Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Herren er villig til at tilgive
130 En valfartssang.
Herre, jeg er dybt fortvivlet.
2 Hør mit råb, oh, Gud!
Lyt til min tryglende bøn!
3 Hvis du holdt regnskab med alle vore synder,
hvem kunne da undslippe dommen?
4 Men jeg ved, du er villig til at tilgive,
og det ansporer mig til ærefrygt.
5 Jeg venter på, at du griber ind, Herre,
jeg ser frem til, at du taler til mig.
6 Jeg længes mere efter at høre fra dig,
end nattevagten længes efter daggry.
7 Israels folk, sæt jeres håb til Herren,
for han er trofast og barmhjertig.
Han står parat til at frelse,
8 han vil redde os ud af syndens morads.
10 Du menneske, du skal sige til Israels folk: I er klar over, at I lider på grund af jeres synder og overtrædelser, og at det snart er ude med jer. I spørger, om I ikke kan gøre noget for at overleve. 11 Sig til dem: Så sandt jeg lever, siger Herren, jeg har ingen glæde af, at de onde skal dø. Jeg vil meget hellere se dem omvende sig fra deres ondskab, så de kan redde livet. Åh Israel, omvend jer dog fra jeres synder! Hvorfor ønsker I at dø?
12 Du menneske, sig til mit folk: Hvis retskafne mennesker vender sig bort fra mig og gør oprør, kan alle deres tidligere gode gerninger ikke redde dem fra straffen. Og hvis syndige mennesker omvender sig, skal de ikke dø på grund af deres tidligere synder.
13 Godt nok har jeg sagt, at retskafne mennesker får et godt liv. Men hvis de bliver for selvsikre og begynder at synde, kan alle deres tidligere gode gerninger ikke redde dem. De skal dø, fordi de har gjort oprør og syndet imod mig. 14 Men hvis onde mennesker lytter til min advarsel, omvender sig fra deres synd og begynder at handle retfærdigt, bliver de ikke straffet med døden. 15 Hvis de betaler det tilbage, de har stjålet, hvis de udleverer et pant, de har taget i sikkerhed, og hvis de begynder at følge mine love, som sigter på et godt liv, og holder sig fra uretfærdighed, så skal de leve og ikke dø. 16 De vil ikke blive dømt på grund af deres tidligere synder, for de har besluttet at gøre det rigtige, og derfor har de ret til at leve.
Den syvende trompet
15 Da den syvende engel blæste i sin trompet, lød der høje råb i Himlen: „Nu overtager Herren, vores Gud, sammen med sin Messias herredømmet over verden, og de skal herske i al evighed!”
16 De 24 medregenter, der sad på deres troner omkring Guds trone, faldt på knæ med ansigtet mod jorden, og de hyldede Gud: 17 „Vi takker dig Herre, du den øverste hersker og Gud, du som er, og som var. For nu vil du udøve din store magt, og nu er det dig, der regerer. 18 Folkeslagene har vist deres vrede, men nu er tiden kommet for din vrede. Nu skal de døde dømmes, og du vil belønne dine tjenere, profeterne, og alle dem, der tilhører dig, dem, der viser dig ærefrygt, hvad enten det er kendte eller ukendte mennesker. Nu vil du ødelægge dem, der ødelægger jorden.”
19 Derefter blev der åbnet ind til det allerhelligste rum i Guds himmelske helligdom, så pagtens ark kunne ses. Og der kom lynglimt og tordenbrag, jordskælv og voldsomt haglvejr.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.