Beginning
Davids sejre over nabofolkene
8 David besejrede efterhånden filistrene fuldstændigt og undertvang dem ved at indtage deres hovedstad. 2 Han besejrede også moabitterne. Han lod dem lægge sig ned i lange rækker, hvorefter han afmålte dem med en målesnor: To snorlængder blev slået ihjel, en snorlængde fik lov at leve. De overlevende blev Davids skattepligtige undersåtter.
3 Kong Hadadezer af Zoba, Rehobs søn, forsøgte at generobre sit gamle territorium syd for Eufratfloden,[a] men David besejrede ham. 4 Ved den lejlighed erobrede David 1000 stridsvogne[b] og tog 7000[c] ryttere og 20.000 fodfolk til fange. Han skar haserne over på 90 procent af hestene. 5 Da aramæerne rykkede ud fra Damaskus for at hjælpe Hadadezer, huggede David 22.000 af dem ned. 6 I Damaskusområdet udstationerede han flere garnisoner og indlemmede aramæerne blandt sine skattepligtige undersåtter. Herren gav David sejr over alle hans fjender. 7 David beslaglagde alle de guldskjolde, som kong Hadadezers officerer havde brugt, og førte dem til Jerusalem 8 sammen med en stor ladning kobber fra byerne Teba og Berotaj.
9 Da kong Toi af Hamat[d] hørte om Davids triumf over Hadadezers hær, 10 sendte han sin søn Joram af sted for at lykønske ham. Hadadezer og Toi var nemlig ærkefjender. Joram forærede David mange gaver af sølv, guld og bronze, 11-12 og David indviede dem til Herren sammen med det guld og sølv, han havde taget i krigsbytte fra edomitterne, moabitterne, ammonitterne, filistrene, amalekitterne og kong Hadadezers hær.
13 Således voksede Davids ry ude omkring. På hjemvejen fra kampene mod nord tilintetgjorde han 18.000 edomitter i Saltdalen, 14 hvorefter han etablerede en række garnisoner i Edom, så edomitterne kom under Davids herredømme. Således gav Herren David sejr, hvor som helst han kom frem.
Davids embedsmænd
15 David var en retfærdig konge i Israel, der gav alle en fair behandling. 16 Joab var øverstbefalende for hæren; Joshafat, Ahiluds søn, var kongens øverste embedsmand med ansvar for arkiverne; 17 Zadok, Ahitubs søn, og Ahimelek, Ebjatars søn,[e] var de ledende præster; Seraja var statssekretær; 18 Benaja, Jojadas søn, var chef for livgarden; og Davids egne sønner havde ledende stillinger ved hoffet.
David viser særlig godhed imod Mefiboshet
9 En dag kom David til at tænke på, om der mon stadig var nogle tilbage af Sauls efterkommere, som han kunne vise godhed mod, sådan som han havde lovet Jonatan. 2 Der var en mand ved navn Ziba, der engang havde været en af Sauls betroede tjenere. Ham sendte David bud efter.
„Er du Ziba?” spurgte han.
„Ja,” svarede manden.
3 Kongen fortsatte: „Er der ikke nogen tilbage af Sauls efterkommere, som jeg kan vise godhed og derved indfri et løfte, jeg har givet for Guds ansigt?”
„Jo, det er der,” svarede Ziba, „der er en søn af Jonatan, men han er lam i benene.”
4 „Hvor bor han?” spurgte kongen.
„Han bor i Lodebar hos Makir, Ammiels søn.”
5-6 Så sendte kong David bud efter Mefiboshet, Jonatans søn, Sauls barnebarn. Mefiboshet frygtede det værste, og da han kom ind til David, bøjede han sig underdanigt for kongen. 7 Men David sagde beroligende:
„Vær ikke bange! Jeg vil behandle dig godt på grund af din far Jonatan. Du skal få al Sauls ejendom tilbage og bo her i paladset!”
8 Da bøjede Mefiboshet sig endnu en gang for kongen og udbrød: „Skulle kongen virkelig vise en sådan godhed imod en død hund som mig?”
9 Kongen tilkaldte nu Sauls tjener, Ziba. „Jeg har givet din herres barnebarn familiens ejendom tilbage,” forklarede han. 10-11 „Det bliver din opgave at bestyre ejendommen og sørge for, at dine sønner og tjenere opdyrker jorden, så den giver udbytte og føde til hans familie. Men Mefiboshet skal fremover bo her i paladset.”
Ziba, der havde 15 sønner og 20 tjenere, svarede: „Jeg skal sørge for at efterkomme kongens ønske.” Og fra da af spiste Mefiboshet regelmæssigt sammen med kong David, og han blev behandlet som Davids egne sønner. 12 Mefiboshet havde selv en lille søn, der hed Mika.
Zibas husstand kom altså til at bestyre Mefiboshets ejendom, 13 mens Mefiboshet, der jo var lam i benene, flyttede til Jerusalem og tog ophold i kongens palads.
Davids sejr over ammonitterne og aramæerne
10 Nogen tid efter døde ammonitternes konge, Nahash, og han blev efterfulgt af sønnen Hanun.
2 „Ham vil jeg vise venlighed,” tænkte David, „for hans far viste venlighed mod mig.” Så sendte David nogle sendebud af sted for at kondolere i anledning af faderens død.
3 Men de ammonitiske officerer sagde til Hanun: „De mænd er ikke kommet for at ære din fars minde! Nej, det er blot et påskud for at udspionere os, for i virkeligheden har David i sinde at angribe os.”
4 Derfor lod Hanun Davids mænd pågribe, hvorefter man vanærede dem ved at barbere den ene side af deres skæg af. Samtidig blev deres tøj skåret af over bagdelen, og sådan blev de sendt hjem. 5 Da David fik at vide, at hans sendebud var blevet så groft ydmyget, sendte han nogle af sine embedsmænd ud for at møde dem og give dem besked på at blive i Jeriko, indtil deres skæg var vokset ud igen.
6 Ammonitterne blev klar over, at David var rasende på dem på grund af det, de havde gjort. Derfor hvervede de 20.000 aramæiske lejesoldater fra områderne ved Rehob og Zoba, 1000 mand fra kongen af Ma’aka og 12.000 mand fra Tob. 7 Da David fik det at vide, sendte han straks Joab og Israels bedste styrker af sted imod dem. 8 Ammonitterne tog opstilling foran byporten, mens mændene fra Zoba, Rehob, Tob og Ma’aka tog opstilling på den åbne slette. 9-10 Derved blev Joab tvunget til at kæmpe på to fronter, så han delte styrkerne imellem sig selv og sin bror Abishaj. Selv tog han elitesoldaterne og rykkede ud mod aramæerne på sletten, mens han overlod resten af hæren til Abishaj, der skulle kæmpe imod ammonitterne foran byporten.
11 „Hvis jeg får brug for hjælp mod aramæerne, må du komme med det samme!” beordrede Joab. „Og hvis det viser sig, at du får besvær med ammonitterne, kommer jeg dig til hjælp. 12 Vær nu ved godt mod! Vi må være tapre, hvis vi skal gøre os håb om at redde vores folk og vores Guds byer. Herrens vilje ske!”
13 Så gik Joab og hans krigere til angreb, og aramæerne flygtede. 14 Da ammonitterne så det, flygtede de også og søgte tilflugt inden for bymuren. Derefter vendte Joab tilbage til Jerusalem med sin hær.
15 Da aramæerne indså, at de ikke kunne stå sig mod israelitterne, søgte de forstærkning. 16 Kong Hadadezer fik samlet en hær af aramæere fra den anden side af Eufratfloden, og de ankom til Helam, anført af Shobak, kong Hadadezers hærfører.
17 Da David hørte det, samlede han hele Israels hær og gik i spidsen for den over Jordanfloden til Helam, hvor de blev angrebet af aramæerne. 18 Aramæerne led store tab og måtte igen tage flugten. David og hans hær dræbte 700[f] aramæiske vognkæmpere og 40.000 fodfolk, deriblandt hærføreren Shobak. 19 Da Hadadezers vasalkonger så, at aramæerne var blevet slået, sluttede de fred med israelitterne og blev underlagt Israels herredømme. Fra da af turde aramæerne ikke længere hjælpe ammonitterne.
Davids forhold til Batsheba
11 Næste forår omkring den tid, hvor kongerne sædvanligvis drager i krig, sendte David Joab og Israels hær af sted til kamp. De besejrede den ammonitiske hær og belejrede Rabba.[g] Men David selv blev hjemme i Jerusalem.
2 En dag ved aftenstid, efter at David havde rejst sig fra sit eftermiddagshvil, spadserede han rundt på paladsets flade tag. Derfra fik han øje på en kvinde, der var i færd med at tage bad. Hun var usædvanlig smuk. 3 Han forhørte sig om, hvem hun var, og fik at vide, at hun hed Batsheba og var en datter af Eliam. Hun var gift med hittitten Urias. 4 David sendte bud efter hende, og det endte med, at han gik i seng med hende. (Hun var netop færdig med det ugelange renselsesritual efter sin menstruation.) Bagefter gik hun hjem. 5 Da Batsheba senere opdagede, at hun var gravid, gav hun David besked om det.
David skaffer Urias af vejen
6 David sendte nu bud til Joab og bad ham om at sende hittitten Urias hjem til Jerusalem. 7 Da Urias havde meldt sin ankomst i paladset, kaldte David ham ind og spurgte, hvordan det gik med Joab og hæren, og hvordan det gik med krigen. 8 Derefter bad han ham om at gå hjem og få sig et velfortjent hvil. Så gik Urias sin vej, og kongen sørgede for at sende en gave hjem til ham. 9 Men Urias gik ikke hjem. I stedet overnattede han i paladsets portrum sammen med andre af kongens folk.
10 Da David næste dag fik at vide, at Urias ikke var taget hjem, kaldte han ham til sig og spurgte: „Hvorfor gik du ikke hjem til din kone i går aftes? Du har jo været væk hjemmefra meget længe!”
11 Urias svarede: „Alle andre må nøjes med at sove i telt eller på den bare jord, både Joab og hærens officerer, Herrens Ark, og alle Israels og Judas krigere. Skulle jeg så tage hjem til mit komfortable hus for at spise og drikke og sove hos min kone? Jeg sværger på, at sådan ville jeg aldrig opføre mig.”
12 „Godt,” sagde David. „Men bliv nu her i byen en dag mere. I morgen kan du tage tilbage til hæren.” Det accepterede Urias, 13 og senere på dagen inviterede David ham til middag, hvor han sørgede for, at han blev beruset. Men også den nat overnattede Urias i portrummet i stedet for at gå hjem.
14 Næste morgen skrev David et brev, som han bad Urias aflevere til Joab. 15 I brevet blev Joab beordret til at placere Urias helt fremme i fronten, på den mest udsatte post. På et passende tidspunkt skulle Joab så trække hovedstyrken tilbage, så Urias blev ladt i stikken og dræbt. 16 Joab placerede derfor Urias i frontlinien op mod bymuren, hvor han vidste, at fjendens bedste krigere befandt sig, 17 og Urias faldt på sin post sammen med adskillige andre israelitiske soldater.
18-20 I sin næste rapport til David gjorde Joab rede for slagets gang, og til sendebudet, som skulle overbringe den, sagde han: „Det kan godt være, at kongen bliver vred og spørger: ‚Hvorfor i alverden kom I så tæt på bymuren? Vidste I ikke, at I der ville blive skudt fra muren? 21 Har I glemt Abimelek, der i sin tid blev dræbt ved Tebetz, fordi en kvinde smed en møllesten ned fra muren?’ Hvis kongen siger noget i den retning, skal du sige: ‚Urias blev også dræbt!’ ”
22 Så kom sendebudet til Jerusalem, hvor han aflagde rapport for David. 23 „Fjenden gjorde et udfald imod os,” forklarede han, „og det lykkedes os at tvinge dem tilbage til byporten. 24 Men mændene på muren sendte en regn af pile ned over os, så flere af vores folk blev dræbt. Også Urias mistede livet!”
25 „Sig til Joab, at han ikke skal tage det så tungt,” svarede David. „Soldater falder nu engang i krig. Sig til ham, at han ikke må opgive angrebet, før byen er indtaget.”
26 Da Batsheba fik at vide, at hendes mand var død, sørgede hun over ham i adskillige dage. 27 Da sørgetiden var omme, sendte David bud efter hende og giftede sig med hende. Og inden længe fødte hun en søn.
Men Herren blev vred over Davids onde handlemåde.
Profeten Natan konfronterer David med hans synd
12 Herren sendte så profeten Natan til David, og Natan fortalte ham følgende historie: „Der var to mænd, som boede i samme by. 2 Den ene var rig og havde masser af køer, får og geder. 3 Den anden var fattig. Han ejede kun et eneste lille lam, som det var lykkedes ham at købe. Han elskede det lam, som han elskede sine børn. Han lod det spise af sin egen tallerken, drikke af sit eget krus, og han sad med det på skødet, som var det hans egen datter.
4 En dag fik den rige mand besøg, men han nænnede ikke at slagte et af sine egne dyr for at beværte gæsten. I stedet tog han den fattige mands lam, slagtede det og serverede det for sin gæst.”
5-6 Det blev David rasende over at høre: „Jeg sværger ved den levende Gud, at den mand, som har gjort det, skal betale fire lam i erstatning. Ja, sådan en hjerteløs person fortjener at dø!”
7 „Det er dig, der er den rige mand!” sagde Natan. „Hør, hvad Herren, Israels Gud, siger til dig: ‚Jeg udvalgte dig til at blive Israels konge og reddede dig fra Sauls angreb. 8 Jeg gav dig hans rige og hans koner og gjorde dig til konge over både Nordriget og Juda, og hvis det var for lidt for dig, havde jeg gerne givet dig meget, meget mere. 9 Hvorfor gør du oprør imod, hvad jeg har sagt, og handler så ondt? Du har stjålet Urias’ kone, og du har fået ham dræbt for at dække over din synd. 10 Du har vist foragt for mig ved din skændige opførsel, og derfor vil der blive splid i din egen familie. 11 Hør efter, hvad jeg nu siger: En af dine nærmeste vil gøre oprør imod dig. Han vil tage dine koner for øjnene af dig og forlyste sig med dem ved højlys dag. 12 Du handlede i det skjulte. Men det her vil ske ved højlys dag og for øjnene af hele Israels folk!’ ”
David erkender sin skyld og får sin straf
13 Da gik David til bekendelse: „Jeg har syndet imod Herren!”
Natan svarede: „Så har Herren også tilgivet dig, og du skal slippe for at dø for din synd! 14 Men det nyfødte barn, som er resultatet af din synd, skal dø, for du har bragt skam over Herrens navn.” 15 Derefter gik Natan hjem.
Kort efter ramte Herren det barn, som Batsheba havde født, med sygdom. 16 Da gik David i forbøn for barnet. Han nægtede at spise på grund af sorg, og selv om natten blev han liggende udstrakt på gulvet i bøn. 17 Hans rådgivere forsøgte forgæves at få ham til at rejse sig og tage føde til sig. 18 På den syvende dag døde drengen, men Davids tjenere turde ikke fortælle ham den sørgelige nyhed, for de tænkte: „Han var helt knust før! Hvis vi nu kommer og fortæller ham, at drengen er død, kunne han gå helt amok!”
19 Da David så dem stå og hviske sammen, gik sandheden op for ham.
„Er drengen død?” spurgte han.
„Ja, han er,” svarede de.
20 Så rejste David sig op fra gulvet, gik i bad, gned sig med en vellugtende olie og tog rent tøj på. Derefter gik han ind i Herrens hus for at tilbede, hvorefter han vendte tilbage til paladset og bad om at få noget mad sat frem. 21 Hans tjenere var forbløffede over hans reaktion.
„Forstår man nu det?” udbrød de. „Mens drengen endnu var i live, græd du og nægtede at spise, men så snart han er død, holder du op med at sørge og begynder at spise igen!”
22 David svarede: „Jeg fastede og græd, så længe drengen var i live, for jeg tænkte, at Herren måske ville vise mig nåde og lade ham leve. 23 Men nu, hvor han er død, er der ingen grund til at faste mere. Kan jeg måske bringe ham tilbage til livet? Jeg kan følge ham i døden, men han kan ikke komme tilbage til mig!”
24 David trøstede sin kone Batsheba, så godt han kunne, og hun blev igen gravid og fødte endnu en søn, som hun gav navnet Salomon. Herren elskede den dreng, 25 og gennem profeten Natan sendte han bud om, at drengen skulle kaldes „Herrens elskede”.
David fuldfører erobringen af ammonitternes byer
26-27 I mellemtiden var det lykkedes Joab og Israels hær at indtage ammonitternes hovedstad Rabba, og Joab sendte følgende sejrsbudskab hjem til David: „Vi er gået ind i Rabba og kontrollerer byens vandforsyning. 28 Før nu resten af hæren hertil, så du selv kan sætte kronen på værket og få æren for sejren i stedet for mig.”
29 Så førte David resten af hæren til Rabba og fuldførte indtagelsen af byen. 30 Han fjernede kronen fra ammonitterkongens[h] hoved og satte den på sit eget. Den vejede over 30 kg og var lavet af guld med ædelsten på. Desuden tog han et stort krigsbytte. 31 Byens befolkning tog han som krigsfanger og satte nogle af dem til at arbejde med save, hakker og økser, mens andre kom til at arbejde i teglværkerne. På samme måde gik det indbyggerne fra de øvrige byer i ammonitternes land. Derefter vendte David og hæren tilbage til Jerusalem.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.