Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Complementary)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with thematically matched Old and New Testament readings.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Amos 5:6-7

Ja, søg Herren, så skal I leve. Ellers vil han komme imod jer som en fortærende ild, og ingen af Betels afguder kan slukke den.

I lader hånt om retfærdighed og foragter hæderlighed.

Amos 5:10-15

10 Hvorfor hader I dem, der taler sandhed, og dem, der fælder retfærdige domme? 11 I tramper på de fattige og lægger urimelige afgifter på deres kornhøst. Derfor skal I ikke opleve at nyde livet i de fornemme stenhuse, I er ved at bygge, eller fylde jer med vinen fra de vingårde, I er ved at anlægge.

12 „Jeg ved alt om jeres oprør mod mig og jeres mange synder,” siger Herren. „I undertrykker de uskyldige og tager imod bestikkelse, så de svage forhindres i at få deres ret.”

13 I den slags onde tider tvinges den kloge til tavshed. 14 Søg det gode og flygt fra det onde, så I kan få lov at leve. Først da vil Herren, den Almægtige, være med jer, sådan som I påstår, han er. 15 Had det onde og elsk det gode. Lad retfærdigheden sejre i retten. Så vil Gud, den Almægtige, måske tilgive den rest af folket, som overlever.

Salme 90:12-17

12 Hjælp os til at huske, at livet er kort,
    så vi kan vokse i visdom.

13 Åh, Herre, se i nåde til os!
    Hvor længe skal vi lide under din straf?
        Vær barmhjertig imod dit eget folk.
14 Mæt os hver morgen med din kærlighed,
    så vi oplever glæde dag efter dag.
15 Vi har været ulykkelige i umindelige tider.
    Giv os nu lige så mange lykkelige år.
16 Lad dit folk igen opleve dine undere,
    lad vore børn få din herlighed at se.
17 Vis os din nåde, Herre, vor Gud,
    giv os gode tider og fremgang.

Hebræerne 4:12-16

12 Pas på ikke at være ulydige, for når Gud taler, er der både liv og kraft i hans ord. De er skarpere end noget tveægget sværd og er i stand til at trænge ind i hjertets inderste kroge. Guds ord afslører vores hemmeligste tanker og motiver, og de sætter skel mellem det sjælelige og det åndelige. 13 Ingen kan gemme sig for Gud. Alt ligger åbent og udbredt for hans øjne, og vi skal engang stå til regnskab over for ham.

Jesus som den helt specielle og evige ypperstepræst

14 Lad os derfor holde fast ved det, vi er kommet til tro på, for Jesus, Guds Søn, som steg op gennem himlene og nu er i Guds nærhed, er vores fantastiske ypperstepræst. 15 Han forstår vores svagheder, for han har ligesom vi været udsat for alle mulige fristelser, dog uden at bukke under for dem. 16 Lad os derfor frimodigt træde frem for Guds trone, for han vil i sin nåde og barmhjertighed komme os til hjælp i rette tid.

Markus 10:17-31

Hvordan man får det evige liv(A)

17 Da Jesus ville gå videre, kom en mand løbende og faldt på knæ foran ham. „Mester, du er et godt menneske,” sagde han. „Fortæl mig, hvad jeg skal gøre for at få del i det kommende liv?”

18 „Hvorfor kalder du mig god?” spurgte Jesus. „Det ord kan jo kun bruges om Gud. 19 Og med hensyn til det, du spørger om, så kender du budene: Du må ikke begå drab, du må ikke bryde ægteskabet, du må ikke stjæle, du må ikke anklage nogen på falsk grundlag, du må ikke bedrage nogen, og du skal ære din far og din mor.”

20 „Jamen, Mester,” svarede manden, „alle de bud har jeg overholdt, fra jeg var ganske ung.”

21 Jesus så kærligt på ham. „Du mangler én ting,” sagde han. „Gå hjem, sælg alt, hvad du har, og giv pengene til de fattige. Så skal du få del i Himlens rigdom—og kom så og følg mig.”

22 Manden blev ilde til mode over det svar og gik nedslået bort. Han var nemlig meget rig.

23 Jesus kiggede rundt på disciplene. „Hvor er det dog svært for rige folk at komme ind i Guds rige,” sagde han. 24 De stirrede forfærdet på ham. Jesus gentog: „Det er ikke let at komme ind i Guds rige, når man er bundet af sin rigdom.[a] 25 Ja, faktisk er det lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje, end det er for en rig at gå ind i Guds rige.”

26 Disciplene var rystede. De kunne ikke tro deres egne ører, men sagde til hinanden: „Hvem kan så få det evige liv?”

27 Jesus så på dem og sagde: „Hvad intet menneske kan gøre, det kan Gud, for Gud kan gøre alt.”

Lønnen for at følge Jesus(B)

28 „Hvad så med os?” spurgte Peter. „Vi har jo forladt alt for at følge dig.”

29 Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Alle, som har forladt deres hjem, brødre, søstre, far, mor, børn eller deres job for at følge mig og forkynde mit budskab, 30 skal få det 100 gange igen nu her i det jordiske liv: nye hjem, nye brødre, søstre, mødre, børn og nyt arbejde—men også forfølgelser. Desuden får de det evige liv i den kommende verden. 31 Men mange, der her på jorden regnes blandt de store, vil i Guds rige være de mindste. Og mange af dem, der her er blandt de mindste, vil dér være de største.”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.