M’Cheyne Bible Reading Plan
Jakob snyder sin far og får den førstefødtes velsignelse
27 Da Isak var blevet gammel og ikke længere kunne se, kaldte han en dag sin ældste søn, Esau, til sig.
„Min søn!” sagde han.
„Ja, hvad er der, far?” svarede Esau.
2 „Jeg er nu en gammel mand og kan dø når som helst. 3 Tag din bue og dine pile og gå ud og skyd mig et stykke vildt. 4 Tilbered så en lækker ret mad—sådan som jeg kan lide den. Bring den så her, så jeg kan nyde den og give dig min velsignelse, inden jeg dør.”
5 Nu stod Rebekka imidlertid og lyttede, da Isak talte til Esau. Så da Esau gik ud for at skyde noget vildt til sin far, 6 kaldte hun på Jakob og sagde: „Jeg hørte din far sige til din bror: 7 ‚Skyd mig et stykke vildt og tilbered det, så jeg kan spise det. Bagefter vil jeg give dig Herrens velsignelse, inden jeg dør.’ 8 Men hør nu godt efter, Jakob, og gør nøjagtig, som jeg siger: 9 Gå ud og hent mig to af de bedste gedekid fra flokken, så skal jeg lave en lækker ret mad, sådan som din far kan lide den. 10 Derefter skal du servere maden for din far, så han kan nyde den og give dig velsignelsen, inden han dør.”
11 „Jamen mor,” indvendte Jakob. „Esaus hud er jo lige så lodden, som min er glat. 12 Hvad nu, hvis far føler på mig? Så opdager han, at jeg bedrager ham, og så får jeg en forbandelse i stedet for en velsignelse.”
13 Men hans mor svarede: „Forbandelsen tager jeg på mig! Bare gør, som jeg siger. Gå nu ud og hent de gedekid!”
14 Så gik Jakob ud og hentede kiddene og gav hende dem, hvorefter hun tilberedte en lækker ret mad, sådan som hans far kunne lide den. 15 Dernæst tog hun Esaus bedste tøj og gav Jakob det på. 16 Hans glatte arme og hals dækkede hun med skindet fra gedekiddene. 17 Så rakte hun ham den lækre mad og det brød, hun havde bagt. 18 Han gik så ind med det og sagde: „Værsgo, far!”
„Tak!” sagde Isak. „Hvem er det, der taler?”
19 „Det er Esau, din ældste søn!” svarede Jakob. „Jeg har gjort, som du sagde! Sæt dig nu op og spis vildtet, så du kan give mig din velsignelse!”
20 „Hvordan bar du dig ad med at klare det så hurtigt, min søn?”
„Herren, din Gud, sendte byttet lige i armene på mig!” svarede Jakob.
21 „Kom nærmere,” sagde Isak, „så jeg kan røre ved dig og mærke, om det virkelig er dig, Esau!” 22 Så gik Jakob hen til sin far, og Isak følte på ham. „Det er Jakobs stemme, men Esaus arme,” sagde han undrende.
23 Han genkendte ikke Jakob på grund af de behårede arme, som jo måtte være Esaus. Inden Isak velsignede ham, 24 spurgte han igen:
„Det er Esau, ikke?”
„Jo, selvfølgelig!” svarede Jakob.
25 „Giv mig da maden, så jeg kan spise den og velsigne dig.”
Jakob rakte ham maden og vinen, og han spiste og drak. 26 Bagefter sagde Isak: „Kom hen og kys mig på kinden, min dreng!” 27 Da Jakob kom hen for at kysse sin far på kinden, kunne Isak mærke duften af Esaus tøj, og han velsignede ham med ordene:
„Duften af min søn er som duften af den jord, Herren har velsignet. 28 Gud vil velsigne din afgrøde med væde fra himlen og næring fra jorden. Du får korn og vin i overflod. 29 Folkeslag skal tjene dig og ærbødigt bøje sig for dig. Du og din slægt skal herske over din bror og hans slægt. Forbandet være enhver, der forbander dig—og velsignet være enhver, der velsigner dig.”
30 Da Isak var færdig med at velsigne ham, og Jakob lige var gået, kom Esau hjem fra jagten. 31 Han tilberedte en lækker ret mad og bragte den ind til sin far: „Her er jeg, Far. Sæt dig nu op og spis mit vildt, så du kan give mig din velsignelse!”
32 „Hvad!” udbrød Isak forvirret. „Hvem er du?”
„Esau—din ældste søn!”
33 Da blev Isak bestyrtet og rystede voldsomt over hele kroppen. „Jamen, hvem var det da, som bragte mig vildt før du kom? Jeg har allerede spist, og nu har han fået velsignelsen!”
34 Ved de ord udstødte Esau et jamrende skrig og råbte: „Giv dog også mig en velsignelse, far!”
35 „Det kan jeg ikke, Esau. Din bror snød mig og stjal din velsignelse!”
36 „Ikke så underligt, at han hedder Jakob! Nu har han bedraget mig to gange!” sagde Esau bittert. „Først tog han min førstefødselsret, og nu har han stjålet min velsignelse! Har du dog ikke en velsignelse til mig også?”
37 „Nej, for jeg har gjort ham til hersker over dig,” sagde Isak. „Din slægt har jeg gjort til tjenere for hans slægt, og jeg har lovet ham overflod af korn og vin. Hvad har jeg tilbage at give dig, min søn?”
38 „Har du kun den ene velsignelse, Far? Velsign dog også mig!” Esau brast i gråd.
39 Men Isak svarede: „Din boplads bliver langt fra den frugtbare jord og fra himlens væde. 40 Med dit sværd skal du skaffe dig føden, og du skal tjene din bror, indtil du ryster hans åg af dig.”
Jakob flygter til sin morbror i Paddan-Aram
41 Esau bar nag til Jakob, fordi han havde stjålet hans velsignelse, og han sagde til sig selv: „Om kort tid dør far. Så slår jeg Jakob ihjel!” 42 Da Rebekka fik nys om, hvad hendes ældste søn havde i sinde, kaldte hun straks Jakob til sig og fortalte ham om Esaus hensigter. „Esau vil hævne sig og skaffe dig af vejen,” sagde hun. 43 „Gør nu, som jeg siger: Flygt til din onkel Laban i Karan 44 og bliv der, til din brors vrede er kølnet af, 45 og han har glemt, hvad du har gjort imod ham. Når han ikke er vred længere, sender jeg bud til dig, så du kan komme tilbage. Jeg vil ikke kunne bære at miste jer begge på en gang.”[a]
46 Til Isak sagde Rebekka: „Jeg er inderligt træt af de hittitiske kvinder! Jeg vil hellere dø end opleve, at Jakob gifter sig med en af dem.”
De jødiske ledere søger en anledning til at få Jesus ryddet af vejen(A)
26 Da Jesus var færdig med at undervise sine disciple, sagde han til dem: 2 „I ved, at der kun er to dage til påskefesten begynder.[a] Da vil Menneskesønnen blive forrådt og korsfæstet.”
3 Ypperstepræsterne og de øvrige jødiske ledere holdt møde i ypperstepræsten Kajfas’ hus. 4 De diskuterede, hvordan de uden at vække opsigt kunne få Jesus pågrebet og slået ihjel. 5 „Men ikke under højtiden,” sagde de til hinanden, „for så bliver der uroligheder.”
En kvinde salver Jesu hoved som forberedelse til hans død(B)
6 Jesus og disciplene var inviteret til spisning i Simon den Spedalskes hus i Betania.[b] 7 Da kom en kvinde ind med en alabastkrukke fyldt med en kostbar, aromatisk olie. Den hældte hun ud over Jesu hoved, mens han lå til bords og spiste.
8 Da disciplene så det, blev de fortørnede. „Sikken et spild,” sagde de. 9 „Den olie kunne have indbragt mange penge, og pengene kunne være givet til de fattige.” 10 Jesus hørte, hvad de sagde, og satte dem i rette: „Hvorfor gør I livet surt for hende? Hun fortjener ros for det, hun har gjort for mig. 11 De fattige har I jo altid iblandt jer—men mig har I ikke altid. 12 Hun hældte den olie ud over mit hoved som en forberedelse til min begravelse. 13 Det siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden budskabet om mig bliver forkyndt, vil denne fine handling også blive omtalt. Hun vil aldrig blive glemt.”
Judas beslutter at forråde Jesus(C)
14 Derpå gik Judas Iskariot, en af de Tolv, hen til ypperstepræsterne. 15 „Hvad vil I give mig for at forråde Jesus til jer?” spurgte han. De lovede ham 30 sølvmønter for det. 16 Fra det øjeblik søgte Judas en passende anledning til at forråde Jesus.
Forberedelsen til påskemåltidet(D)
17 På den første af påskefestens[c] dage kom disciplene til Jesus og spurgte: „Hvor ønsker du, at vi skal forberede påskemåltidet for dig?” 18 Han svarede: „Gå ind i byen, find frem til en bestemt mand og sig til ham: ‚Mesteren siger: Øjeblikket er kommet. Jeg vil gerne spise påskemåltidet i dit hus sammen med mine disciple.’ ”
19 Disciplene gjorde, som Jesus havde sagt, og forberedte påskemåltidet.
Jesus forudsiger Judas’ forræderi(E)
20 Ved mørkets frembrud gik Jesus derhen sammen med de Tolv, og de lagde sig ned ved bordet og begyndte måltidet. 21 Mens de spiste, udbrød han: „Det siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.” 22 Disciplene blev meget bedrøvede, og den ene efter den anden spurgte ham: „Det er vel ikke mig, Herre?”
23 Jesus svarede: „Ham, der har sin hånd i skålen sammen med mig, vil forråde mig. 24 Selv om Menneskesønnen nødvendigvis må dø, sådan som Skrifterne har sagt, så må jeg sige: Ve det menneske, som forråder mig. Det havde været bedre for ham, om han aldrig havde levet.”
25 „Det er vel ikke mig, Herre?” spurgte Judas, forræderen.
„Jo, det er!” svarede Jesus.
Jesus indstifter den nye pagt(F)
26 Under måltidet tog Jesus et brød, takkede Gud, brækkede det i stykker og delte det ud til disciplene, idet han sagde: „Tag imod dette brød og spis det. Det er mit legeme.” 27 Så tog han et bæger med vin, takkede Gud, sendte det rundt og sagde til dem: „Drik alle heraf, 28 for det er mit blod, som besegler den nye[d] pagt, og som udgydes for mange, for at de kan få tilgivelse for deres synder. 29 Jeg siger jer: Jeg skal ikke drikke vin mere før den dag, da jeg drikker den ny vin sammen med jer i min Fars rige.”
Jesus forudser, at disciplene vil tage afstand fra ham(G)
30 Da Jesus og hans disciple havde sunget lovsangen,[e] gik de ud mod Olivenbjerget.
31 Mens de gik op ad stien, sagde Jesus til dem: „I nat vil I alle tage afstand fra mig, men så bliver det skriftord opfyldt, som siger: ‚Jeg vil slå hyrden ned, og fårene vil blive spredt.’[f] 32 Men efter at jeg er genopstået fra de døde, vil jeg gå i forvejen til Galilæa, så vi kan mødes dér.”
33 „Selv om alle de andre tager afstand fra dig, så vil jeg aldrig svigte dig!” forsikrede Peter.
34 Jesus svarede ham: „Det siger jeg dig: Inden natten er forbi, og hanen galer, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.”
35 „Aldrig i livet!” udbrød Peter. „Så vil jeg hellere dø sammen med dig!” Det samme sagde alle de andre disciple.
Jesus kæmper i bøn i Getsemane(H)
36 Jesus og disciplene kom nu til et sted, der hedder Getsemane. „Sæt jer her, mens jeg går hen og beder,” sagde Jesus. 37 Dog tog han Peter og de to sønner af Zebedæus med sig lidt længere frem. Han var sørgmodig og urolig. 38 „Jeg er dybt bedrøvet her op til min død,” udbrød han. „Bliv her og hold jer vågne, mens jeg beder!”
39 Han gik lidt længere frem, faldt på knæ med ansigtet mod jorden og bad: „Far, hvis det er muligt, så tag det her lidelsens bæger fra mig. Dog ikke som jeg vil, men som du vil.”
40 Så gik han tilbage til de tre disciple og så, at de var faldet i søvn. Han vækkede dem og sagde til Peter: „Kunne I ikke holde jer vågne bare én time for min skyld? 41 Viljen er god nok, men i egen kraft kan I ikke. Hvis I ikke skal bukke under for fristelsen, må I være vågne og bede.”
42 Jesus gik igen lidt væk fra dem og bad for anden gang: „Far, hvis det her lidelsens bæger ikke kan tages fra mig, men jeg er nødt til at tømme det, så lad din vilje ske.”
43 Da han kom tilbage til de tre disciple, sov de igen, for deres øjenlåg føltes tunge som bly. 44 Så lod han dem være og gik for tredje gang alene tilbage for at bede den samme bøn igen.
45 Da han derefter kom tilbage til disciplene, sagde han til dem: „Nå, I sover stadig og hviler jer! Tiden er kommet, hvor Menneskesønnen skal gives i onde menneskers vold. 46 Rejs jer og lad os gå! Forræderen er på vej.”
Jesus pågribes og afslår at forsvare sig(I)
47 Ordene hang endnu i luften, da Judas dukkede frem af mørket—han, som var en af de Tolv. Han kom med en stor flok mænd, der var bevæbnet med sværd og knipler og udsendt af ypperstepræsterne og de øvrige jødiske ledere. 48 Forræderen havde i forvejen sagt til dem: „Den mand, jeg hilser med et kys på kinden, ham skal I gribe!”
49 Derfor gik Judas lige hen til Jesus og sagde: „God aften, Mester!” og han kyssede ham på kinden.
50 „Min ven,” svarede Jesus, „er det for at vise din hengivenhed, du er kommet?”[g]
I samme øjeblik omringede mændene Jesus og holdt ham fast. 51 Pludselig trak en af disciplene sit sværd, slog efter ypperstepræstens tjener og huggede hans ene øre af. 52 „Stik dit sværd i skeden!” beordrede Jesus. „De, der griber til vold, vil selv blive ofre for vold. 53 Er du ikke klar over, at jeg kunne råbe til min Far om hjælp, og han ville straks sende mig mere end 12 legioner engle? 54 Men hvordan skulle Guds plan, som er omtalt i Skriften, så blive opfyldt?”
55 Så vendte Jesus sig til dem, der var kommet for at fange ham: „Man skulle tro, det var en farlig forbryder, I var ude efter, sådan som I er bevæbnede. Hvorfor arresterede I mig ikke i templet? Den ene dag efter den anden underviste jeg i templet, uden at I pågreb mig. 56 Men alt, hvad der sker her, er blot en opfyldelse af, hvad profeterne har sagt!”
Da flygtede alle disciplene.
Jesus i forhør hos de jødiske ledere(J)
57 De, der havde pågrebet Jesus, førte ham til ypperstepræsten Kajfas’ hus, hvor de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere var forsamlede. 58 Peter fulgte efter på afstand og vovede sig helt ind i gården til ypperstepræstens hus. Her satte han sig blandt vagterne for at se, hvad det ville ende med.
59 Inde i huset prøvede det øverste jødiske råd, anført af ypperstepræsterne, at finde noget, de kunne anklage Jesus for. De ville have ham dømt til døden, men manglede beviser. 60 Selv om mange falske vidner blev ført frem, fandt de ingen holdbare anklager. Til sidst trådte to mænd frem og erklærede: 61 „Den mand har sagt, at han er i stand til at ødelægge Guds tempel og bygge det op igen inden tre dage!”
62 Så rejste ypperstepræsten sig. „Du har hørt anklagerne imod dig,” sagde han til Jesus. „Hvad har du at sige til dit forsvar?” 63 Men Jesus forholdt sig tavs. Så sagde ypperstepræsten til ham: „Jeg tager dig i ed for den levende Guds ansigt. Sig os, om du er Messias, Guds Søn!”
64 „Ja, det er jeg,” svarede Jesus. „Og det siger jeg jer: Engang skal I se Menneskesønnen sidde ved Den almægtige Guds højre side, og I skal se ham komme igen på himlens skyer.”
65 Da rev ypperstepræsten sin kjortel i stykker og råbte: „Han har hånet Gud! Hvad skal vi med flere vidner? I hørte selv, hvad han sagde. 66 Hvad mener I andre?”
„Han er skyldig!” råbte de. „Han skal dø!”
67-68 Så spyttede de ham i ansigtet og slog løs på ham med knyttede næver. Nogle slog ham med stokke og råbte: „Lad os se dine evner som profet, Messias! Hvem var det, der slog dig nu?”
Peter nægter at kendes ved Jesus(K)
69 Mens det her foregik inde i huset, sad Peter nede i gården. På et tidspunkt kom en pige hen til ham. „Du var også sammen med Jesus fra Galilæa,” sagde hun.
70 Peter benægtede det højlydt: „Jeg aner ikke, hvad du taler om!”
71 Derefter gik han ud i portrummet. Men her fik en anden pige øje på ham. „Den mand var sammen med Jesus fra Nazaret,” sagde hun til dem, der stod rundt omkring.
72 „Nej, jeg sværger på, at jeg ikke kender den mand!” svarede Peter.
73 Folk begyndte nu at stimle sammen om ham: „Jo, du er bestemt en af dem!” sagde de. „Din dialekt afslører, hvor du kommer fra.”
74 Peter benægtede endnu en gang og sagde: „Jeg sværger på, at jeg overhovedet ikke kender den mand!” I det samme galede en hane.
75 Da huskede Peter, at Jesus havde sagt: „Inden hanen galer, vil du tre gange nægte at kendes ved mig.” Straks gik han udenfor og brast i en fortvivlet gråd.
Hamans plan om at udrydde jøderne
3 Kort tid efter forfremmede kong Xerxes en mand ved navn Haman[a] til premierminister, og han blev således den øverste mand i riget næst efter kongen. 2 Alle kongens ansatte knælede ned og hyldede ham, når han gik forbi, for det havde kongen befalet. Men Mordokaj nægtede at gøre det, fordi han var jøde.
3-4 „Du må hellere adlyde kongens befaling!” sagde de andre ansatte til ham gang på gang. Men Mordokaj var ubøjelig. Til sidst fortalte de Haman, at Mordokaj ikke ville knæle ned for ham. 5-6 Haman blev rasende, men i stedet for kun at hævne sig på Mordokaj bestemte han sig for at udrydde alle jøder fra det persiske rige, fordi Mordokaj var jøde.
7 I den første måned, der hed nisan, i kong Xerxes’ 12. regeringsår søgte Haman ved at kaste lod om dage og måneder at finde det gunstigste tidspunkt til at gøre det af med jøderne. Loddet traf den trettende dag i den 12. måned, som hed adar.
8 Haman sagde derpå til kongen: „Der findes et særligt folk blandt undersåtterne i kongens rige, som har deres egne love og traditioner og nægter at overholde perserrigets love. Derfor må det være i kongens interesse, at dette folk bliver udryddet. 9 Hvis det behager kongen, bør der udsendes en befaling til alle rigets provinser om, at jøderne skal udryddes. Jeg anslår, at kongens embedsmænd på den måde kan indsamle 10.000 sække med sølv[b] til rigets skatkammer.”
10 Kongen gik ind på Hamans forslag og rakte ham sin signetring. 11 „Du må gøre, som du vil, med jøderne, og sølvet må du gerne selv beholde,” sagde han.
12 På den 13. dag i den første måned samlede Haman kongens sekretærer, som efter hans diktat nedskrev brevet til guvernørerne på alle de forskellige sprog, der taltes i riget. Derefter blev brevene underskrevet med kongens navn, forseglet med kongens signetring 13 og sendt ud til alle rigets provinser. I brevet stod der, at alle jøder, unge og gamle såvel som kvinder og børn, skulle slås ihjel den 13. dag i den 12. måned, og at deres ejendom skulle konfiskeres. 14 Brevets indhold skulle bekendtgøres som lov, så folk i hver eneste provins kunne være parat til at udføre ordren på den fastsatte dag. 15 På kongens befaling blev bestemmelsen først offentliggjort i regeringsbyen Susa, hvorefter sendebudene skyndte sig af sted til alle rigets provinser. Kongen og Haman satte sig derefter til at drikke. Men jøderne i Susa var rædselsslagne.
26 Derpå sagde Agrippa til Paulus: „Du har nu mulighed for at tale din sag.” 2 Paulus løftede hånden til hilsen og begyndte: „Ærede Kong Agrippa, jeg betragter det som en velsignelse for mig, at det er over for dig, jeg i dag skal forsvare mig med hensyn til alt det, som jøderne anklager mig for, 3 for jeg ved, at du har et indgående kendskab til de traditioner og stridigheder, som optager jøderne. Derfor beder jeg dig lytte tålmodigt til mig.
4-5 Alle jøderne har kendt mig i lang tid. De har kunnet observere mit liv og min opvækst blandt mit eget folk i Jerusalem. Og hvis de ellers vil indrømme det, kan de bevidne, at jeg har levet som farisæer, altså den strengeste gruppe inden for vores religion. 6-7 Herre, konge, grunden til, at jeg i dag står her som anklaget, er, at jeg har sat min lid til det løfte, som Gud gav vores forfædre.[a] Israels 12 stammer tjener ihærdigt Gud dag og nat for at nå frem til opfyldelsen af det samme løfte. 8 Hvorfor har I så svært ved at tro på, at Gud formår at gøre de døde levende?
9 Jeg var selv engang overbevist om, at man burde gøre alt for at bekæmpe de mennesker, der troede på nazaræeren Jesus. 10 Det gjorde jeg også i Jerusalem. Med fuldmagt fra ypperstepræsterne fik jeg mange af de kristne sat i fængsel, og når der var afstemning i Rådet om, hvorvidt de skulle henrettes, stemte jeg for det. 11 Rundt omkring i synagogerne prøvede jeg ved hjælp af tortur at tvinge de kristne til at afsværge deres tro. Ja, jeg var så rasende på dem, at jeg endog forfulgte dem til fjerntliggende byer uden for landets grænser.
12 Det var med det i tanke, at jeg en dag var på vej til Damaskus med fuldmagt fra ypperstepræsterne. 13 Men så skete der noget, højtærede konge. Det var midt på dagen, og pludselig kom der et blændende lys ovenfra, som var stærkere end solens lys. Det omsluttede både mig og mine ledsagere. 14 Vi faldt alle på knæ med ansigtet mod jorden, og jeg hørte en stemme sige til mig på hebraisk: ‚Saul, hvorfor forfølger du mig? Det bliver værst for dig selv, hvis du sparker imod brodden!’ 15 ‚Hvem er du, herre?’ spurgte jeg. Herren svarede: ‚Jeg er Jesus, som du forfølger. 16 Men rejs dig nu op og stå på dine ben, for jeg har åbenbaret mig for dig, fordi jeg har udvalgt dig til at være min tjener og mit vidne. Du skal fortælle mennesker om det, du har oplevet i dag, og om det, jeg i fremtiden vil vise dig, 17 når jeg redder dig ud af kløerne på dit eget folk og ud af kløerne på de andre folkeslag, som jeg vil sende dig til. 18 Jeg sender dig til dem, for at du skal åbne deres øjne, så de kan vende sig fra mørket til lyset, fra Satans magt til Guds magt, og så de kan modtage tilgivelse for deres synd og komme med blandt dem, der er renset ved troen på mig.’
19 Fra det tidspunkt, Kong Agrippa, har jeg altid være lydig mod den åbenbaring, jeg modtog fra Gud. 20 Først forkyndte jeg for jøderne i Damaskus, så i Jerusalem og i hele det jødiske land og derefter for de ikke-jødiske folkeslag. Budskabet drejer sig om at ændre sind og vende om til Gud og derefter lade det nye liv udmønte sig i handling. 21 Det er baggrunden for, at jøderne pågreb mig på tempelpladsen, og at de er ude på at få mig slået ihjel. 22 Men Gud har hjulpet mig igen og igen, når jeg har stået frem for både høj og lav for at forkynde budskabet. Og jeg har ikke sagt andet end det, både Moses og profeterne for længst har sagt skulle ske, 23 nemlig at Messias skulle lide, at han skulle bringe lys til både jøderne og de andre folkeslag, og at han er den første til at genopstå fra de døde.”
24 Da han sagde det, brød Festus ind. „Du er fra forstanden, Paulus!” råbte han. „Den megen lærdom har gjort dig vanvittig!” 25 „Jeg er ikke spor vanvittig, højtærede Festus. Jeg taler både sandt og fornuftigt. 26 Kongen kender det alt sammen. Derfor taler jeg så frimodigt, for jeg ved, at han er godt inde i den sag. Det er jo ikke noget, der er foregået i en afkrog. 27 Kong Agrippa, tror du på profeternes ord? Det ved jeg, du gør.” 28 Agrippa svarede: „Du er lige ved at få mig overtalt til at blive en kristen.” 29 „Hvad enten det er lige ved eller langt fra,” fortsatte Paulus, „så er min bøn til Gud, at ikke alene du, men også alle, som lytter til mig her i dag, må få det, som jeg har det—bortset fra mine lænker.”
30 Så rejste kong Agrippa, Berenike, Festus og de andre prominente gæster sig og forlod salen. 31 På vej ud sagde de til hinanden: „Den mand har ikke gjort noget, han kan dømmes til døden eller fængsles for.” 32 Agrippa sagde derpå til Festus: „Han kunne være blevet sat på fri fod i dag, hvis han ikke havde appelleret sin sag til kejseren.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.