Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
75 Til Sangmesteren. Al-tasjhet. En Salme af Asaf. En Sang.
2 Vi takker dig, Gud, vi takker dig; de, der påkalder dit Navn, fortæller dine Undere. 3 "Selv om jeg udsætter Sagen, dømmer jeg dog med Retfærd; 4 vakler end Jorden og alle, som bor derpå, har jeg dog grundfæstet dens Støtter." - Sela.
5 Til Dårerne siger jeg: "Vær ej Dårer!" og til de gudløse: "Løft ej Hornet, 6 løft ikke eders Horn mod Himlen, tal ikke med knejsende Nakke!" 7 Thi hverken fra Øst eller Vest kommer Hjælp, ej heller fra Ørk eller Bjerge.
8 Nej, den, som dømmer, er Gud, han nedbøjer en, ophøjer en anden. 9 Thi i Herrens Hånd er et Bæger med skummende, krydet Vin. han skænker i for een efter een, selv Bærmen drikker de ud; alle Jordens gudløse drikker. 10 Men jeg skal juble evindelig, lovsynge Jakobs Gud; 11 alle de gudløses Horn stødes af, de retfærdiges Horn skal knejse!
41 Ingen drister sig til at tirre den, hvem holder Stand imod den? 2 Hvem møder den og slipper fra det hvem under hele Himlen? 3 Jeg tier ej om dens Lemmer, hvor stærk den er, hvor smukt den er skabt. 4 Hvem har trukket dens Klædning af, trængt ind i dens dobbelte Panser? 5 Hvem har åbnet dens Ansigts Døre? Rundt om dens Tænder er Rædsel. 6 Dens Ryg er Reder af Skjolde, dens Bryst er et Segl af Sten; 7 de sidder tæt ved hverandre, Luft kommer ikke ind derimellem; 8 de hænger fast ved hverandre, uadskilleligt griber de ind i hverandre. 9 Dens Nysen fremkalder strålende Lys, som Morgenrødens Øjenlåg er dens Øjne. 10 Ud af dens Gab farer Fakler, Ildgnister spruder der frem. 11 Em står ud af dens Næsebor som af en ophedet, kogende Kedel.
13 Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv, fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde: 14 "Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt mangfoldiggøre dig." 15 Og således opnåede han Forjættelsen ved at vente tålmodigt. 16 Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende på al Modsigelse til Stadfæstelse. 17 Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit Råds Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil, 18 for at vi ved to uforanderlige Ting, i hvilke det var umuligt, at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som ere flyede hen for at holde fast ved det Håb, som ligger foran os, 19 hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og går ind inden for Forhænget, 20 hvor Jesus som Forløber gik ind for os, idet han efter Melkisedeks Vis blev Ypperstepræst til evig Tid.