Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
46 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. Al-alamot. En Sang.
2 Gud er vor Tilflugt og Styrke, en Hjælp i Angster, prøvet til fulde 3 Derfor frygter vi ikke, om Jorden end bølger og Bjergene styrter i Havenes Skød, 4 om end deres Vande bruser og syder og Bjergene skælver ved deres Vælde. - Sela.
5 En Flod og dens Bække glæder Guds Stad, den Højeste har helliget sin Bolig; 6 i den er Gud, den rokkes ikke, Gud bringer den Hjælp, når Morgen gryr. 7 Folkene larmed, Rigerne vakled, han løfted Røsten, så Jorden skjalv, 8 Hærskarers Herre er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. - Sela.
9 Kom hid og se på Herrens Værk, han har udført frygtelige Ting på Jord. 10 Han gør Ende på Krig til Jordens Grænser, han splintrer Buen, sønderbryder Spydene, Skjoldene tænder han i Brand. 11 Hold inde og kend, at jeg er Gud, ophøjet blandt Folkene, ophøjet på Jorden! 12 Hærskarers Herre er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. - Sela.
3 Men Slangen var træskere end alle Markens andre Dyr, som Gud Herren havde gjort og den sagde til Kvinden: "Mon Gud virkelig ham sagt: I må ikke spise af noget Træ i Haven?" 2 Kvinden svarede: "Vi har Lov at spise af Frugten på Havens Træer; 3 kun af Frugten fra Træet midt i Haven, sagde Gud, må I ikke spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!" 4 Da sagde Slangen til Kvinden: "I skal ingenlunde dø; 5 men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders Øjne, så I blive som Gud til at kende godt og ondt!" 6 Kvinden blev nu var, at Træet var godt at spise af, en Lyst for Øjnene og godt at få Forstand af; og hun tog af dets Frugt og spiste og gav også sin Mand, der stod hos hende, og han spiste. 7 Da åbnedes begges Øjne, og de kendte, at de var nøgne. Derfor syede de Figenblade sammen og bandt dem om sig.
8 Da Dagen blev sval, hørte de Gud Herren vandre i Haven, og Adam og hans Hustru skjulte sig for ham inde mellem Havens Træer. 9 Da kaldte Gud Herren på Adam og råbte: "Hvor er du?" 10 Han svarede: "Jeg hørte dig i Haven og blev angst, fordi jeg var nøgen, og så skjulte jeg mig!" 11 Da sagde han: "Hvem fortalte dig, at du var nøgen. Mon du har spist af det Træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?" 12 Adam svarede: "Kvinden, som du satte ved min Side, gav mig af Træet, og så spiste jeg." 13 Da sagde Gud Herren til Kvinde: "Hvad har du gjort!" Kvinden svarede: "Slangen forførte mig, og så spiste jeg."
14 Da sagde Gud Herren til Slangen: "Fordi du har gjort dette, være du forbandet blandt al Kvæget og blandt alle Markens Dyr! På din Bug skal du krybe, og Støv skal du æde alle dit Livs Dage! 15 Jeg sætter Fjendskab mellem dig og Kvinden, mellem din Sæd og hendes Sæd; den skal knuse dit Hoved, og du skal hugge den i Hælen!" 16 Til Kvinden sagde han: "Jeg vil meget mangfoldiggøre dit Svangerskabs Møje; med Smerte skal du føde Børn; men til din Mand skal din Attrå være, og han skal herske over dig!" 17 Og til Adam sagde han: "Fordi du lyttede til din Hustrus Tale og spiste af Træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal Jorden være forbandet for din Skyld; med Møje skal du skaffe dig Føde af den alle dit Livs Dage; 18 Torn og Tidsel skal den bære dig, og Markens Urter skal være din Føde; 19 i dit Ansigts Sved skal du spise dit Brød, indtil du vender tilbage til Jorden; thi af den er du taget; ja, Støv er du, og til Støv skal du vende tilbage!"
20 Men Adam kaldte sin Hustru Eva, thi hun blev Moder til alt levende. 21 Derpå gjorde Gud Herren Skindkjortlet til Adam og hans Hustru og klædte dem dermed. 22 Men Gud Herren sagde: "Se, Mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række Hånden ud og tage også af Livets Træ og spise og leve evindelig!" 23 Så forviste Gud Herren ham fra Edens Have, for at han skulde dyrke Jorden, som han var taget af; 24 og han drev Mennesket ud, og østen for Edens Have satte han Keruberne med det glimtende Flammesværd til at vogte Vejen til Livets Træ.
7 Dømmer ikke,for at I ikke skulle dømmes; thi med hvad Dom I dømme, skulle I dømmes, 2 og med hvad Mål I måle, skal der tilmåles eder. 3 Men hvorfor ser du Skæven, som er i din Broders Øje, men Bjælken i dit eget Øje bliver du ikke var? 4 Eller hvorledes kan du sige til din Broder: Lad mig drage Skæven ud af dit Øje; og se, Bjælken er i dit eget Øje. 5 Du Hykler! drag først Bjælken ud af dit Øje, og da kan du se klart til at tage Skæven ud af din Broders Øje.
6 Giver ikke Hunde det hellige, kaster ikke heller eders Perler for Svin, for at de ikke skulle nedtræde dem med deres Fødder og vende sig og sønderrive eder.