Old/New Testament

12 Efraim omgiver mig med løgn, hus med svig, Juda kender ej Gud med Skøger slår han sig sammen. ² Efraims Hu står til Vind, efter Østenstorm jager han stadig, af Løgn og Svig er han fuld; med Assur slutter de Pagt, til Ægypten bringer de Olie.

³ Herren går i Rette med Juda og hjemsøger Jakob, gengælder ham efter hans Veje og efter hans Id. ⁴ I Moders Liv overlisted han sin Broder, han stred med Gud i sin Manddom, ⁵ ja stred med en Engel og sejred, han bad ham med Gråd om Nåde; i Betel traf han ham og talte med ham der, ⁶ Herren, Hærskarers Gud, Herren er hans Navn: ⁷ "Drag du nu hjem med din Gud, tag Vare på Kærlighed og Ret og bi bestandig på din Gud!" ⁸ I Kana'ans Hånd er falske Lodder, han elsker Svig. ⁹ Efraim siger: "Jeg vandt dog Rigdom og Gods!" Al hans Vinding soner ej Brøden, han øved. ¹⁰ Men jeg, som er Herren din Gud, fra du var i Ægypten, lader dig bo i Telt igen som i svundne Dage. ¹¹ Jeg har talet til Profeterne og givet mange Syner, ved Profeterne talet i Lignelser. ¹² Gilead er Løgn og Tomhed, i Gilgal ofrer de Tyre; som Stendynger langs med Markfurer er deres Altre. ¹³ Jakob flyede til Arams Slette, og Israel trællede for en kvindes Skyld, og for en Kvindes Skyld vogtede han kvæg. ¹⁴ Ved en Profet førte Herren Israel op fra Ægypten, og det vogtedes ved en Profet. ¹⁵ Efraim vakte bitter Vrede, han bærer Blodskyld; med Skændsel dænges han til, hans Herre gør Gengæld.

13 Når Efraim talte, skjalv man, i Israel var han fyrste, han forbrød sig med Ba'alog døde. ² Nu bliver de ved at synde og laver sig støbte Guder, dannet som Billeder af Sølv, Arbejderes Værk til Hobe; de siger: "Til dem skal I ofre!" Mennesker kysser Kalve! ³ Derfor: som Morgentåge, som Duggen, der årle svinder, som Avner, der blæses fra Lo, som Røg fra Røghul skal de blive. ⁴ Og jeg er Herren din Gud, fra du var i Ægyptens Land; du kender ej Gud uden mig, uden mig er der ingen Frelser; ⁵ jeg var din Vogter i Ørken, den svidende Tørkes Land. ⁶ Som de græssede, åd de sig mætte, ja mætte, men Hjertet blev stolt; derfor glemte de mig. ⁷ Så blev jeg for dem som en Løve, en lurende Panter ved Vejen, ⁸ jeg falder over dem som Bjørnen, hvis Unger man tog. Jeg sønderriver dem Brystet, Hunde skal æde deraf, Markens Dyr flå dem sønder.

⁹ Når Ulykken kommer, Israel, hvor mon du da finder Hjælp? ¹⁰ Hvor er da din Konge til Frelse for dig i alle dine Byer, Herskerne, om hvem du siger: "Giv mig dog Konge og Fyrster!" ¹¹ Jeg giver dig Konge i Vrede og fjerner ham atter i Harme.

¹² Tilbundet er Efraims Brøde, hans Synd gemt hen. ¹³ Hans Fødselsstunds Veer er der, men sært er Barnet, som ej kommer frem i Tide, så Fødselen får Ende. ¹⁴ Dem skal jeg fri fra Dødsriget, løse fra Døden! Nej, Død, hvor er din Pest, Dødsrige, hvor er din Sot? Til Mildhed kender jeg ej, thi et sært Barn er han.

¹⁵ En Østenstorm, Herrens Ånde, bruser frem fra Ørken, løfter sig, tørrer hans Væld, gør hans Kilde tør, den tager hans Skatkammer med alle dets Skatte. 14 ¹ Samaria skal bøde, thi det stod sin Gud imod. For Sværd skal de falde, Børnene knuses, frugtsommelige Kvinders Liv rives op.

² Israel, vend om til Herren din Gud, thi du faldt ved din Brøde. ³ Tag Angersord med og vend jer atter til Herren; sig til ham: "Tilgiv al vor Brøde, vær nådig! Vi betaler med Læbernes F1ugt. ⁴ Vi vil ej søge Hjælp hos Assur, ej lide på Stridshest, vi kalder ej mer vore Hænders Værk vor Gud; hos dig finder faderløs Medynk." ⁵ Jeg læger deres Frafald, elsker dem frivilligt, min Vrede har vendt sig fra dem. ⁶ Jeg vil være Israel som Dug, han skal blomstre som Liljen, Rod skal han slå som en Poppel ⁷ og bugne af Skud, som et Olietræ stå i Pragt, som Libanon dufte. ⁸ Atter skal de bo i min Skygge, Korn skal de avle, skyde som en Vinstok med Ry som Libanons Vin. ⁹ Hvad skal Efraim mere med Afguder? Jeg hører ham, ser ned til ham. Jeg er som en grøn Cypres, du får din Frugt fra mig. ¹⁰ Hvem er så viis, at han fatter det, så klog, at han ved det? Thi rette er Herrens Veje; retfærdige vandrer på dem, men Syndere snubler på dem.

4 Derefter så jeg, og se, der var en Dør åbnet i Himmelen, og den første Røst, hvilken jeg havde hørt som af en Basun, der talte med mig, sagde: Stig herop, og jeg vil vise dig, hvad der skal ske herefter. ² Straks henryktes jeg i Ånden; og se, en Trone stod i Himmelen, og en sad på Tronen, ³ og den siddende var at se til ligesom Jaspissten og Sarder, og der var en Regnbue omkring Tronen, at se til ligesom Smaragd. ⁴ Og omkring Tronen var der fire og tyve Troner, og på Tronerne sad der fire og tyve Ældste, iførte hvide Klæder og med Guldkranse på deres Hoveder. ⁵ Og fra Tronen udgår der Lyn og Røster og Tordener, og syv Ildfakler brænde foran Tronen, hvilke ere de syv Guds Ånder. ⁶ Og foran Tronen er der som et Glarhav, ligesom Krystal, og midt for Tronen og rundt om Tronen fire levende Væsener, fulde af Øjne fortil og bagtil.

⁷ Og det første Væsen ligner en Løve; og det andet Væsen ligner en Okse; og det tredje Væsen har Ansigt som et Menneske; og det fjerde Væsen ligner en flyvende Ørn. ⁸ Og de fire Væsener have hvert især seks Vinger, rundt om og indadtil ere de fulde af Øjne; og uden Ophør sige de Dag og Nat: Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud, den Almægtige, han, som var, og som er, og som kommer! ⁹ Og når Væsenerne give Ære og Pris og Tak til ham, som sidder på Tronen, ham, som lever i Evighedernes Evigheder, ¹⁰ da falde de fire og tyve Ældste ned for ham, som sidder på Tronen, og tilbede ham, som lever i Evighedernes Evigheder, og lægge deres Kranse ned for Tronen og sige: ¹¹ Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få Prisen og Æren og Magten; thi du har skabt alle Ting, og på Grund af din Villie vare de, og bleve de skabte.