Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Complementary)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with thematically matched Old and New Testament readings.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 26

En uskyldigs ydmyge bøn

26 En sang af David.

Frikend mig, Herre, for jeg er uskyldig.
    Jeg har altid sat min lid til dig.
Se efter, hvad der bor i mit hjerte,
    undersøg mine tanker og motiver.
Jeg kender din trofaste nåde,
    jeg ønsker at gøre din vilje.
Jeg færdes ikke blandt de falske,
    gør ikke de gudløse selskab.
Jeg tager afstand fra de ondes planer,
    jeg vil ikke have noget med dem at gøre.
Jeg ønsker at bevare min uskyld,
    så jeg kan nærme mig dit hellige alter.
Der vil jeg synge dig en takkesang,
    fortælle om alle dine undere.
Herre, jeg elsker at komme til dit hus,
    for det er der, jeg kan se din herlighed.
Lad mig ikke dele skæbne med syndere,
    døm mig ikke, som du dømmer voldsmænd,
10 for de er altid ude på rov
    og tager gerne imod bestikkelse.
11 Men jeg lever oprigtigt og retskaffent.
    Fri mig fra det onde og vær mig nådig.
12 Mine fødder står på sikker grund,
    og i folkets forsamling vil jeg prise dig, Herre.

Obadias 17-21

17 Men en rest af mit folk skal overleve, og Zions bjerg skal være et helligt sted. Jakobs efterkommere vil genindtage det land, som blev taget fra dem. 18 Da vil Jakobs og Josefs efterkommere blive som en fortærende ild, mens Edom bliver som en stubmark. Alt bliver brændt. Ikke en eneste af Esaus efterkommere vil undslippe! Jeg, Herren, har talt.

19 Den del af mit folk, som bor i Negev, skal indtage Edoms bjergland. De, som bor på Judas vestlige bakkeskråninger, skal erobre filistrenes sletter, og resten af judæerne skal overtage Efraims og Samarias agerland. Benjamins folk skal erobre Gilead. 20 De soldater af Jakobs efterkommere, som blev taget til fange, vil vende hjem og overtage kyststrækningen helt op til Zarepta, og de indbyggere fra Jerusalem, som blev ført til Lilleasien,[a] skal vende hjem og overtage Negevs landsbyer. 21 De befriede[b] vil tage til Zions bjerg for at regere over Esaus bjerge. Og så skal Herren være konge.”

Lukas 16:19-31

Vend om, mens der endnu er tid

19 Jesus fortsatte: „Der var en rig mand, som levede i stor luksus, klædte sig i kostbart tøj og holdt fest hver dag. 20 Uden for hans dør havde man lagt en stakkels tigger, der havde sår over hele kroppen. Han hed Lazarus. 21 Han længtes efter at kunne spise sig mæt i det, der blev tilovers fra den rige mands fester, men han fik ingenting. Derimod kom de sultne hunde[a] og slikkede hans sår.

22 Den stakkels mand døde, og englene bar ham hen til Abraham, hvor han fik lov at ligge til bords ved hans side. Den rige mand døde også og blev begravet. 23 Da han slog øjnene op, var han i dødsriget, hvor han led store kvaler. Langt borte så han Lazarus ligge til bords ved Abrahams side.

24 ‚Fader Abraham!’ råbte han. ‚Hav medlidenhed med mig! Send Lazarus hen for at dyppe spidsen af sin finger i vand og væde min tunge, for jeg har det forfærdeligt i flammerne her.’

25 Men Abraham svarede: ‚Husk nu, min ven, at du levede på livets solside, mens Lazarus havde det ondt. Nu er det ham, der trøstes, og dig, der lider. 26 Desuden er der en dyb kløft imellem os. Selv hvis nogen ville herfra over til jer, så var det ikke muligt, og man kan heller ikke komme fra jer over til os.’

27 Da råbte den rige mand: ‚Så beder jeg dig, fader Abraham, send Lazarus til min fars hus 28 for at advare mine fem brødre, så de ikke skal ende i den her frygtelige pine.’

29 Men Abraham sagde: ‚Dine brødre kan jo bare høre efter, når der læses op fra Toraen og de profetiske bøger.’

30 ‚Nej, fader Abraham, det er ikke nok! Men hvis der kom en fra de døde, så ville de ændre indstilling!’

31 ‚Hvis de ikke vil lytte til Moses og profeterne, så vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om nogen genopstod fra de døde.’ ”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.