Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Hjælp under falsk anklage

35 En sang af David.

Jeremias sender breve til de bortførte judæere i Babylon

29 ^1-2 Nogen tid efter at kong Jekonja sammen med enkedronningen, hoffolkene, embedsmændene og håndværkerne var blevet deporteret fra Jerusalem til Babylon af Nebukadnezar, skrev jeg i Jerusalem et brev til lederne, præsterne, profeterne og de øvrige bortførte judæere. ³ Brevet blev overbragt af Elasa, Shafans søn, og Gemarja, Hilkijas søn, da de drog af sted til Nebukadnezar i Babylon som kong Zidkijas udsendinge. I brevet stod der:

⁴ Herren, den Almægtige, Israels Gud, sender følgende budskab til alle de fanger, han har sendt i eksil fra Jerusalem til Babylonien:

⁵ Indstil jer på at blive i Babylonien. Byg huse, plant vingårde og dyrk jeres marker, så I kan leve af det, I høster. ⁶ Gift jer og få børn. Lad jeres sønner og døtre gifte sig, så de kan få børn og befolkningen vokse. ⁷ Arbejd for, at den by, I nu bor i, får fremgang, og bed Herren om at velsigne den, for når det går godt for den, går det også godt for jer.

⁸ Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: Lad jer ikke narre af de profeter og åndemanere, der findes iblandt jer. Lyt ikke til deres drømme, ⁹ for de profeterer løgn i mit navn. Jeg har ikke talt til dem, siger Herren. ¹⁰ Sandheden er, at I skal blive i Babylonien i 70 år. Men derefter vil jeg opfylde mit løfte og føre jer hjem til jeres eget land. ¹¹ For jeg ved, hvilke planer jeg har for jer, siger Herren, planer om fred og ikke om ulykke, planer om fremtid og håb. ¹² Når I beder til mig om hjælp, vil jeg høre jer, ¹³ når I søger efter mig, vil I finde mig. Ja, hvis I søger mig af hele jeres hjerte, vil I finde mig. ¹⁴ Jeg vender jeres skæbne, sætter jer fri og giver jer fremgang. Jeg samler jer fra de lande, jeg fordrev jer til, og fører jer hjem til jeres eget land.

Jesus sætter en ikke-jøde fri fra dæmonernes magt^(A)

5 Jesus og disciplene var nu nået over søen til den anden bred, til gerasenernes^[a] egn. ^2-3 Straks da de gik i land, kom en mand styrtende ud fra en klippehule og hen imod dem. Han var besat af onde ånder og holdt til i de klippehuler, der blev brugt som gravpladser. ⁴ Han havde igen og igen sprængt alle de fodjern og lænker, man havde forsøgt at holde ham bundet med. Ingen kunne klare ham, ⁵ og dag og nat kunne man høre ham hyle i gravhulerne og oppe i bjergene, hvor han slog sig selv med sten.

⁶ Manden havde på lang afstand fået øje på Jesus, og nu kom han styrtende og kastede sig ned på jorden foran ham. ^7-8 Jesus befalede den onde ånd at forlade manden, men blev mødt med et højt skrig: „Lad mig være i fred, Jesus, du, den almægtige Guds Søn! Lov mig højt og helligt, at du ikke vil pine mig.”

⁹ „Hvad er dit navn?” spurgte Jesus. „Legion,” svarede han, „for vi er mange!” ¹⁰ Og så gav dæmonerne sig til at bønfalde Jesus om ikke at sende dem bort fra egnen.

¹¹ Nu var der en stor flok svin, som gik og rodede efter føde på toppen af en skrænt i nærheden. ¹² „Giv os lov til at besætte svinene!” tiggede dæmonerne. ¹³ I samme øjeblik Jesus gav dem lov, fór dæmonerne ud af manden og ind i svinene, og hele flokken—omkring 2000—styrtede ned ad skrænten og druknede i søen.

¹⁴ Svinehyrderne flygtede og fortalte om det både i by og på land, så egnens beboere kom strømmende til for at se, hvad der var sket. ¹⁵ Da de kom hen til Jesus, så de manden, der havde haft de mange dæmoner i sig, sidde påklædt og ved sans og samling. Det forbløffede dem og gjorde dem bange. ¹⁶ De, der havde set, hvad der var sket med manden og svinene, fortalte dem, hvordan det var gået til. ¹⁷ Derefter bad de Jesus om at forlade deres egn.

¹⁸ Da Jesus var på vej op i båden, bad manden, der havde været besat af dæmoner, om lov til at følge med ham. ¹⁹ „Nej,” sagde Jesus, „gå du hjem til dine landsmænd og fortæl, hvad Israels Gud^[b] i sin barmhjertighed har gjort for dig.”

²⁰ Manden gik derefter rundt i Dekapolis og fortalte alle om de store ting, Jesus havde gjort for ham. Og folk undrede sig.