Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 104

Skabningens Herre

104 Min sjæl, pris Herren.
    Min Gud, du er vidunderlig stor.
Du udstråler kongelig værdighed,
    du er omgivet af et strålende lys.
Du udspændte himlen som en teltdug
    og byggede din bolig på hvælvingens bue.
Du bruger en tordensky som stridsvogn
    og farer af sted på vindens vinger.
Du bruger stormvinde som dine sendebud
    og gør lynene til dine tjenere.
Du grundfæstede jorden,
    den står urokkeligt fast.
Havets vandmasser dækkede den som en klædning
    og gik hen over bjergenes tinder.
Ved din befaling kom vandene i bevægelse,
    de styrtede væk ved din tordenrøst,
de strømmede over bjerge og gennem dale,
    for at komme til det sted, du havde beredt for dem.
Havene fik en grænse at holde sig bagved,
    så de aldrig skulle dække hele jorden igen.
10 Du lod kilder risle frem i dalene
    og bække bane sig vej mellem bjergene,
11 så dyrene kan få vand at drikke,
    vildæslerne slukke deres tørst.
12 Ved bredden bygger fuglene rede,
    fra trækronerne høres deres sang.
13 Fra himlen sender du regn over bjergene,
    du velsigner jorden med væde.
14 Du får græs til at spire frem som føde for kvæget,
    du gør det muligt for mennesker at dyrke deres afgrøder.
15 Vin, som giver os glæde,
    olivenolie, som får vore ansigter til at stråle,
        brød, som giver os styrke og helse.
16 Herren passer de træer, han har plantet,
    Libanons cedre får rigeligt med regn.
17 Fuglene bygger rede i træernes grene,
    storkene bor i fyrretræernes toppe.
18 Højt på bjerget holder stenbukken til,
    mellem klipper er grævlingens skjul.
19 Du skabte månen til at markere årets gang,
    solen står op og går ned på den fastsatte tid.
20 Du skabte nattens mørke,
    hvor de vilde dyr kommer frem.
21 De unge løver brøler efter bytte,
    fanger de dyr, Gud har givet dem til føde.
22 De trækker sig tilbage, når solen står op,
    går hjem til deres huler og lægger sig.
23 Da begynder mennesket sin daglige dont,
    bliver ved med at arbejde, til dagen er forbi.

24 Oh, Gud, hvor er din visdom stor!
    Jorden er fuld af dine skabninger.
        Hvilken mangfoldighed du har skabt.

25 Foran mig ligger det mægtige hav,
    det vrimler af liv i alle former og farver.
26 Skibene pløjer sig gennem de store have,
    Livjatan, som du skabte, boltrer sig i bølgerne.
27 Hele skabningen er afhængig af dig,
    du giver dem føde i rette tid.
28 Du giver, og de tager imod,
    når du åbner din hånd, bliver de mætte.
29 Men vender du ryggen til dem,
    bliver de skrækslagne.
Tager du deres livsånde bort,
    dør de og bliver til støv.
30 Din livgivende Ånd har skabende kraft,
    du fornyer alt liv på jorden.

31 Gid Herrens herlighed må vare for evigt!
    Gid han altid må glæde sig over sit skaberværk!
32 Når han ser på jorden, skælver den.
    Når han rører ved bjergene, bryder de i brand.
33 Jeg vil synge for Herren, så længe jeg lever,
    prise Gud til mit sidste åndedrag.
34 Må han finde behag i min lovsang,
    for han er kilden til al min glæde.

35 Gid der ingen syndere var tilbage,
    ingen gudløse på hele jorden.
Min sjæl, pris Herren!
    Halleluja!

Esajas 66:7-13

Jerusalem er som en kvinde, der pludselig føder et barn, så snart veerne begynder. Hvem har nogen sinde oplevet, hvad I nu ser med egne øjne? Fødes en nation på en enkelt dag? Fødes et folk på et øjeblik? Men sådan føder Jerusalem. Pludselig får hun veer og føder straks sine børn. Skulle jeg tillade svangerskab og så hindre fødslen? Skulle jeg afbryde en fødsel, jeg selv har sat i gang?” siger Herren.

10 Glæd jer med Jerusalem. Vær glade på hendes vegne, alle I, som elsker hende, og som før har sørget over hende. 11 Så skal I mættes ved hendes overflod og finde hvile som spædbarnet, der mættes og hviler trygt ved sin mors bryst. 12 „Ja,” siger Herren, „jeg sender en flod af fred over hende tillige med en strøm af rigdom fra fremmede nationer. Hendes børn bæres på hoften, sidder på skødet og får kærtegn. 13 Som en mor trøster sit barn, sådan trøster jeg jer. I vil finde trøst i Jerusalem.”

Lukas 12:22-31

Om at stole på Gud(A)

22 Jesus fortsatte, nu henvendt til sine disciple: „Det er grunden til, at jeg siger, at I ikke skal bekymre jer for, om I nu også har mad at spise og tøj at tage på. 23 Livet er jo mere end maden og tøjet. 24 Se på ravnene. De hverken sår eller høster, og de samler ikke forråd, men alligevel giver Gud dem, hvad de har brug for. Er I ikke meget mere værd end fuglene? 25 Hvad hjælper det at bekymre sig? Kan I derved lægge bare én dag til jeres liv? 26 Hvis altså uro og ængstelse ikke kan ændre noget, hvorfor så i det hele taget gøre sig bekymringer?

27 Se på liljerne, hvordan de vokser uden at gøre sig anstrengelser. De hverken spinder eller væver. Men det siger jeg jer: Ikke engang Salomon i al sin kongepragt var klædt så smukt som dem. 28 Når Gud nu sørger for blomsterne, der folder sig ud i dag og visner i morgen, skulle han så ikke sørge for jer? Hvor er jeres tro dog lille! 29-30 I skal ikke være så optaget af, hvad I skal spise og drikke. Det går folk ude i verden højt op i, men I skal ikke bekymre jer om sådan noget, for jeres Far i Himlen ved, at I har brug for det. 31 Nej, søg først Guds rige, så skal I få alt det andet i tilgift.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.