M’Cheyne Bible Reading Plan

32 Men da Folket så, at Moses tøvede med at komme ned fra Bjerget, samlede det sig om Aron, og de sagde til ham: "Kom og lav os en Gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud af Ægypten!" ² Da sagde Aron til dem: "Riv de Guldringe af, som eders Hustruer, Sønner og Døtre har i Ørene, og bring mig dem!" ³ Så rev hele Folket deres Guldørenringe af og bragte dem til Aron. ⁴ Og han modtog dem af deres Hånd, formede Guldet med en Mejsel og lavede en støbt Tyrekalv deraf. Da sagde de: "Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!" ⁵ Og da Aron så det, byggede han et Alter for den, og Aron lod kundgøre: "I Morgen er det Højtid for Herren!" ⁶ Tidligt næste Morgen ofrede de så Brændofre og bragte Takofre og Folket satte sig til at spise og drikke, og derpå stod de op for at lege.

⁷ Da sagde Herren til Moses: "Skynd dig og stig ned, thi dit Folk, som du førte ud af Ægypten, har handlet ilde; ⁸ hastigt veg de bort fra den Vej jeg bød dem at vandre; de har lavet sig en støbt Tyrekalv og tilbedt den og ofret til den med de Ord: Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!" ⁹ Og Herren sagde til Moses: "Jeg har iagttaget dette Folk og set, at det er et halsstarrigt Folk. ¹⁰ Lad mig nu råde, at min Vrede kan blusse op imod dem så vil jeg tilintetgøre dem; men dig vil jeg gøre til et stort Folk!" ¹¹ Men Moses bønfaldt Herren sin Gud og sagde: "Hvorfor Herre skal din Vrede blusse op mod dit Folk, som du førte ud af Ægypten med vældig Kraft og stærk Hånd? ¹² Hvorfor skal Ægypterne kunne sige: I ond Hensigt førte han dem ud, for at slå dem ihjel ude mellem Bjergene og udrydde dem af Jorden? Lad din Vredes Glød høre op, og anger den Ulykke, du vilde gøre dit Folk! ¹³ Kom Abraham, Isak og Israel i Hu, dine Tjenere, hvem du tilsvor ved dig selv: Jeg vil gøre eders Afkom talrigt som Himmelens Stjerner, og jeg vil give eders Afkom hele det Land, hvorom jeg har talet, og de skal eje det evindelig!" ¹⁴ Da angrede Herren den Ulykke han havde truet med at gøre sit Folk.

¹⁵ Derpå vendte Moses tilbage og steg ned fra Bjerget med Vidnesbyrdets to Tavler i Hånden, Tavler, der var beskrevet på begge Sider, både på Forsiden og Bagsiden var de beskrevet. ¹⁶ Og Tavlerne var Guds Værk, og Skriften var Guds Skrift, ridset ind i Tavlerne. ¹⁷ Da hørte Josua Støjen af det larmende Folk, og han sagde til Moses: "Der høres Krigslarm i Lejren!" ¹⁸ Men han svarede: "Det er ikke sejrendes eller slagnes Skrig, det er Sang, jeg hører!" ¹⁹ Og da Moses nærmede sig Lejren og så Tyrekalven og Dansen, blussede hans Vrede op, og han kastede Tavlerne fra sig og sønderslog dem ved Bjergets Fod. ²⁰ Derpå tog han Tyrekalven, som de havde lavet, brændte den i Ilden og knuste den til Støv, strøde det på Vandet og lod Israeliterne drikke det. ²¹ Og Moses sagde til Aron: "Hvad har dette Folk gjort dig, siden du har bragt så stor en Synd over det?" ²² Aron svarede: "Vredes ikke, Herre! Du ved selv, at Folket ligger i det onde, ²³ og de sagde til mig: Lav os en Gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud af Ægypten! ²⁴ Da sagde jeg til dem: De, der har Guldsmykker, skal rive dem af! De bragte mig da Guldet, og jeg kastede det i Ilden, og så kom denne Tyrekalv ud deraf!"

²⁵ Da Moses nu så, at Folket var tøjlesløst til Skadefryd for deres Fjender, fordi Aron havde givet det fri Tøjler, ²⁶ stillede han sig ved Indgangen til Lejren og sagde: "Hvem der er for Herren, han komme hid til mig!" Da samlede alle Leviterne sig om ham, ²⁷ og han sagde til dem: "Så siger Herren, Israels Gud: Bind alle Sværd om Lænd og gå frem og tilbage fra den ene Indgang i Lejren til den anden og slå ned både Broder, Ven og Frænde!" ²⁸ Og Leviterne gjorde, som Moses havde sagt, og på den Dag faldt der af Folket henved 3000 Mand. ²⁹ Og Moses sagde: "Fra i Dag af skal I være Præster for Herren, thi ingen skånede Søn eller Broder, derfor skal Velsignelse komme over eder i Dag."

³⁰ Næste Dag sagde Moses til Folket: "I har begået en stor Synd ; men nu vil jeg stige op til Herren, måske kan jeg skaffe Soning for eders Synd!" ³¹ Derpå gik Moses atter til Herren og sagde: "Ak, dette Folk har begået en stor Synd, de har lavet sig en Gud af Guld. ³² Om du dog vilde tilgive dem deres Synd! Hvis ikke, så udslet mig af den Bog, du fører!" ³³ Herren svarede Moses: "Den, som har syndet imod mig, ham vil jeg udslette af min Bog! ³⁴ Men gå nu og før Folket hen, hvor jeg har befalet dig at føre det hen; se, min Engel skal drage foran dig! Men til sin Tid vil jeg straffe dem for deres Synd!" ³⁵ Og Herren slog Folket, fordi de havde lavet Tyrekalven, den, Aron lavede.

11 Men der lå en Mand syg, Lazarus fra Bethania, den Landsby, hvor Maria og hendes Søster Martha boede. ² Men Maria var den, som salvede Herren med Salve og tørrede hans Fødder med sit Hår; hendes Broder Lazarus var syg. ³ Da sendte Søstrene Bud til ham og lod sige: "Herre! se, den, du elsker, er syg." ⁴ Men da Jesus hørte dette, sagde han: "Denne Sygdom er ikke til Døden, men for Guds Herligheds Skyld, for at Guds Søn skal herliggøres ved den." ⁵ Men Jesus elskede Martha og hendes Søster og Lazarus. ⁶ Da han nu hørte, at han var syg, blev han dog to Dage på det Sted, hvor han var. ⁷ Derefter siger han så til Disciplene:"Lader os gå til Judæa igen! ⁸ Disciplene sige til ham: "Rabbi! nylig søgte Jøderne at stene dig, og du drager atter derhen?" ⁹ Jesus svarede: "Har Dagen ikke tolv Timer? Vandrer nogen om Dagen, da støder han ikke an; thi han ser denne Verdens Lys. ¹⁰ Men vandrer nogen om Natten, da støder han an; thi Lyset er ikke i ham." ¹¹ Dette sagde han, og derefter siger han til dem: "Lazarus, vor Ven, er sovet ind; men jeg går hen for at vække ham af Søvne." ¹² Da sagde Disciplene til ham: "Herre! sover han, da bliver han helbredt." ¹³ Men Jesus havde talt om hans Død; de derimod mente, at han talte om Søvnens Hvile. ¹⁴ Derfor sagde da Jesus dem rent ud: "Lazarus er død! ¹⁵ Og for eders Skyld er jeg glad over, at jeg ikke var der, for at I skulle tro; men lader os gå til ham!" ¹⁶ Da sagde Thomas (hvilket betyder Tvilling), til sine Meddisciple: "Lader os også gå, for at vi kunne dø med ham!" ¹⁷ Da Jesus nu kom, fandt han, at han havde ligget i Graven allerede fire Dage. ¹⁸ Men Bethania var nær ved Jerusalem, omtrent femten Stadier derfra. ¹⁹ Og mange af Jøderne vare komne til Martha og Maria for at trøste dem over deres Broder. ²⁰ Da Martha nu hørte, at Jesus kom, gik hun ham i Møde; men Maria blev siddende i Huset. ²¹ Da sagde Martha til Jesus: "Herre! havde du været her, da var min Broder ikke død. ²² Men også nu ved jeg, at hvad som helst du beder Gud om, vil Gud give dig." ²³ Jesus siger til hende: "Din Broder skal opstå." ²⁴ Martha siger til ham: "Jeg ved at han skal opstå i Opstandelsen på den yderste Dag." ²⁵ Jesus sagde til hende: "Jeg er Opstandelsen og Livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør. ²⁶ Og hver den, som lever og tror på mig, skal i al Evighed ikke dø. Tror du dette?" ²⁷ Hun siger til ham: "Ja, Herre! jeg tror, at du er Kristus, Guds Søn, den, som kommer til Verden." ²⁸ Og da hun havde sagt dette, gik hun bort og kaldte hemmeligt sin Søster Maria og sagde: "Mesteren er her og kalder ad dig." ²⁹ Da hun hørte det, rejste hun sig hastigt og gik til ham. ³⁰ Men Jesus var endnu ikke kommen til Landsbyen, men var på det Sted, hvor Martha havde mødt ham. ³¹ Da nu Jøderne, som vare hos hende i Huset og trøstede hende, så, at Maria stod hastigt op og gik ud, fulgte de hende, idet de mente, at hun gik ud til Graven for at græde der. ³² Da Maria nu kom derhen, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans Fødder og sagde til ham: "Herre! havde du været her da var min Broder ikke død." ³³ Da nu Jesus så hende græde og så Jøderne, som vare komne med hende, græde, harmedes han i Ånden og blev heftig bevæget i sit Indre; og han sagde: ³⁴ "Hvor have I lagt ham?" De sige til ham: "Herre! kom og se!" ³⁵ Jesus græd. ³⁶ Da sagde Jøderne: "Se, hvor han elskede ham!" ³⁷ Men nogle af dem sagde: "Kunde ikke han, som åbnede den blindes Øjne, have gjort, at også denne ikke var død?" ³⁸ Da harmes Jesus atter i sit Indre og går hen til Graven. Men det var en Hule, og en Sten lå for den. ³⁹ Jesus siger: "Tager Stenen bort!" Martha, den dødes Søster, siger til ham: "Herre! han stinker allerede; thi han har ligget der fire Dage:" ⁴⁰ Jesus siger til hende: " Sagde jeg ikke, at dersom du tror, skal du se Guds Herlighed?" ⁴¹ Da toge de Stenen bort. Men Jesus opløftede sine Øjne og sagde: "Fader! jeg takker dig, fordi du har hørt mig. ⁴² Jeg vidste vel, at du altid hører mig; men for Skarens Skyld, som står omkring, sagde jeg det, for at de skulle tro, at du har udsendt mig." ⁴³ Og da han havde sagt dette, råbte han med høj Røst: "Lazarus, kom herud!" ⁴⁴ Og den døde kom ud, bunden med Jordeklæder om Fødder og Hænder, og et Tørklæde var bundet om hans Ansigt, Jesus siger til dem: "Løser ham, og lader ham gå!"

⁴⁵ Mange af de Jøder, som vare komne til Maria og havde set, hvad han havde gjort, troede nu på ham; ⁴⁶ men nogle af dem gik hen til Farisæerne og sagde dem, hvad Jesus, havde gjort. ⁴⁷ Ypperstepræsterne og Farisæerne sammenkaldte da et Møde af Rådet og sagde: "Hvad gøre vi? thi dette Menneske gør mange Tegn. ⁴⁸ Dersom vi lade ham således blive ved, ville alle tro på ham, og Romerne ville komme og tage både vort Land og Folk." ⁴⁹ Men en af dem, Kajfas, som var Ypperstepræst i det År, sagde til dem: ⁵⁰ "I vide intet; ej heller betænke I, at det er os gavnligt, at eet Menneske dør for Folket, og at ikke det hele Folk skal gå til Grunde." ⁵¹ Men dette sagde han ikke af sig selv; men da han var Ypperstepræst i det År, profeterede han at Jesus skulde dø for Folket; ⁵² og ikke for Folket alene, men for at han også kunde samle Guds adspredte Børn sammen til eet. ⁵³ Fra den Dag af rådsloge de derfor om at ihjelslå ham.

⁵⁴ Derfor vandrede Jesus ikke mere frit om iblandt jøderne, men gik bort derfra ud på Landet, nær ved Ørkenen, til en By, som kaldes Efraim; og han blev der med sine Disciple. ⁵⁵ Men Jødernes Påske var nær; og mange fra Landet gik op til Jerusalem før Påsken for at rense sig. ⁵⁶ Da ledte de efter Jesus og sagde mellem hverandre, da de stode i Helligdommen: "Hvad mene I? Mon han ikke kommer til Højtiden?" ⁵⁷ Men Ypperstepræsterne og Farisæerne havde givet Befaling om at dersom nogen vidste, hvor han var, skulde han give det til Kende for at de kunde gribe ham.

8 Mon ikke Visdommen kalder, løfter Indsigten ikke sin røst? ² Oppe på Høje ved Vejen, ved Korsveje træder den frem; ³ ved Porte, ved Byens Udgang, ved Dørenes Indgang råber den: ⁴ Jeg kalder på eder, I Mænd, løfter min Røst til Menneskens Børn. ⁵ I tankeløse, vind jer dog Klogskab, I Tåber, så få dog Forstand! ⁶ Hør, thi jeg fører ædel Tale, åbner mine Læber med retvise Ord; ⁷ ja, Sandhed taler min Gane, gudløse Læber er mig en Gru. ⁸ Rette er alle Ord af min Mund, intet er falskt eller vrangt; ⁹ de er alle ligetil for den kloge, retvise for dem der vandt Indsigt 10Tag ved Lære, tag ikke mod Sølv, tag mod Kundskab fremfor udsøgt Guld; ¹¹ thi Visdom er bedre end Perler, ingen Skatte opvejer den ¹² Jeg, Visdom, er Klogskabs Nabo og råder over Kundskab og Kløgt. ¹³ Herrens Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod og Stolthed, den onde Vej og den falske Mund. ¹⁴ Jeg ejer Råd og Visdom, jeg har Forstand, jeg har Styrke. ¹⁵ Ved mig kan Konger styre og Styresmænd give retfærdige Love; ¹⁶ ved mig kan Fyrster råde og Stormænd dømme Jorden. ¹⁷ Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig. ¹⁸ Hos mig er der Rigdom og Ære, ældgammelt Gods og Retfærd. ¹⁹ Min Frugt er bedre end Guld og Malme, min Afgrøde bedre end kosteligt Sølv. ²⁰ Jeg vandrer på Retfærds Vej. midt hen ad Rettens Stier ²¹ for at tildele dem, der elsker mig, Gods og fylde deres Forrådshuse. ²² Mig skabte Herren først blandt sine Værker, i Urtid, førend han skabte andet; ²³ jeg blev frembragt i Evigheden, i Begyndelsen, i Jordens tidligste Tider; ²⁴ jeg fødtes, før Verdensdybet var til, før Kilderne, Vandenes Væld, var til; ²⁵ førend Bjergene sænkedes, før Højene fødtes jeg, ²⁶ førend han skabte Jord og Marker, det første af Jordsmonnets Støv. ²⁷ Da han grundfæsted Himlen, var jeg hos ham, da han satte Hvælv over Verdensdybet. ²⁸ Da han fæstede Skyerne oventil og gav Verdensdybets Kilder deres faste Sted, ²⁹ da han satte Havet en Grænse, at Vandene ej skulde bryde hans Lov, da han lagde Jordens Grundvold, ³⁰ da var jeg Fosterbarn hos ham, hans Glæde Dag efter Dag; for hans Åsyn leged jeg altid, ³¹ leged på hans vide Jord og havde min Glæde af Menneskens Børn. ³² Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den, der vogter på mine Veje! ³³ Hør på Tugt og bliv vise, lad ikke hånt derom! ³⁴ Lykkelig den, der hører på mig, så han daglig våger ved mine Døre og vogter på mine Dørstolper. ³⁵ Thi den, der ftnder mig; finder Liv og opnår Yndest hos Herren; ³⁶ men den, som mister mig, skader sig selv; enhver, som hader mig, elsker Døden.

1 Paulus, Kristi Jesu Apostel ved Guds Villie, til de hellige, som ere i Efesus og ere troende i Kristus Jesus: ² Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!

³ Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, som har velsignet os med al åndelig Velsignelse i det himmelske i Kristus, ⁴ ligesom han har udvalgt os i ham før Verdens Grundlæggelse til at være hellige og ulastelige for hans Åsyn, ⁵ idet han i Kærlighed forudbestemte os til Sønneudkårelse hos sig ved Jesus Kristus, efter sin Villies Velbehag, ⁶ til Pris for sin Nådes Herlighed, som han benådede os med i den elskede, ⁷ i hvem vi have Forløsningen ved hans Blod, Syndernes Forladelse, efter hans Nådes Rigdom, ⁸ som han rigelig tildelte os i al Visdom og Forstand, ⁹ idet han kundgjorde os sin Villies Hemmelighed, efter sin velbehagelige Beslutning, som han havde fattet hos sig selv, ¹⁰ for at oprette en Husholdning i Tidernes Fylde, nemlig at sammenfatte sig alt i Kristus, det, som er i Himlene, og det, som er på Jorden, i ham, ¹¹ i hvem vi også have fået Arvelodden, forud bestemte efter hans Forsæt, der virker alt efter sin Villies Råd, ¹² for at vi skulde være til Pris for hans Herlighed, vi, som forud havde håbet på Kristus, ¹³ i hvem også I, da I hørte Sandhedens Ord, Evangeliet om eders Frelse, i hvem I også, da I bleve troende, bleve beseglede med Forjættelsens hellige Ånd, ¹⁴ som er Pant på vor Arv, til Ejendommens Forløsning, til Pris for hans Herlighed.

¹⁵ derfor har også jeg, efter at have hørt om eders Tro på den Herre Jesus og om eders Kærlighed til alle de hellige, ¹⁶ ikke ophørt at takke for eder, idet jeg ihukommer eder i mine Bønner om, ¹⁷ at vor Herres Jesu Kristi Gud, Herlighedens Fader, må give eder Visdoms og Åbenbarelses Ånd i Erkendelse af ham, ¹⁸ gøre eders Hjertes Øjne oplyste til at kende, hvilket det Håb er, som han kaldte eder til, hvilken hans Arvs Herligheds Rigdom er iblandt de hellige, ¹⁹ og hvilken hans Krafts overvættes Storhed er over for os, som tro, alt efter hans Styrkes vældige Virkekraft, ²⁰ som han udviste på Kristus, da han oprejste ham fra de døde og satte ham ved sin højre Hånd i det himmelske, ²¹ langt over al Magt og Myndighed og Kraft og Herredom og hvert Navn, som nævnes,ikke alene i denne Verden, men også i den kommende, ²² og lagde alt under hans Fødder, og ham gav han som Hoved over alting til Menigheden, ²³ der er hans Legeme, fyldt af ham, som fylder alt i alle.