Revised Common Lectionary (Complementary)
118 Halleluja! Tak Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig. 2 Israel sige: "Thi hans miskundhed varer evindelig!"
19 Oplad mig Retfærdigheds Porte, ad dem går jeg ind og lovsynger Herren! 20 Her er Herrens Port, ad den går retfærdige ind. 21 Jeg vil takke dig, thi du bønhørte mig, og du blev mig til Frelse. 22 Den Sten; Bygmestrene forkastede, er blevet Hovedhjørnesten. 23 Fra Herren er dette kommet, det er underfuldt for vore Øjne. 24 Denne er Dagen, som Herren har gjort, lad os juble og glæde os på den! 25 Ak, Herre, frels dog, ak, Herre; lad det dog lykkes! 26 Velsignet den, der kommer, i Herrens Navn; vi velsigner eder fra Herrens Hus! 27 Herren er Gud, og han lod det lysne for os. Festtoget med Grenene slynge sig frem, til Alterets Horn er nået! 28 Du er min Gud, jeg vil takke dig, min Gud, jeg vil ophøje dig! 29 Tak Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig!
28 Og da han havde sagt dette, gik han foran og drog op til Jerusalem. 29 Og det skete, da han nærmede sig til Bethfage og Bethania ved det Bjerg, som kaldes Oliebjerget, udsendte han to af sine Disciple og sagde: 30 "Går hen til den Landsby, som ligger lige for eder. Når I komme derind, skulle I finde et Føl bundet, på hvilket der endnu aldrig har siddet noget Menneske; og løser det, og fører det hid! 31 Og dersom nogen spørger eder: Hvorfor løse I det? da skulle I sige således: Herren har Brug for det." 32 Men de udsendte gik hen og fandt det, ligesom han havde sagt dem. 33 Men da de løste Føllet, sagde dets Herrer til dem: "Hvorfor løse I Føllet?" 34 Og de sagde: "Herren har Brug for det." 35 Og de førte det til Jesus, og de lagde deres Klæder på Føllet og lod Jesus sætte sig derpå. 36 Og da han drog frem, bredte de deres Klæder under ham på Vejen. 37 Men da han nu nærmede sig til Nedgangen fra Oliebjerget, begyndte hele Disciplenes Mængde med Glæde at prise Gud med høj Røst for alle de kraftige Gerninger, som de havde set, og de sagde: 38 "Velsignet være Kongen, som kommer, i Herrens Navn! Fred i Himmelen, og Ære i det højeste!" 39 Og nogle af Farisæerne i Skaren sagde til ham: "Mester! irettesæt dine Disciple!" 40 Og han svarede og sagde til dem: "Jeg siger eder, at hvis disse tie, skulle Stenene råbe."
4 Den Herre Herren gav mig Lærlinges Tunge, at jeg skulde vide at styrke de trætte med Ord; han vækker hver Morgen mit Øre, han vækker det til at høre, som Lærlinge hører. 5 Den Herre Herren åbnede mit Øre, og jeg stred ikke imod, jeg unddrog mig ikke; 6 min Ryg bød jeg frem til Hug, mit Skæg til at rives, mit Ansigt skjulte jeg ikke for Hån og Spyt. 7 Mig hjælper den Herre Herren, så jeg ikke beskæmmes; jeg gør derfor mit Ansigt som Sten og ved, jeg bliver ikke til Skamme. 8 Min Retfærdiggører er nær; lad os mødes, om nogen vil Strid; om nogen vil trætte med mig, så træde han hid! 9 Se, den Herre Herren hjælper mig, hvo vil fordømme mig? Se, alle slides op som en Klædning, Møl fortærer dem.
9 Du gav mig ikke i Fjendens Hånd, men skaffede Rum for min Fod.
10 Vær mig nådig, Herre, thi jeg er angst, af Kummer hentæres mit Øje, min Sjæl og mit Indre. 11 Thi mit Liv svinder hen i Sorg, mine År i Suk, min Kraft er brudt for min Brødes Skyld, mine Ben hentæres. 12 For alle mine Fjenders Skyld er jeg blevet til Spot, mine Naboers Gru, mine Keodinges Rædsel; de, der ser mig på Gaden, flygter for mig. 13 Som en død er jeg gået dem at Minde, jeg er som et ødelagt Kar. 14 Thi mange hører jeg hviske, trindt om er Rædsel, når de holder Råd imod mig, pønser på at tage mit Liv.
15 Men, Herre, jeg stoler på dig; jeg siger: Du er min Gud, 16 mine Tider er i din Hånd. Red mig fra Fjenders Hånd, fra dem, der forfølger mig,
5 Det samme Sindelag være i eder, som også var i Kristus Jesus, 6 han, som, da han var i Guds Skikkelse ikke holdt det for et Rov at være Gud lig, 7 men forringede sig selv, idet han tog en Tjeners Skikkelse på og blev Mennesker lig; 8 og da han i Fremtræden fandtes som et Menneske, fornedrede han sig selv, så han blev lydig indtil Døden, ja, Korsdøden. 9 Derfor har også Gud højt ophøjet ham og skænket ham det Navn, som er over alle Navne, 10 for at i Jesu Navn hvert Knæ skal bøje sig, deres i Himmelen og på Jorden og under Jorden, 11 og hver Tunge skal bekende, at Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders Ære.
14 Og da Timen kom, satte han sig til Bords, og Apostlene med ham. 15 Og han sagde til dem: "Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette Påskelam med eder, førend jeg lider. 16 Thi jeg siger eder, at jeg skal ingen Sinde mere spise det, førend det bliver fuldkommet i Guds Rige." 17 Og han tog en Kalk, takkede og sagde: "Tager dette, og deler det imellem eder! 18 Thi jeg siger eder, at fra nu af skal jeg ikke drikke af Vintræets Frugt, førend Guds Rige kommer." 19 Og han tog Brød, takkede og brød det og gav dem det og sagde: "Dette er mit Legeme, det, som gives for eder; gører dette til min Ihukommelse!" 20 Ligeså tog han også Kalken efter Aftensmåltidet og sagde: "Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod, det, som udgydes for eder. 21 Men se, hans Hånd, som forråder mig, er her på Bordet hos mig. 22 Thi Menneskesønnen går bort, som det er beskikket; dog ve det Menneske, ved hvem han bliver forrådt!" 23 Og de begyndte at spørge hverandre indbyrdes om, hvem af dem det dog kunde være, som skulde gøre dette.
24 Men der opstod også en Trætte iblandt dem om, hvem at dem der måtte synes at være den største. 25 Men han sagde til dem: "Folkenes Konger herske over dem, og de, som bruge Myndighed over dem, kaldes deres Velgørere. 26 I derimod ikke således; men den ældste iblandt eder blive som den yngste, og Føreren som den, der tjener. 27 Thi hvem er størst: den, som sidder til Bords? eller den, som tjener? Mon ikke den, som sidder til Bords? Men jeg er iblandt eder som den, der tjener. 28 Men I ere de, som have holdt ud med mig i mine Fristelser. 29 Og ligesom min Fader har tildelt mig Kongedømme, tildeler jeg eder 30 at skulle spise og drikke ved mit Bord i mit Rige og sidde på Troner og dømme Israels tolv Stammer." 31 Men Herren sagde: "Simon, Simon! se, Satan begærede eder for at sigte eder som Hvede. 32 Men jeg bad for dig, at din Tro ikke skal svigte; og når du engang omvender dig, da styrk dine Brødre!" 33 Men han sagde til ham: "Herre! jeg er rede til at gå med dig både i Fængsel og i Døden." 34 Men han sagde: "Peter! jeg siger dig: Hanen skal ikke gale i Dag, førend du tre Gange har nægtet, at du kender mig."
35 Og han sagde til dem: "Da jeg udsendte eder uden Pung og Taske og Sko, manglede I da noget?" Og de sagde: "Intet." 36 Men han sagde til dem: "Men nu, den, som har en Pung, tage den med, ligeså også en Taske; og den, som ikke har noget Sværd, sælge sin Kappe og købe et! 37 Thi jeg siger eder: Det, som er skrevet, bør opfyldes på mig, dette: "Og han blev regnet iblandt Overtrædere;" thi også med mig har det en Ende." 38 Men de sagde: "Herre! se, her er to Sværd." Men han sagde til dem: "Det er nok."
39 Og han gik ud og gik efter sin Sædvane til Oliebjerget; men også Disciplene fulgte ham. 40 Men da han kom til Stedet, sagde han til dem: "Beder om ikke at falde i Fristelse." 41 Og han rev sig løs fra dem, så meget som et Stenkast, og faldt på Knæ, bad og sagde: 42 "Fader, vilde du dog tage denne Kalk fra mig! dog ske ikke min Villie, men din!" 43 Men en Engel fra Himmelen viste sig for ham og styrkede ham. 44 Og da han var i Dødsangst, bad han heftigere; men hans Sved blev som Blodsdråber, der faldt ned på Jorden. 45 Og da han stod op fra Bønnen og kom til Disciplene, fandt han dem sovende af Bedrøvelse. 46 Og han sagde til dem: "Hvorfor sove I? Står op og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse."
47 Medens han endnu talte, se, da kom der en Skare; og han, som hed Judas, en af de tolv, gik foran dem og nærmede sig til Jesus for at kysse ham. 48 Men Jesus sagde til ham: "Judas! forråder du Menneskesønnen med et Kys?" 49 Men da de,som vare omkring ham, så, hvad der vilde ske, sagde de: "Herre! skulle vi slå til med Sværd?" 50 Og en af dem slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans højre Øre. 51 Men Jesus tog til Orde og sagde: "Lad dem gøre også dette!" Og han rørte ved hans Øre og lægte ham. 52 Men Jesus sagde til Ypperstepræsterne og Høvedsmændene for Helligdommen og de ældste, som vare komne til ham: "I ere gåede ud som imod en Røver med Sværd og Knipler. 53 Da jeg var daglig hos eder i Helligdommen, udrakte I ikke Hænderne imod mig; men dette er eders Time og Mørkets Magt."
54 Og de grebe ham og førte ham bort og bragte ham ind i Ypperstepræstens Hus; men Peter fulgte efter i Frastand. 55 Og de tændte en Ild midt i Gården og satte sig sammen, og Peter sad midt iblandt dem. 56 Men en Pige så ham sidde i Lysskæret og stirrede på ham og sagde: "Også denne var med ham." 57 Men han fornægtede ham og sagde: "Jeg kender ham ikke. Kvinde!" 58 Og lidt derefter så en anden ham og sagde: "Også du er en af dem." Men Peter sagde: "Menneske! det er jeg ikke." 59 Og omtrent en Time derefter forsikrede en anden det og sagde: "I Sandhed, også denne var med ham; han er jo også en Galilæer." 60 Men Peter sagde: "Menneske! jeg forstår ikke, hvad du siger." Og straks, medens han endnu talte. galede Hanen. 61 Og Herren vendte sig og så på Peter; og Peter kom Herrens Ord i Hu, hvorledes han havde sagt til ham: "Førend Hanen galer i Dag, skal du fornægte mig tre Gange." 62 Og han gik udenfor og græd bitterligt.
63 Og de Mænd, som holdt Jesus, spottede ham og sloge ham; 64 og de kastede et Klæde over ham og spurgte ham og sagde: "Profeter! hvem var det, som slog dig?" 65 Og mange andre Ting sagde de spottende til ham. 66 Og da det blev Dag, samlede Folkets Ældste sig og Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de førte ham hen for deres Råd 67 og sagde: "Er du Kristus, da sig os det!" Men han sagde til dem: "Siger jeg eder det, tro I det ikke. 68 Og om jeg spørger, svare I mig ikke, ej heller løslade I mig. 69 Men fra nu af skal Menneskesønnen sidde ved Guds Krafts højre Hånd." 70 Men de sagde alle: "Er du da Guds Søn?" Og han sagde til dem: "I sige det; jeg er det." 71 Men de sagde: "Hvad have vi længere Vidnesbyrd nødig? vi have jo selv hørt det af hans Mund!"
23 Og hele Mængden stod op og førte ham for Pilatus. 2 Og de begyndte at anklage ham og sagde: "Vi have fundet, at denne vildleder vort Folk og forbyder at give Kejseren Skat og siger om sig selv at han er Kristus, en Konge." 3 Men Pilatus spurgte ham og sagde: "Er du Jødernes Konge?" Og han svarede og sagde til ham: "Du siger det." 4 Men Pilatus sagde til Ypperstepræsterne og til Skarerne: "Jeg finder ingen Skyld hos dette Menneske." 5 Men de bleve ivrigere og sagde: "Han oprører Folket, idet han lærer over hele Judæa fra Galilæa af, hvor han begyndte, og lige hertil." 6 Men da Pilatus hørte om Galilæa, spurgte han, om Manden var en Galilæer. 7 Og da han fik at vide, at han var fra Herodes's Område, sendte han ham til Herodes, som også selv var i Jerusalem i disse Dage. 8 Men da Herodes så Jesus, blev han meget glad; thi han havde i lang Tid gerne villet se ham, fordi han hørte om ham, og han håbede at se et Tegn blive gjort af ham. 9 Og han gjorde ham mange Spørgsmål; men han svarede ham intet. 10 Men Ypperstepræsterne og de skriftkloge stode og anklagede ham heftigt. 11 Men da Herodes med sine Krigsfolk havde hånet og spottet ham, kastede han et prægtigt Klædebon om ham og sendte ham til Pilatus igen. 12 På den Dag bleve Herodes og Pilatus Venner med hinanden; thi de vare før i Fjendskab med hinanden. 13 Men Pilatus sammenkaldte Ypperstepræsterne og Rådsherrerne og Folket 14 og sagde til dem: "I have ført dette Menneske til mig som en, der forfører Folket til Frafald; og se. jeg har forhørt ham i eders Påhør og har ingen Skyld fundet hos dette Menneske i det, som I anklage ham for, 15 og Herodes ikke heller, thi han sendte ham tilbage fil os; og se, han har intet gjort som han er skyldig at dø for. 16 Derfor vil jeg revse ham og lade ham løs." 17 (Men han var nødt til at løslade dem een på Højtiden.) 18 Men de råbte alle sammen og sagde: "Bort med ham, men løslad os Barabbas!" 19 Denne var kastet i Fængsel for et Oprør, som var sket i Staden, og for Mord. 20 Og atter talte Pilatus til dem, da han gerne vilde løslade Jesus. 21 Men de råbte til ham og sagde: "Korsfæst, korsfæst ham! 22 Men han sagde tredje Gang til dem: "Hvad ondt har da denne gjort Jeg har ingen Dødsskyld fundet hos ham; derfor vil jeg revse ham og lade ham løs." 23 Men de trængte på med stærke Råb og forlangte, at han skulde korsfæstes; og deres Råb fik Overhånd. 24 Og Pilatus dømte, at deres Forlangende skulde opfyldes; 25 og han løslod den, de forlangte, som var kastet i Fængsel for Oprør og Mord; men Jesus overgav han til deres Villie.
26 Og da de førte ham bort, toge de fat på en vis Simon fra Kyrene, som kom fra Marken, og lagde Korset på ham, for at han skulde bære det bag efter Jesus. 27 Men der fulgte ham en stor Hob af Folket, og af Kvinder, som jamrede og græd over ham. 28 Men Jesus vendte sig om til dem og sagde: "I Jerusalems Døtre! græder ikke over mig, men græder over eder selv og over eders Børn! 29 Thi se, der kommer Dage, da man skal sige: Salige ere de ufrugtbare og de Liv, som ikke fødte, og de Bryster, som ikke gave Die. 30 Da skulle de begynde at sige til Bjergene: Falder over os! og til Højene: Skjuler os! 31 Thi gør man dette ved det grønne Træ, hvad vil da ske med det tørre?" 32 Men der blev også to andre Misdædere førte ud for at henrettes med ham. 33 Og da de vare komne til det Sted, som kaldes "Hovedskal", korsfæstede de ham der, og Misdæderne, den ene ved hans højre, og den anden ved hans venstre Side. 34 Men Jesus sagde: "Fader! forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre." Men de delte hans Klæder imellem sig ved Lodkastning. 35 Og Folket stod og så til; men også Rådsherrerne spottede ham og sagde: "Andre har han frelst, lad ham frelse sig selv, dersom han er Guds Kristus, den udvalgte." 36 Men også Stridsmændene spottede ham, idet de trådte til, rakte ham Eddike og sagde: 37 "Dersom du er Jødernes Konge, da frels dig selv!" 38 Men der var også sat en Overskrift over ham (skreven på Græsk og Latin og Hebraisk): "Denne er Jødernes Konge." 39 Men en af de ophængte Misdædere spottede ham og sagde: "Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!" 40 Men den anden svarede og irettesatte ham og sagde: "Frygter heller ikke du Gud, da du er under den samme Dom? 41 Og vi ere det med Rette; thi vi få igen, hvad vore Gerninger have forskyldt; men denne gjorde intet uskikkeligt." 42 Og han sagde: "Jesus! kom mig i Hu, når du kommer i dit Rige!" 43 Og han sagde til ham: "Sandelig, siger jeg dig, i Dag skal du være med mig i Paradiset." 44 Og det var nu ved den sjette Time, og der blev Mørke over hele Landet indtil den niende Time, 45 idet Solen formørkedes; og Forhænget i Templet splittedes midt over. 46 Og Jesus råbte med høj Røst og sagde: "Fader! i dine Hænder befaler jeg min Ånd;" og da han havde sagt det, udåndede han. 47 Men da Høvedsmanden så det, som skete, gav han Gud Æren og sagde: "I Sandhed, dette Menneske var retfærdigt." 48 Og alle Skarerne, som vare komne sammen til dette Skue, sloge sig for Brystet, da de så, hvad der skete, og vendte tilbage. 49 Men alle hans Kyndinge stode langt borte, ligeså de Kvinder, som fulgte med ham fra Galilæa, og så dette.
50 Og se, en Mand ved Navn Josef, som var Rådsherre, en god og retfærdig Mand, 51 han havde ikke samtykket i deres Råd og Gerning, han var fra Arimathæa, en jødisk By, og han forventede Guds Rige; 52 han gik til Pilatus og bad om Jesu Legeme. 53 Og han tog det ned og svøbte det i et fint Linklæde, og han lagde ham i en Grav, som var hugget i en Klippe, hvor endnu ingen nogen Sinde var lagt. 54 Og det var Beredelsesdag, og Sabbaten stundede til. 55 Men Kvinderne, som vare komne med ham fra Galilæa, fulgte efter og så Graven, og hvorledes hans Legeme blev lagt. 56 Og de vendte tilbage og beredte vellugtende Urter og Salver; og Sabbaten over holdt de sig stille efter Budet.
23 Og hele Mængden stod op og førte ham for Pilatus. 2 Og de begyndte at anklage ham og sagde: "Vi have fundet, at denne vildleder vort Folk og forbyder at give Kejseren Skat og siger om sig selv at han er Kristus, en Konge." 3 Men Pilatus spurgte ham og sagde: "Er du Jødernes Konge?" Og han svarede og sagde til ham: "Du siger det." 4 Men Pilatus sagde til Ypperstepræsterne og til Skarerne: "Jeg finder ingen Skyld hos dette Menneske." 5 Men de bleve ivrigere og sagde: "Han oprører Folket, idet han lærer over hele Judæa fra Galilæa af, hvor han begyndte, og lige hertil." 6 Men da Pilatus hørte om Galilæa, spurgte han, om Manden var en Galilæer. 7 Og da han fik at vide, at han var fra Herodes's Område, sendte han ham til Herodes, som også selv var i Jerusalem i disse Dage. 8 Men da Herodes så Jesus, blev han meget glad; thi han havde i lang Tid gerne villet se ham, fordi han hørte om ham, og han håbede at se et Tegn blive gjort af ham. 9 Og han gjorde ham mange Spørgsmål; men han svarede ham intet. 10 Men Ypperstepræsterne og de skriftkloge stode og anklagede ham heftigt. 11 Men da Herodes med sine Krigsfolk havde hånet og spottet ham, kastede han et prægtigt Klædebon om ham og sendte ham til Pilatus igen. 12 På den Dag bleve Herodes og Pilatus Venner med hinanden; thi de vare før i Fjendskab med hinanden. 13 Men Pilatus sammenkaldte Ypperstepræsterne og Rådsherrerne og Folket 14 og sagde til dem: "I have ført dette Menneske til mig som en, der forfører Folket til Frafald; og se. jeg har forhørt ham i eders Påhør og har ingen Skyld fundet hos dette Menneske i det, som I anklage ham for, 15 og Herodes ikke heller, thi han sendte ham tilbage fil os; og se, han har intet gjort som han er skyldig at dø for. 16 Derfor vil jeg revse ham og lade ham løs." 17 (Men han var nødt til at løslade dem een på Højtiden.) 18 Men de råbte alle sammen og sagde: "Bort med ham, men løslad os Barabbas!" 19 Denne var kastet i Fængsel for et Oprør, som var sket i Staden, og for Mord. 20 Og atter talte Pilatus til dem, da han gerne vilde løslade Jesus. 21 Men de råbte til ham og sagde: "Korsfæst, korsfæst ham! 22 Men han sagde tredje Gang til dem: "Hvad ondt har da denne gjort Jeg har ingen Dødsskyld fundet hos ham; derfor vil jeg revse ham og lade ham løs." 23 Men de trængte på med stærke Råb og forlangte, at han skulde korsfæstes; og deres Råb fik Overhånd. 24 Og Pilatus dømte, at deres Forlangende skulde opfyldes; 25 og han løslod den, de forlangte, som var kastet i Fængsel for Oprør og Mord; men Jesus overgav han til deres Villie.
26 Og da de førte ham bort, toge de fat på en vis Simon fra Kyrene, som kom fra Marken, og lagde Korset på ham, for at han skulde bære det bag efter Jesus. 27 Men der fulgte ham en stor Hob af Folket, og af Kvinder, som jamrede og græd over ham. 28 Men Jesus vendte sig om til dem og sagde: "I Jerusalems Døtre! græder ikke over mig, men græder over eder selv og over eders Børn! 29 Thi se, der kommer Dage, da man skal sige: Salige ere de ufrugtbare og de Liv, som ikke fødte, og de Bryster, som ikke gave Die. 30 Da skulle de begynde at sige til Bjergene: Falder over os! og til Højene: Skjuler os! 31 Thi gør man dette ved det grønne Træ, hvad vil da ske med det tørre?" 32 Men der blev også to andre Misdædere førte ud for at henrettes med ham. 33 Og da de vare komne til det Sted, som kaldes "Hovedskal", korsfæstede de ham der, og Misdæderne, den ene ved hans højre, og den anden ved hans venstre Side. 34 Men Jesus sagde: "Fader! forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre." Men de delte hans Klæder imellem sig ved Lodkastning. 35 Og Folket stod og så til; men også Rådsherrerne spottede ham og sagde: "Andre har han frelst, lad ham frelse sig selv, dersom han er Guds Kristus, den udvalgte." 36 Men også Stridsmændene spottede ham, idet de trådte til, rakte ham Eddike og sagde: 37 "Dersom du er Jødernes Konge, da frels dig selv!" 38 Men der var også sat en Overskrift over ham (skreven på Græsk og Latin og Hebraisk): "Denne er Jødernes Konge." 39 Men en af de ophængte Misdædere spottede ham og sagde: "Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!" 40 Men den anden svarede og irettesatte ham og sagde: "Frygter heller ikke du Gud, da du er under den samme Dom? 41 Og vi ere det med Rette; thi vi få igen, hvad vore Gerninger have forskyldt; men denne gjorde intet uskikkeligt." 42 Og han sagde: "Jesus! kom mig i Hu, når du kommer i dit Rige!" 43 Og han sagde til ham: "Sandelig, siger jeg dig, i Dag skal du være med mig i Paradiset." 44 Og det var nu ved den sjette Time, og der blev Mørke over hele Landet indtil den niende Time, 45 idet Solen formørkedes; og Forhænget i Templet splittedes midt over. 46 Og Jesus råbte med høj Røst og sagde: "Fader! i dine Hænder befaler jeg min Ånd;" og da han havde sagt det, udåndede han. 47 Men da Høvedsmanden så det, som skete, gav han Gud Æren og sagde: "I Sandhed, dette Menneske var retfærdigt." 48 Og alle Skarerne, som vare komne sammen til dette Skue, sloge sig for Brystet, da de så, hvad der skete, og vendte tilbage. 49 Men alle hans Kyndinge stode langt borte, ligeså de Kvinder, som fulgte med ham fra Galilæa, og så dette.