Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Complementary)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with thematically matched Old and New Testament readings.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 5

Beskyttet under Herrens nåde

Til korlederen: Brug fløjterne. En sang af David.

Herre, hør min bøn,
    lyt til mine dybe suk.
Min Konge og min Gud, hør mit råb om hjælp,
    for til dig vil jeg klage min nød.
Om morgenen løfter jeg min røst til dig,
    jeg lægger min sag frem for dig og venter.

Gud, du hader grusomheder
    og kan ikke acceptere ondskab.
Oprørere får ikke adgang til dig,
    for du hader de onde.
Du tilintetgør dem, der lyver,
    du afskyr vold og bedrageri.

Men jeg kan gå ind i dit tempel
    på grund af din trofaste nåde
        og tilbede dig i ærefrygt.
Herre, led mig ad den rette vej,
    så mine fjender ikke fælder mig.
Vis mig den vej, jeg skal gå,
    og fortæl mig, hvad jeg skal gøre.
10 Mine fjender lyver konstant,
    de er kun ude på at gøre fortræd.
Deres strube stinker som en åben grav,
    deres tunge er belagt med smiger.
11 Drag dem til ansvar, oh, Gud,
    fang dem i deres egne fælder.
Straf dem for deres trodsighed,
    for det er dig, de gør oprør imod.
12 Men lad alle, som stoler på dig, juble.
    Lad dem råbe af fryd til hver en tid.
Du beskytter dem, der følger dig trofast,
    så de altid er fyldt med glæde.
13 Du velsigner jo de gudfrygtige, Herre,
    dækker dem med din nådes skjold.

Jonas 4

Gud giver Jonas en lektion i nåde

Men Jonas blev rasende. „Tænkte jeg det ikke nok!” klagede han til Herren. „Jeg vidste det allerede, inden jeg tog hjemmefra! Det var derfor, jeg hellere ville flygte til Tarshish! Jeg ved jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud. Der skal meget til, før du bliver vred, og du er så fuld af kærlighed, at du tilgiver folk, bare de beder om det! Lad mig dø, Herre. Jeg vil hellere dø end leve, når det skal være på den måde!” Men Herren svarede: „Jonas, har du grund til at være så vred?”

Jonas var gået ud øst for byen og havde lavet sig en lille hytte af grene. Så havde han sat sig i skyggen for at se på, når byen blev ødelagt.

Herren lod nu en plante skyde op og give skygge over hans hoved. Jonas var da også vældig glad for planten.

Men Gud lod derefter en orm bide hul i plantens stængel, så den allerede næste morgen var visnet. Da solen stod op, sendte Gud en brændende østenvind. Solens stråler stak Jonas, så han blev dårlig og kun ønskede at dø.

„Jonas, har du grund til at være vred over det med planten?” spurgte Gud.

„Jeg er så vred, at jeg foretrækker at dø!” svarede Jonas.

10 „Du har medlidenhed med en plante, som du ikke engang selv har plantet,” sagde Herren. „Den voksede op den ene nat og forsvandt den næste. 11 Hvor meget mere skulle jeg da ikke have medlidenhed med Nineve, hvor der bor mere end 120.000 uskyldige børn, som endnu ikke kender forskel på højre og venstre.[a] Og hvad med alle de uskyldige husdyr?”

Apostelenes gerninger 8:26-40

Filip og den etiopiske hofembedsmand

26 Imidlertid kom der en engel til Filip og sagde: „Tag ned til den vej, der går sydpå fra Jerusalem gennem de øde områder til Gaza.” 27 Det gjorde han så. Hen ad den samme vej kom en etiopisk hofembedsmand kørende. Det var dronning Kandakes skatmester. Han havde været i Jerusalem for at tilbede i templet, 28 og han sad nu på hjemvejen i sin vogn og læste højt for sig selv af profeten Esajas’ bog. 29 Helligånden sagde til Filip: „Gå hen til den vogn.” 30 Filip løb så frem til vognen, og han kunne nu høre etiopieren læse op af Esajas’ bog. „Forstår du betydningen af det, du læser?” spurgte han.

31 „Nej,” svarede etiopieren, „hvordan skulle jeg kunne forstå det, når der ikke er nogen til at forklare mig det?” Han bad derefter Filip om at komme op i vognen og sætte sig ved siden af ham. 32 Det afsnit af Skriften, som han var i færd med at læse, var:

„Tavs gik han i døden,
    som et får, der føres til slagtning,
        som et lam, der lader sig klippe uden at klynke.
33 I ydmygelsen blev hans rettigheder taget fra ham.
Efterkommere har han ingen af,
    for hans liv på jorden endte brat.”[a]

34 Hofembedsmanden spurgte nu Filip: „Sig mig, taler profeten om sig selv her eller om en anden?”

35 Så begyndte Filip at fortælle om Jesus, idet han tog udgangspunkt i det oplæste skriftafsnit. 36 Da de havde kørt en tid, kom de til et sted, hvor der var vand, og hofembedsmanden udbrød: „Se, her er der vand! Er der noget i vejen for, at jeg kan blive døbt?”[b]

38 Så standsede han vognen, og både Filip og hofembedsmanden gik ud i vandet, hvor Filip døbte ham. 39 Så snart de var kommet op af vandet, tog Herrens Ånd Filip bort.[c] Hofembedsmanden så ham ikke mere, men rejste glad hjem.

40 Filip dukkede senere op i Ashdod, og han forkyndte budskabet om Jesus både der og i de byer, han kom igennem på vej til Cæsarea.[d]

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.