Read the Gospels in 40 Days

Om ægteskab og skilsmisse^(A)

10 Derefter satte Jesus og disciplene kursen mod Judæa og kom undervejs gennem området øst for Jordanfloden. Som sædvanlig samledes store folkeskarer omkring ham, og han underviste dem, som han plejede.

² Nogle farisæere prøvede at stille fælde for ham og spurgte: „Har en mand lov til at skille sig fra sin kone?”

³ Jesus begyndte med et modspørgsmål: „Hvad sagde Moses om skilsmisse?”

⁴ „Moses gav manden lov til at udstede et skilsmissebrev og sende konen bort,” svarede de.^[a]

⁵ „Moses gav den tilladelse på grund af menneskers uforsonlige holdning,” sagde Jesus. ⁶ „Men det var ikke Guds mening fra begyndelsen, for der står skrevet, at han ‚skabte dem som mand og kvinde’.^{[b] 7} Der står også skrevet: ‚Derfor skal en mand forlade sin far og mor og knytte sig til sin kone, ⁸ og de to skal blive ét.’^[c] Altså er de ikke længere to, men en enhed. ⁹ Det, som Gud på den måde har sammenføjet, må intet menneske splitte ad.”

¹⁰ Da Jesus senere var alene med sine disciple inden døre, bragte de atter emnet på bane. ¹¹ Han sagde da til dem: „Hvis en mand skiller sig fra sin kone og derefter gifter sig med en anden, er han skyldig i ægteskabsbrud mod sin første kone. ¹² Og hvis en kone går fra sin mand og gifter sig med en anden, er det hende, som begår ægteskabsbrud mod sin første mand.”

Hvordan man får adgang til Guds rige^(B)

¹³ På et tidspunkt bragte nogle forældre deres børn hen til Jesus, for at han skulle velsigne dem. Men disciplene ville jage dem bort. ¹⁴ Da Jesus så det, blev han vred og sagde: „Lad børnene komme til mig. I må ikke hindre dem, for det er sådan nogle som dem, der får adgang til Guds rige. ¹⁵ Det siger jeg jer: Den, der ikke tager imod Guds rige på samme måde, som et barn tager imod, kommer slet ikke ind i det.” ¹⁶ Så tog han børnene ind til sig, lagde hænderne på dem og velsignede dem.

Hvordan man får det evige liv^(C)

¹⁷ Da Jesus ville gå videre, kom en mand løbende og faldt på knæ foran ham. „Mester, du er et godt menneske,” sagde han. „Fortæl mig, hvad jeg skal gøre for at få del i det kommende liv?”

¹⁸ „Hvorfor kalder du mig god?” spurgte Jesus. „Det ord kan jo kun bruges om Gud. ¹⁹ Og med hensyn til det, du spørger om, så kender du budene: Du må ikke begå drab, du må ikke bryde ægteskabet, du må ikke stjæle, du må ikke anklage nogen på falsk grundlag, du må ikke bedrage nogen, og du skal ære din far og din mor.”

²⁰ „Jamen, Mester,” svarede manden, „alle de bud har jeg overholdt, fra jeg var ganske ung.”

²¹ Jesus så kærligt på ham. „Du mangler én ting,” sagde han. „Gå hjem, sælg alt, hvad du har, og giv pengene til de fattige. Så skal du få del i Himlens rigdom—og kom så og følg mig.”

²² Manden blev ilde til mode over det svar og gik nedslået bort. Han var nemlig meget rig.

²³ Jesus kiggede rundt på disciplene. „Hvor er det dog svært for rige folk at komme ind i Guds rige,” sagde han. ²⁴ De stirrede forfærdet på ham. Jesus gentog: „Det er ikke let at komme ind i Guds rige, når man er bundet af sin rigdom.^{[d] 25} Ja, faktisk er det lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje, end det er for en rig at gå ind i Guds rige.”

²⁶ Disciplene var rystede. De kunne ikke tro deres egne ører, men sagde til hinanden: „Hvem kan så få det evige liv?”

²⁷ Jesus så på dem og sagde: „Hvad intet menneske kan gøre, det kan Gud, for Gud kan gøre alt.”

Lønnen for at følge Jesus^(D)

²⁸ „Hvad så med os?” spurgte Peter. „Vi har jo forladt alt for at følge dig.”

²⁹ Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Alle, som har forladt deres hjem, brødre, søstre, far, mor, børn eller deres job for at følge mig og forkynde mit budskab, ³⁰ skal få det 100 gange igen nu her i det jordiske liv: nye hjem, nye brødre, søstre, mødre, børn og nyt arbejde—men også forfølgelser. Desuden får de det evige liv i den kommende verden. ³¹ Men mange, der her på jorden regnes blandt de store, vil i Guds rige være de mindste. Og mange af dem, der her er blandt de mindste, vil dér være de største.”

Tiden nærmer sig, hvor Messias skal lide og dø^(E)

³² Jesus og disciplene fortsatte nu deres vandring ind mod Jerusalem. Jesus gik forrest, mens hans ledsagere sakkede bagud. Disciplene var stadig rystede, og de andre, som fulgte med, var bange. Jesus kaldte nu de Tolv til sig og fortalte dem igen om det, der skulle ske med ham.

³³ „Når vi kommer til Jerusalem,” sagde han, „vil Menneskesønnen blive forrådt og udleveret til ypperstepræsterne og de skriftlærde. De vil dømme mig til døden og udlevere mig til romerne, ³⁴ som vil håne mig og spytte på mig. Jeg vil blive pisket og til sidst slået ihjel. Men på den tredje dag vil jeg genopstå fra de døde.”

Lederskab i Guds rige^(F)

³⁵ Lidt senere gik Zebedæussønnerne, Jakob og Johannes, hen til Jesus og sagde: „Mester, vi vil bede dig gøre noget for os.”

³⁶ „Hvad vil I have, jeg skal gøre for jer?” spurgte Jesus.

³⁷ „Når du bliver konge i Guds rige, vil vi gerne sidde på de troner, der står nærmest ved din. Den ene af os på højre side og den anden på venstre side.”

³⁸ „I ved ikke, hvad I beder om. Kan I tømme det lidelsens bæger, som jeg skal tømme? Kan I følge mig i den smertefulde dåb, som jeg skal igennem?”

³⁹ „Ja, det kan vi.”

„Godt, I skal få lov at tømme samme bæger og døbes med samme dåb som jeg, ⁴⁰ men det er ikke mig, der afgør, hvem der skal sidde ved min højre og venstre side. Gud har allerede bestemt, hvem der skal sidde der.”

⁴¹ Da de andre ti disciple hørte, hvad Jakob og Johannes havde bedt om, blev de vrede. ⁴² Men Jesus kaldte dem sammen og sagde: „I ved, hvordan magthaverne i denne verden holder af at herse og hundse med folk, og hvordan de store nyder at vise deres magt over for de små. ^43-44 Sådan må det ikke være hos jer. De, som gerne vil være store og betydningsfulde iblandt jer, skal være tjenere for alle de andre. ⁴⁵ Menneskesønnen kom heller ikke for at lade sig betjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum, for at mange kan blive sat fri.”

En blind bliver helbredt og slutter sig til Jesus^(G)

⁴⁶ Jesus og disciplene nåede så frem til Jeriko. Da de senere forlod byen, blev de fulgt af en skare af mennesker. Ved vejkanten sad der en blind tigger ved navn Bartimæus, Timæus’ søn. ⁴⁷ Da han hørte, at Jesus fra Nazaret nærmede sig, begyndte han at råbe: „Jesus, du Davids Søn,^[e] forbarm dig over mig!”

⁴⁸ Der var mange, der skældte ham ud og sagde, at han skulle tie stille. Men han var ikke til at standse. Højere og højere råbte han: „Du Davids Søn, forbarm dig over mig!”

⁴⁹ Jesus standsede og sagde: „Bring ham herhen!”

Så var der nogle, der gik hen og sagde til den blinde: „Vær ved godt mod! Rejs dig og kom. Jesus kalder på dig.”

⁵⁰ Bartimæus kastede sin kappe til side, sprang op og gik hen mod Jesus.

⁵¹ „Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?” spurgte Jesus.

„Mester! Jeg vil gerne kunne se,” svarede den blinde.

⁵² „Din bøn er hørt! Det var din tro, der reddede^[f] dig!”

Straks fik manden sit syn igen og fulgte derefter med Jesus.

Messias’ indtog i Jerusalem^(H)

11 Jesus og hans følge var nu tæt på Jerusalem i nærheden af landsbyerne Betfage og Betania på Olivenbjergets skråning.^[g] Da kaldte Jesus på to af sine disciple. ² „Gå hen til den landsby, I ser foran jer,” sagde han. „Når I kommer derhen, vil I med det samme få øje på et æselføl, der endnu ikke har været brugt som ridedyr. Det står bundet, men I skal løse det og bringe det herhen. ³ Hvis nogen spørger jer, hvad I skal med det, så sig: ‚Herren har brug for det, men han vil straks sende det tilbage.’ ”

⁴ De to mænd gik og fandt æselføllet bundet ved en dør ud til gaden. Da de var ved at løse det, ⁵ råbte nogle folk i nærheden: „Hvad er det, I gør? Hvad skal I med det føl?” ⁶ De svarede, som Jesus havde sagt, og så fik de lov at tage føllet.

⁷ Æslet blev ført hen til Jesus, og disciplene lagde deres kapper over ryggen på det. Derefter satte Jesus sig op på æslet og red ind mod Jerusalem. ⁸ Som en hyldest til ham gav mange mennesker sig til at brede deres kapper ud på vejen, mens andre skar nogle palmegrene af og lagde dem som et tæppe på vejen. ⁹ Både de, der gik foran, og de, der gik bagved, råbte:

¹¹ På den måde red Jesus ind i Jerusalem. Han gik straks op til templet, hvor han så sig omkring, men da det var sent, gik han sammen med de Tolv ud til Betania for at overnatte der.

Figentræet uden frugt^(I)

¹² Næste morgen, da de gik fra Betania ind mod Jerusalem, blev Jesus sulten. ¹³ Han så på lang afstand et figentræ, som havde masser af blade, og han gik hen for at se, om der måske var figner på det, men der var kun blade. Frugtsæsonen var jo heller ikke begyndt. ¹⁴ Så sagde han til træet: „Aldrig mere skal nogen spise frugt af dig!”^[i] Det hørte hans disciple.

Den sidste tempeludrensning^(J)

¹⁵ Kort efter nåede de Jerusalem, hvor Jesus gik ind på tempelpladsen og begyndte at jage de handlende og deres kunder ud. Han væltede valutahandlernes borde og duesælgernes bænke, ¹⁶ og han tillod ingen at bære deres varer gennem templets område.^[j]

¹⁷ Derefter begyndte Jesus at undervise folk. Han sagde: „Siger Skriften ikke: ‚Mit hus skal være et bønnens hus for alle folkeslag.’^[k]? Men I har gjort det til et ‚tilholdssted for røvere’^[l]!” ¹⁸ Da ypperstepræsterne og de skriftlærde fik at vide, hvad Jesus havde gjort, begyndte de at lægge planer om, hvordan de bedst kunne få ham ryddet af vejen. De var nemlig bange for ham, da han var en trussel mod deres autoritet, og folk var ovenud begejstrede for hans undervisning.

¹⁹ Da det blev aften, gik Jesus og disciplene igen uden for byen.

Betydningen af tro og tilgivelse^(K)

²⁰ Næste morgen kom de forbi det figentræ, som Jesus havde forbandet, og disciplene lagde mærke til, at det var visnet fra roden af. ²¹ Peter huskede, hvad Jesus dagen forinden havde sagt til træet, og han udbrød: „Se, Mester! Det figentræ, du forbandede, er visnet!”

²² Jesus svarede sine disciple: „Ja, I må have tro til Gud. ²³ Og det siger jeg jer: Hvis I befaler sådan et ‚bjerg’: ‚Du skal rykkes op og kastes i havet,’ så vil det ske, forudsat at I ikke inderst inde tvivler på det, men virkelig tror på, at det vil ske. ²⁴ På den baggrund siger jeg til jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om—tro, at I har fået det, så er det jeres!

²⁵ Men før I begynder at bede, skal I tilgive dem, som I har noget imod, så jeres Far i Himlen også kan tilgive jer de synder, I har begået. ²⁶ Men hvis I ikke tilgiver, så vil jeres Far, som er i Himlen, heller ikke tilgive jeres synder.”^[m]

De jødiske lederes uærlighed^(L)

²⁷ Kort efter nåede de frem til Jerusalem, hvor Jesus straks gik op på tempelpladsen for at undervise. Men ypperstepræsterne, de skriftlærde og nogle andre jødiske ledere kom hen og konfronterede ham. ²⁸ „Hvem har givet dig lov til at gøre det, du gør her i templet?”

²⁹ „Lad mig først stille jer et spørgsmål,” svarede Jesus. „Hvis I svarer mig på det, skal jeg gerne fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre det, jeg gør her. ³⁰ Var Johannes Døber udsendt af Gud, eller var han ikke? Svar mig på det.”

³¹ De drøftede så indbyrdes, hvad de skulle svare: „Hvis vi siger, at Johannes var sendt af Gud, så vil han spørge, hvorfor vi ikke troede på ham. ³² Hvis vi siger, at han ikke var sendt af Gud, så får vi folket imod os.” Alle var nemlig overbevist om, at Johannes var en profet.

³³ Derfor svarede de: „Det ved vi ikke.”

„Så vil jeg heller ikke fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre, hvad jeg gør her,” sagde Jesus.

Jesus afslører de jødiske lederes ondskab^(M)

12 Jesus begyndte nu at tale til dem i billeder: „Der var en mand, som ville dyrke vindruer på sin mark. Han tilplantede marken, omgav den med et stengærde og byggede et vagttårn for at beskytte den mod røvere. Så udhuggede han et bassin i klippegrunden, hvor saften kunne presses af druerne. Derefter lejede han sin vinmark ud til nogle forpagtere og rejste selv til udlandet. ² Ved høsttid sendte han en af sine folk hen for at få udleveret den del af druehøsten, som tilfaldt ham. ³ Men forpagterne overfaldt ham og sendte ham tomhændet tilbage. ⁴ Ejeren sendte så en anden af sine folk af sted, men han blev mødt med hån og blev slået i hovedet. ⁵ Den næste, der blev sendt, slog de ihjel, og de efterfølgende blev enten slået eller dræbt. ⁶ Ejeren havde nu kun én tilbage, han kunne sende. Det var hans egen elskede søn. Da han endelig sendte ham af sted, var det med den tanke: ‚Min søn må de da respektere!’ ⁷ Men nej, tværtimod. Forpagterne sagde nu til hinanden: ‚Der har vi ham, der skal arve det hele. Kom, lad os gøre det af med ham, så vi kan få arven.’ ⁸ De fik fat i ham, slog ham ihjel og smed hans lig uden for muren.

⁹ Hvad mon ejeren nu vil gøre? Jo, han vil komme og gøre det af med de onde forpagtere og leje sin vinmark ud til andre. ¹⁰ Har I aldrig læst følgende skriftord:

¹² De jødiske ledere ville gerne have arresteret Jesus på stedet, for de var godt klar over, hvem han hentydede til, når han talte om forpagtere. Men de lod ham være og gik deres vej, fordi de var bange for folkemængden.

De jødiske ledere søger at fange Jesus i ord^(N)

¹³ Senere sendte de jødiske ledere nogle af farisæerne og herodianerne hen til Jesus for at provokere ham til at sige et eller andet, som han kunne arresteres for.

¹⁴ Da udsendingene kom til Jesus, sagde de: „Mester! Vi ved, at du ikke er bange for at sige sandheden, og du snakker ikke folk efter munden. Du lader dig ikke påvirke af menneskers meninger, men underviser sandfærdigt om Guds vilje. Sig os derfor: Skal vi betale skat til den romerske kejser eller ej?”

¹⁵ Jesus gennemskuede deres hykleri. „Hvorfor sætter I fælder for mig?” sagde han. „Ræk mig en mønt!” ¹⁶ De rakte en mønt frem. „Hvem er der billede af på mønten?” spurgte han. „Og hvad er det for et navn, der er indridset i den?”

„Det er kejserens navn og billede,” svarede de.

¹⁷ „Så giv kejseren det, der er hans, og giv Gud det, der er hans.”^[o] De var målløse over hans svar.

Saddukæernes spørgsmål om genopstandelsen fra de døde^(O)

¹⁸ Derefter kom der nogle saddukæere, som jo påstår, at ingen kan genopstå fra de døde. De stillede Jesus følgende spørgsmål: ¹⁹ „Mester, Moses gav os jo den forordning, at hvis en mand dør barnløs, skal hans bror gifte sig med enken, så hun kan få en søn, der kan føre den dødes slægt videre. ²⁰ Nu var der syv brødre, og den ældste giftede sig, men døde uden at have fået nogle børn. ²¹ Derfor giftede den næste af brødrene sig med enken, men også han døde barnløs. Så giftede den tredje sig med hende, men døde også uden at have fået børn. ²² Sådan blev det ved, indtil alle de syv brødre var døde. Til sidst døde også enken. ²³ Hvem af brødrene skal være hendes mand, når de genopstår fra de døde? Alle syv har jo været gift med hende.”

²⁴ Jesus svarede: „I tager fejl, fordi I hverken forstår Skriftens ord eller Guds kraft. ²⁵ Når mennesker genopstår fra de døde, vil de ikke længere gifte sig. På det område bliver de ligesom englene i Himlen. ²⁶ Og hvad angår det at genopstå fra de døde, har I så aldrig læst det sted i Toraen, hvor Moses står foran den brændende tornebusk? Der nævner Gud hans afdøde forfædre, idet han siger: ‚Jeg er Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud!’^{[p] 27} Men Gud er ikke de dødes Gud. Han er Gud for dem, der lever. I er helt på vildspor.”

Det vigtigste bud i Toraen^(P)

²⁸ En af de skriftlærde, der stod og lyttede, syntes, at Jesus havde givet et godt svar. Derfor kom også han frem med sit spørgsmål: „Hvilket bud er det vigtigste?”

²⁹ Jesus svarede: „Det vigtigste bud lyder således:

‚Israels folk, hør efter! Herren er vores Gud—Herren alene. ³⁰ Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte, med liv og sjæl, med alle dine tanker og al din styrke!’^[q]

³¹ Et andet bud lyder således:

‚Du skal elske din næste som dig selv.’^[r]

Det er de to vigtigste bud.”

³² „Ja, Mester,” svarede den skriftlærde. „Det er rigtigt, når du siger, at Herren alene er Gud, og der er ingen anden Gud. ³³ Og det med at elske ham af hele sit hjerte, med alle sine tanker og al sin styrke og så det med at elske sin næste som sig selv—det er større og vigtigere end alle brændofre og slagtofre.”

³⁴ Da Jesus hørte mandens svar, udbrød han: „Du er ikke langt fra Guds rige!” Derefter var der ingen, der havde mod på at stille Jesus flere spørgsmål.

Messias som Davids søn^(Q)

³⁵ Mens Jesus underviste folk inde på templets område, spurgte han: „Hvorfor siger de skriftlærde, at Messias skal være en søn^[s] af David? ^36-37 David kalder jo Messias for sin herre—og han var inspireret af Helligånden, da han sagde det:

Når David her kalder ham sin herre, hvordan kan han så samtidig være hans søn?”

Den store skare lyttede til ham med begejstring.

Jesus advarer imod de skriftlærdes hykleri^(R)

³⁸ Jesus fortsatte: „Tag jer i agt for de skriftlærde! De elsker at gå klædt som fornemme og lærde mænd, og de nyder, at man hilser ærbødigt på dem, når de går gennem byens gader. ³⁹ De kappes om de bedste pladser i synagogen, og de elsker at være æresgæster ved de fine middage. ⁴⁰ Men samtidig svindler de sig til enkers ejendom, og de fremsiger lange bønner for at se fromme ud. De vil få en hård dom.”

Forskellen mellem at give og at ofre^(S)

⁴¹ Så satte Jesus sig lige over for templets indsamlingsbøsse og iagttog de folk, der lagde penge i den. Mange rige gav store beløb, ⁴² men der kom også en fattig enke, som lagde to småmønter deri. ⁴³ Jesus kaldte på disciplene. „Så I den fattige enke der?” spurgte han. „Det siger jeg jer: Hun gav mere end alle de andre. ⁴⁴ De gav af deres overflod, men hun gav simpelthen alt, hvad hun ejede og havde.”