Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
9 Han er fair, når han dømmer folkene,
han regerer verden med retfærdighed.
10 De undertrykte søger tilflugt hos Herren,
han hjælper dem i modgang og trængsel.
11 De, som kender dig, Herre, stoler på dig,
du skuffer ikke dem, der søger din hjælp.
12 Syng af fryd for Herren, som troner på Zion,
lad verden høre om hans store undere.
13 Han husker og hævner uret og drab,
han glemmer ikke de svages råb.
14 Vær mig nådig, Herre,
for mine fjender er ude efter mig.
Herre, riv mig ud af dødens gab.
15 Så vil jeg prise dig på Jerusalems torve,
og fryde mig over, at du frelste mig.
16 Fjenderne ender i deres egen faldgrube,
de bliver fanget i deres egne fælder.
17 Herren er kendt for sin retfærdighed,
de onde indfanges af deres egen ondskab.
18 De ugudelige ender i den evige død,
det gælder alle, som gør oprør mod Gud.
19 Men de ydmyge bliver ikke ladt i stikken,
de undertryktes håb bliver ikke gjort til skamme.
20 Herre, lad ikke de onde sejre,
men udmål den straf, de fortjener.
55 Dengang Saul så David gå imod kæmpen Goliat, spurgte han sin hærfører Abner: „Abner, hvilken familie er det nu den der unge fyr kommer fra?” „Jeg aner det ikke,” svarede Abner. 56 „Så find ud af det!” sagde kongen. 57 Efter at David havde dræbt Goliat, og han kom tilbage med kæmpens hoved i hånden, førte Abner ham straks til Saul. 58 „Sig mig, unge mand,” sagde Saul, „hvem er din far?” David svarede: „Jeg er søn af Isaj, der bor i Betlehem.”
Sauls jalousi imod David
18 Efter at David havde talt med Saul, mødte han kongens søn, Jonatan. Straks opstod der et varmt venskab mellem de to. 2 Fra den dag blev David hos Saul hele tiden, og han fik ikke længere lov at vende tilbage til sit hjem i Betlehem. 3 Jonatan og David blev så gode venner, at de sluttede en ubrydelig venskabspagt. 4 Jonatan beseglede pagten ved at give David sin kappe og tunika, og endda sit sværd, sin bue og sit bælte.
5 Enhver opgave, David fik betroet, løste han med succes, så Saul udnævnte ham senere til officer i hæren, en udnævnelse, som både Sauls tjenere og folket bifaldt.
Paulus’ sidste rejse til Jerusalem
21 Da vi endelig fik revet os løs fra dem, gik vi om bord og sejlede direkte til Kos. Næste dag nåede vi til Rhodos og derfra videre til Patara. 2 Her fandt vi et skib, der skulle til Fønikien. Vi gik om bord og sejlede af sted. 3 Da vi fik Cypern i sigte, sejlede vi syd om øen og satte kursen mod provinsen Syrien. Den første havneby, vi kom til på den fønikiske kyst, var Tyrus, hvor vi opholdt os nogle dage, fordi skibet skulle losse. 4 Vi gik i land og opsøgte menigheden der, og vi blev hos dem i syv dage. Tilskyndet af Helligånden advarede de Paulus mod at tage ind til Jerusalem. 5 Da de syv dage var gået, var vi nødt til at gå tilbage til skibet. Hele menigheden, både mænd, kvinder og børn, fulgte med os ud af byen og ned til kysten. Dér knælede vi ned på strandbredden og bad sammen. 6 Så sagde vi farvel til dem alle, hvorefter vi gik om bord, og de andre vendte hjem.
7 Fra Tyrus sejlede vi sydpå og ankom til Ptolemais. Vi gjorde en dags ophold i byen og besøgte menighedens ledere. 8 Den næste dag tog vi videre og ankom til Cæsarea, hvor vi boede hos evangelisten Filip, som var en af de første syv menighedstjenere. 9 Han havde fire ugifte døtre, der alle havde profetisk gave. 10 Under vores ophold dér, som varede i flere dage, kom der en profet ned fra Judæa. Hans navn var Agabos. 11 Han trådte frem, tog Paulus’ bælte, bandt sig selv på hænder og fødder med det og sagde: „Helligånden siger: ‚Den mand, som ejer dette bælte, vil jøderne binde på denne måde i Jerusalem og udlevere til de romerske myndigheder.’ ” 12 Det fik både os, som var hans rejsefæller, og de lokale kristne til at bønfalde Paulus om ikke at tage til Jerusalem. 13 Men han sagde: „Hvad klynker I over? I gør mig jo bare modløs! Jeg er parat til ikke blot at blive fængslet i Jerusalem, men til at dø, fordi jeg forkynder, at Jesus er Messias.” 14 Da vi så, at han var urokkelig, sagde vi stille: „Herrens vilje ske.”
15 Kort tid efter gjorde vi klar til afrejse og begyndte turen mod Jerusalem. 16 Nogle fra menigheden i Cæsarea fulgte med os den første dag for at føre os til den mands hus, hvor vi skulle overnatte på vejen: Han hed Mnason og var fra Cypern, og han var en af de første kristne overhovedet.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.