Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 68:24-35

24 så I kan vade rundt i fjendeblod,
    og hundene gnave på deres knogler.”

25 Et festtog går frem i helligt skrud,
    de hylder vor konge og vor Gud.
26 Sangerne går forrest, musikerne bagerst,
    piger med tamburiner danser i midten.
27 Lovsyng Gud i den store forsamling,
    lad alle være med til at prise Herren.
28 Benjamins lille stamme går forrest,
    fulgt af lederne fra Judas stamme,
        og dem fra Zebulon og Naftali.

29 Vis din magt, Gud, din mægtige styrke,
    for vi ved, at du kæmper for dit folk.
30 Når du rejser dig fra dit tempel i Jerusalem,
    må jordens konger bøje sig i hyldest.
31 Dit krigsråb gør egypterne bange,
    selv om de er stærkere end andre nationer.
De bøjer sig dybt og giver dig gaver
    både af guld og sølv,
mens de, der tager kampen op,
    bliver slået og spredt.
32 Egypterne kommer med kostbare gaver,
    kushitterne bøjer sig i ærefrygt for dig, Gud.

33 Lovpris Gud, alle riger på jorden,
    syng lovsange til Herren.
34 Fra ældgammel tid har han redet på skyerne,
    hør blot hans tordnende røst.
35 Giv al ære til Gud, som regerer over Israel
    og har magten i himmelrummet.

2 Samuel 6:6-12

Men da de nåede til Nakons tærskeplads, snublede okserne, og Uzza rakte hånden ud for at støtte Guds Ark. Da blev Herren vred og straffede Uzza, fordi han ikke viste ærefrygt for Guds Ark, som ikke måtte røres, og han døde på stedet. David var oprørt over, at Herren havde straffet Uzza så hårdt. Derfor kaldte han stedet for „Peretz-Uzza”,[a] hvilket det hedder den dag i dag.

Episoden gjorde, at David blev bange for Herren. „Hvordan tør jeg bringe Herrens Ark hjem til mig?” sagde han. 10 Derfor ombestemte han sig, og i stedet for at føre Herrens Ark ind i Davidsbyen, lod han den indtil videre opbevare hos Obed-Edom fra Gat. 11 Der stod den i tre måneder, og Herren velsignede Obed-Edom og hans familie.

12 Da David hørte, at Herrens Ark havde bragt velsignelse til Obed-Edoms familie og ejendom, arrangerede han et festligt optog for at føre arken op til Davidsbyen.

Apostelenes gerninger 21:27-39

27 Da de syv dage var ved at være forbi, var der nogle jødiske mænd fra provinsen Asien, som opdagede ham inde på tempelpladsen. De greb fat i ham og fik mængden hidset op imod ham 28 ved at råbe: „Israelitiske mænd, kom og hjælp os! Her er den mand, som optræder alle vegne og taler imod vores folk, imod de jødiske love og imod templet her. Og nu har han oven i købet vanhelliget dette hellige sted ved at tage grækere med herind!” 29 De havde nemlig tidligere set ham nede i byen sammen med grækeren Trofimos, der var fra Efesos, og nu troede de, at Paulus havde taget ham med ind i helligdommen. 30 Fra hele byen kom folk løbende, og de skreg og råbte. Paulus blev slæbt ud af templet, og portene blev omgående smækket i efter den larmende hob. 31 Men da de ville til at slå ham ihjel, nåede en melding op til kommandanten for den romerske garnison, at hele Jerusalem var i oprør. 32 Hurtigt kaldte han sine soldater og officerer sammen og styrtede ned til folkemængden. Da folk så kommandanten og soldaterne komme stormende, holdt de op med at slå løs på Paulus. 33 Kommandanten lod ham arrestere og gav ordre til, at hans hænder og fødder skulle lægges i lænker. „Hvem er han?” råbte han. „Hvad har han gjort?” 34 I larmen og forvirringen var det umuligt at finde ud af, hvad folk råbte i munden på hinanden. Derfor gav han ordre til, at Paulus skulle føres ind i kasernen. 35 Da de nåede frem til trappen, var ophidselsen så voldsom, at soldaterne måtte bære Paulus imellem sig for at beskytte ham. 36 Mængden pressede på og råbte hele tiden: „Han skal dø! Han skal dø!”

37 Mens de nu var ved at føre Paulus ind gennem porten, vendte han sig til kommandanten og sagde: „Må jeg sige noget til dig?” „Taler du græsk?” udbrød kommandanten. 38 „Er du da ikke den egypter, der for nogen tid siden ledte et oprør og førte 4000 bevæbnede mænd ud i ørkenen?” 39 „Nej,” svarede Paulus, „jeg er jøde og kommer fra Tarsos, en kendt by i Kilikien. Må jeg få lov at sige et par ord til folket?”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.