Chronological
Elihu blander sig i samtalen
32 De tre venner besluttede, at de ikke ville sige mere, for Job blev ved med at hævde sin uskyld.
2 Men der var en fjerde ven, som havde lyttet til samtalen uden at sige noget. Han hed Elihu og var søn af Barakel af Rams slægt fra byen Buz. Han var opbragt over, at Job ville retfærdiggøre sig selv overfor Gud. 3 Han var også vred på de tre venner, fordi de fordømte Job uden at kunne svare på hans spørgsmål. 4 Fordi Elihu var yngre end de andre, ventede han, mens de talte med Job. 5 Men da de tre venner ikke kunne give ham svar på tiltale, kunne Elihu ikke længere beherske sin vrede. Han sagde:
6 „Jeg er meget yngre end jer,
så derfor holdt jeg mig tilbage
og tøvede med at sige min mening.
7 Jeg tænkte: ‚Lad de ældre tale,
for livserfaring giver visdom.’
8 Men det er Guds Ånd, der giver indsigt,
når det drejer sig om åndelige ting.
9 Altså er det ikke kun et spørgsmål om alder.
De ældre er ikke nødvendigvis de klogeste.
10 Derfor siger jeg: ‚Hør også på mig.
Lad mig sige, hvad jeg er kommet frem til.’
11 Jeg ventede altså, mens I talte,
og lyttede til jeres kloge kommentarer,
mens I ledte efter ordene.
12 Jeg lyttede meget opmærksomt,
men ingen af jer kunne overbevise Job
eller besvare hans spørgsmål.
13 Sig nu ikke: ‚Han er for snedig for os.
Det bliver Guds sag at overbevise ham.’
14 Hvis Job havde henvendt sig til mig,
ville jeg bestemt ikke have svaret ham, som I gjorde.
15 Men nu er jeres ord sluppet op,
og I aner ikke, hvad I skal svare.
16 Skal jeg da pænt sidde og vente på,
at I finder på noget at sige?
17 Nej, nu vil jeg fortælle jer, hvad jeg mener,
sige, hvad selv en ung som jeg er klar over.
18 Jeg er fuld af ord, der presser sig på,
og ånden i mit indre må have luft.
19 Jeg er som en vinsæk, der er ved at sprænges
på grund af kraften fra den gærende vin.
20 Jeg må give luft for mine indestængte ord,
åbne min mund og tale frit fra leveren.
21 Jeg vil ikke tage parti for nogen af jer,
og jeg vil ikke smigre folk.
22 Nej, jeg vil ikke gøre brug af smiger,
for så ville Gud straffe mig.
Elihu irettesætter Job
33 Hør nu her, Job, hvad jeg har at sige.
Lyt omhyggeligt til alle mine ord.
2 Nu, da jeg har taget bladet fra munden,
og ordene ligger mig på tungen,
3 så lad mig sige, hvad jeg har på hjerte.
Jeg taler ærligt og oprigtigt.
4 Det var Guds Ånd, der skabte mig.
Den Almægtiges åndepust gav mig liv.
5 Gør dig parat til at svare, hvis du kan,
kom bare med dine argumenter.
6 Overfor Gud er vi lige, du og jeg.
Vi er begge skrøbelige mennesker.
7 Du behøver ikke at være bange,
for jeg ønsker ikke at genere dig.
8 Mens jeg sad og lyttede,
hørte jeg, at du sagde:
9 ‚Jeg er uskyldig og uden synd.
Jeg har en ren samvittighed.
10 Men Gud har fundet et påskud for at straffe mig,
han behandler mig som en fjende.
11 Han har lagt mine fødder i lænker,
han holder øje med alt, hvad jeg foretager mig.’
12 Men dertil må jeg sige, at du tager fejl,
for Gud er større end noget menneske.
13 Hvilken ret har du til at påstå,
at han ikke svarer på dine spørgsmål?
14 Gud taler på mange måder,
men tit hører vi ikke, hvad han siger.
15 Han taler gennem drømme og syner,
mens vi ligger i vores senge om natten.
16 Han hvisker os formaninger i øret,
viser os skræmmende billeder,
17 så vi ikke skal komme på gale veje
eller blive stolte og hovmodige.
18 Han ønsker nemlig at advare os,
så vi ikke går i dødens fælde.
19 Andre gange straffes et menneske med smerter,
så han ligger bundet til sengen i konstant pine.
20 Så mister han fuldstændig appetitten
og har ikke engang lyst til lækker mad.
21 Han taber sig og bliver en skygge af sig selv,
ender som det rene skind og ben.
22 Han hører dødens kalden
og nærmer sig gravens rand.
23 Men hvis en engel går i forbøn for ham,
hvis et af Guds tusinde sendebud
fortæller ham, hvad han bør gøre,
24 og hvis Gud derefter er nådig imod ham
og siger: ‚Løs ham! Han skal ikke dø,
for jeg har modtaget en løsesum,’
25 da får han sit helbred igen,
han får sin ungdoms styrke tilbage.
26 For når han beder Gud om nåde,
bliver han også taget til nåde.
Så bliver han forsonet med Gud
og kan igen tænke på ham med glæde.
27 Derefter kan han fortælle sine venner:
‚Jeg syndede og gjorde oprør mod Gud,
men han var nådig imod mig.
28 Han betalte løsesummen og reddede mig fra døden,
så nu kan jeg atter glædes ved livet.’
29 Ja, sådan gør Gud ofte:
Han giver os en chance til.
30 Han redder os på tærsklen til døden,
så vi atter kan glædes ved livet.
31 Hører du, hvad jeg siger, Job?
Du behøver ikke at svare endnu.
32 Men har du noget at sige, så kom bare med det,
for jeg ønsker at se dig blive genoprettet.
33 Hvis ikke, så lyt til mig lidt endnu.
Vær stille, så jeg kan lære dig visdom.”
Elihu påpeger Jobs selvretfærdighed
34 Elihu fortsatte:
2 „Hør godt efter, I vismænd,
lyt til mig, I som er så kloge.
3 Man må vurdere alt, hvad man hører,
ligesom man smager på maden, før man spiser den.
4 Lad os derfor i fællesskab finde ud af,
hvad der er sandt og rigtigt.
5 Job siger: ‚Jeg er uskyldig,
det er Gud, der gør mig uret.
6 Jeg regnes for en løgner, selvom jeg taler sandt,
jeg bliver straffet hårdt, skønt jeg ikke har syndet.’
7 Hvor har Job lært at tale sådan?
Det er jo en hån imod Gud.
8 Han må have tilbragt sin tid i dårligt selskab
med onde og gudløse mennesker.
9 Han påstår jo, at man intet får ud af
at leve retskaffent ind for Gud.
10 I vise mænd, vil I ikke give mig ret i,
at det er umuligt for Gud at være ond?
Den Almægtige kan ikke være uretfærdig.
11 Nej, vi ved, at han straffer mennesker for, hvad de har gjort.
Han lader dem opleve følgerne af deres synd.
12 Gud handler absolut ikke ondt,
den Almægtige er aldrig uretfærdig.
13 Han alene har al magt på jorden,
han opretholder og styrer verden.
14 Hvis Gud en dag besluttede
at trække sin livsånde til sig igen,
15 da ville alt levende uddø,
og menneskene igen blive til støv.
16 Tag nu og brug din forstand.
Prøv at forstå, hvad jeg siger.
17 Kunne Gud være den almægtige Dommer,
hvis han ikke var uangribelig?
Vil du anklage selve ‚Retfærdigheden’
og påstå, at han kan være uretfærdig?
18 Han dømmer konger og regenter
for deres onde og uretfærdige handlinger.
19 Han gør ikke forskel på folk,
men behandler rige og fattige ens.
Alle mennesker er jo skabt af Gud,
20 og de skal alle sammen dø en gang.
Uden varsel er livet slut,
og ingen kan gøre fra eller til.
21 Gud kender alle deres handlinger,
han ser alt, hvad de foretager sig.
22 Ingen steder findes så tæt et mørke,
at de onde kan skjule sig for Gud.
23 Gud behøver ikke at vente til dommens dag
med at straffe et menneske for dets synder.
24 Han afsætter magtfulde ledere uden forhør
og indsætter andre i deres sted,
25 for han kender deres onde handlinger
og kan vende deres skæbne på en enkelt nat.
26 Han straffer dem for deres ondskab
på en måde, så alle kan se det,
27 for de vendte sig bort fra Gud
og var ligeglade med hans vilje.
28 Deres magtmisbrug over for de svage
førte til et råb om hjælp, som Gud hørte.
29 Selv når Gud er tavs, kan du ikke dømme ham for det.
Hvis han skjuler sig, kan du ikke tvinge ham frem.
Han hersker jo over alt, hvad han har skabt,
30 så de gudløse ikke skal have magten
og undertrykke andre mennesker.
31 Hvad nu hvis et menneske siger til Gud:
‚Hvis jeg har syndet, vil jeg ikke gøre det mere.
32 Sig mig, hvad jeg har gjort forkert.
Hvis jeg har svigtet, lover jeg at forbedre mig.’
33 Mon så ikke Gud er nådig,
selv om du benægter, at han er det?
Om du vil bede om nåde, er op til dig.
Sig os, hvad du har i tanke.
34 Ethvert forstandigt menneske
vil være enig med mig og sige:
35 ‚Job taler uden indsigt.
Han ved ikke, hvad han snakker om.’
36 Er det mærkeligt, at Job bliver straffet så hårdt?
Han taler jo som de gudløse taler.
37 Ud over sin oprindelige synd
gør han nu oprør mod Gud
ved at vise foragt for vores vejledning
og ved stadig at anklage Gud.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.