Revised Common Lectionary (Complementary)

17 Herre, hør en retfærdig Sag, lyt til min Klage lån Øre til Bøn fra svigløse Læber! ² Fra dig skal min Ret udgå, thi hvad ret er, ser dine Øjne. ³ Prøv mit Hjerte, se efter om Natten, ransag mig, du finder ej Svig hos mig. ⁴ Ej synded min Mund, hvad end Mennesker gjorde; ved dine Læbers Ord vogted jeg mig for Voldsmænds Veje; ⁵ mine Skridt har holdt dine Spor, jeg vaklede ej på min Gang.

⁶ Jeg råber til dig, thi du svarer mig, Gud, bøj Øret til mig, hør på mit Ord! ⁷ Vis, dig underfuldt nådig, du Frelser for dem, der tyr til din højre for Fjender! ⁸ Vogt mig som Øjestenen, skjul mig i dine Vingers Skygge ⁹ for gudløse, der øver Vold imod mig, glubske Fjender, som omringer mig; ¹⁰ de har lukket deres Hjerte med Fedt, deres Mund fører Hovmodstale. ¹¹ De omringer os, overalt hvor vi går, de sigter på at slå os til Jorden. ¹² De er som den rovgridske Løve, den unge Løve, der ligger på Lur.

¹³ Rejs dig, Herre, træd ham i Møde, kast ham til Jorden, fri med dit Sværd min Sjæl fra den gudløses Vold, ¹⁴ fra Mændene, Herre, med din Hånd, fra dødelige Mænd - lad dem få deres Del i levende Live! Fyld deres Bug med dit Forråd af Vrede, lad Børnene mættes dermed og efterlade deres Børn, hvad de levner! ¹⁵ Men jeg skal i Retfærd skue dit Åsyn, mættes ved din Skikkelse, når jeg vågner.

21 Satan trådte op mod Israel og æggede David til at holde Mandtal over Israel. ² David sagde da til Joab og Hærførerne: "Drag ud og tæl Israel fra Be'ersjeba til Dan og bring mig Efterretning, for at jeg kan få Tallet på dem at vide!" ³ Men Joab svarede: "Måtte Herren forøge sit Folk hundredfold! Er de ikke, Herre Konge, min Herres Trælle alle sammen? Hvorfor vil min Herre det? Hvorfor skal det blive Israel til Skyld?" ⁴ Men Joab måtte bøje sig for Kongens Ord, og Joab begav sig derfor bort, drog hele Israel rundt og kom tilbage til Jerusalem. ⁵ Joab opgav derpå David Tallet, der var fundet ved Folketællingen, og hele Israel talte 1.100.000 kraftige Mænd, Juda 470.000. ⁶ Men Levi og Benjamin havde han ikke talt med, thi Kongens Ord var Joab en Gru.

⁷ Dette var ondt i Guds Øjne, og han slog Israel. ⁸ Da sagde David til Gud: "Jeg har syndet svarlig i, hvad jeg har gjort. Men tilgiv nu din Tjeners Brøde, thi jeg har handlet som en stor Dåre!" ⁹ Men Herren talede således til Gad, Davids Seer: ¹⁰ "Gå hen og sig således til David: Så siger Herren: Jeg forelægger dig tre Ting; vælg selv, hvilken jeg skal lade times dig!" ¹¹ Gad kom da til David og sagde til ham: "Så siger Herren: Vælg! ¹² Vælger du tre Hungersnødsår, eller vil du i tre Måneder flygte for dine Fjender og dine Avindsmænds Sværd, eller skal der komme tre Dage med Herrens Sværd og Pest i Landet, i hvilke Herrens Engel spreder Ødelæggelse i hele Israels Område? Se nu til, hvad jeg skal svare ham, der har sendt mig!" ¹³ David svarede Gad: "Jeg er i såre stor Vånde - lad mig så falde i Herrens Hånd, thi hans Barmhjertighed er såre stor; i Menneskehånd vil jeg ikke falde!"

¹⁴ Så sendte Herren Pest over Israel, og af Israel døde 70.000 Mennesker. ¹⁵ Og Gud sendte en Engel til Jerusalem for at ødelægge det. Men lige som han skulde til at ødelægge Byen, så Herren til og angrede det onde; og han sagde til Engelen, som var ved at ødelægge: "Nu er det nok, drag din Hånd tilbage!" Herrens Engel stod da ved Jebusiten Ornans Tærskeplads. ¹⁶ Da David løftede sit Blik og så Herrens Engel stå mellem Himmel og Jord med draget Sværd i Hånd, rettet mod Jerusalem, faldt han og de Ældste, der var klædt i Sæk, på deres Ansigt; ¹⁷ og David sagde til Gud: "Var det ikke mig, der sagde, at Folket skulde tælles? Det er mig, der har syndet, og såre ilde har jeg handlet; men Fårene der, hvad har de gjort? Herre min Gud, lad din Hånd dog ramme mig og mit Fædrenehus, men lad Plagen ikke ramme dit Folk!"

2 Mine Børn! dette skriver jeg til eder, for at I ikke skulle synde. Og dersom nogen synder, have vi en Talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige, ² og han er en Forsoning for vore Synder, dog ikke alene for vore, men også for hele Verdens.

³ Og derpå kende vi, at vi have kendt ham, om vi holde hans Bud. ⁴ Den, som siger: "Jeg kender ham," og ikke holder hans Bud. han er en Løgner, og i ham er Sandheden ikke; ⁵ men den, som holder hans Ord, i ham er sandelig Guds Kærlighed fuldkommet. Derpå kende vi, at vi ere i ham. ⁶ Den, som siger, at han bliver i ham, han er også skyldig selv at vandre således, som han vandrede.