Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

25 Herre, jeg løfter min sjæl til dig ² min Gud jeg stoler på dig, lad mig ikke beskæmmes, lad ej mine Fjender fryde sig over mig. ³ Nej, ingen som bier på dig, skal beskæmmes; beskæmmes skal de, som er troløse uden Grund. ⁴ Lad mig kende dine Veje, Herre lær mig dine Stier. ⁵ Led mig på din Sandheds Vej og lær mig, thi du er min Frelses Gud; jeg bier bestandig på dig. ⁶ Herre, kom din Barmhjertighed i Hu og din Nåde, den er jo fra Evighed af. ⁷ Mine Ungdomssynder og Overtrædelser komme du ikke i Hu, men efter din Miskundhed kom mig i Hu, for din Godheds Skyld, o Herre! ⁸ God og oprigtig er Herren, derfor viser han Syndere Vejen. ⁹ Han vejleder ydmyge i det, som er ret, og lærer de ydmyge sin Vej. ¹⁰ Alle Herrens Stier er Miskundhed og Trofasthed for dem, der holder hans Pagt og hans Vidnesbyrd.

⁶ Derpå sagde Ezra: "Du, Herre, er den eneste; du har skabt Himmelen, Himlenes Himle med al deres Hær, Jorden med alt, hvad der er på den, Havene med alt, hvad der er i dem; du giver dem alle Liv, og Himmelens Hær tilbeder dig. ⁷ Du er Gud Herren, der udvalgte Abram og førte ham bort fra Ur-Kasdim og gav ham Navnet Abraham; ⁸ og du fandt hans Hjerte fast i Troen for dit Åsyn og sluttede Pagt med ham om at give hans Afkom Kana'anæernes, Hetiternes, Amoriternes, Perizziternes, Jebusiternes og Girgasjiternes Land; og du holdt dit Ord; thi du er retfærdig. ⁹ Og da du så vore Fædres Nød i Ægypten og hørte deres Råb ved det røde Hav, ¹⁰ udførte du Tegn og Undere på Farao og alle hans Tjenere og alt Folket i hans Land, fordi du vidste, at de havde handlet overmodigt med dem. Og således skabte du dig et Navn, som du har den Dag i Dag. ¹¹ Du kløvede Havet for deres Øjne, så de vandrede midt igennem Havet på tør Bund, og dem, der forfulgte dem, styrtede du i Dybet som Sten i vældige Vande. ¹² I en Skystøtte førte du dem om Dagen og i en Ildstøtte om Natten, så den lyste for dem på Vejen, de skulde vandre. ¹³ Du steg ned på Sinaj Bjerg, du talede med dem fra Himmelen og gav dem retfærdige Lovbud og tilforladelige Love, gode Anordninger og Bud. ¹⁴ Du kundgjorde dem din hellige Sabbat og pålagde dem Bud, Anordninger og Love ved din Tjener Moses. ¹⁵ Du gav dem Brød fra Himmelen til at stille deres Sult og lod Vand springe ud af Klippen til at slukke deres Tørst. Og du bød dem drage hen og tage det Land i Besiddelse, som du med løftet Hånd havde lovet dem.

5 Men om Tid og Time, Brødre! have I ikke nødig, at der skrives til eder; ² thi I vide selv grant, at Herrens Dag kommer som en Tyv om Natten. ³ Når de sige: "Fred og ingen Fare!" da kommer Undergang pludselig, over dem ligesom Veerne over den frugtsommelige, og de skulle ingenlunde undfly. ⁴ Men I, Brødre! I ere ikke i Mørke, så at Dagen skulde overraske eder som en Tyv. ⁵ Thi I ere alle Lysets Børn og Dagens Børn, vi ere ikke Nattens eller Mørkets Børn. ⁶ Så lader os da ikke sove ligesom de andre, men lader os våge og være ædrue! ⁷ Thi de, som sove, sove om Natten, og de, som beruse sig, ere berusede om Natten. ⁸ Men da vi høre Dagen til, så lader os være ædrue, iførte Troens og Kærlighedens Panser og Frelsens Håb som Hjelm! ⁹ Thi Gud bestemte os ikke til Vrede, men til at vinde Frelse ved vor Herre Jesus Kristus, ¹⁰ som døde for os, for at vi, hvad enten vi våge eller sove, skulle leve sammen med ham. ¹¹ Formaner derfor hverandre og opbygger den ene den anden, ligesom I også gøre.