Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Read the New Testament in 24 Weeks

A reading plan that walks through the entire New Testament in 24 weeks of daily readings.
Duration: 168 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
1 Peter 3:8-5:14

Kristnes indbyrdes forhold

Og nu et ord til jer alle: I skal leve i indbyrdes harmoni og være medfølende, kærlige, omsorgsfulde og ydmyge over for hinanden. Gengæld ikke ondt med ondt, eller anklage med anklage, men velsign i stedet for. I er kaldet til at velsigne hinanden, og derved bliver I også selv velsignet. 10 Som Skriften siger:

„De, der gerne vil have et godt liv
    og ønsker sig gode dage,
skal holde deres tunge i skak
    og ikke lade løgn komme over deres læber.
11 De skal holde sig fra det onde,
    gøre det gode og stræbe efter fred.
12 Herren beskytter de retskafne og hører deres bøn om hjælp,
    men han er imod dem, der handler ondt.”[a]

Lidelsen set i evighedsperspektiv

13 Hvem vil gøre jer fortræd, hvis I er ivrige efter at gøre det gode? 14 Men skulle det ske, at nogen gør jer fortræd uden grund, så tag det som en velsignelse. Vær ikke bange for dem og bliv ikke slået ud over det. 15 Indvi jer helt til at følge Kristus som jeres Herre. Vær parate til at gøre rede for jeres forventning om det evige liv, når nogen spørger om jeres tro. 16 Gør det med venlighed og respekt og med god samvittighed, så jeres modstandere bliver flove over, at de har gjort nar af jer og talt ondt om jeres kristne livsstil. 17 Husk, at det er bedre at lide ondt—om Gud vil—for at have gjort noget godt end at blive straffet for at have gjort noget ondt.

18 Kristus måtte jo også lide, skønt han var uskyldig. Han døde én gang for alle, for at vi kunne få vores synder tilgivet. Han var selv uden synd, men døde for syndige menneskers skyld, for at han kunne bringe os tilbage til fællesskabet med Gud. Han døde rent fysisk, men blev levendegjort i ånden. 19 Og det var i dén åndelige skikkelse, at han besøgte de dødes ånder, der blev holdt i forvaring,[b] og han forkyndte budskabet for dem. 20 Der traf han dem, der døde på Noas tid, fordi de nægtede at bøje sig for Gud, selvom Gud ventede tålmodigt på dem i alle de år, det tog Noa at bygge arken. Ved hjælp af arken kom nogle få personer frelst gennem syndflodens vand. Det var otte personer i alt. 21 Det, der skete dengang, er et billede på dåben, som I også skal igennem for at blive frelst. Dåben drejer sig ikke om at få fjernet snavs fra kroppen, men er et spørgsmål[c] om en god samvittighed over for Gud, og den får man ved troen på, at Jesus Kristus opstod fra de døde, 22 og at han blev taget op til Himlen og nu sidder ved Guds højre hånd, hvorfra han hersker over både engle og åndelige autoriteter og magter.

At leve efter Guds vilje

Kristus måtte igennem fysiske lidelser, og I må være indstillet på det samme. De, der er villige til at gennemgå fysiske lidelser, har gjort op med et liv i synd. De lever resten af deres liv her på jorden i overensstemmelse med Guds vilje og ikke styret af syndige lidenskaber. I har brugt tilstrækkelig meget af jeres tid på at leve et selvisk liv ligesom de vantro. Det gav sig udslag i seksuelle udskejelser og syndigt begær, løsslupne fester, natlige orgier, druk og afskyelig afgudsdyrkelse. Jeres venner fra dengang undrer sig over, at I ikke længere vil være med i deres mange udskejelser, og de gør nar af jer.

Men de skal en dag stå til regnskab over for Gud, der er parat til at dømme levende og døde. Da også de døde vil blive dømt engang, måtte Jesus forkynde budskabet for dem og give dem mulighed for at få åndeligt liv, selvom de allerede havde oplevet den fysiske død.

Tjen hinanden i kærlighed

Verdens ende er nær. Vær derfor fornuftige og mådeholdne, så I kan bede. Og vigtigst af alt: Elsk hinanden med en inderlig kærlighed, for kærligheden gør, at mange synder bliver tilgivet.[d] Vær gæstfri mod hinanden uden at beklage jer. 10 Gud har givet hver enkelt af jer en nådegave, som I er ansvarlige for at bruge til gavn for de andre. 11 Er det din gave at forkynde ordet, så tal i overensstemmelse med Guds ord. Er det din gave at have en særlig hjælpetjeneste, så udfør din tjeneste med den styrke, Gud giver. I alle disse ting er det Gud, der skal have æren på grund af, hvad Jesus Kristus har gjort for os. Ham tilhører æren og magten i al evighed. Amen.

Om lidelser og dom

12 Elskede venner, I skal ikke undre jer over den ildprøve, I gennemgår, som om det er noget mærkeligt, der sker med jer. 13 Nej, glæd jer over at få lov at lide på samme måde, som Kristus led, for så kan I også glæde og fryde jer over at møde ham, når han kommer i al sin herlighed. 14 Når I bliver hånet, fordi I er kristne, skal I tænke på, hvor velsignede I er, for Guds herligheds og krafts Ånd er over jer. 15 Ingen af jer har jo begået kriminelle handlinger såsom vold, tyveri eller hæleri,[e] som I derfor med skam må lide straffen for. 16 Hvis I lider ondt, fordi I er kristne, har I ingen grund til at skamme jer. I skal hellere lovprise Gud for den ære, det er at få lov at være kristen.

17 Guds dom vil komme, og han er allerede begyndt med at rense ud blandt sit eget folk. Men hvis det, der sker med os nu, kun er begyndelsen, hvordan skal det så ende for dem, der afslår Guds tilbud om frelse? 18 Skriften spørger:

„Hvis retskafne mennesker med nød og næppe bliver frelst,
    hvordan skal det så gå de ugudelige syndere?”[f]

19 Altså skal de, der lider efter Guds vilje, fortsætte med at gøre det gode og overlade deres sjæls skæbne til den trofaste Skaber.

Afsluttende formaninger

Og nu et ord til jer, der er ledere i en menighed. Jeg er selv leder og var vidne til,[g] hvordan Kristus måtte lide, og jeg vil sammen med jer få del i hans herlighed, når den engang åbenbares. Jeg beder jer nu: Vær gode hyrder for den del af Guds hjord, I har fået ansvar for. Jeres tjeneste skal bygge på ønsket om at gøre Guds vilje og ikke fordi, I føler jer tvunget til det. Gør det ikke for pengenes skyld, men fordi I gerne vil. Pas på ikke at se menigheden som nogle, I hersker over, men vær et forbillede for dem. Når så overhyrden kommer, vil I blive belønnet med en herlig sejrskrans, der aldrig visner.

Også jer unge har jeg et ord til: I skal underordne jer lederne. Ja, I skal alle sammen være ydmyge over for hinanden, for „Gud modarbejder de hovmodige, men de ydmyge giver han nåde.”[h] Hvis I vil bøje jer under Guds vældige magt, vil han ophøje jer, når tiden er inde til det.

Kast alle jeres bekymringer på ham, for han har omsorg for jer.

Vær altid på vagt over for jeres modstander, Djævelen, for han strejfer omkring som en brølende løve på jagt efter et offer. Vær stærke i troen og stå hans fristelser imod. Tænk på, at andre kristne over hele verden må gennemgå de samme lidelser, som I skal igennem. 10 Det er kun en kort tid, I må lide. Al nådes Gud, som gennem Kristus har kaldet jer til evig herlighed, vil opmuntre, støtte, styrke og befæste jer. 11 Ham tilhører magten i al evighed. Amen.

Hilsener

12 Jeg har skrevet dette brev med hjælp fra min trofaste medarbejder Silas for i korthed at opmuntre jer og forsikre jer om, at den Guds nåde, I har taget imod, er sandhed. Hold fast ved det.

13 Mange hilsener fra menigheden her i Rom,[i] der er udvalgt sammen med jer. Også min nære ven og medarbejder Markus skal jeg hilse fra. 14 Nu må I hilse hinanden med et helligt kindkys. Fred være med alle jer, som tilhører Kristus.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.