Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Complementary)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with thematically matched Old and New Testament readings.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 15

De gode kan nærme sig Gud

15 En sang af David.

Herre, hvem kan få adgang til din helligdom?
    Hvem har lov at opholde sig hos dig på det hellige bjerg?

De, som har et godt ry
    og altid handler ret.
De, som taler sandhed af et oprigtigt hjerte
    og nægter at bagtale andre.
De, som ikke foruretter deres næste
    eller taler ondt om andre.
De, som tager afstand fra de gudløse,
    men ærer dem, der adlyder Herren.
De, som holder deres løfter,
    selv om det koster dem dyrt.
De, som ikke kræver urimelige renter,
    når de låner penge ud.
De, som nægter at tage imod bestikkelse
    for at afgive falsk vidneudsagn.
De, som lever ret,
    har intet at frygte.

2 Mosebog 32:1-14

Guldkalven

32 Moses havde nu opholdt sig på bjerget i mange dage, og israelitterne mistede til sidst håbet om, at han nogensinde ville komme tilbage. Derfor gik de hen til Aron og sagde: „Lav os en gud, som kan føre os videre, for vi ved ikke, hvad der er blevet af den her Moses, som førte os ud af Egypten.”

2-3 „Jo, men så skal I bringe mig de guldøreringe, som jeres koner, sønner og døtre går med,” svarede Aron.

Så tog de alle deres øreringe af og bragte dem til Aron. Aron smeltede guldet og støbte en afgud, som lignede en tyrekalv. Da folket så den, udbrød de: „Se her, alle sammen! Det er den gud, som førte os ud af Egypten!”

Da Aron så folkets begejstring, byggede han et alter foran tyrekalven og meddelte: „I morgen holder vi højtid for Herren!”

Tidligt næste morgen bragte de så brændofre og takofre på alteret foran guldkalven. De satte sig ned for at spise og drikke, og så stod de op for at danse foran afguden og more sig.

Da sagde Herren til Moses: „Skynd dig ned fra bjerget! Det folk, du førte ud af Egypten, har begået en stor synd. De har allerede vendt sig bort fra mine befalinger og lavet sig en afgud i form af en tyrekalv. De har tilbedt den og ofret til den. De har oven i købet sagt: Det er den gud, som førte os ud af Egypten!”

Herren fortsatte: „Jeg kan se, at Israels folk er egenrådigt og ulydigt. 10 Nu kan det være nok! Jeg vil give min vrede frit løb. Jeg vil udrydde dem alle sammen. Og så vil jeg begynde forfra med dig, Moses, og gøre dig til et stort folk.”

11 Men Moses gik i forbøn for dem: „Åh, Herre, du må ikke være så vred på dit eget folk, som du selv førte ud af Egypten med vældig magt og mægtige undere. 12 Skal egypterne kunne sige, at Gud lokkede sit folk ud i bjergene bare for at udrydde dem? Lad dog din brændende vrede kølne af, så du ikke gør alvor af at udrydde dit folk. 13 Glem ikke dit løfte til Abraham, Isak og Jakob. Du svor jo ved dig selv, at du ville gøre deres efterkommere talrige som himlens stjerner og give dem det land i arv og eje, som du har lovet skal være deres for evigt.” 14 Da gjorde Herren ikke alvor af sin trussel, men skånede folket for den ulykke, han havde truet med.

Jakob 1:1-8

Indledende hilsen

Dette brev er fra Jakob, Guds og Herren Jesu Kristi tjener. Jeg skriver til de jødekristne fra de 12 stammer, der bor rundt omkring i verden. Guds fred!

Om prøvelser, udholdenhed og tro

Kære venner, når I kommer ud for mange forskellige vanskeligheder og problemer, så glæd jer over det. I ved jo, at når jeres tro[a] prøves, skærper det jeres udholdenhed. Og hvis I ellers holder ud gennem prøvelserne, vil I vokse i modenhed, så I ikke står tilbage på noget område.

Hvis I mangler visdom, skal I bede om at få den fra Gud. Gud giver nemlig gerne til alle uden at komme med bebrejdelser. Men I skal bede i tro uden at tvivle. For hvis I vakler i jeres tillid til Gud, er I som havets bølger, der kastes frem og tilbage af stormen, 7-8 eller som en, der står med et ben i hver lejr og går skiftevis i den ene og den anden retning. Beder I på den måde, kan I ikke regne med at få noget fra Herren.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.