Old/New Testament

16 Så brød de op fra Elim, og hele Israeliternes Menighed kom til Sins Ørken, der ligger mellem Elim og Sinaj, på den femtende Dag i den anden Måned efter deres Udvandring af Ægypten. ² Men hele Israeliternes Menighed knurrede mod Moses og Aron i Ørkenen, ³ og Israeliterne sagde til dem: "Var vi dog blot døde for Herrens Hånd i Ægypten, hvor vi sad ved Kødgryderne og kunde spise os mætte i Brød! Thi I har ført os ud i denne Ørken for at lade hele denne Forsamling dø af Sult."

⁴ Da sagde Herren til Moses: "Se, jeg vil lade Brød regne ned fra Himmelen til eder, og Folket skal gå ud og hver Dag samle så meget, som de daglig behøver, for at jeg kan prøve dem, om de vil følge min Lov eller ej. ⁵ Og når de på den sjette Ugedag tilbereder, hvad de har bragt hjem, så skal det være dobbelt så meget, som de samler de andre Dage." ⁶ Og Moses og Aron sagde til alle Israeliterne: "I Aften skal I kende, at det er Herren, som har ført eder ud af Ægypten, ⁷ og i Morgen skal I skue Herrens Herlighed, thi han har hørt eders Knurren mod Herren; thi hvad er vel vi, at I knurrer mod os!" ⁸ Og Moses tilføjede: "Det skal ske, når Herren i Aften giver eder Kød at spise og i Morgen Brød at mætte eder med; thi Herren har hørt, hvorledes I knurrer mod ham; thi hvad er vi? Thi det er ikke os, I knurrer imod, men Herren."

⁹ Derpå sagde Moses til Aron: "Sig til hele Israeliternes Menighed: Træd frem for Herrens Åsyn, thi han har hørt eders Knurren!" ¹⁰ Og da Aron sagde det til hele Israeliternes Menighed, vendte de sig mod Ørkenen, og se, Herrens Herlighed viste sig i Skyen. ¹¹ Da talede Herren til Moses og sagde: ¹² "Jeg har hørt Israeliternes Knurren; sig til dem: Ved Aftenstid skal I få Kød at spise, og i Morgen tidlig skal I få Brød at mætte eder med, og I skal kende, at jeg er Herren eders Gud." ¹³ Da det nu blev Aften, kom en Sværm Vagtler flyvende og faldt i et tykt Lag over Lejren; og næste Morgen lå Duggen tæt rundt om Lejren, ¹⁴ og da Duggen svandt, var Ørkenen dækket med noget fint, skælagtigt noget, noget fint der lignede Rim på Jorden.

¹⁵ Da Israeliterne så det, spurgte de hverandre: "Hvad er det?" Thi de vidste ikke, hvad det var; men Moses sagde til dem: "Det er det Brød, Herren har givet eder til Føde! ¹⁶ Og således har Herren påbudt: I skal samle deraf, enhver så meget som han har behov, en Omer for hvert Hoved; I skal tage deraf i Forhold til Antallet af eders Husfolk, enhver skal tage deraf til dem, der er i hans Telt!" ¹⁷ Israeliterne gjorde nu således, og de samlede, nogle mere og andre mindre; ¹⁸ og da de målte det med Omeren, havde den, der havde meget, ikke for meget, og den, der havde lidt, ikke for lidt, enhver havde samlet, hvad han behøvede til Føde. ¹⁹ Derpå sagde Moses til dem: "Ingen må gemme noget deraf til næste Morgen!" ²⁰ Dog adlød de ikke Moses, og nogle af dem gemte noget deraf til næste Morgen; men da var det fuldt af Orme og lugtede. Da blev Moses vred på dem. ²¹ Således samlede de nu hver Morgen, enhver så meget som han havde behov. Men når Solen begyndte at brænde, smeltede det.

²² På den sjette Ugedag havde de samlet dobbelt så meget Brød, to Omer for hver Person. Og alle Menighedens Øverster kom og sagde det til Moses; ²³ men han sagde til dem: "Det er netop, som Herren har sagt. I Morgen er det Hviledag, en hellig Sabbat for Herren. Bag, hvad I vil bage, og kog, hvad I vil koge, men læg det tiloversblevne til Side for at gemme det til i Morgen!" ²⁴ De lagde det da til Side til næste Dag, som Moses havde befalet, og det kom ikke til at lugte, og der gik ikke Orm deri. ²⁵ Derpå sagde Moses: "Det skal I spise i Dag, thi i Dag er det Sabbat for Herren; i Dag finder I intet ude på Marken. ²⁶ I seks bage skal I samle det, men på den syvende Dag, på Sabbaten, er der intet at finde." ²⁷ Alligevel var der nogle blandt Folket, der gik ud på den syvende Dag for at samle; men de fandt intet. ²⁸ Da sagde Herren til Moses: "Hvor længe vil I vægre eder ved at holde mine Bud og Love? ²⁹ Betænk dog, at Herren har givet eder Sabbaten! Derfor giver han eder på den sjette Dag Brød til to Dage. Enhver af eder skal blive, hvor han er, og ingen må forlade sin Bolig på den syvende Dag!" ³⁰ Da hvilede Folket på den syvende Dag.

³¹ Men Israeliterne kaldte det Manna; det lignede hvide Korianderfrø og smagte som Honningkager. ³² Moses sagde fremdeles: "Således har Herren påbudt: En Omer fuld deraf skal gemmes til eders Efterkommere, for at de kan se det Brød, jeg gav eder at spise i Ørkenen, da jeg førte eder ud af Ægypten!" ³³ Og Moses sagde til Aron: "Tag en Krukke, kom en Omer Manna deri og stil den foran Herrens Åsyn for at gemmes til eders Efterkommere!" ³⁴ Og Aron gjorde, som Herren havde pålagt Moses, og han stillede den foran Vidnesbyrdet for at gemmes. ³⁵ Og Israeliterne spiste Manna i fyrretyve År, indtil de kom til beboede Egne; de spiste Manna, indtil de kom til Grænsen af Kana'ans Land. ³⁶ En Omer er Tiendedelen af en Efa.

17 Så brød hele Israels Menighed op fra Sins Ørken og drog fra Lejrplads til Lejrplads efter Herrens Bud. Men da de lejrede sig i Refidim, havde Folket intet Vand at drikke. ² Da kivedes Folket med Moses og sagde: "Skaf os Vand at drikke!" Men Moses svarede dem: "Hvorfor kives I med mig, hvorfor frister I Herren?" ³ Og Folket tørstede der efter Vand og knurrede mod Moses og sagde: "Hvorfor har du ført os op fra Ægypten? Mon for at lade os og vore Børn og vore Hjorde dø af Tørst?" ⁴ Da råbte Moses til Herren: "Hvad skal jeg gøre med dette Folk? Det er ikke langt fra, at de vil stene mig." ⁵ Men Herren sagde til Moses: "Træd frem for Folket med nogle af Israels Ældste og tag den Stav, du slog Nilen med, i din Hånd og kom så! ⁶ Se, jeg vil stå foran dig der på Klippen ved Horeb, og når du slår på Klippen, skal der strømme Vand ud af den, så Folket kan få noget at drikke." Det gjorde Moses så i Påsyn af Israels Ældste. ⁷ Og han kaldte dette Sted Massa og Meriba, fordi Israeliterne der havde kivedes og fristet Herren ved at sige: "Er Herren iblandt os eller ej?"

⁸ Derefter kom Amalekiterne og angreb Israel i Refdim. ⁹ Da sagde Moses til Josua: "Udvælg dig Mænd og ryk i. Morgen ud til Kamp mod Amalekiterne; jeg vil stille mig på Toppen af Højen med Guds Stav i Hånden!" ¹⁰ Josua gjorde, som Moses bød, og rykkede ud til Kamp mod Amalekiterne. Men Moses, Aron og Hur gik op på Toppen af Højen. ¹¹ Når nu Moses løftede Hænderne i Vejret, fik Israeliterne Overtaget, men når han lod Hænderne synke, fik Amalekiterne Overtaget. ¹² Og da Moses's Hænder blev trætte, tog de en Sten og lagde under ham; så satte han sig på den, og Aron og Hur støttede hans Hænder, hver på sin Side; således var hans Hænder stadig løftede til Solen gik ned, ¹³ og Josua huggede Amalekiterne og deres Krigsfolk ned med Sværdet.

¹⁴ Da sagde Herren til Moses: "Optegn dette i en Bog, for at det kan mindes, og indskærp Josua, at jeg fuldstændig vil udslette Amalekiternes Minde under Himmelen!" ¹⁵ Derpå byggede Moses et Alter og kaldte det: "Herren er mit Banner!" ¹⁶ Og han sagde: "Der er en udrakt Hånd på Herrens Trone! Herren har Krig med Amalek fra Slægt til Slægt!"

18 Da Jetro, Præsten i Midjan, Moses's Svigerfader, hørte om alt, hvad Gud havde gjort for Moses og hans Folk Israel, hvorledes Herren havde ført Israel ud af Ægypten, ² tog Jetro, Moses's Svigerfader, Zippora, Moses's Hustru, som han havde sendt hjem, ³ tillige med hendes to Sønner. Af dem hed den ene Gersom; "thi", havde han sagt, "jeg er blevet Gæst i et fremmed Land";

⁴ og den anden hed Eliezer; "thi", havde han sagt, "min Faders Gud har været min Hjælp og frelst mig fra Faraos Sværd!" ⁵ Og Jetro, Moses's Svigerfader, kom med hans Sønner og Hustru til Moses i Ørkenen, hvor han havde slået Lejr ved Guds Bjerg, ⁶ og han lod Moses melde: "Jetro, din Svigerfader, kommer til dig med din Hustru og hendes to Sønner!" ⁷ Da gik Moses sin Svigerfader i Møde, bøjede sig for ham og kyssede ham; og da de havde hilst på hinanden, gik de ind i Teltet. ⁸ Moses fortalte sin Svigerfader om alt, hvad Herren havde gjort ved Farao og Ægypten for Israels Skyld, og om alle de Besværligheder, der havde mødt dem undervejs, og hvorledes Herren havde frelst dem. ⁹ Da glædede Jetro sig over alt det gode, Herren havde gjort mod Israel, idet han havde frelst dem af Ægypternes Hånd. ¹⁰ Og Jetro sagde: "Lovet være Herren, som har frelst eder af Ægypternes og Faraos. Hånd!" ¹¹ Nu ved jeg, at Herren er større end alle Guder, thi netop ved det, de i deres Overmod foretog sig imod dem, frelste han Folket af Ægypternes Hånd. ¹² Derpå udtog Jetro, Moses's Svigerfader, Brændofre og Slagtofre til Gud; og Aron og alle Israels Ældste kom for at holde Måltid for Guds Åsyn med Moses's Svigerfader.

¹³ Næste Morgen tog Moses Sæde for at holde Ret for Folket, og Folket stod omkring Moses fra Morgen til Aften. ¹⁴ Men da Moses's Svigerfader så alt det Arbejde, han havde med Folket, sagde han: "Hvad er dog det for et Arbejde, du har med Folket? Hvorfor sidder du alene til Doms, medens alt Folket står omkring dig fra Morgen til Aften?" ¹⁵ Moses svarede sin Svigerfader: "Jo, Folket kommer til mig for at rådspørge Gud; ¹⁶ når de har en Retssag, kommer de til mig, og jeg dømmer Parterne imellem og kundgør dem Guds Anordninger og Love." ¹⁷ Da sagde Moses's Svigerfader til ham: "Det er ikke klogt, som du bærer dig ad med det. ¹⁸ På den Måde bliver jo både du selv og Folket der omkring dig ganske udmattet, thi det Arbejde er dig for anstrengende, du kan ikke overkomme det alene. ¹⁹ Læg dig nu på Sinde, hvad jeg siger; jeg vil give dig et Råd, og Gud skal være med dig: Du skal. selv træde frem for Gud på Folkets Vegne og forelægge Gud de forefaldende Sager; ²⁰ og du skal indskærpe dem Anordningerne og Lovene og lære dem den Vej, de skal vandre, og hvad de har at gøre. ²¹ Men du skal af hele Folket udvælge dig dygtige Mænd, som frygter Gud, Mænd, som er til at lide på og hader uretfærdig Vinding, og dem skal du sætte over dem som Forstandere, nogle over tusinde, andre over hundrede, andre over halvtredsindstyve, andre over ti; ²² lad dem til Stadighed holde Ret for Folket. Alle vigtigere Sager skal de forebringe dig, men alle mindre Sager skal de selv afgøre. Let dig således Arbejdet og lad dem komme til at bære Byrden med dig. ²³ Dersom du handler således og Gud vil det så, kan du holde ud, og alt Folket der kan gå tilfreds hjem."

²⁴ Moses fulgte sin Svigerfaders Råd og gjorde alt, hvad han foreslog. ²⁵ Og Mose's udvalgte dygtige Mænd af hele Israel og gjorde dem til Øverster over Folket, til Forstandere, nogle over tusinde, andre over hundrede, andre over halvtredsindstyve, andre over ti. ²⁶ De holdt derpå til Stadighed Ret for Folket; de vanskelige Sager forebragte de Moses, men alle mindre Sager afgjorde de selv. ²⁷ Derpå tog Moses Afsked med sin Svigerfader, og denne begav sig til sit Land.

18 I den samme Stund kom Disciplene hen til Jesus og sagde: "Hvem er da den største i Himmeriges Rige?" ² Og han kaldte et lille Barn til sig og stillede det midt iblandt dem ³ og sagde: "Sandelig, siger jeg eder, uden I omvende eder og blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige. ⁴ Derfor, den, som fornedrer sig selv som dette Barn, han er den største i Himmeriges Rige. ⁵ Og den, som modtager et eneste sådant Barn for mit Navns Skyld, modtager mig.

⁶ Men den, som forarger een af disse små, som tro på mig, ham var det bedre, at der var hængt en Møllesten om hans Hals, og han var sænket i Havets Dyb. ⁷ Ve Verden for Forargelserne! Thi vel er det nødvendigt, at Forargelserne komme; dog ve det Menneske, ved hvem Forargelsen kommer! ⁸ Men dersom din Hånd eller din Fod forarger dig, da hug den af, og kast den fra dig! Det er bedre for dig at gå lam eller som en Krøbling ind til Livet end at have to Hænder og to Fødder og blive kastet i den evige Ild. ⁹ Og dersom dit Øje forarger dig, da riv det ud, og kast det fra dig! Det er bedre for dig at gå enøjet ind til Livet end at have to Øjne og blive kastet i Helvedes Ild.

¹⁰ Ser til, at I ikke foragte en eneste af disse små; thi jeg siger eder: Deres Engle i Himlene se altid min Faders Ansigt, som er i Himlene. ¹¹ Thi Menneskesønnen er kommen for at frelse det fortabte. ¹² Hvad tykkes eder? Om et Menneske har hundrede Får, og eet af dem farer vild, forlader han da ikke de ni og halvfemsindstyve og går ud i Bjergene og leder efter det vildfarne? ¹³ Og hænder det sig, at han finder det, sandelig, siger jeg eder, han glæder sig mere over det end over de ni og halvfemsindstyve, som ikke ere farne vild. ¹⁴ Således er det ikke eders himmelske Faders Villie, at en eneste af disse små skal fortabes.

¹⁵ Men om din Broder synder imod dig, da gå hen og revs ham mellem dig og ham alene; hører han dig, da har du vundet din Broder. ¹⁶ Men hører han dig ikke, da tag endnu een eller to med dig, for at "hver Sag må stå fast efter to eller tre Vidners Mund." ¹⁷ Men er han dem overhørig, da sig det til Menigheden; men er han også Menigheden overhørig, da skal han være for dig ligesom en Hedning og en Tolder. ¹⁸ Sandelig, siger jeg eder, hvad som helst I binde på Jorden, skal være bundet i Himmelen; og hvad som helst I løse på Jorden, skal være løst i Himmelen. ¹⁹ Atter siger jeg eder, at dersom to af eder blive enige på Jorden om hvilken som helst Sag, hvorom de ville bede, da skal det blive dem til Del fra min Fader, som er i Himlene. ²⁰ Thi hvor to eller tre ere forsamlede om mit Navn, der er jeg midt iblandt dem."