Revised Common Lectionary (Complementary)
64 Til Sangmesteren. En Salme af David.
2 Hør, o Gud, min røst, når jeg klager, skærm mit Liv mod den rædsomme Fjende; 3 skjul mig for Ugerningsmændenes Råd, for Udådsmændenes travle Hob. 4 der hvæsser Tungen som Sværd, lægger giftige Ord på Buen 5 for i Løn at ramme den skyldfri, ramme ham brat og uset. 6 Ihærdigt lægger de onde Råd, skryder af, at de lægger Snarer siger: "Hvem skulde se os?" 7 De udtænker onde Gerninger, fuldfører en gennemtænkt Tanke - og Menneskets Indre og Hjerte er dybt.
8 Da rammer Gud dem med en Pil af Slaget rammes de brat; 9 han styrter dem for deres Tunges Skyld. Enhver, som ser dem, ryster på Hovedet;
10 alle Mennesker frygter, forkynder, hvad Gud har gjort, og fatter hans Hænders Geming; 11 de retfærdige glædes i Herren og lider på ham, de oprigtige af Hjertet jubler til Hobe!
18 Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde: 2 "Så gør dog en Ende på dine Ord, kom til Fornuft og lad os tale! 3 Hvi skal vi regnes for Kvæg og stå som umælende i dine Øjne? 4 Du, som i Vrede sønderslider din Sjæl, skal for din Skyld Jorden blive øde og Klippen flyttes fra sit Sted?
5 Nej, den gudløses Lys bliver slukt, hans Ildslue giver ej Lys; 6 Lyset i hans Telt går ud, og hans Lampe slukkes for ham; 7 hans kraftige Skridt bliver korte, han falder for eget Råd; 8 thi hans Fod drives ind i Nettet, på Fletværk vandrer han frem, 9 Fælden griber om Hælen, Garnet holder ham fast; 10 Snaren er skjult i Jorden for ham og Saksen på hans Sti; 11 Rædsler skræmmer ham alle Vegne og kyser ham Skridt for Skridt: 12 Ulykken hungrer efter ham, Undergang lurer på hans Fald: 13 Dødens førstefødte æder hans Lemmer, æder hans Legemes Lemmer; 14 han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning; den styrer hans Skridt til Rædslernes Konge; 15 i hans Telt har Undergang hjemme, Svovl strøs ud på hans Bolig; 16 nedentil tørrer hans Rødder, oventil visner hans Grene; 17 hans Minde svinder fra Jord, på Gaden nævnes ikke hans Navn; 18 man støder ham ud fra Lys i Mørket og driver ham bort fra Jorderig; 19 i sit Folk har han ikke Afkom og Æt, i hans Hjem er der ingen tilbage; 20 de i Vester stivner ved hans Skæbnedag, de i Øst bliver slagne af Rædsel. 21 Ja, således går det den lovløses Bolig, dens Hjem, der ej kender Gud!
18 Thi Korsets Ord er vel for dem, som fortabes, en Dårskab, men for dem, som frelses, for os er det en Guds Kraft. 19 Thi der er skrevet: "Jeg vil lægge de vises Visdom øde, og de forstandiges Forstand vil jeg gøre til intet." 20 Hvor er der en viis? hvor er der en skriftklog? hvor er der en Ordkæmper al denne verden? har Gud ikke gjort Verdens Visdom til Dårskab? 21 Thi efterdi Verden ved sin Visdom ikke erkendte Gud i hans Visdom, behagede det Gud ved Prædikenens Dårskab at frelse dem, som tro, 22 eftersom både Jøder kræve Tegn, og Grækere søge Visdom, 23 vi derimod prædike Kristus som korsfæstet, for Jøder en Forargelse og for Hedninger en Dårskab, 24 men for selve de kaldede både Jøder og Grækere, Kristus som Guds Kraft og Guds Visdom. 25 Thi Guds Dårskab er visere end Menneskene, og Guds Svaghed er stærkere end Menneskene.
26 Thi ser, Brødre! på eders Kaldelse, at I ere ikke mange vise efter Kødet, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme; 27 men det, som var Dårskab for Verden udvalgte Gud for at beskæmme de vise, og det, som var svagt for Verden, udvalgte Gud for at beskæmme det stærke; 28 og det for Verden uædle og det ringeagtede, det, som intet var, udvalgte Gud for at gøre det, som var noget, til intet, 29 for at intet Kød skal rose sig for Gud. 30 Men ud af ham ere I i Kristus Jesus, som blev os Visdom fra Gud, både Retfærdighed og Helliggørelse og Forløsning; 31 for at, som der er skrevet: "Den, som roser sig, rose sig af Herren!"