Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
26 Skaf mig ret o Herre, thi jeg vandrer i Uskyld, stoler på Herren uden at vakle. 2 Ransag mig, Herre, og prøv mig, gransk mine Nyrer og mit Hjerte; 3 thi din Miskundhed står mig for Øje, jeg vandrer i din Sandhed. 4 Jeg tager ej Sæde blandt Løgnere, blandt falske kommer jeg ikke. 5 Jeg hader de ondes Forsamling, hos gudløse sidder jeg ej. 6 Jeg tvætter mine Hænder i Renhed, at jeg kan vandre omkring dit Alter, Herre, 7 for at istemme Takkesang, fortælle om alle dine Undere. 8 Herre, jeg elsker dit Hus, det Sted, hvor din Herlighed bor.
9 Bortriv ikke min Sjæl med Syndere, mit Liv med blodstænkte Mænd, 10 i hvis Hænder er Skændselsdåd, hvis højre er fuld af Bestikkelse. 11 Jeg har jo vandret i Uskyld, forløs mig og vær mig nådig! 12 Min Fod står på den jævne Grund, i Forsamlinger vil jeg love Herren.
11 Da Jobs tre Venner hørte om al den Ulykke, der havde ramt ham, kom de hver fra sin Hjemstavn. Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad og Na'amatiten Zofar, og aftalte at gå hen og vise ham deres Medfølelse og trøste ham. 12 Men da de i nogen Frastand så op og ikke kunde genkende ham, opløftede de deres Røst og græd, sønderrev alle tre deres Kapper og kastede Støv op over deres Hoveder. 13 Så sad de på Jorden hos ham i syv Dage og syv Nætter, uden at nogen af dem mælede et Ord til ham; thi de så, at hans Lidelser var såre store.
3 Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag, 2 og Job tog til Orde og sagde: 3 Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en Dreng!" 4 Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den stråle ej Lyset frem! 5 Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den, Formørkelser skræmme den! 6 Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, den komme ikke i Måneders Tal! 7 Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den! 8 De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan"; 9 dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlåg, 10 fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!
11 Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders Skød? 12 Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die? 13 Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred 14 blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser, 15 blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv. 16 Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se! 17 Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud, 18 alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst; 19 små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.
20 Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv, 21 dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efter Skatte, 22 som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav 23 en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde? 24 Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve råb strømmer som Vand. 25 Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig. 26 Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro!
23 Men førend Troen kom, holdtes vi indelukkede under Lovens Bevogtning til den Tro, som skulde åbenbares, 24 så at Loven er bleven os en Tugtemester til Kristus, for at vi skulde blive retfærdiggjorte af Tro. 25 Men efter at Troen er kommen, ere vi ikke mere under Tugtemester. 26 Thi alle ere I Guds Børn ved Troen på Kristus Jesus. 27 Thi I, så mange som bleve døbte til Kristus, have iført eder Kristus. 28 Her er ikke Jøde eller Græker; her er ikke Træl eller fri; her er ikke Mand og Kvinde; thi alle ere I een i Kristus Jesus. 29 Men når I høre Kristus til, da ere I jo Abrahams Sæd, Arvinger ifølge Forjættelse.