Old/New Testament
En klagesang over Tyrus
27 Herren sagde til mig: 2 „Du menneske, syng følgende klagesang over Tyrus, 3 den store havneby, der driver handel med et utal af lande. Hør hvad Herren siger:
Tyrus, du praler af din skønhed,
du ser dig selv som et fornemt skib.[a]
4 Du hersker på de store have,
skibstømrerne frembragte et mesterværk.
5 Dine planker var af fyrretræ fra Hermonbjerget,
din mast var et cedertræ fra Libanons skove.
6 Dine årer blev udskåret af egetræ fra Bashan,
dækket var af buksbom fra Cypern med indlagt elfenben.[b]
7 Sejlene var lavet af linned fra Egypten,
vævet i flotte farver og mønstre.
Soltaget var vævet i rødt med kostbart purpur,
hentet fra Elishas land.[c]
8 Dine roere kom fra Sidon og Arvad,
men skibsofficererne var dine egne folk.
9 Eksperter og bødkere fra Byblos
var parate til at udbedre revner og huller.
Handelsskibe fra hele verden
handlede med deres varer hos dig.
10 Folk fra Persien, Lydien og Libyen
tjente i din hær som heltemodige krigere.
Deres hjelme og skjolde var et imponerende syn,
de gav dig berømmelse og ære.
11 Folk fra Arvad stod vagt på din mur,
dine egne tapre krigere bemandede fæstningstårnene.
Skjoldene hang i rad og række på muren
og gjorde din skønhed fuldkommen.
12 Helt fra Tarshish kom der handelsfolk for at købe dine varer og betale med sølv, jern, tin eller bly. 13 Købmænd fra Grækenland, Tubal og Meshek bragte dig slaver og bronzekar. 14 Fra Bet-Togarma[d] kom arbejdsheste, krigsheste og muldyr.
15 Folk fra Dedan transporterede varer fra de mange kystlande, som var dine handelspartnere. De betalte med ibenholt og elfenben. 16 Aram sendte handelsfolk for at opkøbe dine varer. De bragte ædelsten, purpurfarver, broderier og fintvævet linned, koralsmykker og rubiner. 17 Juda og de byer, som engang udgjorde kongeriget Israel, sendte købmænd med hvede fra Minnit, foruden kager, honning, olie og balsam. 18 Folk fra Damaskus kom også og bragte vin fra Helbon samt hvid uld i bytte for mange slags varer. 19 Grækere fra Uzal kom med smedejern, kassia og kalmus, 20 og fra Dedan kom man med kostbare sadeltæpper.
21 Arabere og Kedars stormænd kom med lam, væddere og geder. 22 Opkøbere fra Saba og Oman gav krydderier, ædelsten og guld i bytte for dine varer. 23 Der kom varer fra Karan, Kalne og Eden, og handelsfolk fra Saba bragte ting fra Ashur og Kilmad: 24 smukke purpurfarvede og broderede klæder, kapper og stoffer, farvede tæpper med flettede snore af høj kvalitet. 25 Det var de store Tarshish-skibe, der skabte din handel og rigdom.
Du var selv som et tungtlastet skib
midt ude på det store hav.
26 Slaverne roede ud i rum sø,
hvor østenstormen knuste dig.
27 Du led skibbrud og mistede alting:
dine kostbare varer, al din rigdom,
dine roere og søfolk,
skibstømrere og handelsmænd,
soldater og passagerer.
Alt sank i dybet på ulykkens dag.
28 Ved dine sømænds dødsskrig
ryster fastlandet af skræk.
29 Alle rorkarle går fra borde,
alle søfolk bliver på land.
30 De græder og sørger over din skæbne,
fortvivlet kaster de jord på hovedet,
31 i sorg rager de håret af
og klæder sig i sæk og aske.
De klager hjerteskærende,
tynget af sorg og gru.
32 De synger en dødsklage over dig:
‚Var der nogensinde en by som Tyrus,
der nu ligger tavs i ruiner?’
33 Dine varer blev værdsat af mange nationer,
jordens konger blev rige på grund af dig.
34 Men du led skibbrud derude på havet,
både varer og mandskab sank ned i dybet.
35 Kystlandene er chokerede over din skæbne,
kongerne græmmer sig og blegner af skræk.
36 Alverdens handelsfolk fløjter i forundring
over din totale og endelige udslettelse.”
Profeti imod fyrsten over Tyrus
28 Herren sagde til mig: 2 „Du menneske, sig til fyrsten over Tyrus:
Du er så stolt og hovmodig,
at du tror, du selv er en gud.
Du sidder på din høje trone,
hersker over havet og praler.
Men du er kun et menneske,
der bilder sig ind at være en gud.
3 Du tror, du er klogere end Daniel
og kender alle hemmeligheder.
4 Du brugte din visdom og forstand
til at samle mængder af guld og sølv.
5 Dit handelstalent gjorde dig rig,
men din rigdom gjorde dig hovmodig.
6 Derfor siger Gud Herren:
Fordi du tror, at du selv er en gud,
7 sender jeg en grusom fjendehær,
der gør ende på din rigdom og pragt.
8 Til dødsriget sender de dig ned,
du bliver dræbt og kastet i havet.
9 Vil du mon fortsat hævde, du er en gud,
når fjenderne er ved at slå dig ihjel?
I hænderne på dem er du ingen gud,
men kun et almindeligt menneske.
10 Du skal dø som en hund for de fremmedes hånd.
Jeg, Herren har talt.”
11 Endvidere sagde Herren til mig: 12 „Du menneske, istem en klagesang over Tyrus’ fyrste og sig til ham:
Engang var du fuldkommen,
smuk og fuld af visdom.
13 Du levede som i Paradis,
smykket med utallige juveler:
rubin, topas og diamant,
krysolit, onyks og jaspis,
safir, granat og smaragd.
Alle juveler var indsat i guld,
de lå klar til dig ved din fødsel.
14 Jeg satte dig som en kerub,
der skulle vogte og beskytte
det hellige bjerg, jeg havde skabt,
Du vandrede blandt funklende ædelsten.
15 Der var intet at udsætte på dig
fra den dag, du blev født,
indtil din ondskab blev afsløret.
16 Din store rigdom gjorde dig korrupt,
så vold og synd fyldte dit hjerte.
Da jog jeg dig bort fra mit hellige bjerg
og de funklende ædelsten, du skulle beskytte.
Jeg slog dig ned, du vældige kerub.
17 Din skønhed gjorde dig stolt,
din rigdom spændte ben for din visdom.
Derfor kastede jeg dig til jorden
som en advarsel for andre fyrster.
18 Din uhæderlige handel
afsporede din gudsdyrkelse.
Derfor lod jeg ild bryde frem og fortære dig,
så du blev til aske på jorden for alles øjne.
19 Alle var skrækslagne over din skæbne.
Du blev et skræmmende eksempel
ved din totale og endelige udslettelse.”
Profeti imod Sidon
20 Herren sagde til mig:
21 „Du menneske, vend dig mod Sidon og profetér over byen. 22 Sig til den:
Sidon, jeg er din fjende,
og jeg vil demonstrere min magt på dig.
Alle skal få at se, at jeg er Herren,
når jeg åbenbarer min hellighed på dig
ved at straffe dig for dine synder.
23 Jeg sender epidemier og krig,
så blodet flyder i gaderne.
Fjenden angriber fra alle sider
og slår folk ned til højre og venstre.
Da vil du indse, at jeg er Herren.
Et løfte til Guds folk
24 Israels nabofolk skal ikke længere stikke mit folk som tidsler og torne. Alle I, som nu håner mit folk, skal få at se, at jeg er Herren.
25 Hør, hvad Herren siger: Når jeg samler Israels folk fra de folkeslag, de er spredt iblandt, og fører dem tilbage til deres eget land, det land, jeg gav min tjener Jakob, da vil alle folk indse, at jeg er en hellig og mægtig Gud. 26 Derefter skal mit folk bo trygt i deres land, bygge huse og plante vingårde, mens jeg straffer alle dem, som behandlede dem med foragt. Da vil de indse, at jeg er Herren, deres Gud.”
Profetier mod Egypten
29 På den 12. dag i den tiende måned i det tiende år af vores eksil sagde Herren til mig: 2 „Du menneske, vend dig mod Egypten og profetér imod Farao og hele folket. 3 Sig til dem: Hør hvad Herren siger:
Jeg vil straffe dig, Farao, Egyptens konge,
det store uhyre[e] i Nilens vande.
Du hævder, at Nildeltaet tilhører dig,
og at du selv har skabt det.
4 Men jeg sætter kroge i dine kæber
og får fiskene til at bide sig fast i dine skæl.
Derefter trækker jeg dig op på land,
så alle flodens fisk følger med.
5 Jeg slynger dig ud i ørkenen
sammen med alle flodens fisk.
Du får lov at ligge, hvor du faldt,
ingen samler dig op for at begrave dig.
Dit kød bliver føde for himlens fugle
og for jordens vilde dyr.
6 Da vil Egyptens indbyggere forstå, at jeg er Herren.
Du var det halmstrå, mit folk greb efter i nøden.
7 Du var som en kæp, mit folk ville støtte sig til,
men du knækkede, og de vred skulderen af led.
Da de forsøgte at læne sig op ad dig,
brød du sammen, og de vred hoften af led.
8 Derfor siger Gud Herren til Egypten:
Jeg sender en hær imod dig,
som vil dræbe både mennesker og dyr.
9 Hele landet bliver lagt i ruiner.
Da vil du indse, at jeg er Herren.
Du hævder, at Nildeltaet tilhører dig,
og at du selv har skabt det.
10 Derfor straffer jeg dig og din flod,
rydder landet for mennesker og dyr
fra Migdol i nord til Aswan i syd
ved grænsen til Kush.
11 I 40 år skal det ligge øde,
hverken mennesker eller dyr skal færdes der.
12 Jeg lægger dine byer i ruiner
og gør landet til en ødemark i 40 år,
som det er sket med de andre lande og byer.
Jeg spreder dit folk blandt fremmede folkeslag.
13 Men efter 40 år vil jeg samle dem igen
og føre dem hjem fra de lande, jeg fordrev dem til.
14 Jeg vender deres skæbne, fører dem hjem til Patros,
men det bliver et rige uden særlig betydning.
15 Egypten bliver mindre end de andre riger,
de er for få til at herske over andre folkeslag.
16 Israel vil erkende, at de begik en stor fejl
ved at søge til Egypten efter hjælp.
Det vil de aldrig gøre igen.
Da vil de indse, at jeg er Herren, deres Gud.”
17 På den første dag i den første måned i det 27. år af vores eksil sagde Herren til mig:
18 „Du menneske, kong Nebukadnezars hær har arbejdet hårdt for at besejre Tyrus. Deres hår og tøj er slidt af dem. Hverken kongen selv eller hæren fik løn for deres indsats imod Tyrus. 19 Derfor siger jeg, Herren: Jeg giver Egyptens land til Babyloniens kong Nebukadnezar. Han skal plyndre landet for al dets rigdom og dele krigsbyttet mellem sine soldater, så de kan få deres løn. 20 Egyptens rigdom skal være deres belønning, fordi de ihærdigt arbejdede for mig, siger Herren. 21 Til den tid lader jeg en ny og stærk leder spire frem i Israel, og dig giver jeg inspiration til at tale til folket. Da skal de indse, at jeg er Herren.”
Forholdet mellem mand og kone
3 1-2 I kvinder, som er gift, skal underordne jer under jeres mænd. Derved kan nogle af de mænd, som nægter at tage imod budskabet om Jesus, vindes uden ord, når de lægger mærke til jeres respektfulde og eksemplariske levevis. 3 Vær ikke så stærkt optaget af jeres udseende, af kunstfærdige frisurer, kostbare smykker og fornemt tøj, 4 at I forsømmer at pleje hjertets indre skønhed, der giver sig udtryk i en venlig og stilfærdig optræden. Det er en skønhed, som ikke falmer, og den er meget værd i Guds øjne. 5 Det var den samme skønhed, der i gamle dage prægede de gudfrygtige kvinder, som satte al deres lid til Gud og underordnede sig deres mænd. 6 Således adlød Sara sin mand, Abraham, og kaldte ham „herre”. I er hendes „døtre”, hvis I på den måde gør det rette, og så behøver I ikke være bange for, at I bliver truet af jeres mænd.
7 Og I mænd, vær hensynsfulde over for jeres koner. Værdsæt deres særlige følsomhed og vis dem ære, for de er medarvinger til det evige liv. Hvis ikke I ærer dem, bliver jeres bønner blokeret.
Kristnes indbyrdes forhold
8 Og nu et ord til jer alle: I skal leve i indbyrdes harmoni og være medfølende, kærlige, omsorgsfulde og ydmyge over for hinanden. 9 Gengæld ikke ondt med ondt, eller anklage med anklage, men velsign i stedet for. I er kaldet til at velsigne hinanden, og derved bliver I også selv velsignet. 10 Som Skriften siger:
„De, der gerne vil have et godt liv
og ønsker sig gode dage,
skal holde deres tunge i skak
og ikke lade løgn komme over deres læber.
11 De skal holde sig fra det onde,
gøre det gode og stræbe efter fred.
12 Herren beskytter de retskafne og hører deres bøn om hjælp,
men han er imod dem, der handler ondt.”[a]
Lidelsen set i evighedsperspektiv
13 Hvem vil gøre jer fortræd, hvis I er ivrige efter at gøre det gode? 14 Men skulle det ske, at nogen gør jer fortræd uden grund, så tag det som en velsignelse. Vær ikke bange for dem og bliv ikke slået ud over det. 15 Indvi jer helt til at følge Kristus som jeres Herre. Vær parate til at gøre rede for jeres forventning om det evige liv, når nogen spørger om jeres tro. 16 Gør det med venlighed og respekt og med god samvittighed, så jeres modstandere bliver flove over, at de har gjort nar af jer og talt ondt om jeres kristne livsstil. 17 Husk, at det er bedre at lide ondt—om Gud vil—for at have gjort noget godt end at blive straffet for at have gjort noget ondt.
18 Kristus måtte jo også lide, skønt han var uskyldig. Han døde én gang for alle, for at vi kunne få vores synder tilgivet. Han var selv uden synd, men døde for syndige menneskers skyld, for at han kunne bringe os tilbage til fællesskabet med Gud. Han døde rent fysisk, men blev levendegjort i ånden. 19 Og det var i dén åndelige skikkelse, at han besøgte de dødes ånder, der blev holdt i forvaring,[b] og han forkyndte budskabet for dem. 20 Der traf han dem, der døde på Noas tid, fordi de nægtede at bøje sig for Gud, selvom Gud ventede tålmodigt på dem i alle de år, det tog Noa at bygge arken. Ved hjælp af arken kom nogle få personer frelst gennem syndflodens vand. Det var otte personer i alt. 21 Det, der skete dengang, er et billede på dåben, som I også skal igennem for at blive frelst. Dåben drejer sig ikke om at få fjernet snavs fra kroppen, men er et spørgsmål[c] om en god samvittighed over for Gud, og den får man ved troen på, at Jesus Kristus opstod fra de døde, 22 og at han blev taget op til Himlen og nu sidder ved Guds højre hånd, hvorfra han hersker over både engle og åndelige autoriteter og magter.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.