Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Guds udvalgte by, Jerusalem
48 En sang af Koras slægt.
2 Herren er stor og værdig til al ære,
vi priser ham i den by, han har valgt.
3 Se, hvor Zions hellige bjerg
knejser smukt mod nord.[a]
Zion er hele jordens glæde,
den store Konges bolig.
4 Gud er til stede midt i sin by,
han er selv dens stærkeste fæstning.
5 Jordens konger sluttede sig sammen,
rykkede frem i flok.
6 Hvad de så, gjorde dem skrækslagne,
så de skyndte sig bort.
7 Pludselig gik de i panik,
blev grebet af angst som af fødselsveer.
8 Gud knuste dem som de store skibe,
der kan splintres af en orkan.
9 Vi har hørt om Guds undere i fortiden,
og nu har vi set dem med egne øjne.
Den almægtige Gud har reddet sin by,
og han vil beskytte den til hver en tid.
10 Vi mindes din urokkelige kærlighed, Gud,
når vi tilbeder dig i dit hellige tempel.
11 Hele verden har hørt om din storhed,
du bliver lovprist over alt på jorden.
Du er en god konge,
12 og derfor er der glæde i Jerusalem.
Judas byer, bryd ud i jubel
over Guds godhed.
13 Gå ud og se på Guds by,
gå rundt om den og tæl dens tårne.
14 Læg mærke til dens enorme bymur,
undersøg dens fæstninger,
så I kan fortælle de kommende slægter:
15 „Den almægtige Gud skal altid være vores Gud,
han er for evigt vores leder.”
David bliver konge over Juda
2 David spurgte nu Herren: „Skal jeg rejse tilbage til Judas land?”
Herren svarede: „Ja!”
„Hvilken by skal jeg slå mig ned i?”
„Hebron,” svarede Herren.
2 Så tog David sine koner, Ahinoam fra Jizre’el, og Abigajil, Nabals enke fra Karmel, 3 samt sine trofaste mænd med deres familier, og de bosatte sig i Hebron og omegn. 4 Derefter kom Judas ledere til David og salvede ham til konge over Juda.
Da David fik at vide, at indbyggerne i Jabesh i Gilead havde begravet Saul, 5 sendte han dem følgende budskab: „Må Herren velsigne jer, fordi I har været trofaste overfor jeres konge ved at give ham en anstændig begravelse. 6 Må Herren i sin trofasthed belønne jer for jeres storsind. Men også jeg vil gøre godt imod jer, fordi I gjorde dette. 7 Selvom Saul nu er død, må I ikke lade hænderne synke eller tabe modet. Judas stamme har allerede udråbt mig til konge.”
Ishboshet bliver konge over Nordriget
8 Men Abner, Sauls hærfører, bragte Sauls søn, Ishboshet, til Mahanajim og udråbte ham til konge over Nordriget. 9 Han kom til at regere over Gilead, Asher, Jizre’el, Efraim og Benjamins stamme, ja, hele Israel[a] bortset fra Judas område.
10-11 Ishboshet var 40 år gammel, da han blev konge, og han regerede ud fra Mahanajim i to år. David regerede over Judas land i syv et halvt år fra Hebron.
8 I har jo overflod på alle måder! I er rige, som jeg ved ikke hvad! Helt uden vores hjælp er I allerede blevet fyrster! Ja, gid I var fyrster, for så kunne vi da regere sammen. 9 Faktisk synes jeg, at Gud har sat os apostle bagerst i rækken som dødsdømte fanger, der i slutningen af sejrherrens triumftog vises frem for både engle og mennesker. 10 Vi anses for tåber, fordi vi tjener Kristus, men I er vise og forstandige. Vi er de svage, men I er de stærke! I bliver æret og set op til, men vi bliver ringeagtet og overset. 11 Vi vandrer fra sted til sted, og vi oplever sult, tørst og kulde. Vi er hjemløse og mishandlede. 12 Vi slider og slæber for at opretholde livet. Når vi bliver hånet, svarer vi ved at velsigne. Når vi bliver forfulgt, finder vi os i det. 13 Når man taler ondt om os, svarer vi venligt. Altid bliver vi behandlet som det skidt, man træder på, som udskud i alles øjne.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.