Revised Common Lectionary (Complementary)
126 Da Herren hjemførte Zions fanger, var vi som drømmende; 2 da fyldtes vor Mund med Latter, vor Tunge med Frydesang; da hed det blandt Folkene: "Herren har gjort store Ting imod dem!" 3 Herren har gjort store Ting imod os, og vi blev glade. 4 Vend, o Herre, vort Fangenskab, som Sydlandets Strømme! 5 De; som sår med Gråd, skal høste med Frydesang; 6 de går deres Gang med Gråd, når de udstrør Sæden, med Frydesang kommer de hjem, bærende deres Neg.
21 Da kaldte Moses alle Israels Ældste sammen og sagde til dem: "Gå ud og hent eder Småkvæg til eders Familier og slagt Påskeofferet; 22 og tag eder Ysopkoste, dyp dem i Blodet i Fadet og stryg noget deraf på Overliggeren og de to Dørstolper; og ingen af eder må gå ud af sin Husdør før i Morgen. 23 Thi Herren vil gå omkring og slå Ægypterne, og når han da ser Blodet på Overliggeren og de to Dørstolper, vil han gå Døren forbi og ikke give Ødelæggeren Adgang til eders Huse for at slå eder. 24 Dette skal I varetage som en Anordning, der gælder for dig og dine Børn til evig Tid. 25 Og når I kommer til det Land, Herren vil give eder, således som han har forjættet, så skal I overholde denne Skik. 26 Når da eders Børn spørger eder: Hvad betyder den Skik, I der har? 27 så skal I svare: Det er Påskeoffer for Herren, fordi han gik Israeliternes Huse forbi i Ægypten, dengang han slog Ægypterne, men lod vore Huse urørte!" Da bøjede Folket sig og tilbad.
45 Mange af de Jøder, som vare komne til Maria og havde set, hvad han havde gjort, troede nu på ham; 46 men nogle af dem gik hen til Farisæerne og sagde dem, hvad Jesus, havde gjort. 47 Ypperstepræsterne og Farisæerne sammenkaldte da et Møde af Rådet og sagde: "Hvad gøre vi? thi dette Menneske gør mange Tegn. 48 Dersom vi lade ham således blive ved, ville alle tro på ham, og Romerne ville komme og tage både vort Land og Folk." 49 Men en af dem, Kajfas, som var Ypperstepræst i det År, sagde til dem: 50 "I vide intet; ej heller betænke I, at det er os gavnligt, at eet Menneske dør for Folket, og at ikke det hele Folk skal gå til Grunde." 51 Men dette sagde han ikke af sig selv; men da han var Ypperstepræst i det År, profeterede han at Jesus skulde dø for Folket; 52 og ikke for Folket alene, men for at han også kunde samle Guds adspredte Børn sammen til eet. 53 Fra den Dag af rådsloge de derfor om at ihjelslå ham.
54 Derfor vandrede Jesus ikke mere frit om iblandt jøderne, men gik bort derfra ud på Landet, nær ved Ørkenen, til en By, som kaldes Efraim; og han blev der med sine Disciple. 55 Men Jødernes Påske var nær; og mange fra Landet gik op til Jerusalem før Påsken for at rense sig. 56 Da ledte de efter Jesus og sagde mellem hverandre, da de stode i Helligdommen: "Hvad mene I? Mon han ikke kommer til Højtiden?" 57 Men Ypperstepræsterne og Farisæerne havde givet Befaling om at dersom nogen vidste, hvor han var, skulde han give det til Kende for at de kunde gribe ham.