Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Complementary)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with thematically matched Old and New Testament readings.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 144

Guds folks sejr og fremgang

144 Af David.

Lovet være du, Herre,
    du er min urokkelige Klippe.
Du træner mine hænder til kamp,
    du styrker mine fingre til krig.
Du er min trofaste beskytter,
    mit skjold, min tilflugt og befrier.
Jeg søger ly og hjælp hos dig,
    for du giver mig sejr over de fremmede folkeslag.

Hvad er et menneske, at du tænker på det,
    et menneskebarn, at du tager dig af det.
Et menneskes liv er flygtigt som et åndepust,
    som en skygge passerer livet forbi.
Skub himlens forhæng til side og stig ned,
    sæt din fod på bjergene, så de hylles i røg.
Send dine lyn, Herre, spred fjenderne,
    jag dem på flugt med dine pile.
Ræk hånden ned til mig fra himlen,
    træk mig op af det frådende dyb.
Red mig fra dette hav af fjender,
    befri mig fra de fremmedes magt.
De er fulde af løgn,
    og de sværger gerne falsk.

Jeg vil synge en ny sang til dig, Gud,
    spille for dig på en ti-strenget harpe.
10 For du gav dine konger sejr,
    du hjalp din tjener David.
11 Red mig fra det dødbringende sværd,
    fra fremmede folkeslags herredømme.
De er jo fulde af løgn
    og sværger gerne falsk.

12 Gid vore sønner må vokse sig stærke
    og stå ranke som store træer.
Gid vore døtre må vokse sig smukke
    som de kunstfærdige søjler i paladset.
13 Gid vore lader må blive fulde af al slags afgrøde
    og vore får formere sig i tusindvis,
        så de står tæt på alle vore marker.
14 Gid vore køer må få masser af kalve.
Jeg beder om, at byens porte ikke bliver brudt ned,
    at ingen af os bliver taget til fange,
        og at vi bliver skånet for jamren på torvene.
15 Velsignet er det folk, som oplever dette.
    Lykkeligt det folk, der har Herren til Gud.

Esajas 27:1-6

27 Til den tid vil Herren gribe sit skarpe sværd og straffe Livjatan, den lynhurtige slange, der vrider og snor sig, ja, han vil tilintetgøre dragen i havet. Da skal I tænke på Israel som en dejlig vinmark. Jeg, Herren, passer på den, vander den hver eneste dag, vogter den dag og nat, så ingen kan skade den. Min vrede mod Israel er ovre. Bliver den angrebet af tjørn og tidsler, går jeg i krig mod dem og brænder dem op. Jeg skåner kun dem, som overgiver sig og slutter fred med mig. Engang vil Israel slå rod og blomstre og fylde verden med frugt.

2 Korinterne 5:17-21

17 Den, der kommer til tro på Kristus, bliver et nyt menneske. Det gamle liv er forbi, et nyt liv er begyndt. 18 Det er alt sammen en gave fra Gud, der gennem det, Kristus gjorde, har forsonet os med sig selv og givet os forsoningens tjeneste. 19 Sagt med andre ord: Det var Gud, som gennem Kristus tilbød fred, forsoning og fællesskab mellem sig selv og verden ved at tilgive mennesker deres synder. Og han har betroet os at bringe dette budskab om forsoning til alle mennesker. 20 Vi er nu ambassadører for Kristus og taler på hans vegne. Gennem os bønfalder Gud mennesker om at blive forsonet med ham! 21 Kristus var syndfri, men Gud lagde vores synd på ham, så vi derigennem kunne blive frikendt og accepteret af Gud.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.