Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Chronological

Read the Bible in the chronological order in which its stories and events occurred.
Duration: 365 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 32

Bekendelse og tilgivelse

32 En visdomssang[a] af David.

Lykkelige er de, hvis forseelser er tilgivet,
    hvis synderegister er slettet.
Lykkelige er de mennesker,
    som Herren ikke tilregner skyld,
        de, som er oprigtige af hjertet.

Før jeg var villig til at indrømme min skyld,
    havde jeg det helt elendigt.
        Jeg sukkede dagen lang.
Dag og nat lå din hånd tungt på mig,
    jeg følte mig trykket som under en hedebølge.
Så bekendte jeg omsider min synd for dig,
    søgte ikke længere at skjule mine forseelser.
Jeg sagde: „Jeg vil bekende mit oprør for Herren.”
    Så tilgav du mig, og min skyld forsvandt.

Derfor bør enhver gudfrygtig søge dig,
    så længe der endnu er tid.
Hvis ulykkerne senere skyller ind over dem,
    er du parat til at redde dem.

Herre, du er mit skjulested,
    du skærmer mig fra ulykke.
        Derfor vil jeg juble af glæde.

Jeg vil instruere og undervise dig,
    jeg vil vise dig den vej, du skal gå.[b]
        Jeg vil give dig min personlige vejledning.
Vær ikke trodsig som heste og æsler,
    der skal tvinges med tømme og bidsel,
        når de ikke vil komme til dig.
10 De gudløse har mange problemer,
    men de, der stoler på Herren,
        oplever hans trofaste nåde.
11 Glæd jer i Herren, I, som er uskyldige.
    Fryd jer, I, som ønsker at adlyde ham.

Salme 51

Bøn om tilgivelse

51 1-2 Til korlederen: En sang af David, efter at profeten Natan havde konfronteret ham med hans affære med Batsheba.

Vær mig nådig, oh, Gud, og tilgiv mig,
    for du er barmhjertig og trofast.
Forbarm dig over mig og tilgiv min synd,
    så jeg kan begynde på en frisk.
Jeg ved, at jeg har handlet forkert,
    min synd plager mig dag og nat.
Det er først og fremmest dig, jeg har syndet imod,
    det er dine bud, jeg har overtrådt.
Du anklager mig med rette,
    din dom er retfærdig.
Jeg har været en synder fra fødslen af,
    været skyldig, siden jeg blev undfanget.
Du ønsker at se et oprigtigt hjerte,
    du længes efter at lære mig visdom.
Stænk vand på mig og rens mig fra min skyld,
    så jeg bliver ren som nyfalden sne.
10 Jeg føler mig knust på grund af din straf,
    men jeg ser frem til at blive glad igen.
11 Bliv ikke ved at stirre på min synd,
    men tilgiv mig og udslet min skyld.
12 Giv mig et rent hjerte, oh, Gud,
    og skab en ny ånd i mit indre.
13 Skub mig ikke væk fra din nærhed,
    tag ikke din Helligånd[a] fra mig.
14 Lad mig igen glædes over din frelse,
    og giv mig et lydigt hjerte.
15 Så vil jeg lære syndere dine bud,
    så de omvender sig til dig.
16 Lad mig ikke dø, selv om jeg er skyldig i drab,
    men frels mig, så jeg kan synge om din tilgivelse.
17 Giv mig noget godt at fortælle om,
    så jeg kan lovprise dig og give dig ære.
18 Du er ikke interesseret i slagtofre,
    mine brændofre formilder dig ikke.
19 Det offer, du ønsker, er en ydmyg ånd,
    du længes efter at se et angrende hjerte.

20 Se også i nåde til Zion.
    Genopbyg Jerusalems mure.
21 Derefter kan du glæde dig over vore ofre,
    både brændofre og helofre.
        Vi vil ofre vore tyre på dit alter.

Salme 86

En bøn om hjælp

86 En bøn af David.

Bøj dig, Herre, og lyt til min bøn,
    jeg føler mig ydmyget og elendig.
Hjælp mig, for jeg er tro imod dig.
    Red mit liv, for jeg tjener dig.
        Du er min Gud, og jeg stoler på dig.
Vær mig nådig, Herre,
    jeg råber til dig dagen lang.
Gør din tjener glad, Herre,
    det er dig, der er min redning.
Herre, du er god og tilgiver gerne,
    du er tro mod alle, der stoler på dig.
Åh Gud, hør min bøn,
    lyt til mit råb om nåde.
Jeg kalder på dig i min nød,
    for jeg ved, du vil svare mig.

Ingen afguder kan måles med dig, Herre,
    ingen anden kan gøre det, du gør.
Alle folkeslag er skabt af dig,
    og de skal komme og bøje deres knæ
        for at ære og tilbede dig.
10 For du er almægtig og gør store undere,
    du alene er den sande Gud.

11 Lær mig din vilje, så jeg kan gøre det rette,
    hjælp mig til at tjene dig helt og fuldt.
12 Jeg vil prise dig af hele mit hjerte,
    jeg vil altid ære dig, min Herre og Gud.

13 Din trofasthed er stor,
    og du vil redde mig fra dødens gab.
14 Jeg angribes af brutale mænd, Herre,
    voldsmænd prøver at slå mig ihjel.
        De har ingen respekt for dig.
15 Men du er en barmhjertig og nådig Gud,
    tålmodig, god og trofast.
16 Vis mig din nåde
    og frels din ydmyge tjener.
17 Kom med et bevis på din godhed, Herre,
    så mine fjender ser det og bliver ydmyget,
        for du, Herre, vil beskytte og hjælpe mig.

Salme 122

Lovprisning af og bøn for Jerusalem

122 En valfartssang af David.

Jeg blev så glad, da jeg hørte,
    at vi skulle drage til Herrens hus.
Nu står vi så endelig her,
    i porten ind til Jerusalem.
Jerusalem er en fantastisk by,
    tæt pakket med huse og mennesker.[a]
Her mødes Israels stammer, Herrens eget folk,
    for at takke Herren ifølge Toraens forskrifter.
Her står Davids trone,
    herfra regerer hans kongeslægt.
Bed om fred i Jerusalem.
    Må det gå godt for dem, der elsker byen.
Må der være fred inden for murene
    og tryghed i tårnene.
For slægt og venners skyld
    ønsker jeg fred over Jerusalem.
For Herrens helligdoms skyld
    beder jeg om tryghed for byen.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.