The Daily Audio Bible

5 Jeg kommer i min Have, min Søster, min Brud, jeg plukker min Myrra og Balsam, jeg spiser min Honning og Saft, jeg drikker min Vin og Mælk. Venner, spis og drik og berus jer i Kærlighed! ² Jeg sov, men mit hjerte våged; tys, da banked min ven: "Luk op for mig, o Søster, min Veninde, min Due, min rene, thi mit Hoved er fuldt af Dug, mine Lokker af Nattens Dråber." ³ Jeg har taget min Kjortel af, skal jeg atter tage den på? Jeg har tvættet mine Fødder, skal jeg atter snavse dem til? ⁴ Gennem Gluggen rakte min Ven sin Hånd, det brusede stærkt i mit Indre. ⁵ Jeg stod op og åbned for min Ven; mine Hænder drypped af Myrra, mine Fingre af flydende Myrra, da de rørte ved Låsens Håndtag. ⁶ Så lukked jeg op for min Ven, men min Ven var gået sin Vej. Jeg var ude af mig selv ved hans Ord. Jeg søgte, men fandt ham ikke, kaldte, han svared mig ikke. ⁷ Vægterne, som færdes i Byen, traf mig, de slog og såred mig; Murens Vægtere rev Kappen af mig.

⁸ Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre: Såfremt I finder min Ven, hvad skal I da sige til ham? At jeg er syg af Kærlighed!

⁹ "Hvad Fortrin har da, din Ven, du fagreste, blandt Kvinder? Hvad Fortrin har da din Ven, at du besværger os så?"

¹⁰ Min Ven er hvid og rød, herlig blandt Titusinder, ¹¹ hans Hoved er det fineste Guld, hans Lokker er Ranker, sorte som Ravne, ¹² hans Øjne som Duer ved rindende Bække, badet i Mælk og siddende ved Strømme, ¹³ hans Kinder som Balsambede; Skabe med Vellugt, hans Læber er Liljer, de drypper, af flydende Myrra, ¹⁴ hans Hænder er Stænger af Guld, fyldt med Rubiner, hans Liv en Elfenbensplade, besat med Safirer, ¹⁵ hans Ben er Søjler af Marmor På Sokler af Guld, hans Skikkelse som Libanon, herlig som Cedre, ¹⁶ hans Gane er Sødme, han er idel Ynde. Sådan er min elskede, sådan min Ven, Jerusalems Døtre.

6 Hvor er din Ven gået hen, du fagreste blandt Kvinder? Hvor har din ven vendt sig hen? Vi vil søge ham med dig.

² Min Ven gik ned i sin Have, ti lBalsambedene, for at vogte sin Hjord i Haverne og sanke Liljer. ³ Jeg er min Vens, og min Ven er min, han, som vogter blandt Liljer.

⁴ Du er fager, min Veninde, som Tirza, yndig som Jerusalem, frygtelig som Hære under Banner. ⁵ Vend dine Øjne fra mig, de forvirrer mig så! Dit Hår er som en Gedeflok, bølgende ned fra Gilead. ⁶ dine Tænder som en Fåreflok, der kommer fra Bad, som alle har Tvillinger, intet er uden Lam; ⁷ din Tinding er et bristet Granatæble bag ved dit Slør.

⁸ Dronningernes Tal er tresindstyve, Medhustruernes firsindstyve, på Terner er der ej Tal. ⁹ Men een er hun, min Due, min rene, hun, sin Moders eneste, hun, sin Moders Kælebarn. Blev hun set af Piger, fik hun Pris, af Dronninger og Medhustruer Hyldest.

¹⁰ Hvo er hun, der titter frem som Morgenrøden, fager som Månen, skær som Solen, frygtelig som Hære under Banner?

¹¹ Jeg gik ned i Nøddehaven for at se, hvor det grønnes i Dale for at se, om Vintræet skød, om Granattræet nu stod i Blomst. ¹² Før jeg vidste af det, satte min Sjæl mig på mit ædle Folks Vogne. ¹³ Vend dig, vend dig, Sulamit, vend dig, vend dig, så vi kan se dig!"Hvad vil I se på Sulamit, mens Sværddansen trædes?"

7 Hvor skønne er dine Trin i Skoene, du ædelbårne! Dine Hofters Runding er som Halsbånd, Kunstnerhånds Værk, ² dit Skød som det runde Bæger, ej savne det Vin, dit Liv som en Hvededynge, hegnet af Liljer; ³ dit Bryst som to Hjortekalve, Gazelletvillinger, ⁴ din Hals som Elfenbenstårnet, dine Øjne som Hesjbons damme ved Bat-Rabbims Port, din Næse som Libanons Tårn, der ser mod Damaskus, ⁵ Hovedet på dig som Karmel, dit Hoveds Lokker som Purpur; en Konge er fanget i Garnet. ⁶ Hvor er du fager og yndig, du elskede, yndefulde! ⁷ Som Palmen, så er din Vækst, dit Bryst som Klaser. ⁸ Jeg tænker: Jeg vil op i Palmen, gribe fat i dens Stilke; dit Bryst skal være som Vinstokkens Klaser, din Næses Ånde som Æbleduft, ⁹ din Gane som ædel Vin, der liflig flyder ind i min Mund, glider over mine Læber og Tænder.

¹⁰ Jeg er min Vens, og til mig står hans Attrå. ¹¹ Kom min Ven, vi vil ud på Landet, blive i Landsbyer Natten over; ¹² Vingårde søger vi årle, vi ser, om Vinstokken skyder, om Knopperne åbnes, Granattræet blomstrer. Der giver jeg dig min Kærlighed. ¹³ Kærlighedsæblerne dufter, for vor Dør er al Slags Frugt, ny og gammel tillige; til dig, min Ven, har jeg gemt dem.

8 Oh, var du min broder, som died min moders bryst! Jeg kyssed dig derude, når vi mødtes, og blev ikke agtet ringe, ² tog dig ind i min Moders hus, i min moders kamre, gav dig krydret vin at drikke, Granatæblers Most.

³ Hans venstre under mit hoved, hans højre tager mig i favn. ⁴ Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke før den ønsker det selv!

⁵ Hvem er hun, der kommer fra Ørkenen, støttet til sin ven?"Under Æbletræet vækked jeg dig; der nedkom din moder med dig, der nedkom hun, som dig fødte." ⁶ Læg mig som en seglring om dit hjerte, som et Armbånd om din Arm! Thi Kærlighed er stærk som døden, Nidkærhed hård som Dødsriget; i dens gløder er Brændende Glød, dens lue er HerrenS Lue. ⁷ Mange Vande kan ikke slukke den, Strømme skylle den bort. Gav nogen alt Gods i sit Hus for Kærlighed, Hvem vilde agte ham ringe?

⁸ Vi har en lille Søster, som endnu ej har bryster; hvad gør vi med med vor Søster, den dag hun får en Bejler? ⁹ Er hun en Mur, så bygger vi en krone af sølv derpå, men er hun en Dør, så spærrer vi den med Cederplanke. ¹⁰ Jeg er en Mur, Mine Bryster Tårne. Da blev jeg i hans Øjne som en, der finder Fred.

¹¹ Salomo havde en Vingård i Ba'al-Hamon, til vogtere gav han den Vingård; hver kunne tjene tusind sekel Sølv på dens Frugt. ¹² Jeg har for mig selv min Vingård; de tusinde, Salomo, er dine, to hundrede deres, som vogter dens Frugt.

¹³ Du, som bor i Haverne, Vennerne lytter, lad mig høre din røst!

¹⁴ Fly, min Ven, og vær som en Gazel, som den unge Hjort på Balsambjerge!

9 Thi om Hjælpen til de hellige er det overflødigt at skrive til eder; ² jeg kend eders Redebonhed, for hvilken jeg roser mig af eder hos Makedonierne, at nemlig Akaja alt fra i Fjor har været beredt; og eders Nidkærhed æggede de fleste. ³ Men jeg sender Brødrene, for at vor Ros over eder i dette Stykke ikke skal vise sig tom, og for at I.som jeg sagde, må være beredte. ⁴ for at ikke, når der kommer Makedoniere med mig, og de finder eder uforberedte, vi (for ej at sige I) da skulle blive til Skamme med denne Tillidsfuldhed. ⁵ Derfor har jeg anset det for nødvendigt at opfordre Brødrene til at gå i Forvejen til eder og forud bringe eders tidligere lovede Velsignelse i Stand, for at den kan være rede som Velsignelse og ikke som Karrighed. ⁶ Men dette siger jeg: Den, som sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, som sår med Velsignelser, skal også høste med Velsignelser. ⁷ Enhver give, efter som han har sat sig for i sit Hjerte, ikke fortrædeligt eller af Tvang; thi Gud elsker en glad Giver. ⁸ Men Gud er mægtig til at lade al Nåde rigeligt tilflyde eder, for at I i alting altid kunne have til fuld Tilfredshed og have rigeligt til al god Gerning, ⁹ som der er skrevet: "Han spredte ud, han gav de fattige, hans Retfærdighed bliver til evig Tid." ¹⁰ Men han, som giver "Sædemanden Sæd og Brød til at spise," han vil også skænke og mangfoldiggøre eders Udsæd og give eders Retfærdigheds Frugter Vækst, ¹¹ så I blive rige i alle Måder til al Gavmildhed, hvilken igennem os virker Taksigelse til Gud. ¹² Thi denne Offertjenestes Ydelse ikke alene afhjælper de helliges Trang, men giver også et Overskud ved manges Taksigelser til Gud, ¹³ når de ved det prøvede Sind, som denne Ydelse viser, bringes til at prise Gud for Lydigheden i eders Bekendelse til Kristi Evangelium og for Oprigtigheden i eders Samfund med dem og med alle, ¹⁴ også ved deres Bøn for eder, idet de længes efter eder på Grund af Guds overvættes Nåde imod eder. ¹⁵ Gud ske Tak for hans uudsigelige Gave!

51 Til Sangmesteren. En Salme af David, ² dengang Natan kom til ham, efter at han havde været inde hos Batseba.

³ Gud, vær mig nådig efter din Miskundhed, udslet mine Overtrædelser efter din store Barmhjertighed, ⁴ tvæt mig fuldkommen ren for min Skyld og rens mig for min Synd! ⁵ Mine Overtrædelser kender jeg jo, min Synd står mig altid for Øje. ⁶ Mod dig har jeg syndet, mod dig alene, og gjort, hvad i dine Øjne er ondt, at du må få Ret, når du taler, stå ren, når du dømmer. ⁷ Se, jeg er født i Misgerning, min Moder undfanged mig i Synd. ⁸ Du elsker jo Sandhed i Hjertets Løndom, så lær mig da Visdom i Hjertedybet. ⁹ Rens mig for Synd med Ysop, tvæt mig hvidere end Sne; ¹⁰ mæt mig med Fryd og Glæde, lad de Ben, du knuste, juble; ¹¹ skjul dit Åsyn for mine Synder, udslet alle mine Misgerninger; ¹² skab mig, o Gud, et rent Hjerte, giv en ny, en stadig Ånd i mit Indre; ¹³ kast mig ikke bort fra dit Åsyn, tag ikke din hellige Ånd fra mig; ¹⁴ glæd mig igen med din Frelse, giv mig til Støtte en villig Ånd! ¹⁵ Da vil jeg lære Overtrædere dine Veje, og Syndere skal vende om til dig. ¹⁶ Fri mig fra Blodskyld, Gud, min Frelses Gud, så skal min Tunge lovsynge din Retfærd; ¹⁷ Herre, åben mine Læber, så skal min Mund forkynde din Pris.

¹⁸ Thi i Slagtoffer har du ikke Behag, og gav jeg et Brændoffer, vandt det dig ikke. ¹⁹ Offer for Gud er en sønderbrudt Ånd; et sønderbrudt, sønderknust Hjerte agter du ikke ringe, o Gud.

²⁰ Gør vel i din Nåde mod Zion, opbyg Jerusalems Mure! ²¹ Da skal du have Behag i rette Ofre, Brænd- og Heloffer, da bringes Tyre op på dit Alter.

²⁴ Vær ej Ven med den, der let bliver hidsig, omgås ikke vredladen Mand, ²⁵ at du ikke skal lære hans Stier og hente en Snare for din Sjæl.