Chronological
6 Til Sangmesteren. Med Strengespil. Efter den ottende. En Salme af David.
2 Herre, revs mig ej i din Vrede, tugt mig ej i din Harme, 3 vær mig nådig Herre, jeg sygner hen, mine Ledmod skælver, læg mig, Herre! 4 Såre skælver min Sjæl; o Herre, hvor længe endnu? 5 Vend tilbage, Herre, og frels min Sjæl, hjælp mig dog for din Miskundheds Skyld! 6 Thi i Døden kommes du ikke i Hu, i Dødsriget hvo vil takke dig der? 7 Jeg er så træt af at sukke; jeg væder hver Nat mit Leje, bader med Tårer min Seng; 8 mit Øje hentæres af Sorg, sløves for alle mine Fjenders Skyld.
9 Vig fra mig, alle I Udådsmænd, thi Herren har hørt min Gråd, 10 Herren har hørt min Tryglen, min Bøn tager Herren imod. 11 Beskæmmes skal alle mine Fjender og såre forfærdes, brat skal de vige med Skam.
8 Til Sangmesteren. Al-haggittit. En Salme af David.
2 Herre, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord du, som bredte din Højhed ud over Himlen! 3 Af spædes og diendes Mund har du rejst dig et Værn for dine Modstanderes Skyld, for at bringe til Tavshed Fjende og Hævner.
4 Når jeg ser din Himmel, dine Fingres Værk, Månen og Stjernerne, som du skabte, 5 hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu, et Menneskebarn, at du tager dig af ham? 6 Du gjorde ham lidet ringere end Gud. med Ære og Herlighed kroned du ham; 7 du satte ham over dine Hænders Værk, alt lagde du under hans Fødder, 8 Småkvæg og Okser til Hobe, ja, Markens vilde Dyr, 9 Himlens Fugle og Havets Fisk, alt, hvad der farer ad Havenes Stier. 10 Herre, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord!
9 Til Sangmesteren. Al-mut-labben. En Salme af David.
2 Jeg vil takke Herren af hele mit Hjerte, kundgøre alle dine Undere, 3 glæde og fryde mig i dig, lovsynge dit Navn, du Højeste, 4 fordi mine Fjender veg, faldt og forgik for dit Åsyn. 5 Thi du hævded min Ret og min Sag, du sad på Tronen som Retfærds Dommer. 6 Du trued ad Folkene, rydded de gudløse ud, deres Navn har du slettet for evigt. 7 Fjenden er borte, lagt øde for stedse, du omstyrted Byer, de mindes ej mer.
8 Men Herren troner evindelig, han rejste sin Trone til Dom, 9 skal dømme Verden med Retfærd, fælde Dom over Folkefærd med Ret. 10 Herren blev de fortryktes Tilflugt, en Tilflugt i Trængselstider; 11 og de stoler på dig, de, som kender dit Navn, thi du svigted ej dem, der søgte dig, Herre. 12 Lovsyng Herren, der bor på Zion, kundgør blandt Folkene, hvad han har gjort! 13 Thi han, der hævner Blodskyld, kom dem i Hu, han glemte ikke de armes Råb: 14 "Herre, vær nådig, se, hvad jeg lider af Avindsmænd, du, som løfter mig op fra Dødens Porte, 15 at jeg kan kundgøre al din Pris, juble over din Frelse i Zions Datters Porte!" 16 Folkene sank i Graven, de grov, deres Fod blev hildet i Garnet, de satte. 17 Herren blev åbenbar, holdt Dom, den gudløse hildedes i sine Hænders Gerning. - Higgajon Sela. 18 Til Dødsriget skal de gudløse fare, alle Folk, der ej kommer Gud i Hu. 19 Thi den fattige glemmes ikke for evigt, ej skuffes evindelig ydmyges Håb.
20 Rejs dig, Herre, lad ikke Mennesker få Magten, lad Folkene dømmes for dit Åsyn; 21 Herre, slå dem med Rædsel, lad Folkene kende, at de er Mennesker! - Sela.
10 Hvorfor står du så fjernt, o Herre, hvi dølger du dig i Trængselstider? 2 Den gudløse jager i Hovmod den arme, fanger ham i de Rænker, han spinder; 3 thi den gudløse praler af sin Sjæls Atfrå, den gridske forbander, ringeagter Herren. 4 Den gudløse siger i Hovmod: "Han hjemsøger ej, der er ingen Gud"; det er alle hans Tanker. 5 Dog altid lykkes hans Vej, højt over ham går dine Domme; han blæser ad alle sine Fjender. 6 Han siger i Hjertet: "Jeg rokkes ej, kommer ikke i Nød fra Slægt til Slægt." 7 Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Vold, Fordærv og Uret er under hans Tunge; 8 han lægger sig på Lur i Landsbyer, dræber i Løn den skyldfri, efter Staklen spejder hans Øjne; 9 han lurer i Skjul som Løve i Krat, på at fange den arme lurer han, han fanger den arme ind i sit Garn; 10 han dukker sig, sidder på Spring, og Staklerne falder i hans Kløer. 11 Han siger i Hjertet: "Gud glemmer, han skjuler sit Åsyn; han ser det aldrig."
12 Rejs dig, Herre! Gud, løft din Hånd, de arme glemme du ikke! 13 Hvorfor skal en gudløs spotte Gud, sige i Hjertet, du hjemsøger ikke? 14 Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager def i din Hånd; Staklen tyr hen til dig, du er den faderløses Hjælper. 15 Knus den ondes, den gudløses Arm, hjemsøg hans Gudløshed, så den ej findes!
16 Herren er Konge evigt og altid, Hedningerne er ryddet bort af hans Land; 17 du har hørt de ydmyges Ønske, Herre, du styrker deres Hjerte, vender Øret til 18 for at skaffe fortrykte og faderløse Ret. Ikke skal dødelige mer øve Vold.
14 Dårerne siger i Hjertet: "Der er ingen Gud!" Slet og afskyeligt handler de, ingen gør godt. 2 Herren skuer ned fra Himlen på Menneskens Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud. 3 Afveget er alle, til Hobe fordærvet, ingen gør godt, end ikke een!
4 Er alle de Udådsmænd da uden Forstand, der æder mit Folk, som åd de Brød, og ikke påkalder Herren? 5 Af Rædsel gribes de da, thi Gud er i de retfærdiges Slægt. 6 Gør kun den armes Råd til Skamme, Herren er dog hans Tilflugt.
7 Ak, kom dog fra Zion Israels Frelse! Når Herren vender Folkets Skæbne, skal Jakob juble, Israel glædes!
16 Vogt mig, Gud, thi jeg lider på dig! 2 Jeg siger til Herren: "Du er min Herre; jeg har ikke andet Gode end dig. 3 De hellige, som er i Landet, de er de herlige, hvem al min Hu står til." 4 Mange Kvaler rammer dem, som vælger en anden Gud; deres Blodofre vil jeg ikke udgyde, ej tage deres Navn i min Mund. 5 Herren er min tilmålte Del og mit Bæger. Du holder min Arvelod i Hævd. 6 Snorene faldt mig på liflige Steder, ja, en dejlig Arvelod tilfaldt mig. 7 Jeg vil prise Herren, der gav mig Råd, mine Nyrer maner mig, selv om Natten.
8 Jeg har altid Herren for Øje, han er ved min højre, jeg rokkes ikke. 9 Derfor glædes mit Hjerte, min Ære jubler, endogså mit Kød skal bo i Tryghed. 10 Thi Dødsriget giver du ikke min Sjæl, lader ikke din hellige skue Graven. 11 Du lærer mig Livets Vej; man mættes af Glæde for dit Åsyn, Livsalighed er i din højre for evigt.
19 Til Sangmesteren. En Salme af David.
2 Himlen forkynder Guds Ære, Hvælvingen kundgør hans Hænders værk. 3 Dag bærer Bud til Dag, Nat lader Nat det vide. 4 Uden Ord og uden Tale, uden at Lyden høres, 5 når Himlens Røst over Jorden vide, dens Tale til Jorderigs Ende. På Himlen rejste han Solen et Telt; 6 som en Brudgom går den ud af sit Kammer, er glad som en Helt ved at løbe sin Bane, 7 rinder op ved Himlens ene Rand, og dens Omløb når til den anden. Intet er skjult for dens Glød.
8 Herrens Lov er fuldkommen, kvæger Sjælen, Herrens Vidnesbyrd holder, gør enfoldig viis, 9 Herrens Forskrifter er rette, glæder Hjertet, Herrens Bud er purt, giver Øjet Glans, 10 Herrens Frygt er ren, varer evigt, Herrens Lovbud er Sandhed, rette til Hobe, 11 kostelige fremfor Guld, ja fint Guld i Mængde, søde fremfor Honning og Kubens Saft. 12 Din Tjener tager og Vare på dem; at holde dem lønner sig rigt.
13 Hvo mærker selv, at han fejler? Tilgiv mig lønlige Brøst! 14 Værn også din Tjener mod frække, ej råde de over mig! Så bliver jeg uden Lyde og fri for svare Synder. 15 Lad min Munds Ord være dig til Behag, lad mit Hjertes Tanker nå frem for dit Åsyn, Herre, min Klippe og min Genløser!
21 Til Sangmesteren. En Salme af David.
2 Herre, Kongen er glad ved din Vælde, hvor frydes han højlig over din Frelse! 3 Hvad hans Hjerte ønskede, gav du ham, du afslog ikke hans Læbers Bøn. - Sela. 4 Du kom ham i Møde med rig Velsignelse, satte en Krone af Guld på hans Hoved. 5 Han bad dig om Liv, og du gav ham det, en Række af Dage uden Ende. 6 Stor er hans Glans ved din Frelse, Højhed og Hæder lægger du på ham. 7 Ja, evig Velsignelse gav du ham, med Fryd for dit Åsyn glæded du ham. 8 Thi Kongen stoler på Herren, ved den Højestes Nåde rokkes han ikke.
9 Til alle dine Fjender når din Hånd, din højre når dine Avindsmænd. 10 Du gør dem til et luende Bål, når du viser dig; Herren sluger dem i sin Vrede. Ild fortærer dem. 11 Du rydder bort deres Frugt af Jorden, deres Sæd blandt Menneskens Børn. 12 Thi de søger at volde dig ondt, spinder Rænker, men evner intet; 13 thi du slår dem på Flugt, med din Bue sigter du mod deres Ansigt.
14 Herre, stå op i din Vælde, med Sang og med Spil vil vi prise dit Storværk!