Old/New Testament

11 Men der skyder en Kvist af Isajs Stub, et Skud gror frem af hans Rod; ² og Herrens Ånd skal hvile over ham, Visdoms og Forstands Ånd, Råds og Styrkes Ånd, Herrens Kundskabs og Frygts Ånd. ³ Hans Hu står til Herrens Frygt; han dømmer ej efter, hvad Øjnene ser, skønner ej efter, hvad Ørene hører. ⁴ Han dømmer de ringe med Retfærd, fælder redelig Dom over Landets arme. Voldsmanden slår han med Mundens Ris, gudløse dræber han med Læbernes Ånde. ⁵ Og Retfærd er Bæltet, han har om sin Lænd, Trofasthed Hofternes Bælte. ⁶ Og Ulven skal gå hos Lammet, Panteren hvile hos Kiddet, Kalven og Ungløven græsse sammen, dem driver en lille Dreng. ⁷ Kvien og Bjørnen bliver Venner, deres Unger ligger Side om Side, og Løven æder Strå som Oksen; ⁸ den spæde skal lege ved Øglens Hul, den afvante række sin Hånd til Giftslangens Rede. ⁹ Der gøres ej ondt og voldes ej Men i hele mit hellige Bjergland; thi Landet er fuldt af Herrens Kundskab, som Vandene dækker Havets Bund. ¹⁰ På hin Dag skal Hedningerne søge til Isajs Rodskud, der står som et Banner for Folkeslagene, og hans Bolig skal være herlig.

¹¹ På hin Dag skal Herren atter udrække sin Hånd for at vinde, hvad der er til Rest af hans Folk, fra Assur og fra Ægypten, fra Patros, Ætiopien og Elam, fra Sinear, Hamat og Havets Strande. ¹² For Folkene rejser han Banner, samler Israels bortdrevne Mænd, sanker Judas spredte Kvinder fra Verdens fire Hjørner. ¹³ Efraims Skinsyge viger, og Judas Avind svinder; Efraim er ikke skinsygt på Juda, og Juda bærer ej Avind mod Efraim. ¹⁴ I Vest slår de ned på Filisternes Skulder, sammen plyndrer de Østens Sønner, mod Edom og Moab rækker de Hånden, Ammons Sønner lyder dem. ¹⁵ Herren udtørrer Ægypterhavets Vig og svinger Hånden mod Floden i sin Ånds Vælde; han kløver den i syv Bække, så man kan gå over med Sko; ¹⁶ der bliver en banet Vej for dem af hans Folk, som levnes fra Assyrien, således som der var for Israel, da det drog op fra Ægypten.

12 På hin Dag skal du sige: Jeg takker dig, Herre, thi du vrededes på mig; men din Vrede svandt, og du trøstede mig. ² Se, Gud er min Frelse, jeg er trøstig og uden Frygt; thi Herren er min Styrke og min Lovsang, og han blev mig til Frelse. ³ I skal øse Vand med Glæde af Frelsens Kilder ⁴ og sige på hin Dag: Tak Herren, påkald hans Navn, gør hans Gerninger kendt blandt Folkene, kundgør, at hans Navn er højt! ⁵ Lovsyng Herren, thi stort har han øvet,lad det blive kendt på den vide Jord! ⁶ Bryd ud i Fryderåb, Zions Beboere, thi stor i eders Midte er Israels Hellige!

13 Et Udsagn om Babel, som Esajas, Amoz's Søn skuede: ² Rejs Banner på et nøgent Bjerg, råb også til dem, vink, så de drager igennem Fyrsternes Porte! ³ Jeg har opbudt min viede Hær til at tjene min Vrede og kaldt mine Helte hid, de jublende, stolte. ⁴ Hør i Bjergene Larm som af talrigt Krigsfolk, hør, hvor det buldrer af Riger, af samlede Folk! Hærskarers Herre er ved at mønstre sin Krigshær. ⁵ De kommer fra fjerne Egne, fra Himlens Grænse, Herren og hans Vredes Værktøj for at hærge al Jorden. ⁶ Jamrer, thi Herrens Dag er nær, den kommer som Vold fra den Vældige. ⁷ Derfor slappes hver Hånd, hvert Menneskehjerte smelter, ⁸ de ræddes, gribes af Veer og Smerter, vånder sig som fødende Kvinde; de stirrer i Angst på hverandre med blussende røde Kinder. ⁹ Se, Herrens Dag kommer, grum, med Harme og brændende Vrede; Jorden gør den til Ørk og rydder dens Synder bort. ¹⁰ Thi Himlens Stjerner og Billeder udsfråler ej deres Lys, mørk rinder Solen op, og Månen skinner ikke. ¹¹ Jeg hjemsøger Jorden for dens Ondskab, de gudløse for deres Brøde, gør Ende på frækkes Overmod, bøjer Voldsmænds Hovmod. ¹² En Mand gør jeg sjældnere end Guld og et Menneske end Ofirs Guld. ¹³ Derfor bæver Himlen, og Jorden flytter sig skælvende ved Hærskarers Herres Harme på hans brændende Vredes Dag. ¹⁴ Og som en skræmt Gazel, som Får, der ej holdes i Flok, skal hver søge hjem til sit Folk, og hver skal fly til sit Land. ¹⁵ Enhver, der indhentes, spiddes, enhver, der gribes, falder for Sværdet; ¹⁶ deres spæde knuses for deres Øjne, Husene plyndres, Kvinderne skændes. ¹⁷ Se, imod dem rejser jeg Mederne, som agter Sølv for intet og ej regner Guld for noget. ¹⁸ Deres Buer fælder de unge, Livsfrugt skåner de ej, med Børn har deres Øjne ej Medynk. ¹⁹ Det går med Babel, Rigernes Krone, Kaldæernes stolte Pryd, som dengang Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra. ²⁰ Det skal aldrig i Evighed bebos, ej bebygges fra Slægt til Slægt; der telter Araberen ikke, der lejrer Hyrder sig ej; ²¹ men Vildkatte lejrer sig der, og Husene fyldes med Ugler; der holder Strudsene til, og Bukketroldene springer; ²² Sjakaler tuder i Borgene, Hyæner i de yppige Slotte. Dets Time stunder nu til, dets Dage bliver ej mange.

4 Jeg formaner eder derfor, jeg, der fangne i Herren, til at vandre værdig den Kaldelse, med hvilken I bleve kaldede, ² med al Ydmyghed og Sagtmodighed, med Langmodighed, så I bære over med hverandre i Kærlighed ³ og gøre eder Flid for at bevare Åndens Enhed i Fredens Bånd; ⁴ eet Legeme og een Ånd, ligesom I også bleve kaldede til eet Håb i eders Kaldelse; ⁵ een Herre, een Tro, een Dåb, ⁶ een Gud og alles Fader, som er over alle og igennem alle og i alle!

⁷ Men hver enkelt af os blev Nåden given efter Kristi Gaves Mål. ⁸ Derfor hedder det: "Da han opfor til det høje, bortførte han Fanger og gav Menneskene Gaver." ⁹ Men dette: "Han opfor," hvad er det, uden at han også nedfor til Jordens nedre Egne. ¹⁰ Han, som nedfor, han er også den, som opfor højt over alle. Himlene, for at han skulde fylde alle Ting. ¹¹ Og han gav nogle som Apostle, andre som Profeter, andre som Evangelister, andre som Hyrder og Lærere, ¹² til de helliges fuldkomne Beredelse, til en Tjenestegerning, til Kristi Legemes Opbyggelse, ¹³ indtil vi alle nå til Enheden i Troen på og Erkendelsen af Guds Søn, til Mands Modenhed, til Kristi Fyldes Mål af Vækst, ¹⁴ for at vi ikke; mere skulle være umyndige, der omtumles og omdrives af enhver Lærdommens Vind, ved Menneskenes Tærningspil, ved Træskhed efter Vildfarelsens Rænkespind; ¹⁵ men for at vi, Sandheden tro i Kærlighed, skulle i alle Måder opvokse til ham, som er Hovedet, Kristus, ¹⁶ ud fra hvem hele Legemet, idet det sammenføjes og sammenknyttes ved ethvert hjælpende Bindeled i Forhold til hver enkelt Dels tilmålte Virkekraft, fuldbyrder Legemets Vækst til Opbyggelse af sig selv i Kærlighed.

¹⁷ Dette siger jeg da og vidner i Herren, at I skulle ikke mere vandre, således som Hedningerne vandre i deres Sinds Tomhed, ¹⁸ formørkede i deres Tanke, fremmedgjorte for Guds Liv som Følge af den Vankundighed, som er i dem på Grund af deres Hjertes Forhærdelse, ¹⁹ de, som jo følesløse have hengivet sig til Uterligheden, til at øve al Urenhed i Havesyge. ²⁰ Men I have ikke således lært Kristus, ²¹ om I da have hørt om ham og ere blevne oplærte i ham, således som Sandhed er i Jesus, ²² at I, hvad eders forrige Vandel angår, skulle aflægge det gamle Menneske, som fordærves ved bedrageriske Begæringer, ²³ men fornyes i eders Sinds Ånd ²⁴ og iføre eder det nye Menneske, som blev skabt efter Gud i Sandhedens Retfærdighed og Hellighed.

²⁵ Derfor aflægger Løgnen og taler Sandhed, hver med sin Næste, efterdi vi ere hverandres Lemmer. ²⁶ Blive I vrede, da synder ikke; lad ikke Solen gå ned over eders Forbitrelse; ²⁷ giver ikke heller Djævelen Rum! ²⁸ Den, som stjæler, stjæle ikke mere, men arbejde hellere og gøre det gode med sine egne Hænder, for at han kan have noget at meddele den, som er i Trang. ²⁹ Lad ingen rådden Tale udgå af eders Mund, men sådan Tale, som er god til fornøden Opbyggelse, for at den kan skaffe dem Nåde, som høre derpå; ³⁰ og bedrøver ikke Guds hellige Ånd, med hvilken I bleve beseglede til Forløsningens Dag. ³¹ Al Bitterhed og Hidsighed og Vrede og Skrigen og Forhånelse blive langt fra eder tillige med al Ondskab! ³² Men vorder velvillige imod hverandre, barmhjertige, tilgivende hverandre, ligesom jo Gud har tilgivet eder i Kristus.