altid hører mig, men jeg siger det for de menneskers skyld, der står her omkring mig, for at de kan komme til tro på, at det er dig, som har sendt mig.” 43 Så råbte han med høj røst: „Lazarus, kom herud!” 44 Den døde kom ud—med hænder og fødder viklet ind i ligklæder og med et tørklæde om ansigtet. „Hjælp ham af med de ligklæder!” sagde Jesus.

Ypperstepræsterne beslutter at slå Jesus ihjel(A)

45 Mange af dem, der var kommet for at trøste Maria og havde set, hvad Jesus gjorde, kom nu til tro på ham. 46 Men nogle af dem skyndte sig hen til farisæerne for at fortælle, hvad der var sket.

47 Straks sammenkaldte ypperstepræsterne og farisæerne Det jødiske Råd for at drøfte situationen. „Hvad skal vi gøre?” spurgte de hinanden. „Den mand har udført mange mirakler. 48 Hvis vi lader ham fortsætte på den måde, ender det med, at hele folket slutter sig til ham, og så kommer de romerske hære og overtager vores land[b] og udsletter os som folk.”

49 En af dem, Kajfas, der var ypperstepræst i det år, sagde: „Forstår I ingenting? 50 Kan I ikke se, at det er bedre for jer, at én mand lader livet for at redde folket, end at en hel nation går til grunde?” 51 Det sagde Kajfas ikke af sig selv. Men han var jo ypperstepræst det år, og det, han sagde, var faktisk en profeti om, at Jesus skulle dø for hele folket. 52 Ja, han skulle ikke bare dø for Israels folk, men han skulle samle Guds børn til ét folk, også dem, der bor rundt omkring i andre lande.

53 Fra den dag begyndte de jødiske ledere at planlægge, hvordan de kunne få Jesus slået ihjel. 54 Af den grund gik Jesus ikke mere åbenlyst omkring, men holdt sig fra Jerusalem og opholdt sig i udkanten af ørkenen. Da han kom til landsbyen Efraim, blev han dér en tid sammen med sine disciple.

55 Den jødiske påske var nært forestående, og mange mennesker fra hele landet kom ind til Jerusalem flere dage forinden for at gennemgå renselsesceremonien. 56 Folk ledte efter Jesus, og når de mødtes på tempelpladsen, spurgte de hinanden: „Mon ikke han kommer til påskehøjtiden?” 57 Imidlertid havde ypperstepræsterne og farisæerne givet befaling om, at hvis nogen vidste, hvor Jesus var, skulle de øjeblikkelig melde det, så man kunne få ham arresteret.

Maria salver Jesu fødder

12 Seks dage før påskehøjtiden skulle begynde, kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede—den mand, han havde opvakt fra de døde. Dér holdt de en fest til ære for Jesus. Marta serverede, og Lazarus var med ved bordet. Maria havde en flaske[c] med en kostbar aromatisk nardusolie, og den hældte hun ud over Jesu fødder, mens han lå ved bordet. Derefter tørrede hun hans fødder med sit hår, og hele huset blev fyldt af den vidunderlige duft.

Men Judas Iskariot, den discipel, som senere forrådte Jesus, udbrød: „Den olie var en formue[d] værd! Den burde være solgt og pengene givet til de fattige.” Det sagde han ikke af virkelig omsorg for de fattige, men fordi han var en tyv. Det var ham, der opbevarede pengepungen, og han tog jævnligt af den.

„Lad være med at genere hende!” sagde Jesus. „Hun kan gemme resten af olien til min begravelsesdag. De fattige har I jo altid hos jer—men mig har I ikke altid.”

Reaktionen på Lazarus’ opvækkelse

Da folk i Jerusalem hørte, at Jesus var i Betania, gik mange af dem derud—ikke blot for at se Jesus, men også for at møde Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. 10 Ypperstepræsterne besluttede derfor, at de også ville rydde Lazarus af vejen, 11 for på grund af ham gik mange af folkene i byen over til at tro på Jesus.

Jesus rider ind i Jerusalem som jødernes konge(B)

12 Næste morgen gik det som en løbeild gennem Jerusalem, at Jesus nu var på vej. En masse mennesker var kommet til byen på grund af påskefesten, 13 og mange gik ham i møde med palmegrene i hænderne og råbte: „Hoshana! Velsignet er den, som kommer i Herrens navn—Israels konge!”[e]

14 Jesus fik fat i et æselføl og satte sig op for at ride på det. Derved blev det skriftord opfyldt, som siger:

15 „Frygt ikke, Jerusalem!
    Se, din konge er på vej,
        og han rider på et æselføl.”[f]

16 Hans disciple forstod ikke på det tidspunkt, at det, der skete, var en opfyldelse af Skriftens profetier. Først efter at Jesus var vendt tilbage til sin herlighed i Himlen, gik det op for dem, hvor mange af Skriftens forudsigelser, der var gået i opfyldelse for øjnene af dem.

17 Alle de, der havde været vidne til, hvordan Lazarus var blevet kaldt ud af graven og oprejst fra de døde, havde fortalt om det vidt og bredt. 18 Derfor var det en kolossal menneskemængde, der gik Jesus i møde. 19 Men farisæerne sagde til hinanden: „Se bare, jeres trusler hjælper intet![g] Alle render jo efter ham.”

Tro på Lyset, mens I har Lyset

20 Blandt de mange mennesker, der var rejst til Jerusalem for at fejre påskefesten, var der også nogle grækere,[h] som var kommet langvejsfra. 21 De henvendte sig til Filip, der var fra Betsajda, og sagde: „Vi vil også gerne møde Jesus.” 22 Filip sagde det til Andreas, og de gik sammen hen til Jesus og fortalte ham det.

23 Jesus sagde til dem: „Nu er det øjeblik kommet, hvor Menneskesønnen skal ophøjes. 24 Det siger jeg jer: Hvis ikke et hvedekorn bliver lagt ned i jorden og dør, så bliver det aldrig til mere end det ene korn. Men hvis det dør, vil det bære megen frugt. 25 Den, der klamrer sig til det jordiske liv, vil miste det himmelske. Men den, der giver afkald på sit eget liv i denne verden, vil få det liv, som varer evigt. 26 Den, der vil tjene mig, skal følge mig, for min tjener skal være sammen med mig, hvor jeg end er. Og Faderen vil belønne enhver, som vil tjene mig.

27 Mine inderste tanker er i oprør. Skal jeg bede: Far, skån mig for det, der venter forude? Nej, det er jo derfor, jeg er kommet så langt som hertil. 28 Far, vis din storhed!” I det samme lød en stemme fra himlen: „Jeg har vist min storhed, og jeg vil vise den igen!”

29 Nogle af dem, der stod omkring ham og hørte stemmen, mente, at det havde tordnet, men andre sagde: „Det var en engel, der talte til ham!”

30 Jesus sagde da til dem: „Den stemme lød ikke for min skyld, men for jeres. 31 Nu er tiden kommet, hvor denne verden skal dømmes. Nu skal denne verdens fyrste smides ud. 32 Og når jeg bliver løftet op, vil jeg drage alle til mig.” 33 Med de ord hentydede han til, hvordan han skulle dø.

34 „Løftet op?” spurgte folk. „Vi har lært fra Skriften, at når Messias bliver vores konge, skal han altid være hos os. Hvad mener du så med, at Menneskesønnen vil blive løftet op? Hvem er den ‚Menneskesøn’?” 35 Jesus svarede: „Lyset er endnu en kort tid iblandt jer. I skal vandre i lyset, mens I har Lyset, for at mørket ikke skal få bugt med jer. De, der vandrer i mørket, ved ikke, hvor de går hen. 36 Tro på Lyset, mens I har Lyset, så I kan blive Lysets børn.”

Med de ord gik han sin vej og forsvandt af syne.

Mange tager afstand fra Jesus, men en del tror på ham

37 Skønt Jesus havde gjort mange undere for øjnene af folk, var der stadig mange, som ikke troede på ham. 38 Således opfyldtes profeten Esajas’ ord:

„Herre, hvem troede på budskabet?
    Hvem blev Herrens magt åbenbaret for?”[i]

39 Fordi de afviste budskabet, kunne de ikke komme til tro. Det stemmer med følgende ord fra Esajas’ bog:

40 „Han har dækket deres øjne til
    og tillukket deres hjerter,
så de intet ser eller forstår
    og ikke vender sig til mig,
så jeg kan helbrede dem.”[j]

41 Esajas viser her hen til Jesus, for han havde set et glimt af Messias’ forunderlige storhed.

42 Selv om flertallet tog afstand fra Jesus, var der alligevel mange, som troede på ham, endda nogle af de jødiske ledere. Men de turde ikke sige det offentligt, da de var bange for, at farisæerne skulle udelukke dem af synagogen. 43 Anerkendelse fra andre mennesker betød mere for dem end anerkendelse fra Gud.

Dommen over dem, som forkaster Jesus

44 Da råbte Jesus: „De, der tror på mig, tror ikke kun på mig, men på ham, der sendte mig. 45 Og de, der ser mig, ser ham, der sendte mig. 46 Jeg er kommet for at bringe lys ind i denne mørke verden, så de, der tror på mig, ikke skal forblive i mørket. 47 Hvis mennesker hører mine ord, men ikke adlyder, så er det ikke mig, der dømmer dem. Jeg er kommet for at frelse mennesker, ikke for at dømme dem. 48 Men de, der forkaster mig og mine ord, vil på dommens dag blive dømt af de ord, som de har hørt mig sige. 49 For det budskab, jeg har bragt jer, er ikke fra mig selv. Det er min Far, som har sendt mig med det, og det er ham, der har givet mig befaling om, hvad jeg skal sige. 50 Jeg ved, at formålet med hans befaling er at give mennesker det evige liv. Jeg siger kun det, som Faderen har bedt mig om at sige.”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.