Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 66:8-20

Pris Gud, alle folkeslag på jorden,
    lad lovsange lyde til hans ære.
Han holder vores liv i sin hånd,
    han sørger for, at vi ikke snubler.

10 Du brugte ilden til at rense os, Gud,
    som sølv i en smeltedigel.
11 Du fangede os i dit net
    og gjorde os til slaver.

12 Du lod fjenderne underkue os,
    vi gik gennem ild og vand,
men du førte os ud i frihed til sidst
    og gav os fremgang og fred.
13 Jeg vil bringe dig brændofre i din helligdom
    for at opfylde de løfter, jeg gav dig.
14 Jeg vil stå ved de ord, jeg sagde,
    da jeg råbte til dig i min nød.
15 Jeg vil ofre mit fedekvæg til dig.
    Tag imod mine vædderes vellugt,
        duften fra mine tyre og geder.

16 Kom og hør, I, der ærer min Gud.
    Jeg vil fortælle, hvad han har gjort for mig.
17 Jeg råbte til ham om hjælp,
    jeg priste ham med min lovsang.
18 Havde jeg huset ondskab i hjertet,
    ville han ikke have hørt min bøn.
19 Men han lyttede til mig,
    han hørte min tryglende bøn.
20 Jeg priser dig, Gud, fordi du hørte min bøn
    og omsluttede mig med din trofaste kærlighed.

1 Mosebog 6:5-22

Da Herren så, hvordan menneskenes ondskab voksede, så de hele dagen kun tænkte onde tanker, blev han ked af, at han havde skabt dem. Al den ondskab skar ham i hjertet. „Jeg vil fjerne de mennesker, jeg har skabt, fra jordens overflade,” sagde han. „Og jeg vil udrydde både de vilde og tamme dyr og alle fuglene, for jeg fortryder, at jeg skabte dem.” Men Herren var tilfreds med Noa.

Dette er Noas historie: Noa var dengang det eneste menneske på jorden, som Gud kunne acceptere. Han levede i et nært forhold til Gud. 10 Han havde tre sønner: Sem, Kam og Jafet.

11-12 Men ondskaben voksede ud over jorden. I Guds øjne blev verden mere og mere ond. Menneskene var onde og fordærvede i bund og grund.

13 Da sagde Gud til Noa: „Jeg har besluttet at udrydde menneskene, for de er skyld i, at verden er fuld af vold og ondskab. 14 Men du skal bygge en ark af gofertræ og tætne den med tjære både indvendigt og udvendigt. Du skal indrette den med mange rum. 15 Sådan her skal du bygge arken: Den skal være 150 meter[a] lang, 25 meter bred og 15 meter høj. 16 Du skal lave taget, så det ender en halv meter over arken,[b] og du skal lave en dør i siden på arken. Du skal indrette den med et nederste, mellemste og øverste dæk. 17 Jeg vil nemlig sende en stor oversvømmelse, som vil udrydde alt, hvad der lever på landjorden. Både dyr og mennesker skal dø. 18 Men jeg vil oprette en pagt[c] med dig. Du skal gå ind i arken sammen med din kone, dine sønner og deres koner. 19-20 I skal medbringe en han og en hun af alle de tamme og vilde dyr og alle fuglene, for at de kan overleve sammen med jer. 21 Og I skal tage mad med, så der er nok til både jer og dyrene.”

22 Noa begyndte med det samme at gøre, hvad Gud havde befalet ham.

Apostelenes gerninger 27:1-12

Skibbrud under sejladsen til Rom

27 Det var nu afgjort, at vi skulle sejle til Italien, og derfor blev Paulus sammen med en del andre fanger sat under opsyn af en officer ved navn Julius fra den kejserlige hærafdeling. Vi gik om bord i et skib, der var på vej hjem til Adramyttion og på turen skulle anløbe havne langs Lilleasiens kyst. Aristark fra Thessaloniki var også med os.

Efter en dags sejlads gjorde vi et kort ophold i Sidon. Julius var meget venlig over for Paulus og lod ham gå i land, så han kunne besøge sine venner og nyde godt af deres gæstfrihed. Da vi skulle sejle videre mod vest, havde vi modvind, og derfor drejede vi i stedet mod nord og sejlede i læ af Cypern. Vi passerede efterhånden provinserne Kilikien og Pamfylien og lagde ind til byen Myra i Lykien.

Dér fandt officeren et egyptisk skib med hjemsted i Alexandria. Eftersom det skulle til Italien, blev vi alle overført til det skib, og vi sejlede af sted. 7-8 I flere dage gik det kun langsomt fremad, da vi havde stiv modvind, og med meget besvær nåede vi på højde med Knidos. Her blev vestenvinden os for stærk, så vi drejede mod syd for at komme i læ af Kreta. Da vi havde passeret Kap Salmone på øens østlige spids, sejlede vi med stort besvær vestpå langs kysten og kom endelig til „Gode Havne” i nærheden af byen Lasæa. På grund af den megen modvind havde vi spildt en masse tid. Det var allerede tiden for efterårsstormene,[a] og en lang sørejse over åbent hav ville være yderst risikabel. Paulus advarede både kaptajnen, styrmanden og Julius. 10 „Mine herrer,” sagde han, „jeg forudser vanskeligheder. Hvis vi fortsætter rejsen nu, vil det føre til skibbrud med tab af både skibet og lasten. Ja, også menneskeliv vil gå tabt.” 11 Men Julius foretrak at lytte til styrmanden og kaptajnen frem for Paulus. 12 Og da den lille havn, vi var i, var uegnet til overvintring, holdt et flertal af besætningen på, at de skulle sejle videre langs kysten til Føniks, der var en havneby på Kreta, som havde indsejling fra sydvest og kunne yde beskyttelse mod storme fra nordvest.[b] Dér kunne de så afvente, at det blev forår.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.