M’Cheyne Bible Reading Plan

31 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: ² Se, jeg har kaldet Bezalel, en Søn af Hurs Søn Uri, af Judas Stamme ³ og fyldt ham med Guds Ånd, med Kunstsnilde, Kløgt og Indsigt i alskens Arbejde ⁴ til at udtænke Kunstværker og til at arbejde i Guld, Sølv og Kobber ⁵ og med Udskæring af Sten til Indfatning og med Træskærerarbejde, kort sagt til at udføre alskens Arbejde. ⁶ Og se, jeg har givet ham Oholiab, Ahisamaks Søn, af Dans Stamme til Medhjælper, og alle kunstforstandige Mænds Hjerte har jeg udrustet med Kunstsnilde, for at de kan udføre alt, hvad jeg har pålagt dig, ⁷ Åbenbaringsteltet, Vidnesbyrdets Ark, Sonedækket derpå og alt Teltets Tilbehør, ⁸ Bordet med dets Tilbehør, Lysestagen af purt Guld med alt dens Tilbehør, Røgelsealteret, ⁹ Brændofferalteret med alt dets Tilbehør og Vandkummen med dens Fodstykke, ¹⁰ Pragtklæderne, de hellige Klæder til Præsten Aron og hans Sønners Klædet til Brug ved Præstetjenesten, ¹¹ Salveolien og den vellugtende Røgelse til Helligdommen. Ganske som jeg har pålagt dig, skal de udføre det.

¹² Herren talede fremdeles til Moses og sagde: ¹³ Du skal tale til Israeliterne og sige: Fremfor alt skal I holde mine Sabbater, thi Sabbaten er et Tegn mellem mig og eder fra Slægt til Slægt, for at I skal kende, at jeg Herren er den, der helliger eder. ¹⁴ I skal holde Sabbaten, thi den skal være eder hellig; den, som vanhelliger den, skal lide Døden, ja enhver, som udfører noget Arbejde på den, det Menneske skal udryddes af sin Slægt. ¹⁵ I seks Dage må der arbejdes, men på den syvende Dag skal I holde en fuldkommen Hviledag, helliget Herren; enhver, som udfører Arbejde på Sabbatsdagen, skal lide Døden. ¹⁶ Israeliterne skal holde Sabbaten, så at de fejrer Sabbaten fra Slægt til Slægt som en evig gyldig Pagt: ¹⁷ Den skal være et Tegn til alle Tider mellem mig og Israeliterne. Thi i seks Dage gjorde Herren Himmelen og Jorden, men på den syvende hvilede han og vederkvægede sig.

¹⁸ Da han nu var færdig med at tale til Moses på Sinaj Bjerg, overgav han ham Vidnesbyrdets to Tavler, Stentavler, der var beskrevet med Guds Finger.

10 " Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som ikke går ind i Fårefolden gennem Døren, men stiger andensteds over, han er en Tyv og en Røver. ² Men den, som går ind igennem Døren, er Fårenes Hyrde. ³ For ham lukker Dørvogteren op, og Fårene høre hans Røst; og han kalder sine egne Får ved Navn og fører dem ud. ⁴ Og når han har ført alle sine egne Får ud, går han foran dem; og Fårene følge ham, fordi de kende hans Røst. ⁵ Men en fremmed ville de ikke følge, men de ville fly fra ham, fordi de ikke kende de fremmedes Røst." ⁶ Denne Lignelse sagde Jesus til dem; men de forstode ikke, hvad det var, som han talte til dem. ⁷ Jesus sagde da atter til dem: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, jeg er Fårenes Dør. ⁸ Alle de, som ere komne før mig, ere Tyve og Røvere; men Fårene hørte dem ikke. ⁹ Jeg er Døren; dersom nogen går ind igennem mig, han skal frelses; og han skal gå ind og gå ud og finde Føde. ¹⁰ Tyven kommer ikke uden for at stjæle og slagte og ødelægge; jeg er kommen, for at de skulle have Liv og have Overflod. ¹¹ Jeg er den gode Hyrde; den gode Hyrde sætter sit Liv til for Fårene. ¹² Men Lejesvenden, som ikke er Hyrde, hvem Fårene ikke høre til ser Ulven komme og forlader Fårene og flyr, og Ulven røver dem og adspreder dem, ¹³ fordi han er en Lejesvend og ikke bryder sig om Fårene. ¹⁴ Jeg er den gode Hyrde, og jeg kender mine, og mine kende mig, ¹⁵ ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit Liv til for Fårene. ¹⁶ Og jeg har andre Får, som ikke høre til denne Fold; også dem bør jeg føre, og de skulle høre min Røst; og der skal blive een Hjord, een Hyrde. ¹⁷ Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit Liv til for at tage det igen. ¹⁸ Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har Magt til at sætte det til, og jeg har Magt til at tage det igen. Dette Bud modtog jeg af min Fader." ¹⁹ Der blev atter Splid iblandt Jøderne for disse Ords Skyld. ²⁰ Og mange af dem sagde: "Han er besat og raser, hvorfor høre I ham?" ²¹ Andre sagde: "Dette er ikke Ord af en besat; mon en ond Ånd kan åbne blindes Øjne?"

²² Men Tempelvielsens Fest indtraf i Jerusalem. Det var Vinter; ²³ og Jesus gik omkring i Helligdommen, i Salomons Søjlegang. ²⁴ Da omringede Jøderne ham og sagde til ham: "Hvor længe holder du vor Sjæl i Uvished? Dersom du er Kristus, da sig os det rent ud!" ²⁵ Jesus svarede dem: "Jeg har sagt eder det, og I tro ikke. De Gerninger, som jeg gør i min Faders Navn, de vidne om mig; ²⁶ men I tro ikke, fordi I ikke ere af mine Får. ²⁷ Mine Får høre min Røst, og jeg kender dem, og de følge mig, ²⁸ og jeg giver dem et evigt Liv, og de skulle i al Evighed ikke fortabes, og ingen skal rive dem ud af min Hånd. ²⁹ Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle; og ingen kan rive noget af min Faders Hånd. ³⁰ Jeg og Faderen, vi ere eet." ³¹ Da toge Jøderne atter Sten op for at stene ham. ³² Jesus svarede dem: "Mange gode Gerninger har jeg vist eder fra min Fader; for hvilken af disse Gerninger stene I mig?" ³³ Jøderne svarede ham: "For en god Gerning stene vi dig ikke, men for Gudsbespottelse, og fordi du, som er et Menneske, gør dig selv til Gud." ³⁴ Jesus svarede dem: "Er der ikke skrevet i eders Lov: Jeg har sagt: I ere Guder? ³⁵ Når den nu har kaldt dem Guder, til hvem Guds Ord kom (og Skriften kan ikke rokkes), ³⁶ sige I da til den, hvem Faderen har Helliget og sendt til Verden: Du taler bespotteligt, fordi jeg sagde: Jeg er Guds Søn? ³⁷ Dersom jeg ikke gør min Faders Gerninger, så tror mig ikke! ³⁸ Men dersom jeg gør dem, så tror Gerningerne, om I end ikke ville tro mig, for at I kunne indse og erkende, at Faderen er i mig, og jeg i Faderen." ³⁹ De søgte da atter at gribe ham; og han undslap af deres Hånd.

⁴⁰ Og han drog atter bort hinsides Jordan til det Sted, hvor Johannes først døbte, og han blev der. ⁴¹ Og mange kom til ham, og de sagde: "Johannes gjorde vel intet Tegn; men alt, hvad Johannes sagde om denne, var sandt." ⁴² Og mange troede på ham der.

7 Min Søn, vogt dig mine Ord,mine bud må du gemme hos dig; ² vogt mine bud, så skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig; ³ bind dem om dine Fingre, skriv dem på dit Hjertes Tavle, ⁴ sig til Visdommen: "Du er min Søster!" og kald Forstanden Veninde, ⁵ at den må vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med sleske Ord. ⁶ Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter; ⁷ og blandt de tankeløse så jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge; ⁸ han gik på Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem på Vej til hendes Hus ⁹ i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem. ¹⁰ Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet; ¹¹ løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro; ¹² snart på Gader, snart på Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun; - ¹³ hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner; ¹⁴ "Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag, ¹⁵ gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig! ¹⁶ Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred ¹⁷ jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark; ¹⁸ kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs Lyst! ¹⁹ Thi Manden er ikke hjemme, - på Langfærd er han draget; ²⁰ Pengepungen tog han med, ved Fuldmåne kommer han hjem!" ²¹ Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske Læber; ²² tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet, ²³ til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv. ²⁴ Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord! ²⁵ Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild på hendes Stier; ²⁶ thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel. ²⁷ Hendes Hus er Dødsrigets Veje, som fører til Dødens Kamre.

6 Brødre! om også et Menneske bliver overrasket af nogen Forsyndelse, da hjælper en sådan til Rette, I åndelige! med Sagtmodigheds Ånd, og se til dig selv, at ikke også du bliver fristet! ² Bærer hverandres Byrder og opfylder således Kristi Lov! ³ Thi når nogen mener, at han er noget, skønt han intet er, da bedrager han sig selv. ⁴ Men hver prøve sin egen Gerning, og da skal han have sin Ros i Forhold til sig selv alene, og ikke til Næsten; ⁵ thi hver skal bære sin egen Byrde.

⁶ Men den, som undervises i Ordet skal dele alt godt med den, som underviser ham. ⁷ Farer ikke vild; Gud lader sig ikke spotte; thi hvad et Menneske sår, det skal han også høste. ⁸ Thi den, som sår i sit Kød, skal høste Fordærvelse af Kødet; men den, som sår i Ånden, skal høste evigt Liv af Ånden. ⁹ Men når vi gøre det gode, da lader os ikke blive trætte; thi i sin Tid skulle vi høste, såfremt vi ikke give tabt. ¹⁰ Så lader os altså, efter som vi have Lejlighed, gøre det gode imod alle, men mest imod Troens egne!

¹¹ Ser nu, med hvor store Bogstaver jeg skriver til eder med min egen Hånd! ¹² Alle de, som ville tage sig godt ud i Kødet, de tvinge eder til at lade eder omskære, alene for at de ikke skulle forfølges for Kristi Kors's Skyld. ¹³ Thi ikke engang de, som lade sig omskære, holde selv Loven; men de ville, at I skulle lade eder omskære, for at de kunne rose sig af eders Kød. ¹⁴ Men det være langt fra mig at rose mig uden af vor Herres Jesu Kristi Kors,ved hvem Verden er korsfæstet for mig, og jeg for Verden. ¹⁵ Thi hverken Omskærelse eller Forhud er noget, men en ny Skabning. ¹⁶ Og så mange, som vandre efter denne Rettesnor, over dem være Fred og Barmhjertighed, og over Guds Israel!

¹⁷ Herefter volde ingen mig Besvær; thi jeg bærer Jesu Mærketegn på mit Legeme: ¹⁸ Vor Herres Jesu Kristi Nåde være med eders Ånd, Brødre! Amen.