Revised Common Lectionary (Complementary)
7 Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg! 8 Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje; 9 jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde; 10 thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene på de tusinde Bjerge; 11 jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede på Markens Vrimmel. 12 Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde! 13 Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod? 14 Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter. 15 Og kald på mig på Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig,
40 Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til Herren, 41 løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen; 42 vi syndede og stod imod, du tilgav ikke, 43 men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel, 44 hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem; 45 til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene. 46 De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender. 47 Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde; 48 Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen. 49 Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro, 50 før Herren skuer ned fra Himlen, før han ser til. 51 Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
52 Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst, 53 de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig; 54 Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!" 55 Dit Navn påkaldte jeg, Herre, fra Grubens Dyb; 56 du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!" 57 Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!" 58 Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;
28 Og da vi nu vare reddede, så fik vi at vide, at Øen hed Malta. 2 Og Barbarerne viste os en usædvanlig Menneskekærlighed; thi de tændte et Bål og toge sig af os alle for den frembrydende Regns og Kuldens Skyld. 3 Men da Paulus samlede en Bunke Ris og lagde på Bålet, krøb der en Øgle ud på Grund af Varmen og hængte sig fast ved hans Hånd. 4 Da nu Barbarerne så Dyret hænge ved hans Hånd, sagde de til hverandre: "Sikkert er denne Mand en Morder, hvem Gengældelsen ikke har tilstedt at leve, skønt han er reddet fra Havet." 5 Men han rystede Dyret af i Ilden, og der skete ham intet ondt. 6 Men de ventede, at han skulde hovne op eller pludseligt falde død om. Men da de havde ventet længe og så, at der ikke skete ham noget usædvanligt, kom de på andre Tanker og sagde, at han var en Gud. 7 Men i Omegnen af dette Sted havde Øens fornemste Mand, ved Navn Publius, nogle Landejendomme. Han tog imod os og lånte os venligt Herberge i tre Dage. 8 Men det traf sig, at Publius's Fader lå syg af Feber og Blodgang. Til ham gik Paulus ind og bad og lagde Hænderne på ham og helbredte ham. 9 Da dette var sket, kom også de andre på Øen, som havde Sygdomme, til ham og bleve helbredte. 10 De viste os også megen Ære, og da vi sejlede bort, bragte de om Bord i Skibet, hvad vi trængte til.