Revised Common Lectionary (Complementary)

26 Skaf mig ret o Herre, thi jeg vandrer i Uskyld, stoler på Herren uden at vakle. ² Ransag mig, Herre, og prøv mig, gransk mine Nyrer og mit Hjerte; ³ thi din Miskundhed står mig for Øje, jeg vandrer i din Sandhed. ⁴ Jeg tager ej Sæde blandt Løgnere, blandt falske kommer jeg ikke. ⁵ Jeg hader de ondes Forsamling, hos gudløse sidder jeg ej. ⁶ Jeg tvætter mine Hænder i Renhed, at jeg kan vandre omkring dit Alter, Herre, ⁷ for at istemme Takkesang, fortælle om alle dine Undere. ⁸ Herre, jeg elsker dit Hus, det Sted, hvor din Herlighed bor.

⁹ Bortriv ikke min Sjæl med Syndere, mit Liv med blodstænkte Mænd, ¹⁰ i hvis Hænder er Skændselsdåd, hvis højre er fuld af Bestikkelse. ¹¹ Jeg har jo vandret i Uskyld, forløs mig og vær mig nådig! ¹² Min Fod står på den jævne Grund, i Forsamlinger vil jeg love Herren.

¹ Obadias's Syn. Så siger den Herre Herren til Edom: Fra Herren har jeg hørt en Tidende: Et Bud er sendt ud blandt Folkene: Rejs jer til Kamp imod det! ² Se, ringe har jeg gjort dig blandt Folkene, såre foragtet er du. ³ Dit Hjertes Hovmod bedrog dig, du, som bor i Klippekløft, som troner i det høje og siger i Hjertet: "Hvo kan styrte mig til Jorden?" ⁴ Bygger du end højt som Ørnen, er end din Rede blandt Stjerner, jeg styrter dig ned derfra, så lyder det fra Herren. ⁵ Du skulde vel ikke have Tyve til Gæster, natlige Voldsmænd? Hvor er du lagt øde; de stjæler jo alt, hvad de lyster! Du skulde vel ikke have Høstmænd i Vingården? Efterslæt levner de ikke! ⁶ Hvor blev dog Esau ransaget, hans Skatte opsporet! ⁷ Alle dine Forbundsfæller jog dig lige til Grænsen, dine gode Venner sveg dig, tog Magten fra dig; for at skræmme dig lagde de Fælder under din Fod. ⁸ Visselig vil jeg på hin Dag, lyder det fra Herren, udrydde de vise af Edom og Klogskab af Esaus Bjerge. ⁹ Da skal dine Helte lammes at Rædsel, o Teman, og hver en Mand ryddes ud at Esaus Bjerge.

⁹ Derefter så jeg, og se en stor Skare, som ingen kunde tælle, af alle Folkeslag og Stammer og Folk og Tungemål, som stod for Tronen og for Lammet, iførte lange, hvide Klæder og med Palmegrene i deres Hænder; ¹⁰ og de råbte med høj Røst og sagde: Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på Tronen, og Lammet! ¹¹ Og alle Englene stode rundt om Tronen og om de Ældste og om de fire Væsener og faldt ned for Tronen på deres Ansigt og tilbade Gud og sagde: ¹² Amen! Velsignelsen og Prisen og Visdommen og Taksigelsen og Æren og Kraften og Styrken tilhører vor Gud i Evighedernes Evigheder! Amen. ¹³ Og en af de Ældste tog til Orde og sagde til mig: Disse, som ere iførte de lange, hvide Klæder, hvem ere de? og hvorfra ere de komne? ¹⁴ Og jeg sagde til ham: Min Herre! du ved det. Og han sagde til mig: Det er dem, som komme ud af den store Trængsel, og de have tvættet deres Klæder og gjort dem hvide i Lammets Blod. ¹⁵ Derfor ere de foran Guds Trone og tjene ham Dag og Nat i hans Tempel; og han, som sidder på Tronen, skal opslå sit Telt over dem. ¹⁶ De skulle ikke hungre mere, ej heller tørste mere, ej heller skal Solen eller nogen Hede falde på dem. ¹⁷ Thi Lammet, som er midt for Tronen, skal vogte dem og lede dem til Livets Vandkilder; og Gud skal aftørre hver Tåre af deres Øjne.