Revised Common Lectionary (Complementary)
31 Til Sangmesteren. En Salme af David.
2 Herre, jeg lider på dig, lad mig aldrig i Evighed skuffes. Udfri mig i din Retfærd, 3 du bøje dit Øre til mig; red mig i Hast og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse; 4 thi du er min Klippe og Borg. For dit Navns Skyld lede og føre du mig, 5 fri mig fra Garnet, de satte for mig; thi du er min Tilflugt,
19 Lad de falske Læber forstumme, som taler frækt om den retfærdige med Hovmod og Foragt.
20 Hvor stor er dog din Godhed, som du gemmer til dem, der frygter dig, over mod dem, der lider på dig, for Menneskebørnenes Øjne. 21 Du skjuler dem i dit Åsyns Skjul for Menneskers Stimmel; du gemmer dem i en Hytte for Tungers Kiv. 22 Lovet være Herren, thi under fuld Miskundhed har han vist mig i en befæstet Stad. 23 Og jeg, som sagde i min Angst: "Jeg er bortstødt fra dine Øjne!" Visselig, du hørte min tryglende Røst, da jeg råbte til dig. 24 Elsk Herren, alle hans fromme; de trofaste skærmer Herren; men den, der handler i Hovmod, gengælder han mangefold.
30 Men når alt dette kommer over dig, både Velsignelser og Forbandelsen, som jeg har forelagt dig, og du lægger dig det på Sinde ude blandt alle de Folkeslag, Herren din Gud forstøder dig hen iblandt, 2 og tillige med dine Børn af hele dit Hjerte og hele din Sjæl omvender dig til Herren din Gud og adlyder hans Røst i alt, hvad jeg i. Dag byder dig, 3 så vil Herren din Gud vende din Skæbne og forbarme sig over dig og samle dig fra alle de Folk, Herren din Gud, spreder dig iblandt. 4 Om så dine forstødte befinder sig ved Himmelens Ende, vil Herren din Gud samle dig sammen og hente dig derfra. 5 Og Herren din Gud vil føre dig ind i det Land, dine Fædre havde i Eje, og du skal få det i Eje, og han vil gøre dig endnu lykkeligere og talrigere end dine Fædre.
6 Ikke dog som om Guds Ord har glippet; thi ikke alle, som stamme fra Israel, ere Israel; 7 ej, heller ere alle Børn, fordi de ere Abrahams Sæd, men: "I Isak skal en Sæd få Navn efter dig." 8 Det vil sige: Ikke Kødets Børn ere Guds Børn, men Forjættelsens Børn regnes for Sæd. 9 Thi et Forjættelsesord er dette: "Ved denne Tid vil jeg komme, så skal Sara have en Søn." 10 Men således skete det ikke alene dengang, men også med Rebekka, da hun var frugtsommelig ved een, Isak, vor Fader. 11 Thi da de endnu ikke vare fødte og ikke havde gjort noget godt eller ondt, blev der, for at Guds Udvælgelses Beslutning skulde stå fast, ikke i Kraft af Gerninger, men i Kraft af ham, der kalder, 12 sagt til hende: ""Den ældste skal tjene den yngste,"" 13 som der er skrevet: ""Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg."