Old/New Testament

16 Abrams Hustru Saraj fødte ham intet Barn. Men Saraj havde en Ægyptisk Trælkvinde ved Navn Hagar; ² og Saraj sagde til Abram: "Herren har jo nægtet mig Børn; gå derfor ind til min Trælkvinde, måske kan jeg få en Søn ved hende!" Og Abram adlød Saraj. ³ Så tog Abrams Hustru Saraj sin Trælkvinde, Ægypterinden Hagar, efter at Abram havde boet ti År i Kana'ans Land, og gav sin Mand Abram hende til Hustru; ⁴ og han gik ind til Hagar, og hun blev frugtsommelig. Men da hun så, at hun var frugtsommelig, lod hun hånt om sin Herskerinde. ⁵ Da sagde Saraj til Abram: "Min Krænkelse komme over dig! Jeg lagde selv min Trælkvinde i din Favn, og nu hun ser, at hun skal føde, lader hun hånt om mig; Herren være Dommer mellem mig og dig!" ⁶ Abram svarede Saraj: "Din Trældkvinde er i din Hånd, gør med hende, hvad du finder for godt!" Da plagede Saraj hende, så hun flygtede for hende.

⁷ Men Herrens Engel fandt hende ved Vandkilden i Ørkenen, ved Kilden på Vejen til Sjur; ⁸ og han sagde: "Hvorfra kommer du, Hagar, Sarajs Trælkvinde, og hvor går du hen?" Hun svarede: "Jeg flygter for min Herskerinde Saraj!" ⁹ Da sagde Herrens Engel til hende: "Vend tilbage til din Herskerinde og find dig i hendes Mishandling!" ¹⁰ Og Herrens Engel sagde til hende: "Jeg vil gøre dit Afkom så talrigt, at det ikke kan tælles." ¹¹ Og Herrens Engel sagde til hende: "Se, du er frugtsommelig, og du skal føde en Søn, som du skal kalde Ismael, thi Herren har hørt, hvad du har lidt; ¹² og han skal blive et Menneske Vildæsel, hvis Hånd er mod alle, og alles Hånd mod ham, og han skal ligge i Strid med alle sine Frænder!" ¹³ Så gav hun Herren, der havde talet til hende, Navnet: Du er en Gud, som ser; thi hun sagde: "Har jeg virkelig her set et Glimt af ham, som ser mig?" ¹⁴ Derfor kaldte man Brønden Be'erlahajro'i; den ligger mellem Kadesj og Bered. ¹⁵ Og Hagar fødte Abram en Søn, og Abram kaldte Sønnen, Hagar fødte ham, Ismael. ¹⁶ Abram var seks og firsindstyve År gammel, da Hagar fødte ham Ismael.

17 Da Abram var ni og halvfemsindstyve År gammel, åbenbarede Herren sig for ham og sagde til ham: "Jeg er Gud den Almægtige; vandre for mit Åsyn og vær ustraffelig, ² så vil jeg oprette min Pagt mellem mig og dig og give dig et overvættes stort Afkom!" ³ Da faldt Abram på sit Ansigt, og Gud sagde til ham: ⁴ "Fra min Side er min Pagt med dig, at du skal blive Fader til en Mængde Folk; ⁵ derfor skal dit Navn ikke mere være Abram, men du skal hedde Abraham, thi jeg gør dig til Fader til en Mængde Folk. ⁶ Jeg vil gøre dig overvættes frugtbar og lade dig blive til Folk, og Konger skal nedstamme fra dig. ⁷ Jeg opretter min Pagt mellem mig og dig og dit Afkom efter dig fra Slægt til Slægt, og det skal være en evig Pagt, at jeg vil være din Gud og efter dig dit Afkoms Gud; ⁸ og jeg giver dig og dit Afkom efter dig din Udlændigheds Land, hele Kana'ans Land, til evigt Eje, og jeg vil være deres Gud!"

⁹ Derpå sagde Gud til Abraham: "Men du på din Side skal holde min Pagt, du og dit Afkom efter dig fra Slægt til Slægt; ¹⁰ og dette er min Pagt, som I skal holde, Pagten mellem mig og eder, at alt af Mandkøn hos eder skal omskæres. ¹¹ I skal omskæres på eders Forhud, det skal være et Pagtstegn mellem mig og eder; ¹² otte Dage gamle skal alle af Mandkøn omskæres hos eder i alle kommende Slægter, både de hjemmefødte Trælle og de, som er købt, alle fremmede, som ikke hører til dit Afkom; ¹³ omskæres skal både dine hjemmefødte og dine købte. Min Pagt på eders Legeme skal være en evig Pagt! ¹⁴ Men de uomskårne, det af Mandkøn, der ikke Ottendedagen omskæres på Forhuden, de skal udryddes af deres Folk; de har brudt min Pagt!"

¹⁵ Endvidere sagde Gud til Abraham: "Din Hustru Saraj skal du ikke mere kalde Saraj, hendes Navn skal være Sara; ¹⁶ jeg vil velsigne hende og give dig en Søn også ved hende; jeg vil velsigne hende, og hun skal blive til Folk, og Folkeslags Konger skal nedstamme fra hende!" ¹⁷ Da faldt Abraham på sit Ansigt og lo, idet han tænkte: "Kan en hundredårig få Børn, og kan Sara med sine halvfemsindstyve År føde en Søn?" ¹⁸ Abraham sagde derfor til Gud: "Måtte dog Ismael leve for dit Åsyn!" ¹⁹ Men Gud sagde: "Nej, din Ægtehustru Sara skal føde dig en Søn, som du skal kalde Isak; med ham vil jeg oprette min Pagt, og det skal være en evig Pagt, der skal gælde hans Afkom efter ham! ²⁰ Men hvad Ismael angår, har jeg bønhørt dig: jeg vil velsigne ham og gøre ham frugtbar og give ham et overvættes talrigt Afkom; tolv Stammehøvdinger skal han avle, og jeg vil gøre ham til et stort Folk. ²¹ Men min Pagt opretter jeg med Isak, som Sara skal føde dig om et År ved denne Tid." ²² Så hørte han op at tale med ham; og Gud steg op fra Abraham.

²³ Da tog Abraham sin Søn Ismael og alle sine hjemmefødte og de købte, alt af Mandkøn i Abrahams Hus, og omskar selvsamme Dag deres Forhud, således som Gud havde pålagt ham. ²⁴ Abraham var ni og halvfemsindstyve År, da han blev omskåret på sin Forhud; ²⁵ og hans Søn Ismael var tretten År, da han blev omskåret på sin Forhud. ²⁶ Selvsamme Dag blev Abraham og hans Søn Ismael omskåret; ²⁷ og alle Mænd i hans Hus, både de hjemmefødte og de, der var købt, de fremmede, blev omskåret tillige med ham.

²⁷ I have hørt, at der er sagt: Du må ikke bedrive Hor. ²⁸ Men jeg siger eder, at hver den, som ser på en Kvinde for at begære hende, har allerede bedrevet Hor med hende i sit Hjerte. ²⁹ Men dersom dit højre Øje forarger dig, så riv det ud, og kast det fra dig; thi det er bedre for dig, at eet af dine Lemmer fordærves, end at hele dit Legeme bliver kastet i Helvede. ³⁰ Og om din højre Hånd forarger dig, så hug den af og kast den fra dig; thi det er bedre for dig, at eet af dine Lemmer fordærves, end at hele dit Legeme kommer i Helvede.

³¹ Og der er sagt: Den, som skiller sig fra sin Hustru, skal give hende et Skilsmissebrev. ³² Men jeg siger eder, at enhver, som skiller sig fra sin Hustru, uden for Hors Skyld, gør, at hun bedriver Hor, og den, som tager en fraskilt Kvinde til Ægte, bedriver Hor.

³³ I have fremdeles hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke gøre nogen falsk Ed, men du skal holde Herren dine Eder. ³⁴ Men jeg siger eder, at I må aldeles ikke sværge, hverken ved Himmelen, thi den er Guds Trone, ³⁵ ej heller ved Jorden, thi den er hans Fodskammel, ej heller ved Jerusalem, thi det er den store Konges Stad. ³⁶ Du må heller ikke sværge ved dit Hoved, thi du kan ikke gøre et eneste Hår hvidt eller sort. ³⁷ Men eders Tale skal være ja, ja, nej, nej; hvad der er ud over dette, er af det onde.

³⁸ I have hørt, at der er sagt: Øje for Øje, og Tand for Tand. ³⁹ Men jeg siger eder, at I må ikke sætte eder imod det onde; men dersom nogen giver dig et Slag på din højre Kind, da vend ham også den anden til! ⁴⁰ Og dersom nogen vil gå i Rette med dig og tage din Kjortel, lad ham da også få Kappen! ⁴¹ Og dersom nogen tvinger dig til at gå een Mil,da gå to med ham! ⁴² Giv den, som beder dig, og vend dig ikke fra den, som vil låne af dig.

⁴³ I have hørt, at der er sagt: Du skal elske din Næste og hade din Fjende. ⁴⁴ Men jeg siger eder: Elsker eders Fjender, velsigner dem, som forbande eder, gører dem godt, som hade eder, og beder for dem, som krænke eder og forfølge eder, ⁴⁵ for at I må vorde eders Faders Børn, han, som er i Himlene; thi han lader sin Sol opgå over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. ⁴⁶ Thi dersom I elske dem, som elske eder, hvad Løn have I da? Gøre ikke også Tolderne det samme? ⁴⁷ Og dersom I hilse eders Brødre alene, hvad stort gøre I da? Gøre ikke også Hedningerne det samme? ⁴⁸ Værer da I fuldkomne, ligesom eders himmelske Fader er fuldkommen.