Revised Common Lectionary (Complementary)

30 En Salme. En Sang ved Husets Indvielse. Af David.

² Herre, jeg ophøjer dig, thi du bjærgede mig, lod ej mine Fjender glæde sig over mig; ³ Herre min Gud, jeg råbte til dig, og du helbredte mig. ⁴ Fra Dødsriget, Herre, drog du min Sjæl, kaldte mig til Live af Gravens Dyb. ⁵ Lovsyng Herren, I hans fromme, pris hans hellige Navn! ⁶ Thi et Øjeblik varer hans Vrede, Livet igennem hans Nåde; om Aftenen gæster os Gråd, om Morgenen Frydesang.

⁷ Jeg tænkte i min Tryghed: "Jeg rokkes aldrig i Evighed!" ⁸ Herre, i Nåde havde du fæstnet mit Bjerg; du skjulte dit Åsyn, jeg blev forfærdet. ⁹ Jeg råbte, Herre, til dig, og tryglende bad jeg til Herren: ¹⁰ "Hvad Vinding har du af mit Blod, af at jeg synker i Graven? Kan Støv mon takke dig, råbe din Trofasthed ud? ¹¹ Herre, hør og vær nådig, Herre, kom mig til Hjælp!" ¹² Du vendte min Sorg til Dans, løste min Sørgedragt, hylled mig i Glæde, ¹³ at min Ære skal prise dig uden Ophør. Herre min Gud, jeg vil takke dig evigt!

13 Og Herren talede til Moses og Aron og sagde: ² Når der på et Menneskes Hud viser sig en Hævelse eller Udslæt eller en lys Plet, som kan blive til Spedalskhed på hans Hud, skal han føres hen til Præsten Aron eller en af hans Sønner, Præsterne. ³ Præsten skal da syne det syge Sted på Huden, og når Hårene på det syge Sted er blevet hvide og Stedet ser ud til at ligge dybere end Huden udenom, så er det Spedalskhed, og så skal Præsten efter at have synet ham erklære ham for uren. ⁴ Men hvis det er en hvid Plet på Huden og den ikke ser ud til at ligge dybere end Huden udenom og Hårene ikke er blevet hvide. så skal Præsten lukke den angrebne inde i syv Dage; ⁵ og på den syvende Dag skal Præsten syne ham. Viser det sig da, at Ondet ikke har skiftet Udseende eller bredt sig på Huden, skal Præsten igen lukke ham inde i syv Dage; ⁶ og på den syvende Dag skal Præsten atter syne ham. Hvis det da viser sig, at Ondet er ved at svinde, og at det ikke har bredt sig på Huden, skal Præsten erklære ham for ren; da er det almindeligt Udslæt på Huden; han skal da tvætte sine Klæder og være ren. ⁷ Men hvis Udslættet breder sig på Huden, efter at han har ladet Præsten syne sig for at blive erklæret for ren, og hvis Præsten, når han anden Gang lader sig syne af ham, ⁸ ser, at Udslættet har bredt sig på Huden, så skal Præsten erklære ham for uren; det er Spedalskhed.

⁹ Når et Menneske angribes af Spedalskhed, skal han føres hen til Præsten, ¹⁰ og Præsten skal syne ham; og når der da viser sig at være en hvid Hævelse på Huden og Hårene derpå er blevet hvide og der vokser vildt Kød i Hævelsen, ¹¹ så er det gammel Spedalskhed på hans Hud, og da skal Præsten erklære ham for uren; han behøver ikke at lukke ham inde, thi han er uren. ¹² Men hvis Spedalskheden bryder ud på Huden og Spedalskheden bedækker hele den angrebnes Hud fra Top til Tå, så vidt Præsten kan se, ¹³ og Præsten ser, at Spedalskheden bedækker hele hans Legeme, så skal han erklære den angrebne for ren; han er blevet helt hvid, han er ren. ¹⁴ Men så snart der viser sig vildt Kød på ham, er han uren; ¹⁵ og når Præsten ser det vilde Kød, skal han erklære ham for uren; det vilde Kød er urent, det er Spedalskhed. ¹⁶ Hvis derimod det vilde Kød forsvinder og han bliver hvid, skal han gå til Præsten; ¹⁷ og hvis det, når Præsten syner ham, viser sig, at den angrebne er blevet hvid, skal Præsten erklære den angrebne for ren; han er ren.

⁷ Holder ud og lader eder tugte; Gud handler med eder som med Sønner; thi hvem er den Søn, som Faderen ikke tugter? ⁸ Men dersom I ere uden Tugtelse, hvori alle have fået Del, da ere I jo uægte og ikke Sønner. ⁹ Fremdeles, vore kødelige Fædre havde vi til Optugtere, og vi følte Ærefrygt; skulde vi da ikke meget mere underordne os under Åndernes Fader og leve? ¹⁰ thi hine tugtede os for nogle få Dage efter deres Tykke, men han gør det til vort Gavn, for at vi skulle få Del i hans Hellighed. ¹¹ Al Tugtelse synes vel, imedens den er nærværende, ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den til Gengæld dem, som derved ere øvede, en Fredens Frugt i Retfærdighed.

¹² Derfor, retter de slappede Hænder og de lammede Knæ, ¹³ og træder lige Spor med eders Fødder, for at ikke det lamme skal vrides af Led, men snarere helbredes.