Book of Common Prayer
Hele skabningen skal lovsynge Herren
148 Halleluja!
Lad Herrens pris lyde fra himlen.
Lovsyng ham, I, der hører hjemme i det høje.
2 Pris ham, I engle,
lad den himmelske hærskare lovsynge ham.
3 Pris ham, sol og måne,
lovsyng ham, alle I blinkende stjerner.
4 Pris ham, I højeste himle,
lovsyng ham, I vande højt over skyerne.
5 I skal alle prise Herren,
for I er skabt på hans befaling.
6 Han gav jer hver jeres faste plads
ved en befaling, som ikke kan trækkes tilbage.
7 Lad Herrens pris lyde fra jorden,
lovsyng ham, alle I havets skabninger.
8 Pris ham, lyn og hagl, sne og tåge,
lovsyng ham, I vinde, der udfører hans befalinger.
9 Pris ham, I bjerge og bakker,
lovsyng ham, I frugttræer og cederskove.
10 Pris ham, både rovdyr og husdyr,
lovsyng ham, I krybdyr og fugle.
11 Pris ham, I jordens konger,
lovsyng ham, alle I fyrster og ledere.
12 Pris ham, I unge mænd og unge piger,
lovsyng ham, både I børn og I ældre.
13 I skal alle prise Herren, for han er større end alt andet.
Han har al magten i himlen og på jorden.
14 Han har ført sit folk frem til sejr,
han har givet sine tjenere grund til glæde,
det er Israel, som står hans hjerte nær.
Halleluja!
Guds folks triumf
149 Halleluja!
Syng en ny sang for Herren,
pris ham i de gudfrygtiges forsamling.
2 Israel, glæd dig over din Skaber,
Jerusalem, bryd ud i takkesang for din konge.
3 Pris ham ved at danse af glæde,
lovsyng ham med tamburiner og lyrer.
4 Herren fryder sig over sit folk,
han kommer de ydmyge til undsætning.
5 Lad de gudfrygtige fryde sig over sejren,
juble af glæde natten igennem.
6 Med lovsang til Gud i hjerte og mund,
og et tveægget sværd i hånden,
7 fuldbyrder de Guds dom over nationerne
og udfører straffen over de fremmede folkeslag.
8 De lægger fjendernes konger i lænker
og stormændene i fodjern.
9 De udfører den dom, der er afsagt,
men Guds trofaste tjenere vil blive æret.
Halleluja!
Afsluttende lovsang
150 Halleluja!
Pris Gud i hans helligdom,
pris ham i hans himmelske bolig.
2 Pris ham for hans underfulde handlinger,
pris ham for hans overvældende magt.
3 Pris ham med det kraftige vædderhorn,
pris ham med harpe og lyre.
4 Pris ham med tamburiner og dans,
pris ham med strengeinstrumenter og fløjte.
5 Pris ham med kraftige cymbler,
som får det hele til at runge.
6 Alt, hvad der er liv i, skal prise Herren.
Halleluja!
Herren hjælper sit folk
114 Da Israels folk forlod Egypten,
hvor de havde levet blandt et fremmed folk,
2 blev de Herrens ejendomsfolk,
de blev hans eget, hellige folk.
3 Havets vandmasser flygtede fra dem,
Jordanfloden holdt sig ærbødigt tilbage.[a]
4 Bjergene sprang rundt som væddere,
bakkerne var kåde som lam.
5 Hvad går der af dig, hav, siden du flygter?
Jordanflod, hvorfor holder du dig tilbage?
6 Hvorfor springer I bjerge som væddere?
Bakker, hvorfor er I kåde som lam?
7 Når jorden står overfor den Almægtige, må den skælve,
ryste af angst for Israels Gud,
8 han, som gav drikkevand fra en ørkensten,
gjorde klippevæg til kildevæld.
Den sande Gud
115 Dig tilhører æren, Herre, ikke os,
for du er pålidelig og trofast.
2 Hvorfor siger de fremmede folkeslag:
„Nå, hvor er så jeres Gud?”
3 Vores Gud er i Himlen,
og han gør, hvad han vil.
4 Deres gudebilleder er lavet af sølv og guld,
de er skabt af mennesker,
5 de har mund, men kan ikke tale,
øjne, men kan intet se,
6 de har ører, men kan ikke høre,
næse, men kan intet lugte.
7 De har hænder, men udretter intet,
fødder, men kan ikke gå,
de kan ikke frembringe en eneste lyd.
8 De, som fremstiller og tilbeder den slags guder,
ender med at blive lige så døde som dem.
9 Men Israels folk, I skal stole på Herren,
for han er jeres skjold, og han kommer jer til hjælp.
10 Arons præsteslægt, I skal stole på Herren,
for han er jeres skjold, og han kommer jer til hjælp.
11 Alle I, der tilbeder Herren, I skal stole på ham,
for han er jeres skjold, og han kommer jer til hjælp.
12 Herren har omsorg for os og velsigner os.
Han velsigner Israels folk og Arons slægt,
13 han velsigner alle, der adlyder ham,
både små og store.
14 Herren vil lade jeres antal vokse,
give jer mange efterkommere.
15 Herren, der skabte himlen og jorden,
vil velsigne jer.
16 Himlen er Herrens område,
men jorden har han givet til menneskene.
17 De døde lovsynger ikke Herren,
i stilhedens rige prises han ikke.
18 Men vi, der lever, vi lover Herren,
vi vil prise ham nu og altid.[b]
Halleluja!
Jetro besøger Moses
18 Det varede ikke længe, før Jetro, Moses’ svigerfar, der var præst i Midjan, hørte om de fantastiske mirakler, Gud havde gjort, da han førte sit folk, israelitterne, ud af Egypten.
2 Moses havde på et tidligere tidspunkt sendt sin kone Zippora og sine to sønner tilbage til Jetro. 3 Moses’ ældste søn fik navnet Gershom,[a] for han sagde: „Jeg har levet som fremmed i udlandet.” 4 Hans anden søn fik navnet Eliezer,[b] for han sagde: „Mine forfædres Gud er blevet min hjælper ved at redde mig ud af Faraos kløer.” 5 Jetro var nu på vej sammen med Zippora og de to sønner til Moses i ørkenen, hvor han havde slået lejr ved Guds bjerg.[c]
6 Han sendte en besked i forvejen til Moses: „Jeg, din svigerfar Jetro, er på vej med din kone og dine to sønner.” 7 Moses gik straks sin svigerfar i møde, bøjede sig ærbødigt og kyssede ham på kinden til velkomst. Efter at have spurgt til hinandens helbred gik de ind i Moses’ telt for at tale sammen. 8 Moses fortalte sin svigerfar om alle de undere, Herren havde gjort for at redde israelitterne fra Farao og egypterne. Han fortalte også om de problemer, der havde været undervejs, og om, hvordan Herren havde hjulpet folket igennem det alt sammen. 9 Jetro var begejstret over at høre, hvad Herren havde gjort for Israels folk, og hvordan han havde ført dem ud af Egypten.
10 „Lovet være Jahve,” sagde Jetro, „for han har reddet jer fra egypterne og Farao—ja, han har virkelig befriet jer fra slaveriet i Egypten. 11 Nu ser jeg, at Jahve er større end nogen anden gud, for han har befriet sit folk fra de stolte og brutale egyptere.”
12 Så ofrede Jetro brændofre og andre ofre til Gud, og Aron og Israels øvrige ledere kom for at spise offermåltid sammen med ham.
Adlyd kærlighedsbudet
7 Elskede venner, det er ikke et nyt bud, jeg skriver til jer om. Nej, budet om at vise kærlighed har I altid kendt. Det er et gammelt bud, som I har hørt før. 8 Alligevel er der noget nyt ved det. Det nye er, at Jesus med sit liv viste, hvad budet betyder, og det må vi[a] også gøre, for det sande lys er brudt frem, og derfor må mørket vige. 9 Hvis nogen siger, at de lever i Guds lys, men samtidig hader en anden kristen, så lever de stadig i mørket. 10 De, der elsker andre kristne, lever i lyset, og intet får dem til at snuble. 11 Men, de der hader andre kristne, lever i åndeligt mørke. De famler rundt i mørke, for de er åndeligt blinde.
Elsk ikke denne verden
12 Jeg skriver til jer børn, hvis synder er tilgivet ved Jesu død.
13 Jeg skriver til jer fædre, som kender ham, der er forud for alt andet.
Jeg skriver til jer unge, som har sejret over den Onde.
14 Jeg henvender mig til jer børn, fordi I har lært Faderen at kende.
Jeg henvender mig til jer fædre, fordi I kender ham, der er forud for alt andet.
Jeg henvender mig til jer unge, fordi I er stærke og holder fast ved Guds ord og derved sejrer over den Onde.
15 Elsk ikke denne verden eller det, der findes i verden. Hvis du elsker verden, kan du ikke samtidig elske Gud.[b] 16 Alt, hvad der hører denne verden til: fysisk begær, misundelse og pral med materiel rigdom, er ikke fra Faderen, men fra verden. 17 Denne verden og alt, hvad den tilbyder, er på vej mod sin undergang. Men de, der gør Guds vilje, vil leve til evig tid.
Jesus viser sig for Maria Magdalene[a](A)
9 Det var tidligt søndag morgen, Jesus opstod fra de døde, og den første, der fik ham at se, var Maria Magdalene, som han havde befriet for syv onde ånder. 10-11 Hun gik straks hen til de grædende og sørgende disciple og sagde: „Jesus lever! Jeg har selv set ham!” Men de troede ikke på det.
Jesus viser sig for to disciple(B)
12 Senere samme dag viste Jesus sig i sin nye skikkelse for to mænd, der var på vej ud på landet—bort fra Jerusalem. 13 De skyndte sig så tilbage til byen for at fortælle de øvrige disciple, at de havde været sammen med Jesus. Men heller ikke deres beretning troede disciplene på.
Jesus viser sig for de 11 disciple(C)
14 Derefter viste Jesus sig for de elleve disciple, mens de var ved at spise. Han bebrejdede dem, at de så stædigt havde nægtet at tro på dem, der havde set ham i live.
Jesu sidste ord til disciplene(D)
15 Senere gav Jesus sine disciple følgende befaling: „Gå ud i hele verden og forkynd det gode budskab for alle mennesker. 16 Den, der tror og bliver døbt, vil blive frelst. Men den, som ikke tror, vil blive dømt. 17 Og disse tegn skal følge dem, der tror: med fuldmagt fra mig skal de drive dæmoner ud, de skal tale med nye tunger, 18 og hvis de kommer til at tage på slanger, vil der ikke ske dem noget. Skulle de drikke gift, vil det heller ikke skade dem. Og de skal lægge hænderne på de syge, så de bliver helbredt.”
Jesus tages op til Himlen(E)
19 Efter at Herren Jesus havde sagt alt, hvad han ville sige til sine disciple, blev han taget op til Himlen, hvor han satte sig ved Guds højre side.
Disciplene begynder at forkynde budskabet om Jesus
20 Og disciplene gik ud alle vegne og forkyndte budskabet om Jesus, og Gud gav dem magt til at udføre tegn og undere, som bekræftede, at budskabet var sandt.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.