Revised Common Lectionary (Complementary)

107 Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig! ² Så skal Herrens genløste sige, de, han løste af Fjendens Hånd ³ og samlede ind fra Landene, fra Øst og Vest, fra Nord og fra Havet.

⁴ I den øde Ørk for de vild, fandt ikke Vej til beboet By, ⁵ de led både Sult og Tørst, deres Sjæl var ved at vansmægte; ⁶ men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem at deres Trængsler ⁷ og førte dem ad rette Vej, så de kom til beboet By. ⁸ Lad dem takke Herren for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn. ⁹ Thi han mættede den vansmægtende Sjæl og fyldte den sultne med godt.

¹⁰ De sad i Mulm og Mørke, bundne i pine og Jern, ¹¹ fordi de havde stået Guds Ord imod og ringeagtet den Højestes Råd. ¹² Deres Hjerte var knuget af Kummer, de faldt, der var ingen, som hjalp; ¹³ men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler, ¹⁴ førte dem ud af Mørket og Mulmet og sønderrev deres Bånd. ¹⁵ Lad dem takke Herren for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn. ¹⁶ Thi han sprængte Døre af Kobber og sønderslog Slåer af Jern.

20 Derpå nåede Israelitterne, hele Menigheden, til Zins Ørken i den første Måned, og Folket slog sig ned i Kadesj. Der døde Mirjam, og der blev hun jordet. ² Men der var ikke Vand til Menigheden; derfor samlede de sig mod Moses og Aron, ³ og Folket kivedes med Moses og sagde: "Gid vi var omkommet, dengang vore Brødre omkom for Herrens Åsyn! ⁴ Hvorfor førte I Herrens Forsamling ind i denne Ørken, når vi skal dø her, både vi og vort Kvæg? ⁵ Og hvorfor førte I os ud af Ægypten, når I vilde have os hen til dette skrækkelige Sted, hvor der hverken er Korn eller Figener, Vintræer eller Granatæbler, ej heller Vand at drikke?" ⁶ Men Moses og Aron begav sig fra Forsamlingen hen til Åbenbaringsteltets indgang og faldt på deres Ansigt. Da viste Herrens Herlighed sig for dem, ⁷ og Herren talede til Moses og sagde: ⁸ "Tag Staven og kald så tillige med din Broder Aron Menigheden sammen og tal til Klippen i deres Påsyn, så giver den Vand; lad Vand strømme frem af Klippen til dem og skaf Menigheden og dens Kvæg noget at drikke!" ⁹ Da tog Moses Staven fra dens Plads foran Herrens Åsyn, som han havde pålagt ham; ¹⁰ og Moses og Aron kaldte Forsamlingen sammen foran Klippen, og han sagde til dem: "Hør nu, I genstridige! Mon vi formår at få Vand til at strømme frem til eder af denne Klippe?" ¹¹ Og Moses løftede sin Hånd og slog to Gange på Klippen med sin Stav, og der strømmede Vand frem i Mængde, så at Menigheden og dens Kvæg kunde drikke. ¹² Men Herren sagde til Moses og Aron: "Fordi I ikke troede på mig og helligede mig for Israelitternes Øjne, skal I ikke komme til at føre denne Forsamling ind i det Land, jeg vil give dem!" ¹³ Dette er Meribas Vand, hvor Israelitterne kivedes med Herren, og hvor han åbenbarede sin Hellighed på dem.

⁶ Men disse Ting skete som Forbilleder for os, for at vi ikke skulle begære, hvad ondt er, således som hine begærede. ⁷ Bliver ej heller Afgudsdyrkere som nogle af dem, ligesom der er skrevet: "Folket satte sig ned at spise og drikke, og de stode op at lege." ⁸ Lader os ej heller bedrive Utugt, som nogle af dem bedreve Utugt, og der faldt på een Dag tre og tyve Tusinde. ⁹ Lader os ej heller friste Herren, som nogle af dem fristede ham og bleve ødelagte af Slanger. ¹⁰ Knurrer ej heller, som nogle af dem knurrede og bleve ødelagte af Ødelæggeren. ¹¹ Men dette skete dem forbilledligt, men det blev skrevet til Advarsel for os, til hvem Tidernes Ende er kommen. ¹² Derfor den, som tykkes at stå, se til, at han ikke falder! ¹³ Der er ikke kommet andre end menneskelige Fristelser over eder, og trofast er Gud, som ikke vil tillade, at I fristes over Evne, men som sammen med Fristelsen vil skabe også Udgangen af den, for at I må kunne udholde den.