Old/New Testament

5 Derpå løftede jeg mine Øjne og skuede, og se, der var en flyvende Bogrulle. ² Og han spurgte mig: "Hvad ser du?" Jeg svarede: "Jeg ser en flyvende Bogrulle, som er tyve Alen lang og ti Alen bred." ³ Da sagde han til mig: "Det er Forbandelsen, som udgår over hele Landet; thi alle, som stjæler, er nu længe nok gået fri, og alle, som sværger, er nu længe nok gået fri. ⁴ Jeg lader den udgå, lyder det fra Hærskarers Herre, for at den skal komme i Tyvens Hus og dens Hus, som sværger falsk ved mit Navn, og sætte sig fast i deres Huse og tilintetgøre dem med Tømmer og Sten."

⁵ Derpå trådte Engelen, som talte med mig, frem og sagde til mig: "Løft dine Øjne og se, hvad det er, som kommer der!" ⁶ Jeg spurgte: "Hvad er det?" Og han svarede: "Det er Efaen, som kommer." Og han vedblev: "Det er deres Brøde i hele Landet." ⁷ Og se, et Blylåg løftedes, og se, i Efaen sad en Kvinde. ⁸ Og han sagde: "Det er Gudløsheden!" Så stødte han hende ned i Efaen og slog Blylåget i over Åbningen. ⁹ Og jeg løftede mine Øjne og skuede, og se, to Kvinder kom båret af Vinden, og deres Vinger var som Storkevinger; og de løftede Efaen op mellem Himmel og Jord. ¹⁰ Så spurgte jeg Engelen, som talte med mig: "Hvor bærer de Efaen hen?" ¹¹ Han svarede: "Hen at bygge hende et Hus i Sinears Land, og når det er rejst, sætter de hende der, hvor hendes Sted er."

6 Atter løftede jeg mine Øjne og skuede, og se, fire Vogne kom frem mellem de to Bjerge, og Bjergene var af Kobber. ² For den første Vogn var der røde Heste, for den anden sorte, ³ for den tredje hvide og for den fjerde brogede. ⁴ Jeg spurgte Engelen, som talte med mig: "Hvad betyder disse Herre?" ⁵ Og Engelen svarede: "Det er Himmelens fire Vinde, som drager ud efter at have fremstillet sig for al Jordens Herre. ⁶ Vognen med de sorte Heste for drager ud til Nordlandet, de hvide til Østlandet og de brogede til Sydlandet; ⁷ de røde drager mod Vest. Og de var ivrige efter at komme af Sted for at drage ud over Jorden. Da sagde han: "Af Sted; drag ud over Jorden!" Og de drog ud over Jorden.

⁸ Så kaldte han på mig og talte således til mig: "Se, de, som drager ud til Nordlandet, lader min Ånd dale ned over Nordens Land."

⁹ Herrens Ord kom til mig således: ¹⁰ Tag imod Gaver fra de landflygtige, fra Heldaj, Tobija og Jedaja; endnu i Dag skal du gå indtil Josjija, Zefanjas Søn, som er kommet fra Babel, ¹¹ og modtage Sølv og Guld. Lad så lave en Krone og sæt den på Josuas Hoved ¹² med de Ord: "Så siger Hærskarers Herre: Se, der kommer en Mand, hvis Navn er Zemak under ham skal det spire, og han skal bygge Herrens Helligdom. ¹³ Han skal bygge Herrens Helligdom, og han skal vinde Højhed og sidde som Hersker på sin Trone: og han skal være Præst ved hans højre Side, og der skal være fuld Enighed mellem de to. ¹⁴ Men Kronen skal blive i Herrens Helligdom til Minde om Heldaj, Tobija, Jedaja og Hen, Zefanjas Søn. ¹⁵ Langvejs fra skal man komme og bygge på Herrens Helligdom; og I skal kende, at Hærskarers Herre har sendt mig til eder. Og dersom I adlyder Herren eders Gud - - -

7 I Kong Darius's fjerde Regeringsår kom Herrens Ord til Zakarias på den fjerde Dag i den niende Måned, Kislev. ² Da sendte Betel-Sar'ezer og Regem-Melek og hans Mænd Bud for at bede Herren om Nåde ³ og spørge Præsterne ved Hærskarers Herres Hus og Profeterne: "Skal jeg græde og spæge mig i den femte Måned, som jeg nu har gjort i så mange År?"

⁴ Da kom Hærskarers Herres Ord til mig således: ⁵ Sig til alt Folket i Landet og til Præsterne: Når l har fastet og klaget i den femte og syvende Måned i halvfjerdsindstyve År, var det da mig, I fastede for? ⁶ Og når l spiser og drikker, er det da ikke eder, som spiser og drikker? ⁷ Kender I ikke de Ord, Herren forkyndte ved de tidligere Profeter, dengang Jerusalem og dets Byer trindt om var beboet og havde Fred, og Sydlandet og Lavlandetvar beboet? ⁸ Og Herrens Ord kom til Zaka rias således: ⁹ Så siger Hærskarers Herre: Fæld redelig Dom, vis Miskundhed og Barmhjertighed mod hverandre, ¹⁰ undertryk ikke Enker og faderløse, fremmede og nødlidende og tænk ikke i eders Hjerter ondt mod hverandre! ¹¹ Men de vilde ikke høre; de var stivnakkede og gjorde deres Ører døve ¹² og deres Hjerter hårde som Diamant for ikke at høre Loven og de Ord, Hærskarers Herre sendte gennem sin Ånd ved de tidligere Profeter. Derfor kom der stor Vrede fra Hærskarers Herre. ¹³ Ligesom de ikke hørte, når han kaldte, således vil jeg, sagde Hærskarers Herre, ikke høre, når de kalder; ¹⁴ og jeg blæste dem bort blandt alle de Folk, de ikke kendte, og Landet blev øde efter dem, så ingen drog ud eller hjem; og de gjorde det yndige Land til en Ørk.

8 Hærskarers Herres Ord kom således: ² Så siger Hærskarers Herre: Jeg er fuld af Nidkærhed for Zion, ja i stor Vrede er jeg nidkær for det. ³ Så siger Herren: Jeg vender tilbage til Zion og fæster Bo i Jerusalem; Jerusalem skal kaldes den trofaste By, og Hærskarers Herres Bjerg det hellige Bjerg. ⁴ Så siger Hærskarers Herre: Atter skal gamle Mænd og Kvinder sidde på Jerusalems Torve, alle med Stav i Hånd for deres Ældes Skyld, ⁵ og Byens Torve skal vrimle af legende Drenge og Piger. ⁶ Så siger Hærskarers Herre: Fordi det i disse Dage synes det tiloversblevne af dette Folk umuligt, skulde det så også synes mig umuligt, lyder det fra Hærskarers Herre. ⁷ Så siger Hærskarers Herre: Se, jeg frelser mit Folk fra Østerleden og Vesterleden ⁸ og fører dem hjem, og de skal bo i Jerusalem og være mit Folk, og jeg vil være deres Gud i Trofasthed og Retfærd. ⁹ Så siger Hærskarers Herre: Fat Mod, I, som i denne Tid hører disse Ord af Profeternes Mund, fra den dag Grunden lagdes til Hærskarers Herres Hus, Helligdommen, som skulde bygges. ¹⁰ Thi før disse Dage gav hverken Menneskers eller Kvægs Arbejde Udbytte; de, som drog ud og ind, havde ikke Fred for Fjenden, og jeg slap alle Mennesker løs påhverandre. ¹¹ Men nu er jeg ikke mod det tiloversblevne af dette Folk som i fordums Dage, lyder det fra Hærskarers Herre; ¹² jeg udsår Fred, Vinstokken skal give sin Frugt, Jorden sin Afgrøde og Himmelen sin Dug, og jeg giver det tiloversblevne af dette Folk det alt sammen i Eje. ¹³ Og som I, både Judas og Israels Hus, har været et Forbandelsens Tegn blandt Folkene, således skal I, når jeg har frelst eder,blive et Velsignelsens. Frygt ikke, fat Mod! ¹⁴ Thi så siger Hærskarers Herre: Som jeg, da eders Fædre vakte min Vrede, satte mig for at handle ilde med eder og ikke angrede det, siger Hærskarers Herre, ¹⁵ således har jeg nu i disse Dage omvendt sat mig for at gøre vel mod Jerusalem og Judas Hus. Frygt ikke! ¹⁶ Men hvad I skal gøre, er dette; Tal Sandhed hver med sin Næste, fæld i eders Porte Domme, der hvier på Sandhed og fører til Fred, ¹⁷ tænk ikke i eders Hjerter ondt mod hverandre og elsk ikke falske Eder! Thi alt sligt hader jeg, lyder det fra Herren.

¹⁸ Og Hærskarers Herres Ord kom til mig således: ¹⁹ Så siger Hærskarers Herre: Fasten i den fjerde, femte, syvende og tiende Måned skal blive Judas Hus til Fryd og Glæde og gode Højtidsdage. Elsk Sandhed og Fred!

²⁰ Så siger Hærskarers Herre: Endnu skal det ske, at Folkeslag og mange Byers Indbyggere skal komme, ²¹ og den ene Bys Indbyggere skal gå til den andens og sige: "Lad os vandre hen og bede Herren om Nåde og søge Hærskarers Herre; også jeg vil med." ²² Og mange Folkeslag og talrige Folk skal komme og søge Hærskarers Herre i Jerusalem for at bede Herren om Nåde. ²³ Så siger Hærskarers Herre: I hine Dage skal ti Mænd af alle Folks Tungemål gribe fat i en Jødes Kappeflig og sige: "Vi vil gå med eder; thi vi har hørt, at Gud er med eder."

19 Derefter hørte jeg ligesom en høj Røst af en stor Skare i Himmelen, som sagde: Halleluja! Frelsen og Herligheden og Kraften tilhører vor Gud. ² Thi sande og retfærdige ere hans Domme, at han har dømt den store Skøge, som fordærvede Jorden med sin Utugt, og krævet sine Tjeneres Blod af hendes Hånd. ³ Og de sagde anden Gang: Halleluja! og Røgen fra hende opstiger i Evighedernes Evigheder. ⁴ Og de fire og tyve Ældste og de fire levende Væsener faldt ned eg tilbade Gud, som sad på Tronen, og de sagde: Amen! Halleluja! ⁵ Og en Røst udgik fra Tronen og sagde: Lover vor Gud, alle hans Tjenere, I, som frygte ham, de små og de store! ⁶ Og jeg hørte som en Røst af en stor Skare og som en Lyd af mange Vande og, som en Lyd af stærke Tordener, der sagde: Halleluja! thi Herren, Gud, den almægtige, har tiltrådt Kongedømmet. ⁷ Lader os glæde og fryde os og give ham Æren; thi Lammets Bryllup er kommet, og hans Brud har gjort sig rede. ⁸ Og det blev givet hende at iføre sig skinnende, rent Linklæde; thi Linklædet er de helliges Retfærdshandlinger. ⁹ Og han siger til mig: Skriv: Salige ere de, som ere budne til Lammets Bryllups Nadver! Og han siger til mig: Disse ere de sande Guds Ord. ¹⁰ Og jeg faldt ned for hans Fødder for at tilbede ham, og han siger til mig: Gør det ikke! Jeg er din Medtjener eg dine Brødres, som have Jesu Vidnesbyrd; tilbed Gud! thi Jesu Vidnesbyrd er Profetiens Ånd.

¹¹ Og jeg så Himmelen åben, og se en hvid Hest, og han, som sad på den, kaldes trofast og sanddru, og han dømmer og kæmper med Retfærdighed. ¹² Men hans Øjne vare Ildslue, og på hans Hoved var der mange Kroner;han havde et Navn skrevet, hvilket ingen kender, uden han selv; ¹³ og han var iført en Kappe, dyppet i Blod, og hans Navn kaldes: Guds Ord. ¹⁴ Og Hærene i Himmelen fulgte ham på hvide Heste, iførte hvidt, rent Linklæde. ¹⁵ Og af hans Mund udgik der et skarpt Sværd, for at han dermed skulde slå Folkeslagene; og han skal vogte dem med en Jernstav, og han skal træde Guds, den almægtiges, Vredes Harmes Vinperse. ¹⁶ Og på Kappen, på sin Lænd har han et Navn skrevet: Kongers Konge og Herrers Herre. ¹⁷ Og jeg så en Engel stående i Solen, og han råbte med høj Røst og sagde til alle Fugle, som flyve midt oppe under Himmelen: Kommer og samler eder til Guds store Nadver ¹⁸ for at æde Kød af Konger og Kød af Krigsøverster og Kød af vældige og Kød af Heste og af dem, som sidde på dem, og Kød af alle, både frie og Trælle, små og store. ¹⁹ Og jeg så Dyret og Jordens Kongen og deres Hære samlede for at føre Krig imod ham, som sad på Hesten, og imod hans Hær. ²⁰ Og Dyret blev grebet og med det den falske Profet, som havde gjort Tegnene for dets Åsyn, hvormed han havde forført dem, som toge Dyrets Mærke, og dem, som tilbade dets Billede; de bleve begge kastede levende i Ildsøen, som brænder med Svovl. ²¹ Og de andre bleve ihjelslåede med hans Sværd, som sad på Hesten, det, der udgik af hans Mund, og alle Fuglene bleve mættede at deres Kød.