Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
11 Jeg fik Israel kær i hans Ungdom, fra Ægypten kaldte jeg min søn 2 Jo mer jeg kaldte dem, des mere fjerned de sig fra mig; de ofrer til Baalerne, tænder for Billederne Offerild, 3 Jeg lærte dog Efraim at gå og tog ham på Armen; de vidste ej, det var mig, der lægte dem. 4 Jeg drog dem med Menneskesnore, med Kærligheds Reb; jeg var dem som den, der løfter et Åg over Kæben, jeg bøjed mig ned til ham og rakte ham Føde. 5 Han skal til Ægypten igen, have Assur til Konge, thi omvende sig vil de ikke. 6 Sværdet skal rase i hans Byer, fortære hans Slåer og hærge i hans Fæstninger. 7 Mit Folk, det hælder til Frafald fra mig, og råber man til det: "Op, op!" står ingen op.
8 Hvor kan jeg ofre dig, Efraim, lade dig, Israel, fare, ofre dig ligesom Adma, gøre dig, som Zebojim? Mit Hjerte vender sig i mig, al min Medynk er vakt. 9 Jeg fuldbyrder ikke min Harmglød, gør ej Efraim til intet igen. Thi Gud er jeg, ikke et Menneske, hellig udi din Midte, med Vredesglød kommer jeg ikke. 10 Herren skal de holde sig til, han brøler som Løven, ja brøler, og bævende kommer Sønner fra Havet, 11 bævende som Fugle fra Ægypten, som Duer fra Assurs Land; jeg fører dem hjem til deres Huse lyder det fra Herren.
107 Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig! 2 Så skal Herrens genløste sige, de, han løste af Fjendens Hånd 3 og samlede ind fra Landene, fra Øst og Vest, fra Nord og fra Havet.
4 I den øde Ørk for de vild, fandt ikke Vej til beboet By, 5 de led både Sult og Tørst, deres Sjæl var ved at vansmægte; 6 men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem at deres Trængsler 7 og førte dem ad rette Vej, så de kom til beboet By. 8 Lad dem takke Herren for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn. 9 Thi han mættede den vansmægtende Sjæl og fyldte den sultne med godt.
43 Hvo som er viis, han mærke sig det og lægge sig Herrens Nåde på Sinde!
3 Når I altså, ere blevne oprejste med Kristus, da søger det, som er oventil, hvor Kristus sidder ved Guds højre Hånd. 2 Tragter efter det, som er oventil, ikke efter det, som er på Jorden. 3 Thi I ere døde, og eders Liv er skjult med Kristus i Gud. 4 Når Kristus, vort Liv, åbenbares, da skulle også I åbenbares med ham i Herlighed.
5 Så døder da de jordiske Lemmer, Utugt Urenhed, Brynde, ondt Begær og Havesygen, som jo er Afgudsdyrkelse; 6 for disse Tings Skyld kommer Guds Vrede. 7 I dem vandrede også I fordum, da I levede deri. 8 Men nu skulle også I aflægge det alt sammen, Vrede, Hidsighed, Ondskab, Forhånelse, slem Snak af eders Mund. 9 Lyver ikke for hverandre, da I have afført eder det gamle Menneske med dets Gerninger 10 og iført eder det nye, som fornyes til Erkendelse efter hans Billede, der skabte det; 11 hvor der ikke er Græker og Jøde, Omskærelse og Forhud, Barbar, Skyther, Træl, fri, men Kristus er alt og i alle.
13 Men en af Skaren sagde til ham: "Mester! sig til min Broder, at han skal dele Arven med mig." 14 Men han sagde til ham: "Menneske! hvem har sat mig til Dommer eller Deler over eder?" 15 Og han sagde til dem: "Ser til og vogter eder for al Havesyge; thi ingens Liv beror på, hvad han ejer, selv om han har Overflod." 16 Og han sagde en Lignelse til dem: "Der var en rig Mand, hvis Mark havde båret godt. 17 Og han tænkte ved sig selv og sagde: Hvad skal jeg gøre? thi jeg har ikke Rum, hvori jeg kan samle min Afgrøde. 18 Og han sagde: Dette vil jeg gøre, jeg vil nedbryde mine Lader og bygge dem større, og jeg vil samle deri al min Afgrøde og mit Gods; 19 og jeg vil sige til min Sjæl: Sjæl! du har mange gode Ting liggende for mange År; slå dig til Ro, spis, drik, vær lystig! 20 Men Gud sagde til ham: Du Dåre! i denne Nat kræves din Sjæl af dig; men hvem skal det høre til. som du har beredt? 21 Således er det med den, som samler sig Skatte og ikke er rig i Gud."