Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Chronological

Read the Bible in the chronological order in which its stories and events occurred.
Duration: 365 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Titus 1-3

Indledende hilsen

Dette brev er fra Paulus, Guds tjener og apostel for Jesus Kristus. Jeg blev udsendt for at forkynde troens budskab for dem, som Gud har udvalgt, og hjælpe dem til fuldt ud at forstå, hvordan de kan tjene Gud på den sande måde. Jeg bygger min tjeneste på forventningen om at få det evige liv, som Gud, der jo ikke kan lyve, gav løfte om allerede før tidens begyndelse. Da den fastsatte tid var inde, åbenbarede han sit budskab for os, og det budskab har Gud, vores Frelser, betroet mig og befalet, at jeg skulle bringe videre.

Kære Titus, mit sande barn i troen, må du opleve nåde og fred fra Gud Fader og Jesus Kristus, vores Frelser.

Ledere i menigheden(A)

Jeg efterlod dig jo på Kreta, for at du kunne løse de problemer, vi manglede at få løst, og for at du i hver by kunne indsætte ledere i menighederne, sådan som jeg gav dig besked om.

En leder i menigheden skal have et godt ry. Han skal være tro i sit ægteskab og have lært sine børn at være trofaste,[a] så de ikke skejer ud eller er oprørske. En, der får et lederansvar i Guds menighed, må ikke være arrogant, hidsig, drikfældig, stridslysten eller ude efter at berige sig selv. Han skal være gæstfri, godhjertet, fornuftig, retsindig, hengiven til Gud og have selvkontrol. Han skal være godt inde i den troværdige undervisning, vi har givet, så han kan vejlede andre ud fra den sunde lære og gendrive modstanderne.

Falske lærere skal irettesættes(B)

10 Der er jo mange oprørske mennesker, der fører menigheden på vildspor, og det gælder især dem, der kræver, at alle kristne skal omskæres og holde de jødiske love. De siger en masse, men ved ikke, hvad de snakker om. 11 Dem skal du lukke munden på! De har allerede fået flere familier ført bort fra Guds nåde ved at undervise om ting, de skulle holde fingrene fra. Og så tager de endda betaling for det!

12 En profetisk digter, som selv er fra Kreta, har sagt: „Kreterne lyver altid. De er nogle dovne, forslugne, vilde bæster.” 13 Det er rigtigt nok. Derfor skal du irettesætte de falske lærere strengt, så de kan blive sunde i troen 14 og holde op med at hænge sig i jødiske myter og påbud fra folk, der har vendt sig fra sandheden. 15 Alt er rent for de rene, men for de vantro og urene er alt urent. De har dårlig samvittighed, og deres tanker er urene. 16 De hævder ganske vist, at de kender Gud, men deres livsførelse viser noget andet. De er afskyelige, ulydige og ude af stand til at gøre noget godt.

Undervisning om korrekt livsførelse

Du, derimod, skal undervise om det, der hører med til den sunde lære. De ældre mænd skal vise selvbeherskelse og værdighed, de skal have sund fornuft og være et forbillede i tro, kærlighed og udholdenhed. De ældre kvinder skal ligeledes opføre sig på en måde, der sømmer sig for kristne. De må ikke løbe med sladder[b] eller være drikfældige. De skal være gode vejledere, som kan hjælpe de unge kvinder til at elske deres mænd og tage sig af deres børn og til at leve fornuftigt og moralsk uangribeligt. De skal også lære at være gode husmødre, der er villige til at underordne sig deres mænd, så Guds ord ikke kommer i vanry. 6-7 Du skal formane de unge mænd til ligeledes at være fornuftige i alt, hvad de foretager sig, og du skal selv være et godt forbillede. Din undervisning skal være uangribelig og værdig. Den skal være korrekt, så du vinder respekt hos dem, der gerne vil modsige dig, men ikke kan finde noget dårligt at sige om os.

Slaverne skal underordne sig deres herrer i alle ting og gøre et godt stykke arbejde. De må ikke svare igen 10 eller stikke noget til sig, men vise, at de er til at stole på, så de ved deres livsførelse skaber respekt om Guds, vores Frelsers, lære.

11 Gud har åbenbaret sin nåde, som gør det muligt for alle mennesker at blive frelst. 12 Hans nåde opdrager os til at sige nej til at leve et gudløst liv fuldt af syndige lidenskaber og i stedet leve fornuftigt, retskaffent og gudfrygtigt, så længe vi er her på jorden.

13 Samtidig ser vi med forventning frem til den herlighed, vi skal opleve, når vores store Gud og Frelser, Jesus Kristus, kommer igen. 14 Jesus gav jo sit liv for vores skyld, så han kunne løskøbe os fra al ondskab og umoralitet og gøre os til sit ejendomsfolk, et folk, der ivrigt søger at gøre det gode.

15 Du skal formane alle til at følge de her anvisninger, og du skal irettesætte de falske lærere. Gør det med myndighed, og lad dig ikke skræmme af, hvad folk tænker om dig.

Det nye liv udspringer af Guds nåde og Helligåndens virke

Mind de kristne om, at de skal underordne sig regering og øvrighed, være lydige og altid parate til at gøre det rette. De må ikke håne nogen eller komme i klammeri, men de skal være venlige og hensynsfulde mod alle.

Lad os ikke glemme, at også vi engang var på vildspor og levede i et tankeløst oprør mod Gud. Vi var slaver af mange forskellige former for begær og syndige lidenskaber. Vi levede et liv i ondskab og misundelse. Vi hadede andre, og de hadede os til gengæld. Men så åbenbarede Gud, vores Frelser, sin godhed og kærlighed til os mennesker. Det var ikke på grund af noget godt, vi havde gjort, at han frelste os. Nej, det var alene på grund af hans nåde imod os, at vi blev født på ny. Det var som at få et rensende bad,[c] og Helligånden førte os ind i et nyt liv. Gud udøste Helligåndens kraft over os i rigt mål gennem Jesus Kristus, vores Frelser. Ved at tage imod hans nåde blev vi accepteret af Gud, og vi fik en forvisning om at få del i det evige liv.

Undervis i den sunde lære og tag afstand fra falske lærere(C)

Mine ord er troværdige. Jeg råder dig til at understrege det her, så de, der er kommet til tro på Gud, må lægge vægt på at gøre gode gerninger. Det er nemlig godt og gavnligt for os mennesker. Sørg for at undgå tåbelige diskussioner og skænderier om den jødiske lov og de lange stamtavler.[d] Den slags er uden værdi og fører intet godt med sig. 10 Hvis du to gange har prøvet at vejlede og advare en, der kommer med falsk lære, og han ikke vil høre efter, skal du vise ham bort. 11 Et sådant menneske har vendt sig bort fra sandheden og har ved sin synd dømt sig selv.

Personlige oplysninger og hilsen

12 Jeg regner med at sende enten Artemas eller Tykikos til dig. Så snart en af dem kommer, vil jeg gerne, at du så hurtigt som muligt møder mig i Nikopolis. Jeg har nemlig bestemt mig for at blive dér vinteren over. 13 Hjælp advokaten Zenas og Apollos med alt, hvad de har brug for, så de kan fortsætte deres rejse. 14 Vores folk skal lære at være ivrige efter at gøre godt og hjælpe til, hvor der er behov for det. Ellers er der ingen frugt af deres tro.

15 Alle, som er hos mig, sender deres hilsener. Hils alle dem, som elsker os, fordi vi er fælles om troen.

Guds nåde være med jer alle!

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.