Historical

Enhver må bære straffen for sin egen synd

18 Herren sagde til mig:

² „I kender ordsproget: ‚Fædrene spiste sure druer, og børnene kom til at lide under det.’ ³ Så sandt jeg lever, siger Herren, skal det ordsprog ikke længere gælde i Israel. ⁴ Det er mig, der dømmer alle mennesker, både forældre og børn, og jeg siger: ‚Enhver skal dø for sine egne synders skyld!’

⁵ Alle, der gør, hvad der er godt og ret, skal leve. ⁶ De deltager ikke i afgudsofringer på højene, begår ikke ægteskabsbrud og har ikke samleje i menstruationsperioden. ⁷ De viser barmhjertighed imod dem, de låner penge til, og nægter ikke at give de fattige deres pant tilbage. De tilraner sig ikke andres ejendom, men giver mad og tøj til dem, der er i nød. ⁸ De yder lån uden at kræve renter. De holder sig fra synd, er fair overfor andre ⁹ og bestræber sig i det hele taget på at adlyde mine love. De, der handler sådan, er retskafne, siger jeg, Herren, og de skal leve.

¹⁰ Men retskafne mennesker kan godt have børn, som bliver mordere og gør ting, som forældrene aldrig selv ville gøre: ¹¹ Måske ofrer børnene til afguderne, begår ægteskabsbrud ^12-13 og undertrykker de fattige og hjælpeløse. Måske stjæler de, låner penge ud mod høje renter og giver ikke låneren sit pant tilbage. Måske søger de hjælp hos afguderne og gør andre afskyelige ting. Den slags mennesker skal dø, for de har gjort afskyelige ting og må selv bære ansvaret for deres handlinger.

¹⁴ Men onde mennesker kan også have børn, som ikke ønsker at følge i forældrenes fodspor, men beslutter sig for at leve et retskaffent og gudfrygtigt liv. ¹⁵ De deltager ikke i afgudsofringer på højene og begår ikke ægteskabsbrud. ¹⁶ De viser barmhjertighed imod dem, de låner ud til, og de nægter ikke at give de fattige deres pant tilbage. De stjæler ikke, men giver mad og tøj til dem, der er i nød. ¹⁷ De yder lån uden at kræve renter. De holder sig fra synd, er fair overfor andre og bestræber sig i det hele taget på at adlyde mine love. Den slags mennesker skal ikke dø på grund af deres forældres synder, men skal få et godt liv. ¹⁸ Den onde, derimod, som er en røver eller morder, eller som udnytter sin næste, skal dø på grund af sine egne synder.

¹⁹ ‚Hvorfor kommer børnene ikke til at lide for forældrenes synd?’ spørger I. Nej, for de gjorde jo det rigtige og adlød mine love. De får lov at leve. ²⁰ Enhver skal dø for sine egne synders skyld. Børnene skal ikke straffes for forældrenes synd, og forældrene skal ikke straffes for børnenes synd. Den retskafne belønnes for sin godhed, og den onde straffes for sin ondskab. ²¹ Men hvis de onde vender sig fra deres ondskab og begynder at adlyde mine love, så de gør, hvad der er godt og ret, skal de leve og ikke dø, ²² for deres fortid skal være glemt, og de skal leve, fordi de har valgt at gøre det gode.

²³ Tror I måske, at det glæder mig, når et ondt menneske bliver straffet med døden? spørger jeg, Herren. Nej, jeg vil meget hellere have, at de vender sig fra deres ondskab, så de kan leve. ²⁴ Men hvis retskafne mennesker begynder at synde og gøre alle de afskyelige ting, som de onde mennesker gør, så vil al deres tidligere godhed være glemt, og de skal dø som straf for deres troløshed og synd.

²⁵ ‚Det er ikke fair!’ siger I. Hør lige her, Israels folk: Er det mig, der ikke er fair? Er det ikke snarere jer? ²⁶ Når retskafne mennesker holder op med at handle ret og i stedet vælger at synde, er det så ikke fair, at de må bære straffen for deres synd og dø? ²⁷ Og når onde mennesker tager afstand fra deres tidligere synder og i stedet vælger at adlyde min lov, er det så ikke fair, at de redder livet? ²⁸ De traf jo det valg at omvende sig fra deres synd. Fortjener de så at dø? Nej, de fortjener at leve.

²⁹ Alligevel siger I: ‚Det er ikke fair!’ Åh, Israels folk, tænk jer dog om! Er det mig, der ikke er fair? Er det ikke snarere jer? ³⁰ Jeg dømmer jer på grundlag af, hvordan I hver især handler. Omvend jer derfor fra jeres synder, så I ikke bliver straffet med døden. ³¹ Tag afstand fra synden, og få jer et nyt hjerte og en ny ånd. Åh, Israels folk, hvorfor vil I vælge døden? ³² Jeg glæder mig bestemt ikke over at se jer dø. Omvend jer dog, så I kan leve.”

En sørgesang om Israels konger

19 Herren sagde til mig, at jeg skulle synge følgende sørgesang over Israels konger:

Dette er og bliver en sørgesang.

Folkets oprør og det fremtidige håb om genoprettelse

20 På den tiende dag i den femte måned i det syvende år af vores eksil kom nogle af Israels ledere til mig for at spørge Herren til råds. Da de havde sat sig, ² kom Herrens ord til mig: ³ „Du menneske, sig til Israels ledere: ‚Hvor vover I at komme og spørge mig om noget? Jeg forsikrer jer, at jeg ikke har i sinde at lade mig udspørge af jer.’ ⁴ Du menneske, jeg ønsker, at du skal minde dem om al den synd, Israels folk har begået lige fra forfædrenes tid og indtil i dag. ^5-6 Sig til dem: Da jeg udvalgte Israels folk og åbenbarede mig for dem i Egypten, lovede jeg dem højt og helligt, at jeg ville være deres Gud og føre dem ud af Egypten til det land, jeg ville give dem, det dejligste land i verden, et land, der ‚flyder med mælk og honning’.

⁷ Dengang sagde jeg til dem: Skil jer af med de modbydelige afguder, som I er begyndt at tilbede her i Egypten, for jeg er Herren, jeres Gud. ⁸ Men de hørte ikke efter og gjorde oprør imod mig. De skilte sig ikke af med deres afskyelige afguder, men blev ved med at tilbede de mange egyptiske afgudsbilleder. Det var lige før, jeg lod min vrede gå ud over dem, mens de endnu var i Egypten. ^9-10 Men jeg holdt igen, for at egypterne ikke skulle få anledning til at håne Israels Gud og hævde, at jeg ikke var i stand til at redde mit folk. Derfor førte jeg dem ud af Egypten og videre ud i ørkenen. ¹¹ Der gav jeg dem mine love og forordninger, og de, der overholder alle disse love, vil få livet derved.^[c]

¹² Jeg gav dem sabbatsdagen som et tegn på forholdet mellem mig og dem og for at minde dem om, at de er mit folk, og at jeg er Herren, der gør dem hellige.

¹³ Men Israels folk gjorde oprør imod mig under ørkenvandringen. De adlød ikke mine love, og de forkastede alle mine befalinger, selv om de, som overholder dem, får livet derved. Sabbatsdagen overholdt de heller ikke. Det var lige før, jeg i min vrede udryddede dem derude i ørkenen. ¹⁴ Men jeg holdt igen af hensyn til mit omdømme blandt de folk, som havde set, hvordan jeg førte dem ud af Egypten. ¹⁵ Dog svor jeg på, at de, der havde gjort oprør, ikke ville få lov til at komme ind i det land, jeg havde udvalgt til dem, det dejligste land i verden, et land, der ‚flyder med mælk og honning’. ¹⁶ De havde jo hverken fulgt mine love eller overholdt mine sabbatter. Tværtimod, de havde kun plads for afguder i deres hjerter. ¹⁷ Alligevel skånede jeg dem, så mit folk ikke blev udryddet i ørkenen.

¹⁸ Så sagde jeg til deres børn, mens de endnu var i ørkenen: I må ikke gå i jeres fædres fodspor eller dyrke deres afguder, ¹⁹ for jeg er Herren, jeres Gud. Adlyd mine love og pas på at overholde mine bud. ²⁰ Hold sabbatten hellig, for den er et tegn på pagten mellem mig og jer, og det skal hjælpe jer til at huske på, at jeg er Herren, jeres Gud.

²¹ Men børnene gjorde også oprør imod mig. De forkastede mine love, selv om de, som holder mine bud, får livet derved. Mine sabbatsdage overholdt de heller ikke. Da var det igen lige før, jeg i min vrede udryddede dem i ødemarken. ²² Dog holdt jeg igen af hensyn til mit omdømme blandt de folkeslag, som havde set, hvordan jeg førte mit folk ud af Egypten.

^23-24 Mens de endnu var i ørkenen, lovede jeg højt og helligt, at jeg ville sprede dem blandt verdens nationer, fordi de havde forkastet mine love og forordninger. Sabbatten holdt de ikke hellig, og de blev ved med at dyrke deres forfædres afguder. ²⁵ Derefter lod jeg dem sejle deres egen sø og følge skikke og love, som i sidste ende ville ødelægge livet for dem. ²⁶ Jeg lod dem vanære sig selv med deres afgudsofre. Det endte med, at de brændte deres førstefødte børn som en offergave til deres afguder. Jeg håbede, at de derved ville føle rædsel og lede ved de ting, de gjorde, og komme til erkendelse af, at jeg er den sande Gud.

^27-28 Du menneske, sig til Israels folk: Jeres forfædre har gang på gang gjort sig skyldige i blasfemi og forræderi imod mig, også efter at jeg førte dem ind i det land, jeg lovede dem. På hver høj og under hvert skyggefuldt træ dyrkede de deres afguder med røgelse og drikofre. ²⁹ Da spurgte jeg dem: ‚Hvad er det for en høj, I går hen til?’ og derfra stammer navnet ‚offerhøj’.^[d]

³⁰ Hør nu, hvad Gud Herren siger til jer, Israels ledere: Hvor længe vil I fortsætte med at være utro over for mig og dyrke de afskyelige afguder? ³¹ Så længe I bliver ved med jeres afgudsdyrkelse og tilmed ofrer jeres egne børn til dem, kan I ikke forvente, at jeg skal høre på jeres bønner eller hjælpe jer på nogen måde. ³² I vil gerne være som alle andre folkeslag på jorden og dyrke guder af træ og sten, men det vil jeg ikke acceptere. ³³ Så sandt jeg lever, siger Herren: Jeg ønsker at være jeres konge, og jeg vil demonstrere min vældige magt og vrede på jer. ³⁴ Jeg vil også demonstrere min magt ved at straffe de ugudelige folkeslag, I bliver spredt iblandt, og føre jer hjem igen.

³⁵ Men først måtte jeg sende jer ud i en ørken af fremmede folkeslag, for at jeg personligt kunne holde dom over jer, ³⁶ akkurat som dengang jeg personligt straffede jeres forfædre i den bogstavelige ørken efter at have ført dem ud af Egypten. ³⁷ Jeg afsagde min dom over jer, som når hyrden skiller fårene fra gederne, og jeg vil føre de lydige tilbage ind under min pagts bestemmelser. ³⁸ Men jeg vil skille mig af med de ulydige og oprørske iblandt jer. De bliver fjernet fra jordens overflade i det land, hvor de lever som fremmede, og ingen af dem får lov til at komme tilbage til Israels land. Da vil I forstå, at jeg er Herren.

³⁹ Israels folk, hør, hvad Gud Herren har at sige til jer: I, der lever i oprør, kan bare fortsætte med at dyrke jeres afskyelige afguder. Men engang vil mit folk igen adlyde mig og ikke længere bringe skam over mit hellige navn med deres modbydelige afguderi. ⁴⁰ På mit hellige bjerg i Jerusalem skal hele Israel engang tilbede og tjene mig, siger Herren. Dér vil jeg tage imod jer og jeres ofre og gaver. ⁴¹ Ja, når jeg fører jer hjem fra eksilet i de fremmede lande, skal I være som et vellugtende røgelsesoffer, der bringes for at ære mig, og folkeslagene skal se, at jeg er en hellig Gud. ⁴² Når jeg fører jer hjem til det land, jeg lovede jeres forfædre, skal I indse, at jeg er Herren. ⁴³ Da skal I med afsky se tilbage på fortidens synder og føle lede ved jer selv over al den ondskab, I har begået. ⁴⁴ Og når jeg for mit navns æres skyld velsigner jer på trods af jeres ondskab og afskyelige handlinger, vil I indse, at jeg er Herren, jeres Gud.”