Read the Gospels in 40 Days

Billedet med jordbunden^(A)

4 Senere gav Jesus sig igen til at undervise nede ved søen, og en stor skare mennesker samledes omkring ham. Derfor gik han om bord i en båd, hvorfra han kunne sidde og tale til menneskeskaren, der stod på bredden. ² Han illustrerede gerne sin undervisning med billeder fra hverdagslivet.

³ „Hør godt efter!” sagde han. „En landmand gik en dag ud for at så korn på sin mark. ⁴ Som han nu gik og strøede sædekornet ud, faldt noget på vejen, og fuglene kom og spiste det. ⁵ Noget af kornet faldt på stengrund, hvor der kun var et tyndt lag jord. Det spirede hurtigt og voksede op, ⁶ men eftersom rødderne ikke kunne udvikles i det tynde jordlag, tørrede planterne ud under den brændende sol. ⁷ Noget af kornet faldt på steder, hvor der var tidselrødder i jorden. Tidslerne voksede op og kvalte kornplanterne, så de ikke satte aks. ⁸ Men noget af kornet faldt i god jord. Det voksede op og gav afgrøde på 30, 60 eller 100 gange så meget, som der var sået. ⁹ Lad dem høre, som har øre.”

Guds riges mysterier forklares kun for disciplene^(B)

¹⁰ Når Jesus var alene med de Tolv og de øvrige, som fulgte ham, plejede de at spørge ham om meningen bag hans billeder.

¹¹ Hans svar lød: „For jer, som følger mig, vil Guds riges mysterier blive åbenbaret, men de, som ikke følger mig, må nøjes med at spekulere over billedtalen. ¹² Derved opfyldes ordet:

Jesus forklarer billedet med jordbunden^(C)

¹³ Jesus fortsatte: „Har I ikke forstået billedet med kornet og jordbunden? Hvordan skal I så kunne forstå alle de andre billeder?

¹⁴ Kornet, som landmanden såede, er et billede på Guds ord. ¹⁵ Nogle mennesker er som vejen. Når de hører Guds ord, kommer Satan straks og piller de ord væk, som blev sået i dem. ¹⁶ Nogle er som den tynde jord på stengrund. Når de hører Guds ord, tager de straks imod det med glæde. ¹⁷ Men de lader ikke ordet slå rod, så det varer kun en tid. Når der kommer problemer eller forfølgelser på grund af ordet, giver de op og falder fra. ¹⁸ Nogle er som jorden med tidsler i. De hører godt nok ordet, ¹⁹ men de daglige bekymringer, den forførende materialisme og lysten til at gøre alt muligt andet kvæler ordet, så der ikke bliver nogen frugt af det. ²⁰ Men nogle er som den gode jord. De hører ordet og tager imod det. Det bærer frugt i deres liv: 30, 60 eller 100 gange så meget, som der var sået.”

Brug det lys, du har fået^(D)

²¹ Jesus fortsatte: „Hvis nogen tænder en lampe, er det vel ikke for at stille den under en spand eller ind under sengen? Nej, de stiller lampen højt og frit, så den kan sprede sit lys. ²² Det, som er skjult, vil komme frem, så man kan se det, og det, som er hemmeligt, vil blive åbenbaret. ²³ Lad dem høre, som har øre!”

²⁴ Jesus fortsatte: „Læg godt mærke til, hvad I hører. I skal modtage i samme forhold, som I giver. Ja, I skal få endnu mere, end I har givet. ²⁵ De, der gør brug af det lys, de har fået, vil få endnu mere. Men de, der ikke bruger det lys, de har fået, vil miste det hele.”

Om Guds riges vækst^(E)

²⁶ Jesus fortsatte med et andet billede på Guds rige: „En landmand går ud og sår korn i sin mark. ²⁷ Så går han hjem, og den ene dag følger den anden. Mens han sover, og mens han er vågen, vokser kornet ude på marken, uden at han kan forklare, hvordan det går til. ²⁸ Jorden bærer frugt helt af sig selv. Først strå, så aks og til sidst kerner i aksene. ²⁹ En dag står hele marken moden og er klar til høst. Så kommer landmanden med sin segl for at gå i gang med indhøstningen.”

³⁰ Jesus fortsatte: „Hvad kan vi sammenligne Guds rige med? Hvilket billede kan vi bruge? ³¹ Jo, Guds rige er som et sennepsfrø. Det frø er det allermindste. ³² Men når det er sået, vokser planten op og breder sig mere end de andre buske. Den danner grene, som er store nok til, at fuglene kan bygge rede og søge ly i dens skygge.”

Om brugen af billedtale^(F)

³³ Jesus brugte mange sådanne billeder, alt efter hvad folk var i stand til at forstå. ³⁴ Ja, når han underviste folkeskarerne, brugte han udelukkende den slags billeder, og det var kun, når han var alene med disciplene, at han forklarede, hvad det alt sammen betød.

Jesus befaler blæst og bølger at lægge sig^(G)

³⁵ Efter at Jesus hele dagen havde siddet i båden og talt til skaren inde på bredden, sagde han til sine disciple: „Lad os sejle over til den anden side af søen.” ³⁶ Da de sejlede bort, fulgte en del andre både med.

³⁷ Ikke længe efter blev det et voldsomt stormvejr. Bølgerne slog ind over båden, som tog en masse vand ind. ³⁸ Jesus lå i agterstavnen og sov med hovedet på en pude. Til sidst vækkede de ham. „Mester!” råbte de. „Er du ligeglad med, at vi drukner?” ³⁹ Jesus rejste sig og befalede stormen og søen at være stille. Straks lagde vinden sig, og det blev blikstille. ⁴⁰ „Hvad er I så bange for?” spurgte Jesus. „Har I stadig ikke lært at tro?”

⁴¹ Med forundring og ærefrygt i stemmen sagde de til hinanden: „Hvem er den mand egentlig? Selv stormen og søen adlyder ham!”

Jesus sætter en ikke-jøde fri fra dæmonernes magt^(H)

5 Jesus og disciplene var nu nået over søen til den anden bred, til gerasenernes^[b] egn. ^2-3 Straks da de gik i land, kom en mand styrtende ud fra en klippehule og hen imod dem. Han var besat af onde ånder og holdt til i de klippehuler, der blev brugt som gravpladser. ⁴ Han havde igen og igen sprængt alle de fodjern og lænker, man havde forsøgt at holde ham bundet med. Ingen kunne klare ham, ⁵ og dag og nat kunne man høre ham hyle i gravhulerne og oppe i bjergene, hvor han slog sig selv med sten.

⁶ Manden havde på lang afstand fået øje på Jesus, og nu kom han styrtende og kastede sig ned på jorden foran ham. ^7-8 Jesus befalede den onde ånd at forlade manden, men blev mødt med et højt skrig: „Lad mig være i fred, Jesus, du, den almægtige Guds Søn! Lov mig højt og helligt, at du ikke vil pine mig.”

⁹ „Hvad er dit navn?” spurgte Jesus. „Legion,” svarede han, „for vi er mange!” ¹⁰ Og så gav dæmonerne sig til at bønfalde Jesus om ikke at sende dem bort fra egnen.

¹¹ Nu var der en stor flok svin, som gik og rodede efter føde på toppen af en skrænt i nærheden. ¹² „Giv os lov til at besætte svinene!” tiggede dæmonerne. ¹³ I samme øjeblik Jesus gav dem lov, fór dæmonerne ud af manden og ind i svinene, og hele flokken—omkring 2000—styrtede ned ad skrænten og druknede i søen.

¹⁴ Svinehyrderne flygtede og fortalte om det både i by og på land, så egnens beboere kom strømmende til for at se, hvad der var sket. ¹⁵ Da de kom hen til Jesus, så de manden, der havde haft de mange dæmoner i sig, sidde påklædt og ved sans og samling. Det forbløffede dem og gjorde dem bange. ¹⁶ De, der havde set, hvad der var sket med manden og svinene, fortalte dem, hvordan det var gået til. ¹⁷ Derefter bad de Jesus om at forlade deres egn.

¹⁸ Da Jesus var på vej op i båden, bad manden, der havde været besat af dæmoner, om lov til at følge med ham. ¹⁹ „Nej,” sagde Jesus, „gå du hjem til dine landsmænd og fortæl, hvad Israels Gud^[c] i sin barmhjertighed har gjort for dig.”

²⁰ Manden gik derefter rundt i Dekapolis og fortalte alle om de store ting, Jesus havde gjort for ham. Og folk undrede sig.

Ved tro bliver en kvinde helbredt og en pige oprejst fra de døde^(I)

²¹ Så snart Jesus var nået tilbage over søen og gået i land, samledes en stor skare mennesker omkring ham. Mens han endnu stod nede på søbredden, ²² kom en synagogeforstander derhen. Hans navn var Jairus. Da han kom hen til Jesus, faldt han på knæ foran ham ²³ og bad indtrængende: „Min lille datter ligger for døden derhjemme! Men hvis du kommer og lægger hænderne på hende, så vil hun blive rask og leve!”

²⁴ Jesus gik med ham, men en vældig masse mennesker trængtes stadig om ham. ²⁵ Mellem de mange mennesker var der en kvinde, som igennem 12 år havde lidt af vedvarende blødninger. ²⁶ I alle de år havde hun gennemgået meget hos forskellige læger, og selv om hun havde brugt alle sine penge i håb om at blive rask, var hendes tilstand ikke blevet bedre—tværtimod. ^27-28 Hun havde hørt, hvad folk fortalte om Jesus, og hun trængte sig nu frem gennem mængden for at nå hen til ham. „Hvis bare jeg får rørt ved hans bedesjal, bliver jeg helbredt,” tænkte hun. Forsigtigt rørte hun bagfra ved sjalet. ²⁹ Straks standsede blødningerne, og hun kunne mærke, at hun var blevet rask.

³⁰ Jesus standsede op og vendte sig om, for han havde mærket, at en helbredende kraft var strømmet ud fra ham. „Hvem var det, der rørte ved mit sjal?” spurgte han.

³¹ „Hele mængden maser jo ind på dig,” indvendte disciplene. „Og så spørger du, hvem der har rørt ved dig?”

³² Jesus blev imidlertid stående og så sig omkring for at få øje på den, der havde gjort det.

³³ Den forskrækkede kvinde kom frem. Hun rystede af sindsbevægelse, for hun vidste jo, hvad der var sket. „Det var mig,” sagde hun og faldt på knæ foran ham. Og så fortalte hun det hele. ³⁴ „Min ven, det var din tro, der reddede dig,” sagde Jesus. „Gå med fred! Du er nu fuldstændig helbredt.”

³⁵ Mens han endnu stod og talte med hende, kom der nogle til Jairus med en besked fra hans hjem: „Din datter er død,” sagde de til ham. „Der er ingen grund til at ulejlige mesteren mere.” ³⁶ Jesus hørte, hvad der blev sagt, og sagde henvendt til Jairus: „Vær ikke bange. Du skal bare tro på mig.”

³⁷ Jesus ville ikke have andre med sig hen til Jairus’ hjem end Peter, Jakob og dennes bror Johannes. ³⁸ Da de kom derhen, var der en vældig larm. Folk græd og jamrede højlydt inde i huset. ³⁹ Jesus og disciplene gik indenfor. „Hvorfor græder og jamrer I sådan?” spurgte han. „Den lille pige er ikke død. Hun sover bare.” ⁴⁰ De lo ad ham, men han bad dem alle gå udenfor og tog kun den lille piges far og mor og de tre disciple med ind i det værelse, hvor hun lå.

⁴¹ Han gik hen til sengen, tog pigens hånd og sagde: „Stå op, min pige!” ⁴² Straks rejste hun sig op og begyndte at gå omkring. Hun var 12 år gammel. Forældrene stod og stirrede med åben mund. ⁴³ „I må ikke sige det til nogen,” sagde Jesus strengt, „og sørg for, at hun får noget at spise.”

Messias bliver mødt med vantro i sin hjemby^(J)

6 Senere tog Jesus sammen med disciplene af sted til sin hjemby, Nazaret. ² Da det blev sabbat, gik de alle ind i synagogen, hvor Jesus fik lejlighed til at undervise. De mange tilhørere blev slået af forundring og udbrød: „Hvor har han alt det fra? Hvordan har han fået så stor en visdom? Hvordan har han kunnet udføre de undere, vi hører om? ³ Han er jo bare en almindelig håndværker, Marias søn. Vi kender hans brødre, Jakob, Jose,^[d] Judas og Simon, og hans søstre bor her i byen.” Og fordi de kendte ham, ville de ikke acceptere, at han kunne være Messias.

⁴ Jesus sagde da til dem: „Ingen steder bliver der set så meget ned på en profet som i hans egen by, i hans hjem og i hans familie.” ⁵ Han kunne ikke gøre nogen særlige undere iblandt dem, men lagde kun hænderne på nogle få syge og helbredte dem. ⁶ Og han undrede sig meget over deres mangel på tro.

Derefter gik han videre til landsbyerne deromkring og underviste folk.

Jesus udsender de 12 disciple^(K)

⁷ En dag kaldte Jesus de Tolv sammen og sagde til dem, at han ville sende dem ud to og to sammen, for at de skulle forkynde budskabet om Guds rige. Han gav dem autoritet til at drive onde ånder ud ^8-9 og sagde til dem, at de ikke skulle tage andet med på rejsen end deres vandringsstav. „I skal hverken tage mad eller penge med,” fortsatte han, „heller ikke en taske med ekstra tøj og sandaler. ¹⁰ Når I kommer til et hjem, hvor de tager imod jer, skal I blive boende dér. Lad være med at flytte fra hus til hus. ¹¹ Hvis ingen vil invitere jer indenfor eller høre på jer, så forlad den by og ryst støvet af jeres fødder som tegn på, at fra nu af er de overladt til deres egen skæbne.”

¹² Så tog disciplene af sted. Overalt hvor de kom frem, forkyndte de, at folk skulle ændre deres indstilling og tro på Jesus. ¹³ De uddrev mange dæmoner og helbredte mange syge, idet de salvede dem med olie.

Kong Herodes funderer over, hvem Jesus er^(L)

¹⁴ Jesus blev mere og mere kendt, og det varede ikke længe, før også kong Herodes hørte rygterne om ham. Man diskuterede, hvem Jesus egentlig var. Nogle mente, at det måtte være Johannes Døber, der var genopstået fra de døde, og at det var derfor, han kunne gøre mirakler. ¹⁵ Andre mente, at det var profeten Elias, som nu var kommet tilbage, mens andre mente, at han var en profet ligesom de kendte profeter fra gamle dage. ¹⁶ Da Herodes hørte alle rygterne, sagde han: „Det må være Johannes Døber, der er genopstået fra de døde, ham jeg lod halshugge!”

^17-19 Der var nemlig sket det, at Herodes efter pres fra Herodias havde ladet Johannes arrestere og sætte i fængsel. Herodias var egentlig gift med Filip, en bror til Herodes. Alligevel havde Herodes giftet sig med hende, og derfor havde Johannes sagt til ham: „Du har ikke lov til at leve sammen med din brors kone!” Det var Herodias blevet så rasende over, at hun ville have Johannes slået ihjel. Det gik Herodes dog ikke med til, men lod ham arrestere og sætte i fængsel. Herodias blev ved med at hade Johannes, ²⁰ men Herodes var bange for ham og holdt hånden over ham, fordi han vidste, at Johannes var en retskaffen og hellig mand. Hver gang kongen hørte Johannes tale, blev han ilde berørt, men han ville alligevel gerne høre ham.

²¹ Så en dag fik Herodias sin store chance. Det var Herodes’ fødselsdag, og han holdt fest for alle sine hoffolk og officerer samt Galilæas fremstående borgere.

²² Herodias’ datter kom ind og dansede for selskabet. De blev alle vildt begejstrede, og kongen svor på, at hun skulle få hvad som helst, hun ville have. ²³ „Forlang hvad du vil!” råbte han. „Om det så er det halve kongerige, skal du få det!”

²⁴ Pigen løb ud til sin mor og spurgte: „Hvad skal jeg forlange?”

„Johannes Døbers hoved,” svarede Herodias.

²⁵ Pigen løb tilbage til kongen. „Giv mig Johannes Døbers hoved,” sagde hun, „nu med det samme—på et fad!”

²⁶ Kongen blev hed om ørerne, men han kunne ikke få sig selv til at bryde den ed, han lige havde svoret foran alle gæsterne. ²⁷ Så han gav straks en ordre til en af vagterne, som med det samme gik ned i fængslet og halshuggede Johannes. ²⁸ Hovedet blev bragt op på et fad og overrakt til den unge pige, der gav det videre til sin mor.

²⁹ Da Johannes’ disciple hørte, hvad der var sket, kom de og hentede hans lig og begravede det.

Bespisningen af de 5000^(M)

³⁰ De apostle, som Jesus havde sendt ud to og to, kom nu tilbage og fortalte om alt det, de havde udført og undervist om. ³¹ „I trænger til at hvile jer,” sagde Jesus. „Lad os tage hen til et øde sted, hvor vi kan være alene.” Folk blev nemlig ved med at komme og gå, så de ikke engang havde ro til at spise.

³² Så sejlede de ud på søen for at tage hen til et øde sted. ³³ Men mange mennesker, som havde set dem tage af sted, løb langs bredden og nåede frem til stedet i forvejen. Også mange folk fra byerne deromkring sluttede sig til flokken. ³⁴ Da Jesus gik i land, blev han mødt af en stor skare mennesker, der havde samlet sig, og han blev fyldt af medlidenhed, for de var som får uden hyrde. Og han begyndte at undervise dem om mange ting.

³⁵ Sidst på eftermiddagen kom hans disciple hen til ham og sagde: „Det er ved at blive sent, og stedet her er øde. ³⁶ Du må hellere sende alle de mennesker bort, så de kan gå hen til gårdene og landsbyerne heromkring og købe sig noget at spise.”

³⁷ „I kan give dem noget at spise!” svarede Jesus.

„Vil du have, at vi skal købe brød for 200 denarer^[e] til alle de mennesker!” spurgte de.

³⁸ „Gå hen og se efter, hvad vi selv har af brød,” svarede han.

Et øjeblik efter kom de igen. „Vi har fem brød og to fisk,” sagde de.

³⁹ Han bad dem så om at få folk til at sætte sig ned på rad og række i det grønne græs, ⁴⁰ og de satte sig i rækker med 50 mand i hver. Det blev til 100 rækker.^{[f] 41} Jesus tog nu de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og takkede Gud for dem. Derefter brækkede han brødene i stykker og begyndte at dele ud til disciplene, for at de skulle give dem videre til alle de mennesker, der var til stede. Også de to fisk blev delt ud, ⁴² og alle fik nok og blev mætte. ^43-44 5000 mænd blev bespist, og bagefter samlede man de tiloversblevne stykker brød og fisk sammen. Det blev til 12 fyldte kurve.

Disciplenes tøvende tro^(N)

⁴⁵ Straks efter gav Jesus disciplene besked om at gå i båden og sejle i forvejen i retning af Betsajda, mens han selv sendte folkeskaren bort. ⁴⁶ Da han havde gjort det, gik han op på bjergskråningen for at bede.

⁴⁷ Det var efterhånden blevet ud på natten, og båden var allerede et godt stykke ude på søen. Inde på land stod Jesus alene, ⁴⁸ og han kunne se, hvordan disciplene sled i det med årerne, for de havde strid modvind. Kort før daggry kom Jesus gående ud til dem på vandet, og han nåede helt op på siden af båden, før de opdagede ham. ⁴⁹ Da de så en skikkelse gå på vandet, skreg de af rædsel, for de troede, det var et spøgelse. ⁵⁰ Men Jesus råbte til dem: „I skal ikke være bange—det er mig!” ⁵¹ Så klatrede han op i båden til dem, og straks lagde vinden sig. Disciplene var overvældede og ude af stand til at fatte, hvad der foregik. ⁵² At Jesus netop havde udført et mirakel ved at bespise 5000 mennesker, var ikke nok til, at de forstod, at for ham var det overnaturlige naturligt.

Helbredelser i Genesaret området^(O)

⁵³ De styrede nu båden ind mod land og lagde til ved et sted, som kaldes Genesaret. ⁵⁴ Aldrig så snart var de kommet ned fra båden, før folk genkendte ham. ⁵⁵ De skyndte sig rundt i hele omegnen for at fortælle, at Jesus var kommet. En masse syge blev bragt til ham på bårer, ⁵⁶ og hvor han end kom i landsbyer og byer og omkring på gårdene, blev de syge lagt ud på åbne pladser. Overalt tiggede lidende mennesker om at få lov at røre ved kvasten på hans bedesjal, og alle, der rørte ved ham, blev raske.