Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

⁴ Til sidst mødtes Israels ledere i Rama for at diskutere sagen med Samuel. ⁵ „Hør her,” sagde de. „Du er blevet gammel, og dine sønner er ikke som dig. Giv os en konge, sådan som de andre folk har.” ⁶ Samuel var oprørt over forslaget, og han gik til Herren for at spørge om råd. ⁷ „Gør, som de siger,” svarede Herren. „Det er ikke dig, de forkaster, men mig, for de ønsker ikke længere mig som konge. ⁸ Lige siden jeg førte dem ud af Egypten, har de forkastet mig og vendt sig til andre guder for at få hjælp, og nu behandler de dig på samme måde. ⁹ Giv dem, hvad de beder om, men advar dem om, hvordan en konge vil behandle dem.”

¹⁰ Da fortalte Samuel, hvad Herren havde sagt: ¹¹ „Siden I vil have en konge, skal I vide, hvordan konger behandler deres undersåtter. Kongen vil indkalde jeres sønner til sin hær. Nogle skal bemande hans stridsvogne, andre bliver ryttersoldater, og nogle må løbe foran hans kongelige vogne.

¹² Nogle af dem bliver anførere i hæren, mens andre bliver udskrevet til tvangsarbejde. Nogle bliver tvunget til at pløje og høste hans marker, andre til at lave våben og udstyr til de kongelige vogne. ¹³ Kongen vil også tage jeres døtre og tvinge dem til at lave mad, bage brød og tilberede de salver, han smører sig ind i. ¹⁴ Han vil tage jeres bedste marker og vingårde og olivenplantager og give dem til sine venner. ¹⁵ Han vil tage en tiendedel af jeres høst og fordele den mellem folkene i sin inderkreds.

¹⁶ Han vil gøre krav på jeres slaver og på jeres bedste okser og æsler til eget brug. ¹⁷ Han vil forlange at få udleveret en tiendedel af jeres fåreflokke, og I kan ikke sætte jer op imod ham. ¹⁸ Når I så engang beder om at bliver fri for den konge, I selv har forlangt at få, da er det for sent. Herren vil ikke høre jeres bøn.”

¹⁹ Men folket nægtede at høre på Samuels advarsel. „Det er lige meget,” svarede de. „Vi vil have en konge. ²⁰ Vi vil ikke stå tilbage for vores nabolande. Vores konge skal regere landet og være vores anfører i krig.”

¹⁴ Samuel tog nu ordet og sagde til hele folket: „Kom, lad os gå op til Gilgal og alle sammen bekræfte, at Saul skal være Israels konge.”

¹⁵ Så gik de op til Gilgal, og under en højtidelig ceremoni for Guds ansigt indsatte de officielt Saul som konge over Israel. Ved den lejlighed bragte de takofre til Herren, og Saul og hele folket glædede sig.

Herrens trofasthed og hjælp

138 En sang af David.

¹³ „Jeg troede, og derfor talte jeg,”^[a] står der i Skriften, og vi har den samme troens ånd. Vi taler, fordi vi har tro, ¹⁴ for vi ved, at den samme Gud, som oprejste Herren Jesus fra døden, vil oprejse os på samme måde og lade os stå foran sin trone sammen med jer. ¹⁵ Alt det her gør vi for at tjene jer. Jo flere mennesker, der får del i Guds nåde, jo større bliver lovprisningen til Guds ære.

¹⁶ Derfor giver vi ikke op. Selvom vores krop efterhånden bliver nedslidt, bliver vores indre liv fornyet dag for dag. ¹⁷ Vi kan bære vores nuværende trængsler, fordi de fører os frem til en evig, umådelig herlighed. ¹⁸ Vi satser ikke på det, der hører den synlige verden til, men på det, der hører den usynlige verden til. Den synlige verden er jo snart forbi, men den usynlige varer evigt.

Vi længes efter det himmelske liv hos Herren

5 Vi har en jordisk krop som en midlertidig bolig for vores ånd. Og vi ved, at når den krop engang er gået til grunde, vil vi få et nyt, himmelsk legeme. Det bliver en evig bolig, som ikke er bygget af menneskehænder.

Jesus under falsk anklage^(A)

²⁰ Når Jesus og hans disciple gik hjem, fulgte der ofte så mange mennesker med ind i huset, at de ikke engang kunne komme til at spise. ²¹ Da hans familie hørte om det, tog de af sted for at få fat i ham, for de mente, at han var gået fra forstanden.

²² Nogle skriftlærde, der var kommet helt fra Jerusalem, gik rundt og sagde: „Jesus står i ledtog med Satan,^[a] de onde ånders fyrste. Det er derfor, han kan uddrive de onde ånder!”

²³ Jesus kaldte dem til sig og talte til dem i billeder: ²⁴ „Hvordan kan Satan uddrive sine egne onde ånder?” spurgte han. „Et land, som ligger i krig med sig selv, kan ikke bestå, ²⁵ og et hjem, der er i splid med sig selv, går snart i opløsning. ²⁶ Hvis Satan nu er begyndt at kæmpe mod sine egne, så er han kommet i krig med sig selv, og det er ude med ham.

²⁷ Man kan ikke bare bryde ind i en stærk mands hus og tage, hvad han har. Man må først binde ham. Derefter kan man tage, hvad han har i sit hus.

²⁸ Det siger jeg jer: Mennesker kan få tilgivelse for al deres synd og al deres gudsbespottelse, ²⁹ men hvis de håner Helligånden, så er der ingen tilgivelse længere. Det er en synd med evige konsekvenser.” ³⁰ Det sagde Jesus til dem, fordi de påstod, at det var ved Satans kraft og ikke ved Helligåndens kraft, han uddrev de onde ånder.

De, der gør Guds vilje, hører Jesus til^(B)

^31-32 Nu kom så Jesu mor og brødre til det overfyldte hus, hvor han underviste. De sendte bud ind til ham og bad ham komme udenfor. „Din mor og dine brødre står udenfor og vil tale med dig,” sagde de, der sad nærmest ved ham. ³³ „Hvem er i virkeligheden min mor og mine brødre?” spurgte Jesus og lod blikket glide rundt på den forsamling, der sad omkring ham: ³⁴ „Min mor og mine brødre sidder her! ³⁵ For den, der gør Guds vilje, er min bror eller søster eller mor.”